| |
BIOGRAFI:
Dragesholm sätteri 1917
Parken blev anlagt af havearkitekten danskeren Edvard
Glæsel - dateret 1912 og parken bærer stadig sporene efter den. I Dag ejes
Dragesholm sätteri af Baron Bengt Bennet.
Udateret Avisudklip fra Frederiksborg Amtsavis
Fru Eli Kühle, Fredensborg, fortæller:
De indfødte kendte ikke julen men ville gerne have gaver
Gennem 24 år, fra 1939 til 63 havde fru Eli Kühle sit hjem i
Kenya, inden hun sidste år slog sig ned i udenlandsdanskernes kvarter i
Fredensborg, og selvom hun som regel måtte bære revolver i Afrika, er der
meget hun savner, bl.a. at hun hele året rundt kunne plukke blomster i sin
have.
Tekst: P. Tolderlund-Hansen
Decemberdagen går på hæld. I dag er det næsten en fordel, at man fra
lejligheden i udenlandsdanskernes kvarter i Fredensborg kun har udsigt til
landskabet gennem det "skydeskår" som findes i den lille have. Fru Eli
Kühle har anbragt sit sybord sådan, at hun netop kan skimte en stribe
skov gennem murens eneste åbning, der kun er en meter bred. Nok er stedet
kaldt "Ørkenfæstningen" og "Araberlandsbyen", men det har ikke ret meget at
gøre med det Afrika, som fru Kühle boede i fra 1939 til 63, det er ikke det
Kenya, hvor hun har haft sit hjem i de 24 år, hun var borte fra Danmark.
Mit besøg hos fru Eli Kühle var uanmeldt, og jeg var fremmed for hende,
men det varede ikke mange minutter, før hun havde bedt mig lægge overtøjet
og tage plads i den store dagligstue. Hun lagde mærke til, at jeg så fra det
ene maleri til det andet og gerne ville have en forklaring – Hvorfor hang et
maleri af brygger I. C. Jacobsen her?
Min mands far var direktør på Carlsberg, forklarede fru Kühle, og
maleriet til venstre er ham, til højre hænger billedet af I. C. Jacobsen.
Der er malet af August Jerndorff, den berømte maler, der også har malet
portrættet af Jacobsen på Frederiksborg Slot. Dette er en kopi, men den er
altså også udført af Jerndorff.
Fru Kühle gjorde en lille pause og så rundt på møblerne. – Disse møbler
har været med i Afrika. Jeg havde dem alle med i Kenya, så de har passeret
ækvator to gange. Man siger, at vin har godt af at kommer over ækvator, men
jeg synes nu ikke, det har gavnet møblerne.
Da vi var kommet så vidt, fik vi historien fra begyndelsen. Fru Kühle er
født Kielland – og stammer fra den kendte norske Kiellandsslægt.
Hendes mand var cand. Jur., men da han havde lyst til landvæsen, lod han
sig, efter at de var blevet gift, uddanne på sydfyn, og de havde derefter en
gård i Sverige, senere en forpagtning på Langeland, hvorefter de boede i
Birkerød. Fru Kühle blev tidligt enke – hun var kun 55 år, i dag er hun 80 –
og hun besluttede sig til at flytte til Afrika, hvortil tre af hendes fire
sønner var udvandret, og den fjerde fulgte efter. Under den anden
verdenskrig var tre sønner med på engelsk side, og hun mistede to i krigen.
Hun fik sit hus dernede, tæt ved den ene søns farm, og det hus har hun for
øvrigt stadig, for det er ikke så let en sag at sælge et hus i Kenya i dag.
Hun har fået at vide, at de indfødte, siden hun rejste, har knust de fleste
ruder og øvet hærværk på badeværelset, så hun har afskrevet det hus. Hun
rejste hjem, da hendes søn flyttede til Sydafrika, og der var uroligt at bo
i Kenya. I lange perioder gik hun – som de fleste andre udlændinge – med
revolver, men politiet frarådede det, da de ikke mente, mau-mauerne ville
foretage angreb på hendes hus. De er ude efter herretøj, våben og penge, og
ingen af disse ting lå hun inde med.
Dette er i store træk baggrunden for, at fru Kühle i dag bor i
Fredensborg, meget langt fra sine to sønner og deres familie, men de har dog
sidste sommer alle sammen besøgt deres gamle mor, siger hun med et stille
smil. Og vennerne fra gammel tid i Danmark har hun da også – de er såmænd så
rørende og tog kærligt imod hende. Hun er glad for Fredensborg, - men lidt
doven med at gå ture, indrømmer hun.
Og så savner jeg så forfærdeligt det dejlige klima i Kenya, føjer fru
Kühle til. Tænk, at man hele året kunne plukke blomster i haven og altid
have friske blomster i sine vaser.
Det var også det eneste, jeg tog mig til i huset. Ellers blev det passet
af mine boy’er. Jeg havde to, en kok, der vistnok var i halvtredserne og en
yngre boy, der antagelig har været sidst i tyverne. De ved ikke selv, hvor
gamle de er. Jeg stolede på dem og sagde, at de havde ansvar for, at intet
forsvandt. Jeg havde haft min kok i ni år, og skønt det kneb med sproget –
han talte meget lidt engelsk, og jeg kunne ikke lære de indfødtes sprog –
gik det udmærket. Han lærte at lave dansk mad, og begge boy’erne passede,
hvad de skulle.
Hvordan forløb julen i Kenya? Vi havde dansk jul med juletræ. Det vil
sige, vi kunne ikke få grantræer som det, vi bruger i Danmark, men vi havde
et grønt træ med lys, og vi spiste dansk julemad. Ved juletid er det
højsommer i Kenya så det kunne jo godt knibe lidt med julestemningen, inden
man kom til træet. Juleaften begyndte med, at boy’erne fik deres gaver. De
indfødte anede ikke noget om, hvad jul var, og de syntes vist, at det var
temmelig skørt, at vi havde et træ med lys, men de ville gerne have gaver.
Den side af julen forstod de. De kom med deres kurve og fik kaffe, te og
sukker eller forskellige klædningsstykker. De allerfleste drak sig senere på
aftenen snydefulde, men mine boy’er var ædru, og det var jeg meget stolt
over.
 | Tiden under mau-mau terroren? |
Det var rigtigt væmmeligt, - naturligvis. Man følte sig aldrig helt
rolig, og jeg har da også oplevet, at vi blev beskudt fra et baghold, men vi
klarede os gudskelov. Man vidste jo aldrig, hvor der var mau-mauer. Jeg var
ude for et meget betegnende tilfælde. Jeg havde en nabo, der havde haft en
boy i 17 år. En dag blev en af hendes hunde, som hun elskede, syg og døde.
Boy’en viste sin deltagelse, da hunden var syg, men senere blev han afsløret
som mau-mauer, og da fortalte han, at det var ham der havde forgivet hunden.
De var billige at have. Min kok – der havde tre koner og altså også tre
familier – fik 100 kr. om måneden. Det er det samme, som det nu koster mig
at have hushjælp halvtredie time to gang om ugen her. De indfødte har jo
ofte to eller tre koner, og konerne kommer udmærket ud af det med hinanden.
De har hver sin hytte til deres børn, og den yngste hustru har mest arbejde,
derfor er de ældre interesseret i, at manden køber en yngre kone til hjælp.
Det er frygteligt at se, som kvinderne er tilbage i udviklingen. Manden
er overhøjheden i familien. Han går ti skridt foran konerne, der må slæbe og
mase for ham. Kvinderne er utrolig uoplyste – men stemmeret har de da fået!
Der er dog sket enorme fremskridt gennem de 24 år, jeg har oplevet Kenya. Da
jeg kom derned kunne en indfødt ikke komme ind på et ordentligt hotel. Det
kan han i dag. Enkelte mænd er meget oplyste, men kun få kvinder.
- Hvordan er det at være tilbage i sit hjemland?
- Det slår én, når man kommer tilbage, at alt i Danmark er så velholdt og
kønt. Jo, der er sandelig meget at glædes over, - men jeg savner naturligvis
min familie … navnlig mine børnebørn og oldebørn. Er der noget at sige til
det ?
________________________
|
  |
s