OPIUMSKRIGEN (1839-42)

I 1839 forsøgte kejseren at slå ned på opiums handelen ved at konfiskere og brænde et større lager af opium i en kinesisk havneby. Briterne opfattede det som en krigserklæring og sendte krigsskibe til området. Kineserne havde ikke noget modtræk over for moderne europæiske krigsskibe og kanoner, fordi riget aldrig havde været orienteret mod havet, og fordi det på grund af de forudgående århundreders isolation ikke teknologisk og taktisk var forberedt på at imødegå en europæisk krigsmagt.

Storbritannien kunne derfor uden problemer skaffe sig kontrol over havnebyerne, flodmundingerne og de store flodkanal-knudepunkter, og dermed var kæmperigets vitale transportsystem lammet og det kejserlige magtapparats afmagt demonstreret. Dette var tilstrækkeligt til at tvinge kejserriget i knæ. Kombinationen af indre svækkelse og europæisk kanonbådsdiplomati tvang den kinesiske kejser til at give efter for de europæiske krav. De kinesiske havne blev åbnet for europæiske købmænd og varer, herunder opium, og europæerne fik en særlig retsstilling, så de f.eks. ikke skulle retsforfølges efter kinesisk ret og ved kinesiske domstole, men var underlagt europæisk jurisdiktion - den såkaldte eksterritorialret. Desuden måtte Kina afstå Hongkong til Storbritannien.

Da vreden i Kina var stor, og da europæerne samtidig ønskede yderligere rettigheder, kom det til en ny konflikt - den såkaldte "opiumskrig" 1856-60 - med endnu et kinesisk nederlag og yderligere europæiske rettigheder til følge. Dermed havde det store kinesiske kejserrige på ydmygende vis måttet afstå en vigtig del af sin suverænitet.

Det var Storbritannien, der i første omgang havde ført an for at beskytte sin indbringende opiumshandel, men andre europæiske lande og USA holdt et vågent øje med, at briterne ikke beholdt kagen for sig selv, og der havde f.eks. deltaget franske tropper i den opiumskrig. Det blev denne udenlandske konkurrence og magtbalancen mellem de vestlige lande snarere end den indre kinesisk styrke, der var forklaringen på, at Kina alligevel i imperialismens tidsalder bevarede sin formelle selvstændighed og enhed efter Opiumskrigene.

De økonomiske og sociale problemer fortsatte imidlertid, og kejserdømmets autoritet var selvfølgelig yderligere blevet svækket ved, at man havde måttet bøje sig for de »frem mede djævle«.

I I900 eksploderede fremmedhadet i den såkaldte Bokser-opstand, hvor medlemmer af et af mange hemmelige selskaber "Retfærdig hedens og Enighedens Knytnæver"( (i Vesten kaldet bokserne) rejste oprørsfanen og dræbte mange europæere - bl.a. missionærer, men også f.eks. den tyske ambassadør i Peking. Da oprørerne, der ikke kun vendte deres vrede mod europæerne, men tillige mod det manchuiske herskerdynasti og mod de kristne kinesere, belejrede ambassadekvarteret i Peking, indsatte de vestlige lande et fælles ekspeditionskorps, der med stor grusomhed slog oprøret ned for derefter at kræve erstatningsbetaling af den kinesiske regering.

Bokseropstanden bidrog yderligere til kejserrigets opløsning, og i I9I tvang hæren den sidste kejser til at træde tilbage. Dermed startede en lang og stormfuld periode i Kinas historie med skiftende magthavere og politi ske systemer.

Kinesisk tegning af Bokseropstanden i Kina I900, der viser en kinesisk synsvinkel på begivenheden. Inskriptionen fortæller om »de tre generaler Sang, Tong og Li, der forsvarer byen Nang med 5000 boksere som fortrop. Bokserne fanger europæiske soldater, fører dem til embedsmændene og forlanger en belønning. «

JAPAN SOM STORMAGT

Allerede i I8goerne havde den japanske regering nået de første mål, nemlig ophævelsen af de ydmygende aftaler fra 1880erne, og kunne demonstrere Japans nye stormagtsstatus ved i 1894-1895 at besejre det svækkede Kina, erobre Taiwan, skaffe sig kontrol over Korea og opnå samme adgang til Kina, som vestmagterne tidligere havde skaffet sig. Mere indtryk i den vestlige verden gjorde det dog, at den japanske flåde i 1904-05 var i stand til at tilføje den russiske flåde et ødelæggende nederlag i den såkaldt russisk-japanske krig. Senere i det 2o. århundrede skulle japanerne flere gange ryste de vestlige stormagter. Samtidig var Japan blevet et eksempel for den øvrige ikke-europæiske verden på, at europæerne ikke var uovervindelige, men kunne besejres med deres egne midler.

 

JAPANS ANGREB PÅ MANCHURIET I 193I

Japan var blevet særdeles hårdt ramt af den økonomiske verdenskrise og den efterfølgende indskrænkning af verdenshandelen. Den japanske økonomi var eksportorienteret og derfor sårbar over for protektionistiske foranstaltninger, og Japan var afhængig af et handelsoverskud, så landet kunne anskaffe sig de manglende råvarer.

Med krisen kom mere militaristiske kredse til magten, og de øjnede muligheder for en ekspansion på fastlandet, hvor Kina længe havde været en kolos i opløsning, og hvor der fra slutningen af 2oerne havde været borgerkrig mellem regeringen og en kommunistisk oprørsbevægelse. De japanske beslutningstagerne forventede, at ekspansionen ville være omtrent risikofri, og det kom til at holde stik. De europæiske stormagter og USA havde problemer nok i øvrigt, og Manchuriet lå tilstrækkelig langt væk til, at man var parat til at lukke øjnene og acceptere den japanske version om, at japanerne i virkeligheden hjalp manchuerne til at blive herrer i eget hus (S.I7I). I den anledning blev den i 1912afsatte kejser indsat som marionetkejser.

Selv om Manchuriet lå langt væk, var den japanske ekspansion en åbenlys demonstration af den kollektive sikkerheds svaghed, og begivenhederne forøgede både den japanske og andre staters appetit på ekspansion, og i I937 indledte japanerne et angreb på selve Kina.

 

Kilde: HVORFRA - HVORHEN - HVORFOR
en Verdenshistorie af Ebbe Kühle