Nicolaus Johann von Kühle 1681-1736

Anna Isabella von Kretenitz ??-1727

Carl Gustav von Kühle (1)

Født 1714 i Skåne eller Holsten. 1729 Landkadet. 1737 Sekondløjtnant. 1739-41 Kaptajn i fransk tjeneste med en gammel forbindelse til Stanislaus Leszinski fra Polen, der nu var Hertug af Lorraine (svigerfar til Kong Ludvig XV.  Blev kaptajn ved sjællandske infanteriregiment. Arvesag i Stade 1743. Ret rig, men mister formuen. Lille af vækst med ret tiltalende. 1747 forflyttet til Norge. Kom til Vinger, købte gården Nedre Langeland, "Yttre Wangen" og blev landbruger. Efter Agnesas død blev han i 1754 major og gården blev solgt. Nye arveprocesser i Stade. 
Flyttede til Snälleröd. Gift 1956 med Hedvig.

Afsked i 1767 med . "Ikke naturlige evner for at være officer og heller ikke til at administrere sine ejendomme."

Død 30.12.1770 på Frederiks hospital i Kbh

Gift 1 ca 1740 i Stade
Gift2 15.1.1756  i Snälleröd

Petrus Kühle 1670-1733

Barbara Elisabeth van der Aa 1694-1715

Agnesa Margaretha Kühle (2)

Døbt 22.2.1714

Død 28.8.1751

Regina Westerskjöld 1698-1764
 

Hedvig Beata von Estenberg

født 12.8.1725

8 søskende
arvede efter sin farbroder en andel af Snälleröd 60 km SØ for Oslo og boede dér resten af livet.

Død 28.5.1783 i Snälleröd

Link:

Værker:

1. Nicolaus Gottlieb Kühle 1744-1748
2. Carl Nicolaus Christian von Kühle 1748-1812

3. Regina Hedevig Agnesa von Kühle 1756-1778  
født  paa Kjeserud og er død paa Snälleröd 4/6 1778.
4. Frederikke Ulrikka Charlotte von  Kühle 1758-1806  
født i Holsten  (Faderen var paa den Tid indkvarteret ved Langballe Aa i Angel) og død paa Kjærgaardsholm i Salling Aar 1806. Hun ejede 1783-87 en Fjerdedel af Snälleröd, hvor hun i den Tid boede sammen med Familierne Chormannt, Westersköld og Estenberg.
Paa samme Gaard, Kjeserud fødtes en Dreng og en Pige i 1760 og 1765; men bægge døde som spæde.

BIOGRAFI:

Carl Gustav von Kühle. Han er født c. 1714, var ældste Søn af Nicolaus Johanns første Ægteskab, mens Faderen var i svensk Tjeneste; men om han er født i Skaane eller i Holsten er uvist.

Han blev 1729 Landkadet, underofficer ved Landkadetkompagniet og 1737 Sekondløjtnant i det oldenburgske nationale Infanteriregiment. I 1739 søgte han Orlov, og da Kong Stanislav Leszinsky, der den Gang var Hertug af Lorraine, var Kong Ludvoig XV´s Svigerfader og havde residens i Luneville, i sin Tid havde lovet Faderen at tage sig af ham, kom han paa nævnte Konges Anbefaling i fransk Tjeneste 1739-41 og blev der Kaptajn. Men allerede 1741 kom han tilbage og ægtede kort efter 18/7.1739 i Stade sin førnævnte Kusine Agnesa Margarethe Kühle døbt 22/2.1714. Hun var datter af Petrus Kühle og Barbara Elisabeth van der Aa og den Gang den eneste Kühle i Stade, og Aaret efter døde hendes sidste Broder i Jena.

Ved sin Hjemkomst efter Anbefaling af Kong Stanislaus blev han Kaptajn ved sjællandske gevorbene Infanteriregiment; men i Anledning af Arv rejste han snart efter til Stade, og her vil man i en særlig Judicialprotokol (overordentlig jasket ført) fra 18. Juni 1743 finde Referat af saare omfattende Retsforhandlinger. I 1744 omtales han som rask og ret formuende; men allerede Aaret efter fortælles der, at han, der er lille af Vækst, har et temmelig godt Ydre og er uden Laster, er i slette Formueomstændigheder, da han i Stade har mange Processer, der giver ham ringe Udbytte, hvilket gør ham nedslaaet og efterladende i Tjenesten.

I 1747 blev han forflyttet til Norge til 2. Akershusiske Infanteriregiment i Norge, men rejste først til Stade for at hente Hustruen, der netop solgte sine Ejendomme dernede. Samme Aar kom han til Vinger (Kongsvinger), hvor han Aaret efter købte Gaarden Nedre Langeland (kaldet yttre Wangen), der laa 2-3 km VNV for Vinger, tæt Nord for Glommen, og her tog han selv med stor Interesse Del i Landbruget.  Her  blev der født ham to Sønner. Men allerede 28/8. 1751 døde hans Hustru. Ligesom han selv tidligt og hans Fader endnu tidligere havde mistet en af Forældrene, gik det her. Børnene var ved Moderens Død kun smaa. I 1754 blev han Major. Gaarden blev solgt, han var i Wilster i Anledning af Arv, og Aaret efter begyndte nye Arveprocesser i Stade.

15/1 1756 indgik han Ægteskab paa Snälleröd i Färingatofta (40 km øst for Helsingborg) med Hedvig Beata von Estenberg (f.1725), Datter af Petrus von Estenberg og Regina Westersköld[1]von Estenberg  havde i 1718 været Sekretær hos kong Staislaus derefter Professor i Lund (en Tid Prorektor) og sidst Provst i Jamshög og Näsum. Samme Aar var Kühle i Stockholm i Anledning af Arv efter Hustruens Farbroder, Sekretær i Rigsarkivet, den vidtberejste Olof von Estenberg. Herved blev han senere  Svoger til den fremragende Prof. theol. i København Christian Langemack Leth og til Hofjunker, senere Assessor ved Svea Hofret, Hofretsråd Carl Estenberg.

Med Hustruen fik han Andel i Snälleröd, og han købte desuden Gaarden Kjeserud [2] i Hærland Sogn ved Glommen (c.60 km Sø. for Christiania)og vistnok også Rustad i Hærland Sogn.. Den havde han i over ti Aar. Eksercitz blev udført paa den nærliggende Momarkedsplads, og om Sommeren var der Militærlejre baade ved Eidsberg og Hærlands Kirker. I 1758 var han i stor Nød og maatte afskedige sine Tjenestefolk. 1758-62 Var han i Slesvig og Holsten, hvor Krigsfaren truede og derefter atter i Norge. Derefter søgte han forgæves Forfremmelse til Oberstløjtnant. I Fald den kunde bevilges, mente han, at Hustruens Tante, Admiralinde Anckercrona (død 1770), der i Nutidspenge ejede over en halv Million, vilde betænke ham i sit Testamente.

Kühle havde efter sin Ankomst til Norge i 1747 forsøgt sig som Landmand og derved nåede han, hvad han allerede tidligere havde eftertragtet, idet han havde ønsket at få Rustad som f'orsøgsgård. og blev som saadan en Foregangsmand af Betydning for den Egn, hvori han boede.

Forsøgsbonde i Norge

I 1755 sendte han Kongen en interessant Redegørelse over de Reformer, der kunde tiltrænges, og fremsatte heri Tanker, som blev Genstand for megen Ros.[3] I nævnte Redegørelse beklagede han sig over Ødelæggelsen af de norske Skove, en Ødelæggelse, der dels skyldtes den Omstændighed, at Bygningerne var uholdbare og ikke byggede med Grundmur, og dels havde sin Aarsag i stærk Ødslen med ung Fyr til Gærder, der formentlig burde afløses af levende Hegn. -

Kartofler
Blandt de Reformer, der direkte vedrørte Landbruget, kan nævnes, at han anbefalede at bruge som Svinefoder »et Slags Jordæble kaldet Patatos«, »saa kunde dermed spares en god Deel Korn og i haarde Aaringer forekommes meget Elendighed, helst da Patatos give tillige god Næring for Menneskene, og forplante sig saa got som selv«. - Man vil maaske finde denne Omtale lidt mærkværdig i vor Tid, da Kartoflen hører til vore vigtigste Næringsmidler. Men den Gang kendte man den ikke. Endog paa et langt senere Tidspunkt kunde et anstændigt Menneske ikke nedværdige sig til at spise »Patatos«. Kühle var maaske tilmed den første, der vovede herhjemme at paastaa paa Tryk, at Kartoflen kunde spises. Selv den lærde Svensker Linne havde dengang paastaaet, at den var saa fuld af Gifte, saa den var ubrugelig for Mennesker. I Norge kunde det imidlertid gaa saa haardt til, at man blev nødte dertil. »Haarde Aaringer« var netop meget almindelige deroppe, og derfor var det af ganske særlig Interesse, at der blev paapeget et nyt Næringsmiddel. -

Om Brændevin
Men Kühle nøjedes ikke hermed. Han foreslog endnu en Række Reformer; særlig kan nævnes hans Omtale af Brændevinen. Han siger nemlig følgende: »Hvad BrændeVinen angaar, da var det at ønske, at samme fast gandske kunde blive afskaffet, thi saadant er just meget skadeligt for denne Na- tion og Clima«. Man skulde fast antage ham for en Syversen fra det 18. Aarhundrede; men givet er det, at hans Ord paa det Punkt ikke har hjulpet stort. Maaske har det været af større Betydning, at han gjorde opmærksom paa, hvor elendige Skoleforholdene var paa Landet. Der fandtes hverken faste Lærere med særlig Uddannelse eller Skolebygninger, saa Følgen var en stor Uvidenhed i Landbefolkningen. Ogsaa der mente han da, at der tiltrængtes alvorlige Ændringer.

Hvor meget man end i Øjeblikket roste ham for dette Arbejde, hjalp det dog ikke. Han følte sig efterhaanden stærkt nedtrykt, fordi de pekuniære Forhold var slette. - Han led stærkt under de Processer, der stadig maatte føres vedrørende Arv fra Udlandet, Processer, som ikke førte noget større Udbytte med sig, men meget betydelige Udgifter. I Juni 1742 var han i Stade i Anledning af Hustruens Arv. I 1743 skrev han fra Rendsburg om en Arvefordring fra Emden i Ostfriesland vedrørende 6 Obligationer fra 1648, 1654 og 1675, der med Renter beløb sig til omtrent 16.000 Albertusdaler. Senere, efter at han havde betroet sine Pengesager til en Dr. Eitzen i Stade, og denne misrøgtede sit Hverv, førte han fra 1755 Proces mod ham og overdrog Pengenes Administration til Jøden Meyer Hertz i Hamburg, med hvem han vistnok fik nye Kvaler[4]. Vist er det i hvert Fald, at han lige til sin Død havde Bryderier dermed, og det var væsentligt Skyld i, at hans Hjerne efterhaanden blev nedbrudt. -

Men to År efter blev Bataillonen flyttet til Hertugdømmerne, da der var opstået Frygt for, at den russiske Tronfølger skulde gøre sine Krav gældende i Slesvig, og først i 1762 kom han tilbage til Norge, hvor han fik Afsked

I 1764 siges der om ham, at han er af god Vilje, men har ikke naturlige Evner som Officer og savner den nødvendige Fasthed. Om hans Konduite er iøvrigt intet at bemærke ud over det, at han er en slet Husholder. 24/4.1767 fik han sin Afsked med godt 100 Rdlr. i aarlig Pension og døde i December 1770 paa Frederiks Hospital, hvor han i Han blev i Januar 1770 indlagt paa Frederiks Hospital i København paa Grund af stærk Lammelse. Han døde  30/12.1770 og begravedes i Garnisons Kirkes Urtegaard. -

I sin Tid var han bleven Ridder af den svenske Sværdorden, og i Frankrig havde han opnaaet Ordenen de merite. 

(Version: 1938) Hans Hustru udaandede 1783 paa Snälleröd, hvor ogsaa hendes Moder var død i 1764.[5]