Indhold
Det ældste af alle brevene er dateret Bøvling præstegård den 2 - 8 - 1897. Mor var da 18 år gammel, og i et brev til sin mor tegner hun et henrivende billede af præstegårdsliv omkring århundredeskiftet.
"Jeg har et yndigt værelse til haven, det var nymalet og fint, til jeg kom. Jeg har sybord med rødt "Plysch" tæppe på og "Brysler" tæppe på gulvet, helt nyt sengetæppe var der også; det er mod øst, så der er ikke så hedt derinde nu i denne varme tid. Her er dejlig stor have og en lille lund bagved med store gamle træer. Præstegården er stor og hyggelig, der er en mængde værelser, en dejlig stor dagligstue og spisestue, de gå begge helt igennem huset. - Her er mange gæsteværelser og mange gæster, men det er jo også lige i ferietiden. - Jeg har det godt i alle måder, jeg er glad for at være her, de ere alle så gode imod mig. - Der er 3 sjælden rare piger her, der have været her i mange år. - Børnene ere søde og velopdragne, her er jo 8, og jeg holder af dem alle 8. Her er en lærerinde (ikke lige i tiden), og efter ferien skal her vist også en huslærer for den store drengs skyld, han er nemlig 13 år, du kan tro, han er en flink dreng, Frits hedder han, så kommer Fanny, der er 12 år, Mathilde 10, Martha 8, Emma 7, Aksel 5, Thyra 3 og Eduarda 1/2 år, der ere de alle, det er jo ikke få; men de ere nu stille og søde, man mærker ikke megen spetakel. Her er i det hele taget en forunderlig fred og indbyrdes kærlighed, her er en god ånd, der råder."
Mor var kommet til Bøvling præstegård for at lære husholdning, som husholdningselev, det man kaldte for "ung pige i huset", men vel først og fremmest som led i en uddannelse til at blive missionærhustru. - Pastor Busch, D M S,'s (Det danske Missionsselskab) senere formand igennem mange år, var en prædikant, der samlede en meget stor menighed med fuld kirke, og præstegården var vist også fuld af gæster altid fra nær og fjern, så her var nok at lære. - Mor talte altid om tiden i Bøvling som en meget rig tid, og beholdt livet igennem en nær forbindelse til familien Busch, og dem hun ellers havde lært at kende her, hvad en stor samling breve fortæller om.
Nu var det snart et år siden, hun havde sagt farvel til ham den unge missionær Vyff, som hun (kun 17 år gammel) havde lovet at følge efter over på den anden side jordkloden til Kina. Hun havde lært ham at kende i provstegården i Herning. Her var mor 16 år gammel kommet i huset hos provst Koch, provstinde Bertha var mors kusine. Provsten var leder af D M S, s missionsskole, hvor unge mænd uddannedes til ydre missionærer. - Det var ellers i sidste øjeblik med den forlovelse, så sent, at min far ikke engang nåede op til Vendsyssel for at få hilst på sine vordende svigerforældre, de så ham først 10 år efter i 1906.
Mor måtte alene tage turen til fars fødehjem Paulinesminde, en gård i Vonsild ved Kolding for at hilse på fars familie, slet ikke så nemt for en ung pige alene at skulle præsentere sig for kærestens familie. Men det var da vist spændt godt af.
Men vi lader mor selv fortælle om dette besøg og om hendes indtryk, af sin kommende svigerfamilie, og læser videre i brevet til hendes mor:
"Hjertelig tak for begge dine sidste breve og for frimærkerne og fotografierne, der var i det første. Jeg fik det medens jeg var på Paulinesminde, så de fleste af de små billeder blev dernede. Fru Vyff (gift med fars ældste bror Jens), fru Lauesen (fars ældste søster) og fru Hansen i Kolding (tante Mette, fars moster) fik hvert et, så jeg har jo ikke mange igen. - De store bryder jeg mig ikke om flere af, så bestil endelig ingen flere af dem, der imod vil jeg gerne have 6 endnu af de små, hvis jeg må. - Det er rart at have et i en snæver vending. Jeg skal have et sendt over til Amerika til fru Frimodt-Møller, og Andersen skal have et, inden han rejser til Indien, har jeg lovet ham."
Ja der er horisont over det!
"Ja tak, jeg har fået pakken fra fotograf Jørgensen, kan du tænke dig, hvad der var i den, Johannes´ fader og moder, da billeder af dem, store med en smuk karton om, så de ere lige færdige til at sætte i ramme, det skal jeg have gjort, inden jeg skal til Kina, når jeg engang får rigtig god råd, jeg er så glad for dem, det var pænt af Johannes, han har så fra Kina skrevet til Jørgensen og bestilt dem, jeg fik samtidig et rart brev fra Jørgensen. Nu skal jeg også have det billede af os alle sendt til ham; men så har jeg ingen selv, jeg får vel så et andet."
"Jeg talte for et par dage siden med Kirkebye i telefonen, han fortalte mig, at de havde fået en lille pige, måske jeg kommer derop i morgen. Præsten (Busch) skal derop (Houe ved Lemvig) og holde møde i kirken sammen med nogle andre, og der har været tale om, at jeg så skulle med, det glæder jeg mig til. Fru Kirkebye er den sidste af Johannes's søskende, jeg ikke har set. - Candidat Vyff kom nemlig til Paulinesminde dagen før jeg rejste derfra. Han ligner ikke Johannes nær så meget, som jeg havde tænkt mig, broderen på Paulinesminde ligner ham meget mere; han kommer nok op til Houe i efteråret, så skal jeg lære ham nærmere at kende, jeg tror nu han er en sær en, nu skal vi se ad, han er ikke nær så køn som Johannes, det synes jeg da ikke."
Ja det var så mors første indtryk af den svigerfamilie, som hun med årene blev stærkt knyttet til.
Far var den yngste af de 5 søskende fra slægtsgården Paulinesminde,
ældste bror hed Jens, så kom søstrene Christine og Anine og broren
Christian,
der kun var et år ældre end far. Deres mor mistede de allerede, da far kun var
et år gammel i 1871. Farfar forblev ugift, han døde i 1892, da far var 22 år.
Se Familieforhold
!
I en nekrolog over ham stod der, ..
"..at han i alle måder var et mønster på en sønderjysk bonde: kundskabsrig, gudfrygtig, arbejdsom, tarvelig og nøjsom med hensyn til sin egen person, men velvillig, hjælpsom og godgørende mod alle."
Børnene blev også nøjsomt opdraget, og savnede nok en mors kærlighed.
Det blev naturligt nok, farbror Jens, der førte slægtsgarden videre. De to søstre blev begge landmandskoner, og farbror Christian, som far daglig havde fulgtes med den lange skolevej til Kolding (til fods, børnene skulle ikke forkæles), fortsatte med at studere efter endt skolegang og blev cand. mag. og senere en agtet og af holdt engelsk- og historie-lærer ved Kolding højere Almenskole og også højt elsket af sine søskendebørn. - Farfar ville også, at far skulle have studeret, men han foretrak at arbejde med jorden, og efter endt præliminæreksamen, blev han gartnerelev først i Kolding senere i Odense. –
Her var far så , da D M S ved et repræsentantskabsmøde i 1891 vedtog at begynde et missionsarbejde i Kina. Bølgerne gik vist højt ved denne lejlighed, man var jo i forvejen i D M S engageret i et missionsarbejde i Tamullandet i Indien, og nogle mente nok, at der var nok at tage fat på her, men –hvor om alting er, Kinamissionen blev vedtaget med et stort flertal stærkt tilskyndet af Vilhelm Beck, Indre Missions store førerskikkelse. Far var stærkt grebet af alt dette, og følte han burde melde sig som missionær til Kina, og det gjorde han så i 1892 og blev antaget som missionselev og kom på missionsskolen i Herning. Storebror Jens havde ellers lovet ham jord fra slægtsgården, så han kunne starte sit eget gartneri i Vonsild.
Skoletiden i Herning var en god tid, med gode kammerater, dygtige lærere og vist en både grundig og alsidig theologisk uddannelse, der også bestod i praktisk øvelse, eleverne blev efter bedste Nytestamentlige forbillede sendt ud i omegnen to og to for at prædike. De holdt også søndagsskole og gik på husbesøg. I Herning kaldte man dem for spøg: "A Kochs Kjyvlinger". - I 1896 tog far eksamen fra skolen (foregik vist fra Københavns universitet ). - Den 19. august blev han ordineret i Ribe sammen med 3 af kammeraterne fra skolen af biskop Götsche. Det blev en meget festlig dag i stiftsbyen Ribe, så stor en kirkefest havde man ikke oplevet i "Mands Minde!'.
Johannes Vyff står øverst oppe på trappen til høje ved
siden af biskoppen.
Lykkegaard står vist yderst til højre og og Olesen yderst til venstre bagved.
Der var 16 ordinander i alt, hvoraf de 4 fra missionsskolen skulle være missionærer. Den ene biskoppens egen søn Valdemar Götsche skulle til Indien, og foruden far var der O. Olesen og J. C. Lykkegaard, der skulle til Kina. en søn af Vilhelm Beck, Filip Beck blev også ordineret ved denne lejlighed. Mange tilrejsende var kommet til byen, og kirken, St. Kathrine (Domkirken var under restaurering) var fyldt til sidste plads. Senere var der friluftsmøde og om aftenen møder 2 steder.
Den 1. oktober var der udsendelsesfest i Herning, om formiddagen ved en gudstjeneste i Herning kirke, om aftenen ved en fest i missionshuset. - Lykkegaard var som min far ungkarl, medens Olesen var gift og skulle have sin kone med. Man så ellers sådan på det i D M S.s bestyrelse, at det ideelle var at udsende unge ugifte mænd, ja man gik så vidt, at man vedtog i 1896 (ved et bestyrelsesmøde i Ribe dagen efter ordinationen), at forlovede unge mænd ikke kunne optages på missionsskolen, og hvis de forlovede sig, medens de var der, blev de bortvist ! - Far havde dog lige nået det inden afrejsen, og mor kunne fortælle med et vist glimt i øjet, om hvorledes hun, ved denne aftenfest, var blandt dem der skænkede kaffe, medens der blev holdt taler om, hvor udemærket det var med disse 2 ungkarle, der rejste ud, uden at være bundet til nogen herhjemme, - hun vidste jo bedre. Allerede den næste aften den 2. oktober rejste de så af sted over Fredericia til Hamburg og derfra med et stort skib "Sachen". - Først den 9. december nåede de rejsens endelige mål Port Arthur. - Det må have været en virkelig spændende rejse for disse 4 unge mennesker, mon ikke, at der også må ligge lidt af en eventyrer i en missionær ? - Desværre findes ingen breve fra far fra denne rejse, dem mor har modtaget, har nok været så private, at hun har tilintetgjort dem. I et rejsebrev fra Lykkegaard til Dansk Missionsblad 20.december 1896 fortæller han om Singapore, om bjergene og sydens rige plantevækst. Det var palmernes land. Her var bananer og ananas og en rig og smuk fugleverden. Befolkningen var for største delen kinesere med hårpiske og lange blå silkekofter. Her kom 400 kinesere om bord, flest på 3-die klasse, det har nok været dækspassagerer. En engelsk medpassager en missionær, der kunne kinesisk, benyttede lejligheden til at prædike for dem, det var de unge danskere jo ikke i stand til. - Den 19. november nåede de Hongkong. Her fik de indtrykket af en stærk engelsk fæstning med store fæstningsværker og en del store krigsskibe i havnen. - Dette var altså været før det engelske lejemål på 99 år, der udløber i 1997. –
"Mellem Hong-Kong og en kinesisk by på den modsatte side af havnen gå der dampbåde med få minutters mellemrum. De ere altid overfyldte. Opad den bjergskråning, hvorpå Hong-Kong ligger, går der en jernbane. Det ser næsten uhyggeligt ud at se toget kører op og ned ad den."
Det er som man også oplever Hongkong i dag, jeg prøvede både at sejle over havnen fra Kowloon og at køre med bjergbanen op til "The Peak" i 1983. - I Shanghai skiftede de over til et andet skib, og i Cheefoo blev der stor gensynsglæde ved mødet med det danske missionærpar Conrad og Minna Bolwig, der var kommet til Kina i 1893, og med Waidtløw, kammeraten fra missionsskolen, der havde været i Kina et år.
"I fire lykkelige mennesker… " havde pastor Busch sagt til dem i en afskedstale ved festen i Herning, - og det var de vel også på en vis, når man i 4 år har arbejdet flittigt med et bestemt mål for øje, og med en følelse af ved sin rejse at følge et kald (næsten et uartigt ord i dag), må det da være en lykkelig dag, når målet er nået, og afrejsens dag er kommet. - Men svært har det da også været at sige farvel til slægt og venner, og ikke mindst til den, der stod hjertet nærmest. Og en usikker fremtid gik de jo i møde; et uroligt område rejste de ud til, og de skulle ikke vente at blive modtaget med begejstring af kineserne. - "Hvide Djævle" var betegnelsen på europæerne blandt kineserne. - Når dertil kom, at det var kort efter krigen mellem Kina og Japan (1894 - 1895), og at 4 af de første danske missionærer på grund af sygdom havde måttet give op og rejse hjem igen, og endvidere, at 2 svenske missionærer var blevet myrdet i Hankow i Midtkina, hvor de danske missionærer også havde opholdt sig fra 1893, kan man forstå, at der ikke var tale om meget "missionsromantik!"
Det havde været svært at finde et egnet sted at begynde. Nu havde man fundet frem til Manchuriet, hvor klimaet var langt bedre end i Midtkina. Her arbejdede skotske presbyterianere, men de bød de danske missionærer velkommen med glæde og overlod et stort område til dem. - Her var man så gået i gang på to steder, Bolwig og hans kone i en lille by Ta-Ku-shan, Waidtløw i Port Arthur, hvor han havde været alene den sidste tid, så det var godt, at der nu kom forstærkning frem i form af de fire nye. - - Allerede dagen efter ankomsten til Port Arthur blev der holdt "konference", d.v.s. skriver Bolwig :
"…vi sad hyggeligt og rart dampende på vore piber og planlagde for den nærmeste fremtid."
Det blev vedtaget, at Olesen og hans kone skulle følge med Bolwig til Ta-Ku-shan, medens de 3 ungkarle skulle slå sig sammen i Port Arthur. Så gjaldt det om at komme i gang med sproglæsning som det første. Kinesisk hører absolut ikke til de lette sprog at lære for en europæer. En af de første evangeliske kinamissionærer, en englænder sagde, "at man for at lære kinesisk måtte have lunger af stål, øjne som ørne, udholdenhed som apostle, hukommelse som engle og et liv så langt som Metusalem." - På dette tidspunkt fandtes ingen sprogskole, senere missionærer kom på sprogskole i Peking, de første måtte selv finde sig en sproglærer, hvis eneste kvalifikation til dette job måske var, at han selv kunne læse og skrive kinesertegn, og så gik det løs med et kinesisk/engelsk leksikon til hjælp, sådan et fandtes heldigvis. En kinesisk oversættelse af bibelen havde englænderen Morrison udarbejdet tidligere i det 19-årh. virkelig en bedrift. - Tre år blev sat af til sproglæsning, men så var målet da også, ikke blot at kunne klare almindelig samtale på kinesisk, men også at kunne prædike på kinesisk. Hele den kinesiske bibel skulle de have læst, og at skrive kinesertegn måtte de da også have lært sig.
Men dertil kom så alt det praktiske. Det at føre hus f. eks., det skiftedes de til de tre unge mænd, og det havde de jo ikke fået kursus i på missionsskolen; at holde garderoben i orden, det tog også tid, det havde måske slet ikke været så galt at have lidt kvindelig hjælp til det. - Endvidere sygebehandling havde de hver dag. Det hørte med til missionsuddannelsen at gennemgå et kursus på et københavnsk hospital for de første missionærer, lidt elementær sygebehandling kunne de påtage sig, som behandling af sår og bylder, tandudtrækning o.s.v. lidt medicin havde de også, og dette var nok til at patienter strømmede til i stor mængde, det var jo før de kinesiske "barfodslægers" tid. En kristen kinesisk officer fra et af de kinesiske krigsskibe, der lå i havnen, hjalp dem som tolk og med at prædike for patienterne. Det gav en god kontaktmulighed, og også øvelse i almindelig samtale. - Rejser ind i landet foretog de også, for at finde egnede steder til at starte nyt arbejde på, de skulle jo senere begynde hver for sig. Alt dette tog jo også tid.
Ungkarletilværelsen i Port Arthur sluttede i 1898, da fik Waidtløws forlovede Rebekka Abildtrup lov til at rejse ud. Hun fulgtes med to unge kvindemissionærer Ellen Nielsen og Kathrine Nielsen. - - - Nogle, ikke mindst Vilhelm Beck syntes ellers, det var en uting med gifte missionærer. I en artikel om "Missionærernes Giftesyge", som medfører forøgede udgifter til hustruernes uddannelse osv. skriver han:
" En missionærs stilling er noget helt andet end en præsts herhjemme - en stilling, hvor man må kunne forsage store ting og fornægte sig selv i alt, hvad der herhjemme hører til familielivets behageligheder."
Besynderligt at en mand, der selv var lykkelig gift med en kone, der i et og alt var ham en virkelig støtte og hjælp i hans arbejde, ikke kunne indse, at netop en missionær på sin vanskelige og udsatte post, i allerhøjeste grad trængte til at have en kone og et hjem i ryggen, men han fremturer i kun "at udsende missionærer, som er villige til at opgive huslig lykke og ikke først spørge om kæreste og kone. Dette forfærdelige gifteri !" –
Nå i 1898 efter at have været 3 år i Kina fik Waidtløw altså lov til at gifte sig. Og endelig i 1899 kom tidspunktet, da mor fik lov til at rejse den lange vej til Kina.
Om denne begivenhed, for mor ret så betydningsfuld, står der ikke meget at læse i D M S-bladene. Alt hvad jeg har kunnet finde er i et referat fra bestyrelsesmøde den 22.- 23. februar 1899 som Pt. 54 : Jensen bevilges indtil 1100 kr. til udrejse til Kina. Ligeledes tilstås frk. Vied og frk. Pedersen hver 1100 kr. til udrejse til Kina. Og Pt. 61 : Det vedtoges at udsende Lykkegaards og Vyffs forlovede til efteråret. - Der har nok været stor spænding hos de to unge damer.
Om selve rejsen har vi desværre kun et postkort sendt den 4. september fra Hamborg :
".. lykkelig og vel ankommet her til Hamborg efter en god og fornøjelig rejse. - Kl. er 10 om formiddagen, om en time rejse vi til Bremen, derfra skulle I få brev i morgen."
Kærlig hilsen Kirstine.
P.S. Vi tale tysk, så det står efter ! –
De var et lille rejseselskab på 3, foruden mor, Lykkegaards forlovede Chathrine Vied og Emil Jensen. Han var også elev fra missionsskolen og han var blevet ordineret som missionær 16. 8. 99 i Ribe. Breve fra den lange rejse har vi altså ikke, men til min store glæde fandt jeg i mors dagbog fra 1903 hele rejseruten og også om de sidste dage i Danmark, hvor mor skriver det hele under en fælles overskrift:
|
" Idag for 4 år siden." |
|
|
20. august |
idag 4 år siden, der blev lyst for os første gang. |
|
27. august |
Afskedsfest i Bøvling. |
|
29. august |
Afskedsfest i Skjern. |
|
30. august |
Altergang i Skjern og afskedsmødet i Herning. |
|
31. august |
Jeg sagde Herning farvel. |
|
1. september |
Afskedsfesten i Horsens Missionshus. (Mors hjemsogn) |
|
2. september |
sidste dag i ro hjemme. |
|
3. september |
Jeg sagde Danmark farvel, og sidste gang jeg var i Horsens kirke og så mine kære. |
|
4. september |
Vi kom kl. 3 1/2 i nat over grænsen, vi nåede Hamborg, hvor vi spiste frokost, og kom så om eftermiddagen til Bremen. |
|
5. september |
Hele dagen i Bremen, rar dag - vi på farten i byen. |
|
6. september |
Vi sejlede ud fra Bremerhafen om eftermiddagen. |
|
7. september |
Kom til Antverpen om eftermiddagen |
|
8. september |
Hele dagen i Antverpen. |
|
9. september |
Sejlede fra Antverpen |
|
10. september |
Passerede Southampton, fik en masse englændere om bord. |
|
18. september |
Vi tilbragte en hel dejlig dag i Genua, så meget smukt. |
|
24. september |
I Port Said, holdt søndag der |
|
25. september |
Suez. |
|
29. september |
Aden |
|
1. oktober |
Søndag i det Indiske Hav. |
|
5. oktober |
Columbus på Ceylon |
|
11. oktober |
Singapore |
|
17. oktober |
Hong-Kong |
|
21. oktober |
Vi kom til Shanghai, hele dagen besørgede vi ærinder. |
|
22. oktober |
Holdt søndag i Shanghai i "Kina Indlandsmissions Hjem." |
|
23. oktober |
Købte sager. |
|
24. oktober |
Forlod Shanghai på et dejligt skib. |
|
27. oktober |
Vi kom til Cheefoo om morgenen ganske tidlig. |
Mor gør her ingen bemærkninger om, at det var hendes bryllupsdag. Men her har jeg fundet et udmærket referat i et gammelt D M S-blad, en beskrivelse af Lykkegaards og Vyffs bryllup:
"
Brylluppet fandt sted i Cheefoo, og hele byen vidste, at de skulle have bryllup, så når de gik på gaden, sagde folk :" Se, der ere de !" Den 27. oktober om morgenen ankom nemlig de tre udrejsende til Cheefoo i bedste vel gående, og samtidig ankom Waidtløw fra Port Arthur, og om aftenen holdtes dobbelt brylluppet. Højtideligheden fandt sted på det hyggelige hotel Ruskolnie, hvis vært og værtinde overværede vielsen. Waidtløw fuldbyrdede den hellige handling, og hans tekst til bryllupstalen var :"Vær en velsignelse". Derpå rejste han hjem til Port Arthur."
Jensen og de nygifte måtte vente på skibslejlighed til Newchwang en by på vestsiden af Liavtung halvøen, (halvøen hvor Port Arthur ligger på sydspidsen af). Men vi kan gå tilbage til mors dagbog. 28. okt.
|
28. oktober |
Besørgede ærinder o.s.v.. |
|
29. oktober |
Søndag i Cheefoo |
|
31. oktober |
Forlod Cheefoo om morgenen ganske tidlig, nåede i havn i Port Arthur om aftenen. |
|
1. november |
På visit hos Waidtløws, sejlede igen med "Apenrade" kl. 3 eftermiddag. Frygteligt vejr. |
|
2. november |
Stærk storm. Jeg meget syg. |
|
3. november |
Nåede Newchwang om eftermiddagen. Boede hos Rev. Carsons. |
|
4. november |
Forlod Newchwang om eftermiddagen. Kørte 30 li, sov for første gang i kineser kro. |
|
5. november |
Cathrine Lykkegaard begyndte at blive syg. Søndag på vejen. |
|
6. november |
Kørte hele dagen. Cathrine meget syg |
|
7. november |
Kom jeg til Siu-yen. Mede frem lidt før middag |
Ja så var mor da nået i mål efter godt 2 måneders rejse. En hel måned skulle der gå, inden fru Lykkegaard nåede sit hjem, så længe varede det, inden hun var rask nok til at kunne holde til at fortsætte de to dages rejse til Feng-huang-ch'eng, byen ved føniksfuglens bjerg, hvor hendes fremtidige hjem skulle være.
Byen Siu-yen var, som mange gamle kinesiske byer var det, omgivet af en høj mur med porte i, som blev lukket ved mørkets frembrud. Den lå midt inde i landet, på et nærmest ufremkommeligt sted, omgivet af bjerge. Her havde Olesen og far begyndt et arbejde i 1898, da ungkarle 3-kløveret i Port Arthur var blevet opløst ved Waidtløws bryllup. De havde købt et hus, som de overtog den 20. august 1898, det var en kinesergård omgivet af en høj mur, som de andre kineserhuse i byen. Her havde far haft travlt med at indrette hjemmet til mor. "Det kære første hjem" - og "Det første hjem står vel altid i en særlig glans", skriver mor senere til svigerinden Elise Vyff, "de lykkelige dage i Siu-yen, hvor vi boede dør om dør med Olesens", og det har været godt med gode naboer, som det altid er og altid har været, og godt for mor, som helt ung husmor (kun 20 år gammel) under fremmede himmelstrøg at have en nabokone, der havde været 3 år i landet, som kunne sproget og vidste, hvordan man førte hus her. - Hvordan far har fået møbleret her, forstår jeg ikke. Intet kunne jo komme til denne lille afsides, lille by, uden at være transporteret med kineservogn over stejle bjergpas. Men han havde måske haft lokale snedkere i gang med at lave møbler. Og mor havde med sig fra Danmark, fra Vestergaard et stort solidt udstyr af gode gedigne hjemmelavede dyner og puder, hjemmevævede gardiner, sengetøj, lagner og dækketøj. Bryllupsgaver var der også og erindringsgaver fra vennerne derhjemme. - så begyndte en lykkelig tid.
"Jeg 1ænges så meget efter Siu-yen" skriver mor til bedstemor kun 3/4 år senere, "vi havde det så yndigt deroppe, jeg synes den tid, har været den lykkeligste i mit liv, uagtet jeg somme tider syntes at jeg var lidt ene, når Johannes var så ganske og aldeles optaget af sine kinesere og sit kinesiske; men det var jo kun øjebliksfølelser."
Ja far havde travlt med arbejdet blandt kineserne, det var jo det han var kommet til Kina for. I et brev til D M S-bladet skriver han herom :
"Vort kapel ligger på selve "stationsgrunden" der ligger et par minutters gang fra hovedgaden"
"Kl. 10 formiddag åbnes kapellet ved, at Olesen eller jeg, hver sin dag, tager skodden fra døren, stiller bænkene tilrette og så begynder at indbyde mennesker at komme ind og sætte sig. Vi have gode bøger med, og enten tilbyde vi disse til salg, eller vi sætte os straks ned imellem de få, der alt ere komne for at tale lidt med dem." –
"En dag begynder man måske med at spørge, hvad den eller den hedder, hvor gammel han er, hvor han bor o.s.v. , en anden gang kommer man straks ind på livsspørgsmål; ret ofte sker det, at en og anden siger til os, at vi skulle prædike, og så ville de høre; hvor det gør hjertet godt, når man får sådan en lille opmuntring." –
"Men der må siges endnu lidt om en anden slags mennesker, og det er nok den største part af dem, der kommer i kapellet. De sidde vist ofte mere for at hvile lidt eller få vekslet et par ord med sidemanden; dog også disse kunne bringes til at lytte, når emnet interesserer dem." –
"I går kom der således et yngre menneske ind på flot og værdig måde, hele udseendet tydede dog langt fra på værdighed, han var en stakkels opiumsryger. En stund sad han ganske stille og hørte efter, men lige med et tog han rigtig fat, og det var på det ømmeste punkt, han rørte. Han spurgte, om det var sandt, at opium var kommet fra udlandet, og om det var sandt, hvor var der så mening i, at udlændinge på den ene side havde påført Kina opium, men på den anden side kom til Kina for at formane folket til at afstå fra opium? En sådan ligefrem bebrejdelse slynges kun meget sjældent en udlænding i ansigtet. Han fik først lov til at tale ud, alt imedens gik der ilbud til Himlen om hjælp. Det var underligt at sidde der, alles øjne var rettet på mig, som sad jeg på anklagebænken. Da han omsider var færdig, var hjælpen kommet. Svaret lød, at han trængte til at oplyses om, at der var to herrer i denne verden. Den ene var Jesus, han var ude for at frelse mennesker, han havde sendt os til Siu-yen for at føre mennesker til ham. Den anden var Djævelen, han havde også sine slaver, og disse havde ført opium til Kina. Men forøvrigt havde et menneske så stor magt, at han selv kunne vælge, om han ville ryge opium eller ej. - Dette sidste gjorde så stort indtryk på ham, at han blev ved at gentage det."
Om søndagen holdtes gudstjeneste i kapellet, og i et brev fra Olesen, 7 - 2 - 1900, fortæller han:
"Sidste søndag havde vi en mængde tilhørere, kapellet var stuvende fuldt."
Feng-huang-che'ngI februar foretog far og mor en rejse til Feng-huang-che'ng, om den fortælles i et blad :
"Turen foretoges i strålende vintervejr, men vejen er ikke god, de kom over fire store floder, der næsten hverken kunne bære eller briste, nu da isen er ved at vige for solens stråler, eftersom dagene længes." –
Om vinteren skrives i øvrigt, at der er det dejlige ved den, at ikke en vind rører sig, og at et tyndt lag sne dækker bjerge og dale, så det kan være ligefrem henrivende dejligt.
Bjergene i Manchuriet er vidunderlig smukke, som vi oplevede dem gennem kupevinduerne på den behagelige "bløde klasse" i 1983 på vej til Feng-huang-che'ng, .- en af de allerskønneste togrejser i verden tror jeg. Ikke så lidt vanskeligere, men nok ikke mindre smukke, har de været at forcere de februardage i år 1900, men de var jo unge og friske, et lykkeligt ungt par og langt mindre forvænte, end vi er i dag. Og spændende for mor at besøge rejsefællerne og se, hvordan de havde fået sig indrettet. Lykkegaard havde nået at få ombygget et købt kineserhus her, inden han rejste til Cheefoo for at møde sin forlovede, men inventar var der ikke meget af, så Emil Jensen, der var snedker , inden han kom på missionsskolen, kom straks efter ankomsten i gang med at lave møbler både til Lykkegaards og til sit eget fremtidige hjem. Det var meningen, at hans forlovede Marie Dalgaard fra Skjern skulle følge efter året efter. Det var måske slet ikke så dårlig en beskæftigelse ved siden af sproglæsningen, og der var også lejlighed til at give en hjælpende hånd ved sygebehandlingen, man kan læse om, at der kunne komme helt op til 100 til behandling på en dag. - Her i byen var Lykkegaard begyndt i 1899 på egen hånd. På dette tidspunkt var det en betydningsfuld by, hovedby for et helt område, og den øverste mandarin boede her.
Besøg i Sha-hoa-tse (Antung) med henblik på arbejde dér.
Under besøget her i Feng-huang-che’ng foretog far og Lykkegaard en udflugt til den lille by Sha-hoa-tse, sådan hed den lille fiskerby ved Sha-hoa - , en biflod til Yalofloden, på dette tidspunkt, byen der senere fik navnet Antung, (der betyder fred i østen). - Det må vist have været fars første bekendtskab med byen, hvor han skulle få sin livsgerning. Om denne tur skriver far til D M S bladet:
" Der er kun en dags rejse mellem de to byer, det siger på det nærmeste 8 mil. Vejen dertil er efter forholdene her på halvøen næsten enestående god, der er kun et eneste bjergpas, men så er det også til gengæld meget højt, det ligger lige ved Sha-hoa-tse. Egnen vi kom igennem, er kun lidt bebygget, men forøvrigt smuk med vekslende bjerge, dale og floder. På vejen dertil lagde vi mærke til en mængde fragtvogne, og dette fortalte os, at byen vi nærmede os, er et knudepunkt for handelen i hele området. Byen ligger ved en stor flod kun ca. 6 mil fra havet."
Byen havde på det tidspunkt ca. 30.000 indbyggere. - Nedslående var det at se de mange opiumskroer, der fandtes i byen, om denne last der havde så stor en udbredelse i datidens Kina, skriver far :
" En opiumsryger er absolut ikke til at stole på, han taler løgn eller sandhed, eftersom det bedst betaler sig. Han bliver en forbandelse for sin hustru, sine børn og venner; i bedste tilfælde ruinerer han hjemmet, i værste fører han dem ind i samme elendighed, og følgen bliver for dette hjem en nød, der vist næppe kan beskrives."
Yalofloden er grænseflod til Korea. Den er hver vinter frossen i adskillige måneder, og isen er så stærk, at man nemt kan færdes på den, så de benyttede lejligheden til at besøge byen på den anden side floden, hvor de mødte kristne koreanere og blev meget godt modtaget, budt ind i et hjem og gæstfrit indbudt til at spise med. Den ældste søn i huset var kristen og kunne i øvrigt tale kinesisk. –
Ellers benyttede de lejligheden til at se sig godt om i Sha-hoa-tse, hvad de uhindret kunne gøre, da det var snevejr, og alle kineserne holdt sig "inden døre" ,- det var med henblik på en eventuel oprettelse af en ny "station" her i byen.
I slutningen af april var der konference i Siu-yen. Alle mødte op fra Port Arthur, Ta-Ku-shan og Feng-huang-che'ng, de var i alt 13 voksne foruden børnene så de to fruer i Siu-yen har haft travlt, men hvor har det været festligt at samles. Der skulle forhandles om mange ting vedrørende missionens sager, om økonomien, planlægning af arbejdet o.s.v. Konferencen anbefalede, og så var det bestyrelsen i Danmark, der skulle tilslutte sig afgørelserne og bevillige midlerne. - - Det blev anbefalet, at der i året 1901 skulle oprettes en ny "Station" i Sha-hoa-tse ved missionær Vyff.
Det var den 4. konference i Kina, den største der havde været endnu. Man undre sig nok lidt, når man ser, at protokollen kun er underskrevet af Olesen - Lykkegaard - Bolwig - Waidtløw og Vyff, de 2 kvindemissionærer og Emil Jensen, talte endnu ikke med og naturligvis slet ikke fruerne!
Rygter om fjendskab mod europæere
De lykkelige dage i Siu-yen fik en brat afslutning. Der havde nok været rygter om fjendskab mod europæerne, ikke mindst længere syd på i Shandung provinsen og i Midtkina, men de danske missionærer i Manchuriet havde ikke lagt vægt på rygterne, de var gode venner med befolkningen, som skønnede på den "lægehjælp", de kunne få. -
Far skriver den 20. juni 1900:
"De hører jo nok en mængde om de mange forvildede rygter, men mon det er værd og formålstjenende, at de fremstilles i for stærke udtryk. For tiden er der 2 ting, som der går rygter om: 1. At det truer med krig mellem Rusland og Kina-Japan. - 2. Så er der en sekt kaldet "den lange knives sekt". (At den er til - - er et faktum)"
Og så omtaler far en bekendtgørelse, der stod at læse på en port i byen, med beskyldning mod udlændinge, at vi ødelagde deres gamle lære, og der lovedes befrielse for "et helt livs ulykke" for den lykkelige, de ville være med i den "højhellige" plan at få udlændingene dræbt! - -
I et brev fra den 23. juni skriver mor:
"Vi mærke ingen fjendskab af nogen som helst art; kineserne komme og gå, som de pleje til sygebehandling og i kapellet, og de er som sædvanligt. Der er opstået en ny sekt, som har til mål at få alle europæere her i landet dræbt. Der siges at have været en af deres repræsentanter her i byen, men han er nu gået til Ta-ku-shan".
Så omtaler mor også plakaten, der opfordrer til mord på udlændingene og fortsætter:
"Se dette kan jo nok se lidt slemt ud; men vi tro dog ikke, det har så meget på sig, da bybefolkningen her er meget mere roligt anlagt og lader sig ikke så nemt ophidse, som dem længere syd-på. Fru Olesen og jeg er enige om, at vi ikke vil skilles fra vore mænd, og vi blive derfor, så længe de gøre det. (Den russiske konsul havde ellers anbefalet at kvinder og børn tog til Port Arthur.) Herren er vor tilflugt og styrke, og det er en stærk tilflugt, thi hans arm er ikke forkortet. - Hvad enten vi leve, eller vi dø, så ere vi i Herrens hånd, det er godt at vide dette."
Brevet slutter:
"Lev vel , og vær nu ikke bange for os."
I et senere brev fra den 29. juni skriver mor:
"Stillingen er omtrent ligedan. Sekten breder sig her i byen, der siges nu at være en 70 á 80 , det er jo mest drenge i alt fald tilsyneladende. Men der står mange "store" folk der bagved. Selve Kejserprinsens fader siges at være formand, ligesom Kejserinden skal se mildt til det. Os er der endnu ingen, der har foruroliget; derimod have de så småt begyndt at lede efter de døbte, der jo også skulle af med livet. Et par af dem ere rejste bort fra byen til deres hjem på landet, hvor de måske bedre kunne være i sikkerhed. Vi ville så nødigt rejse og gøre det ej heller, før Herren bestemt viser os, at det er ret; - en rejse herfra til Port Arthur kunne også nemt blive skæbnesvanger for os, da vi jo på landevejen og i kroer ere meget mere værgeløse end her i vor egen lille fæstning med de tykke mure om og de stærke porte. Det er godt at vide, at vi have den højeste på vor side; han kan bevare os om det er bedst, og er det ikke det, ja så vide vi jo, at vi gå ind til det, der er meget bedre; derfor er vi ej heller bedrøvede eller bange, og det må I ej heller være. Det er helt underligt at vågne om morgenen og finde sig selv levende. Man lærer at sige tak for hver dag." - -
"Vore folk ere så mageløs om hyggelige for os og så trofaste; de blive hos os, uagtet de akkurat ligeså godt kunne gå. De risikerer næsten livet ved at blive." - -
"Det lyner så stærkt i aften, så jeg tænker, at folk holder sig i ro i nat. Kineserne ere nemlig så bange for regn og torden; sekten er det i særdeleshed." –
Disse breve kom jo først til Danmark et par måneder senere.
Bokseropstanden og flugten til Port Arthur
Den 9. juli bragte morgenbladene i Danmark et alarmerende avistelegram: At missionsstationen i Siu-yen var omringet af bokserne, (de lange knives sekt) og kun kunne holde stand i 2 dage. En nervepirrende tid blev det for familien og vennerne herhjemme, inden der den 21. juli kom telegram fra Port Arthur, at "Siu-yen´erne" var kommet i god behold dertil. En meddelelse der blev uddelt løbesedler om på dyrskue i Aalborg. (Den 17. juli var der kommet besked om, at de 3 fra Feng-huang-che'ng var nået i sikkerhed i Korea. Først den 4. august vidste man at også Bolwig var nået til Korea.)
Om de sidste dage i Siu-yen og om redningen derfra skriver mor til bedstemor fra Port Arthur den 23. juli:
"Du kan tro kære moder, det er underligt sådan at have forladt sit hjem og ikke vide, når eller om man ser det mere, men der var intet andet for, og vi måtte være taknemmelige over, at vi reddede livet." -
"Ja, det var alvorlige dage de sidste i Siu-yen, en af de sidste aftener vi vare der, da Mandarinen (den øverste stedlige kinesiske myndighed) netop havde sagt , at han intet kunne gøre for os, og det så meget sort ud, Bokserne havde den ganske eftermiddag omringet os, sendte vi da en kuli med et brev om hjælp til en station på den russiske bane en halv snes mil herfra. Næste dag var meget slem for os, Bokserne vare omkring huset, og først om natten kunne vi gøre os håb om at flygte, hvad enten det blev til vogns eller til fods. Vi frygtede for, at de skulle ude fra gaden stikke ild på kapellet, og da vinden bar ind over stationen, kunne det hele jo så i et "NU" være brændt af. Dog dagen gik, og vi gik i seng for at sove i et par timer, så skulle vognene komme (som de havde bestilt), og midt om natten skulle vi så se at komme ud af byen. - Vognene kom imidlertid ikke, hverken om natten eller om formiddagen. - Senere fik vi at v, de, at de var hindrede af "Jarmenfolkene" (Jarmen er Mandarinens bolig). Vi vidste jo ikke, hvad dette havde at betyde, tænkte nærmest, at vi nu måtte blive og lade os slå ihjel. - Senere fik vi at vide imidlertid, at Mandarinen i Mukden, der var over ham i Siu-yen, om aftenen havde fået sendt ordre til at beskytte os. - Vor Mandarin sendte da straks 3 soldater til porten. Senere op af formiddagen kom vognene ind i gården, og der blev så læsset på dem. - Vi lukkede alt, hvad der lukkes kunne, og gjorde os rede, men var jo stadig noget ængstelige for det øjeblik, da porten skulle åbnes, og vi ud på gaden; thi der vare masser af folk derude, lige op ad porten vare de pressede, de råbte og skreg og dundrede på porten og ville jo ind, hvad de jo naturligvis ikke kom."
De var parate til at køre kl. 11, men så kom der nogle "højerestående folk fra Jarment", og der blev en længere forhandling. "Kineserne have en ualmindelig evne til at trække alt ud i det uendelige", skriver mor. –
"Ventetiden var lang, vi troede aldrig, vi vare komne afsted, men endelig var dog forhandlingerne sluttede, og vi kom på vognene og ud på gaden, hele byen, tænker jeg, var på benene folk i massevis, de dannede espalier på hver sin side af gaden, og nu vi vare forbi, fulgte de, så vi havde en vældig skare efter os, men ingen gjorde os noget ondt. "- -
Så vidt mors brev til bedstemor.
I et brev fra Olesen skriver han, at de den 1. juli havde almindelig gudstjeneste i kapellet. Der var ikke mange tilhørere, men alt gik roligt til. Den 3. juli var kapellet åbent om formiddagen uden forstyrrelse, men om eftermiddagen kl. ca. 5 samledes en stor skare ved porten, uden dog at nogen prøvede at bryde den op. - Fra Mandarinen fik de den 4. besked om, at han intet kunne gøre for dem. Da det heller ikke lod til, at der var hjælp at hente fra russisk side, fik missionærerne lejet nogle kineservogne, der skulle komme om natten og hente dem, men de blev jo hindrede i at nå frem af soldaterne ved porten. - Så det blev først næste dag den 5. juli, de kom af sted, ledsaget af 2 beredne kinesiske soldater, fulgt af tusinder af mennesker, et helt mirakel, at ingen forsøgte at vælte vognene eller på anden måde gøre dem fortræd. - Da de var kommet udenfor byen gik mængden tilbage igen. - De kørte 3 mil den eftermiddag; de valgte en "lidet befærdet vej, da de var bange for at træffe større horder af røvere." - De overnattede på en kro, og den næste dags middag forlod soldaterne dem. - Jo længere de kom mod vest, des mere uro var der, i landsbyerne samledes store skarer af folk, men kun i en enkelt landsby så de et par stykker med lange knive, men ingen forfulgte dem. –
Først den 7. juli nåede de en jernbanestation, hvor de blev venligt modtaget, fik mad hos stationsforstanderen og fik lov til at overnatte i et par tomme værelser. Først næste dags eftermiddag kl. 6 var der et tog til Port Arthur, her fik de en hel godsvogn til rådighed og gratis befordring. Mandag den 9. juli nåede de kl. 11 om aftenen til Port Arthur det var vist det sidste tog der nåede igennem. - - Russerne havde i oktober 1896 fået lov til af Kina at anlægge en jernbane gennem Manchuriet fra Harbin til Port Arthur, og til at bevogte den med tropper, det var meningen den skulle støde til en påtænkt sibirisk jernbane. - Den var blevet færdig i 1898. –
Evakuering fra Feng-huang-che’ng
I Port Arthur fik "Siu-yerne" at vide, at de tre fra Feng-huang-che’ng var kommet vel til Korea over Sha-hoa-tse efter en ligeså dramatisk og vanskelig rejse som deres egen, hjulpet af venlige kinesere og koreanere. Den sidste, der kom i sikkerhed var Bolwig. Han havde været alene i Ta-Ku-shan, idet hans kone og to børn sammen med Kathrine Nielsen, medens det endnu var roligt, var rejst til Cheefoo på rekreation. Ellen Nielsen havde været på besøg i Mukden hos de skotske presbyterianere. Hun var sammen med dem kommet til Port Arthur. Alle missionærerne herfra blev reddede, men deres kirke og hospital blev nedbrændt den 30. juni 1900. Ingen af de protestantiske kristne kinesere i Mukden var blevet dræbt. Værre var det gået ud over katolikkerne, som også arbejdede her. Missionærerne havde sammen med menigheden søgt tilflugt i den store katolske domkirke, der også blev brændt. - Der omkom en katolsk biskop, en præst, 2 søstre og en indfødt præst og flere hundrede kinesiske kristne.
Der var herhjemme fra nogle sider kritik af, at de danske missionærer var flygtet og ikke bare var blevet og havde ladet sig slå ihjel, det havde de nu slet ikke gavnet nogen ved og allermindst deres kristne venner, der var da heller ikke nogen af dem, der mistede livet.
Men hvad var dette Bokseroprør egentlig for noget ? Det var en national rejsning, hvor regeringen ikke gjorde noget for at skride ind. Enkedronningen den egentlige regent, hadede selv disse udlændinge af hele sit hjerte; man havde ikke haft bud efter dem. Kina ønskede kun at passe sig selv, men de havde tiltvunget sig adgang, hvert land, England, Tyskland, Frankrig og Rusland havde sikret sig sit område for sine handelsinteresser gennem krige, der sluttede med ydmygende ulige traktater for kineserne; og noget af det allerværste var, at England oversvømmede landet med opium fra Indien, og opiumsrygning blev en forfærdelig last for mange kinesere. Det var ikke en speciel forfølgelse af de kristne, men netop de udenlandske missionærer og de kristne kinesere gik det hårdt ud over, det var jo dem, der boede ude i de små byer. De udenlandske handelsfolk opholdt sig i de større byer beskyttet af krigsskibe og soldater. - 287 missionærer deriblandt kvinder og børn blev myrdet og tusindvis af kristne kinesere. For al udenlandsk mission var Bokseroprøret et knusende slag. Kunne de ikke lige så godt alle sammen pakke sammen og rejse hjem ? De tanker har da nok været nærliggende også for de danske missionærer, der nok var i sikkerhed nogle af dem i Port Arthur andre i Cheefoo, men helt afskåret fra deres arbejde, og deres hjem og ejendele havde de jo mistet. Men tilsyneladende tænker de ikke på at give op, men regner med, at den dag vil komme, hvor de atter kan tage fat, og som Lykkegaard udtrykker det i et brev: "Ansgar blev også forfulgt og hans kirke brændt, men Kristendommen sejrede trods alt!"
Heller ikke bestyrelsen herhjemme i Danmark og "vennerne", der stod bag med deres penge, har mistet modet, det havde der da ellers været grund nok til, så nedslående må det have været. Nu 8 år efter, at de første missionærer var rejst til Kina, og det ellers endelig var lykkedes at komme godt i gang fire forskellige steder, stod de atter næsten på bar bund. Var det ikke trods alt et fejlprojekt med den kinamission? Dømt til at mislykkes? Store tab havde man lidt både på missionens og missionærernes ejendom, men man vedtager i bestyrelsen ikke at kræve nogen erstatning for tabt ejendom, og missionærerne får tilladelse til at anskaffe det mest nødvendige af, hvad de mangler og så ellers se tiden an.
Så vil jeg lige slutte dette afsnit med at referere lidt af en artikel af far fra et blad med hans vurdering af, hvad der var årsag til Bokseroprøret, og hvordan det tog sig ud set med kinesiske øjne:
"Sandheden er, at udlændinger (englænderne ) have påtvunget kineserne opium, at stormagterne have ranet Kinas bedste havne, anlagt jernbaner med magt og vold og stadig antaget en mere truende holdning. Dette og andet har endelig bragt kineserne til et sidste fortvivlet forsøg på at komme af med udlændingerne." - -
"Disse fremmede barbarer, der hverken tilbede himmel eller jord, ikke ære deres fader og moder, ikke tilbede vore guder, men ere forfaldne til drik, utugt og anden last, som nu i mange år have fordærvet vort land og folk med opium, ere komne og have tvunget os til at høre på og danse efter deres kanoner; de komme for at røve vore metaller, tage vort land og mishandle os og vore kære. Det er drøje sandheder nogle af dem, og hvad håb er der vel for missionen i et land med et sådant syn på udlændinger, uden forståelse af at skelne mellem missionærer og alle andre? Der er håb og det endda stort, så sikkert som kristendommen er håbets religion."
"Hundrede af ædle mænd og kvinder have i årenes løb søgt at gøre godt, hvad så mange have gjort ilde, og dette arbejde vil jo ikke kunne standses. Der findes næppe en missionærs hjerte, der ikke bløder ved tanken om den menighed, han blev dreven bort fra, og med inderligt ønske om snart at gå tilbage for på ny at gøre godt, hvad så mange forbrød."
Nej, al den snak, om missionærer der bare gik "ind i ly af kanonerne', for "at påtvinge" kineserne kristendommen, er en hård beskyldning og ikke mindst overfor de danske fra vort lille land, ..
"…vi kom jo ikke for at herske over deres tro, men for at være medarbejdere på deres glæde",
som far udtrykker det et andet sted.
"Ja, så gå alle vi mange mennesker her i Port Arthur og har ikke ret meget at tage os til." - -
Det er mor der fortæller videre til bedstemor i brevet fra den 23. juli 1900. - Her i Port Arthur var der bygget nye boliger i 1898 et hus med 2 lejligheder til gifte missionærer og et andet hus med 2 mindre lejligheder til kvindemissionærer, men 2 af disse lejligheder var lejet ud, så de boede tæt og førte stor fælles husholdning. - Her var de 12, iberegnet 3 småbørn. Resten af de danske var i Cheefoo. - Afskåret fra deres arbejde var de jo, den stærke sommervarme var de ikke vant til, og anfald af dysenteri fik de alle, og ikke mindst de små børn var varmen hård ved. - Men lidt spændende oplevelser var der dog også at fortælle om:
"I dag til formiddag var Waidtløw, Olesen med frue, Johannes og jeg til Audiens hos Guvernøren (den russiske) i vor fineste stads for at takke ham for hans bevågenhed o.s.v. - Han var elskværdig, Audiensen varede 2 1/2 minut, i hvilket tidspunkt han hørte på en lille tale af Waidtløw, samt "trykkede os alle på næven" 2 gange hver. - Han boer på det yndigste slot, man kan tænke sig, vi vare inde i en rigtig kongelig sal og havde jo følelsen af at være "til Hove", det kneb jo lidt med at komme baglæns ud af døren; men det gik da." –
En af de små lejligheder var lejet ud til en dansk kaptajn Rønberg, hvis skib sejlede med sårede russiske soldater. Om et besøg på dette skib fortæller mor videre:
"I søndags var hele selskabet her inviterede om bord på kaptajn Rønbergs skib "Jinkow", der netop var i havn, hans kæreste har i nogle dage spist inde hos os, og derfor gjorde han så en finere middag for os - det var så yndigt, og Åh! så køligt." –
Et interessant møde havde de også en søndag, hvor de gik nede på stranden, da kom der en svær herre hen og præsenterede sig som kammerherre Alexandrowski. Han, der var kammerherre hos den gamle kejserinde Dagmar, havde i Newchwang hørt om disse danske missionærer, der var omringet i Siu-yen, og da den russiske konsul ikke mente at kunne gøre noget for dem, havde han i løbet af 4 timer samlet en skare frivillige, 27 mand i alt og var redet til undsætning. En farefuld tur havde det været, hvor kinesiske soldater havde prøvet at spærre vejen for dem, og hvor ingen ville sælge mad til dem i kroerne. - Lidt af en skuffelse for dem var det nok, da de nå, de Siu-yen at finde missionærboligerne tomme, rejsen havde været forgæves, og meget mad fandt de ikke her, da de kom frem, kun lidt kiks og kager, og så noget kirsebærsaft, mor havde syltet. - Heldigvis var ingen kommet noget til på vejen. Far og mor havde hørt om denne ekspedition, det havde stået i bladene i Cheefoo, nu fik de lejlighed til at takke ham hjertelig; han havde genkendt mor efter et billede, der stod på fars skrivebord i Siu-yen. -
Men ellers var der al mulig grund til at være modløse for missionærerne. Lørdag den l3. oktober 1900 blev Waidtløw kaldt op til viceguvernøren, som meddelte ham, at al "propaganda for kristendommen" var forbudt indenfor det område russerne havde annekteret, og d.v.s. et stort område omkring Port Arthur, han udtalte "det er ligeså russisk som selve Rus1and, og de russiske love gælder også her." Det russiske guvernement betragtede kristendommens propaganda som en af hovedårsagerne til Bokseroprøret, og ville ikke engang sende sine egne missionærer til dette område "al propaganda forbudt" betød, at de måtte ikke så meget som tale eet ord med hedenske kinesere om kristendommen. Viceguvernøren forlangte et skriftligt bevis for, missionærernes villighed til at adlyde ordren, hvad Waidtløw nægtede at give uden at have forhandlet med D M S's bestyrelse. Men han blev nødt til at skrive under på, at han havde modtaget ordren. - De døbte kristne måtte de betjene, men det blev nødvendigt at lukke kapellet for daglig prædiken, sygebehandlingerne fortsatte de med uden at prædike for de syge, og i den lille skole for kineserdrenge, måtte eleverne nu kun læse i kinesiske lærebøger. –
Ingen af missionærerne turde endnu forlade området, men en kineser, de sendte af sted på en tur til deres gamle hjem, havde mest sørgeligt nyt at fortælle. I Siu-yen var stationen den 15. august blevet fuldstændig plyndret af boksere og soldater i fællesskab, og de havde slået alt det i stykker, de ikke kunne tage med sig, så tilbage var kun gulvet og til dels loftet. - Men han kunne dog også fortælle, at næsten alle de kristne var vendt tilbage, og bortset fra, at de var blevet afpresset penge, havde ingen lidt overlast.
Julen i Port Arthur år 1900 kunne de dog fejre sammen med en lille flok kristne kinesere, herom fortæller mor i et brev til sin svigerinde Elise Vyff skrevet den 21. januar 1901:
"Ja nu har vi så holdt Jul; men vi savnede vore kære kristne, som vi sidste år holdt Jul med i Siu-yen meget, det var så svært for os at tænke på, at de måske næppe vidste, at det var Jul. - Juleaften var der gudstjeneste og juletræ for 20 kinesere her, og vi sang julesalmer sammen med dem. De vare så glade for træet - et stort et - der virkelig også til trods for sine fyrregrene så pænt ud (rigtig grantræer er her jo ikke). - Senere hen på aftenen havde vi så vor danske andagt og fik gaver, jeg fik af Johannes som jule- og fødselsdagsgave (mors fødselsdag var den 22. december) et lille sybord (vort eneste møbel for tiden) og Vilhelm Becks andagtsbog, som vi nu hver dag har gavn og glæde af. - En dag senere i julen var der juletræ for skolebørnene (15), du kan tro , de tog for sig af sagerne, de bleve opvartede med the, kager, appelsiner og nødder, og da de ikke kunne mere på stedet, kom huerne jo frem for dog også at have lidt til næste dag, det var så morsomt at se." –
Brevet fortsætter:
"Lige før Jul flyttede vi ned og fik 2 rare stuer og et lille køkken, som vi ere så glade for, vi har det også ret hyggeligt (med lånte møbler), en god kakkelovn eje vi selv, og den gør god nytte, da her er rasende Koldt. I Et komfur og en del køkkentøj have vi jo også måttet anskaffe, nu har vi jo nemlig vor egen husholdning - igen, hvad jeg er glad for." –
Den første tid i Port Arthur havde de og Olesens kun haft hvert sit loftsværelse, men nu boede de dør om dør i samme hus i hver sin lejlighed, som de havde gjort det i Siu-yen. Brevet fort sætter:
"Du spørger om, vi tænke at komme tilbage til det gamle sted, ja hvem kan vide; det sidste nyt, vi have hørt der oppe fra, tyder på at russerne allerede have besat Ta-Ku-shan og Feng-huang-ch'eng, men om det passer, ved vi ej." -
"Rimeligt er det jo, at "Muhserne" (den kinesiske betegnelse for præster) prøver på, når foråret kommer, at komme derop, så skulle vi se , hvor snar russerne komme med deres forbud, thi sikkert er det vist, at de ikke ville tåle fremmede nationers købmænd og missionærer indenfor deres område,(og det vil jo nok om en kort tid sige hele Manchuriet), i det øvrige Kina må missionen derimod bære sig ad, som de vil for dem, således stod der forleden i et engelsk blad efter et russisk, og sådan er sikkert deres syn, så du kan jo forstå, at udsigterne ikke er meget lyse, dog gælder det - for os at huske på, hvem der har magten i himmel og på jord, det er da sandelig ikke russerne." - -
"foreløbig gælder det om at hænge i med sproget, nu vi har så god tid efter det sidste halve års mange afbrydelser. - Vi have en god og dygtig lærer og hænge også i, vi læse begge fra morgen til aften, ja jeg har jo også vor lille husholdning, nu vi ingen kok har, men den tager jo ikke megen tid. - Praktisk øvelse kan her jo ikke blive så meget af, og det er jo nok lidt uheldigt, især for mig som begynder, havde her endda været nogle af de Siu-yen kineserkoner til at komme på besøg og til at snakke, for det kan du tro de kunne, det ville have været godt for mig."
Sondering af mulighed for at vende tilbage
Denne tid med uvirksomhed har nok for missionærerne været vanskelig; nok havde de "livet i behold" men foreløbig uden mulighed for at vende tilbage til deres hjem og arbejde, og af russernes forbud berøvet muligheden for at missionere på stedet. - - Endelig i marts 1901 vovede de sig ud på en rekognosceringsrejse dog kun de fire mænd Bolwig, Lykkegaard, Olesen og far. De startede fra Cheefoo, hvor Bolwigs og Lykkegårds opholdt sig, Olesen og far kom dertil fra Port Arthur. Den 28. marts gik de ombord i en lille japansk damper, der først måtte ligge underdrejet 1 døgn på grund af storm. "Vi havde vort kvarter i bagstavnen lige over skruen, og på denne mindre behagelige plads undgik vi selvfølgelig ikke søsygen," sådan lyder Bolwigs lakoniske beretning om denne sørejse. Efter 2 dage på skibet nåede de i land ved Yaloflodens munding i byen Ta-tung-kow og efter 2 dage med kineservogn frem til Ta-Ku-shan. - Det var et sørgeligt syn, der mødte dem der af det ødelagte hjem:
"Tomme værelser, vægge sværtet ukendelige af sod og røg, døre og vinduer uden låse og slåer, alle ruder slået ind og halm og snavs på gulvene, "kanger" var der muret i de fleste af stuerne; itubrudte møbler såes hist og her; en kommode der manglede skuffer, et bogskab der manglede døre o.s.v."
Der havde holdt soldater til i husene, de havde brugt kangerne, de vandrette skorstene, der fra køkkenets kogested leder røgen igennem stuen, og på den måde skaber et dejlig lunt opholdssted for hele familien, til at sidde på om dagen og sove på om natten, en både genial og billig måde at udnytte varmen fuldt ud på. I øvrigt bruges det den dag i dag i det nordlige Kina, som den mest økonomiske form for opvarmning. - - Selve husene stod altså tilbage, selv et stort nybygget hus, der skulle have været indviet til kapel. - De fire mænd fik sig indrettet midlertidigt i en af stuerne på kangen, fik klistret papir for vinduerne der, et bord og nogle bænke fik de også stablet på benene. Til Bolwigs glæde var træerne og buskene i haven og gården urørte. - "Knopperne begyndte allerede at svulme, nyt liv, nyt håb, nyt arbejde." - - Mandarinen kom på besøg og beklagede, at stationen var blevet plyndret, han havde ellers selv været med til det ! Også de kristne kom på besøg den første aften allerede.
Få dage efter rejste Olesen og far videre til Siu-yen. - Også her var husene blevet stående, men ruderne var slået ud, og de fleste af møblerne var borte og resten var ødelagte. - De blev her et par uger holdt gudstjeneste Påskedag og besøgte bl.a. Mandarinen. - Den 22.april rejste de til Feng-huang-che’ng , hvor de mødte Bolwig og Lykkegaard, her så der værst ud. Men lad Lykkegaard selv fortælle herom:
"Ydermurene var væltede, og de brændte mursten bortførte. Husenes tage hvilede udelukkende på de stolper, som der heldigvis her ligesom i alle kinesiske huse fandtes under bjælkerne. Skillevæggene var næsten alle væltede, men skorstenene stod alle på en nær. En del tagsten knust (der var kastet sten på tagene), ellers var tagene på de store huse uskadte." –
"I brønden var der kastet en mængde snavs og sten. Haven var næsten over alt tilsået med opiumsplanten (valmuen), og de bedste af havens frugttræer ført bort."
Hjemturen foregik atter med skib denne gang fra Sha-hoa-tse. Her fik de anvist et lille lastrum som kahyt. Hermed Bolwigs beskrivelse:
"Pladsen var meget indskrænket, så vi havde nogen møje med at finde de rette stillinger; først prøvede vi på tværs, men så måtte vi ligge med krumme ben, dernæst på langs, og således sov vi den første nat; vi lå som sild ("spooning") op ad hverandre; den ene kunne ikke vende sig, uden de andre gjorde det samme. Næste nat prøvede vi en tredje måde, som viste sig at være den bedste, nemlig to den ene vej og to den anden vej, altså et hovede og to ben skiftevis."
Der blev holdt konference i Port Arthur i maj, og herefter rejste mændene af sted igen sidst i maj. Denne gang blev far hjemme hos damerne af den gode grund, at min storebror Paul var på "trapperne", han blev født den 26. juni 1901.
Gedua med Paul
Waidtløw var denne gang med på rejsen nordpå, så far passede sygebehandlingen og tog sig af søndagsgudstjenesterne for de kristne i Port Arthur. - Det lykkedes dog endnu ikke at komme i gang, hverken i Siu-yen eller i Feng-huang-che’ng .. Sidstnævnte sted ville Lykkegaard og Jensen ellers i gang med genopbygningen, og de fik købt materialer, det gjaldt om at skynde sig inden regntiden midt på sommeren, men tusindvis af røvere nærmede sig nordfra, det var boksere, der nu havde sluttet sig til røverbander, og soldaterne, der blev sendt ud imod dem, sluttede sig også til, så på Mandarinens opfordring måtte de atter forlade byen. Stort bedre gik det ikke i Siu-yen, Olesen måtte også hurtigt rejse herfra igen. - I Ta-Ku-shan var der også uroligt, men Bolwig holdt dog stand, medens slaget bølgede frem og tilbage mellem røvere og regeringssoldater. Hans kone og to små sønner var rejst hjem til Danmark på orlov, den mindste lille dreng havde været alvorligt syg. De fulgtes med en dybt bedrøvet Ellen Nielsen, der havde kronisk dysenteri, og af lægen blev beordret til at rejse hjem; han lovede hende dog, at hun så kunne blive helt rask og vende tilbage. Det kom til at slå til, hun fik mere end 60 år i Kina.
Sidst i juli var fars "barselsorlov" åbenbart forbi. Den 28. juli skriver han fra Siu-yen til mor i Port Arthur, første gang han igen sidder i sin stue:
"Her i stuen er der ikke mere end pulten (eller noget af den), bordet jeg sidder ved og stolen. Dog alt dette er jo kun småting, der ikke have lov til at trække sindet nedad." - -
Nej, de havde ikke tabt modet missionærerne, men var ivrige for at komme i gang igen, få bygget op, hvad der var blevet ødelagt. De havde endda vedtaget på konferencen i maj, at far skulle se at komme i gang i Sha-hoa-tse, som det var vedtaget før Bokseroprøret, nu manglede der kun en accept fra bestyrelsen derhjemme i Danmark, men med den langsomme postgang 2 måneder med skib hver vej, tog den slags jo sin tid. Foreløbig var han og Olesen ved at reparere her i Siu-yen, havde 4 snedkere i gang med møblerne. En glædelig overraskelse har far til mor:
"Tænk hvad der kom forleden dag! Jo der kom og holdt udenfor en vogn, og på vognen var dit orgel, så nu behøver vi ikke at bekymre os i så henseende. Ganske vist er der jo nogle skrammer, men tonerne er det vigtigste, og de ere gode nok."
Hele august måned gik, inden det ventede brev fra Danmark kom. De nåede at få husene helt pænt i stand og at få kapellet åbnet igen; og efterhånden begyndte der også at indfinde sig besøgende hos dem, i begyndelsen havde folk været meget tilbageholdende. Samtidig var det regntid, og uvished om fremtiden var nok streng for far.
Tilladelse til at starte i Sha-hoa-tse
Men den 2. september ankom Emil Jensen endelig med brev fra Løgstrup:
"Tag tiden i agt, hvad oprettelse af en ny station angår, thi har russerne først taget magten, er al udvidelse umulig. Bestyrelsen giver frie hænder, hvad Sha-hoa-tse angår."
Far er straks klar til at tage af sted, selvom han ved , hvor skuffet mor vil blive over, at han ikke først tager til Port Arthur - Hans planer er at få lejet et hus, få indrettet nogle få stuer til en midlertidig bolig, "lun nok til vinter, men ellers så billig som mulig", og så få hentet sin familie.
Den 9. september skriver far sit første brev til mor fra Sha-hoa-tse:
"Så ser du mig nu ved rejsens foreløbige mål";
… så mærkeligt for mig den 9. september l983, altså 82 år senere, netop at nå min rejses egentlige mål den dag. - Far fulgtes med en kristen bogsælger "I", og de tog ind på en kineserkro. Far skriver om rejsen:
"Folk var gode ved mig overalt, og det samme har de været her i byen."
"I går var vi ovre at besøge vennerne på den anden side floden (i Korea). Der var nu kapel i byen, der var en ikke liden flok, der kom at høre. Vi holdt en lille andagt sammen og talte så bagefter om nyt og gammelt. Nogle af dem synes virkelig at være rigtig varme i troen. Når de synger kommer det igen, at de boer ved floden; deres sang lyder rigtig som søfolks sang. - I dag kom de så en hel flok her igen at hilse på os. - De synes at være meget begejstrede over, at der skal være kapel her i byen."
Men det gik ikke så nemt Sha-hoa-tse, som far havde håbet. Her i byen havde været en katolsk missionær, hvis station var blevet brændt ned i 1900 under Bokseroprøret, han selv var druknet under en natlig ridetur langs floden. Og nu var befolkningen nok ikke alt for modige ved at indlade sig med en europæer igen.
At sove på kineserkro en enkelt nat kan være hårdt nok, her er ingen mulighed for privatliv. En stor kang på hver side af midtergangen, på dem spises der, siddende i skrædderstilling ved små lave borde, om natten sover man også her på række og geled med hovedet ud mod midtergangen. At der så undertiden er høns og smågrise på gulvet, fuldender billedet, og dyrelivet på kangen er måske også livligt, både af de små der kun kryber, og af dem der også kan hoppe. - Det var vist Ricard, der efter en rejse til Rina skrev, at en kineserkro er et sted, man er glad for at nå frem til, træt og udmattet efter en lang dags rejse, men endnu gladere for at forlade i den tidlige morgen. - - -
I fars næste brev kan man læse:
"Vi boer her fremdeles i kroen. På en måde er her ikke så rart. Bliver begloet ved hvert måltid og ligeledes, når man skal skrive eller andet; men på den anden side er her rig lejlighed til at tale med folk. Jeg har talt indgående med et par af soldaterne (her var også indkvarteret soldater) og mærket, at der også er hjerte i livet på dem. Jeg taler også meget med folk, behøver kun at stå stille et øjeblik, så er der straks en hel flok. De kommer med så mange spørgsmål - - en og anden siger, prædiker du ikke lidt for os; en anden siger, kan du oprette kapel her i byen, - - nu og da er her lidt trist, de står og beskuer mig, som var jeg et dyr, når jeg spiser, men det er jo da af de små sorger." - -
Hvad leje eller køb af et hus angik, så det en overgang ud til, at det ville lykkes at få et, men det glippede "af en eller anden grund", den 22. september skriver far:
"Nu er her vist ikke noget at blive efter, det er kun nøden der driver mig, hellere blev jeg heroppe, men jeg har jo intet tøj." - -
Han nåede hjem til Port Arthur den 30. september.
Ny rejse til Sha-hos-tse over Ta-Ku-shan
Den 27 oktober er far atter på vej til Sha-hoa-tse. Hans rejse går over Siu-yen. Først med tog til stationen Hai-heng så videre med kineservogn. Der havde ikke været meget plads i toget, far sad på sin kuffert hele vejen. Men folk var gode ved ham, han fik pærer af en kineser, russerne bød ham på the. Den 7. november er han fremme i Siu-yen efter en kold køretur. –
"Vi fik streng frost samme dag, og af den grund gik jeg næsten hele vejen, da det var alt for koldt til at køre, men ak det gik jo ud over mine gode strømper - men du bliver nok ikke vred på mig, vel? " –
Næste mål er Ta-Ku-shan, der gerne skal nås inden søndag, så han skal allerede af sted næste dag til middag. Han havde dog først travlt med at koge noget syltetøj op og grave nogle frugttræer op i haven, de skulle foreløbig med til Feng-huang-che’ng for vinteren. –
Det blev også en kold tur videre frem, og nu var fødderne for ømme at gå på. De nåede først sent frem til en kro, men der var så meget utøj, at det ikke var muligt at sove, så de tog af sted igen kl. 2,30 nat og nåede frem kl. 2 eftermiddag til Ta-Ku-shan. Der sad Bolwig og Jensen ved middagsbordet med en stor vildgås, den har nok smagt dejligt efter den anstrengende rejse. - Der var nok at tale om, og så gjaldt det i øvrigt forberedelse til søndagens gudstjeneste. –
"Her lægges megen vægt på søndagsgudstjenesten, den er mere højtidelig her, end på de andre stationer, forekommer det mig. Bolwig talte over evangeliet, og jeg talte lidt over epistlen." –
Senere på dagen var Emil Jensen og far på husbesøg. Og der blev også tid til et samtalemøde. - Her i byen var der en hel lille menighed. Bolwig havde jo begyndt her allerede i 1895. Far vedlægger et brev til Ellen Nielsen hjemme i Danmark, han beder hende om hos en gartner at skaffe hasselnødder (spiredygtige) også frø til at så og æble- og pærekærner ligeledes til at så, det havde været morsomt at få at vide, om det lykkedes at få det til at gro!
Den 7. november 1901 er far atter fremme i Sha-hoa-tse, også denne gang bor han på kroen, men håber ret hurtigt at få en lejlighed,
"det er ikke så let at leve på feltfod i så lang tid."
Den kristne bogsælger I har han også med denne gang - en meget stor hjælp og opmuntring - går jo og ser på de forskellige muligheder (huse!). Er han hjemme, så enten skriver han, læser eller taler med folk. De fleste ser op til ham. Far skriver også breve til at videresende og medsender et forslag til oversættelse af ritualer og salmer m.m. –
Om sine forhold skriver han:
"Hvor kan du være angst eller bekymret for mig, når du ved, at Gud Fader passer på mig. Jeg har det jo da også så godt, fryser ikke om natten og kan nok spise maden her i kroen, hertil kommer håbet om snart at få et lille sted at være, hvor jeg selv kan lave lidt mad."
Dog også denne gang bristede håbet om at få noget, og turen gik atter til Port Arthur sammen med Lykkegaard og Emil Jensen over Siu-yen hjem til Jul. - -
3. forsøg i Sha-hoa-tse via Feng-huang-che'ng
Allerede 14. januar 1902 er han af sted igen, også denne gang går vejen over Siu-yen, til mor skriver han bl.a.
"Tak for alt hvad du gjorde for mig, jeg kom jo snavset og laset hjem, men kunne atter rejse som et civiliseret menneske."
En måneds ophold på kineserkro kunne nok sætte sine spor !
I Siu-yen fik far pakket sine sager sammen, de skulle med til Feng-huang-che'ng, hvor han foreløbig skulle bo for derfra at nå Sha-hoa-tse. Det blev en besværlig tur. De var ikke kommet over floden uden for byen, før en af vognene væltede midt ude i floden, - "det gik særligt ud over Lykkegaards bøger!" –
"I øvrigt var den første dag fuld af farer over de høje pas. Det syntes for os et under, at det gik godt. Der var fare både for mennesker og dyr og for vort gods. Et sted var vejen så glat, at vi måtte have dyrene fra den anden vogn til hjælp for at få vognen op." –
Hele 4 høje pas måtte de over, og de nåede først frem langt ud på aftenen. Men selv syltetøjet kom godt frem, selv om en stor krukke "havde afgivet lidt af sit indhold til pulten." På den ene af vognene var mors orgel, fars pult og det øverste af skrivebordet. Far fik indrettet sig hyggeligt,(syntes han selv), i en stue med sine møbler og en god kakkelovn. Han fortæller om en tur til Sha-hoa-tse, hvor Lykkegaard købte træ, og hvor de også købte 7 par fasaner, så var middagsmaden da reddet et stykke tid fremover. - Så beder han mor sende et billede af provstens hus i Herning "jeg vil gerne have det at se efter".
Far brugte bl.a. tiden her til at tegne vinduer og døre til det fremtidige hus, her havde han jo også "bygningskyndig" rådgivning af Lykkegaard, der var karetmager af profession inden han kom på missionsskolen. Om aftenerne blev der holdt andagt med folkene på stedet. Her indøvedes også salmer, hvortil far spillede på violin. - Det ser ud til, at det vil blive muligt snart at få en byggegrund.
Den 28. februar rejste han så for tredje gang til Sha-hoa-tse. Denne gang fulgtes han med Jang en kristen, tidligere muhamedaner, der ville forsøge sig med at købe kreaturer i Korea og sælge videre til russiske soldater i Feng-huang-che’ng . De fik eget værelse på en anden kro, og selvom det hverken er videre varmt eller hyggeligt, er det dog en fordel. Her kan han modtage besøg, holde en andagt eller et samtalemøde med nogle få fremmødte. –
"På gaden er der en mængde, der kender mig; de hilse og smiler nok så fornøjet. - Jeg tror, det skal passe på denne by, at der skal tales og være frimodig og ikke ties; thi Herren har meget folk her i denne stad !"
Den 18. marts kan far skrive til mor, at nu har han endelig fået en byggegrund. Han er kommet i lag med byrådet, som havde opkøbt al den bedste jord. Fars udholdenhed havde gjort udslaget. Den 24. marts:
"Nu idag har jeg været ude sammen med et par af byens største hoveder og byens foged at se på jorden. Så er det ganske, ganske i orden. - - Der er den yndigste udsigt fra dette sted; men til vinteren skal vi jo nok få at mærke, at her er koldt, der må bygges godt, selv om det koster lidt mere."
Den 27. marts:
"I dag har vi været ude at opmåle stykket, det er ca. 85 alen i kvadrat.
30. marts:
"Ja se nu har jeg holdt flyttedag det gik for sig i går, og der flød ikke en tåre på nogen af siderne, det var et grimt hul, jeg boede i. Nu boer jeg i en oliefabrik, og her er et rigtigt rart værelse og desuden køkken, tilmed er der den fordel, at her ikke er ret langt til stedet. Nu går det jo løs med indkøb af træ, sten o.s.v."
Det var med ganske særlige følelser, jeg den 10. september 1983 stod udenfor kapellet, den første bygning, der blev rejst i 1902. Jeg havde jo kunnet følge hele byggeriet i fars gamle breve skrevet til mor i foråret 1902. Han var så optimistisk i starten at tro, han kunne få et hus færdigt allerede i slutningen af april, så han kunne nå til konference i Port Arthur i maj og så få mor og lille Paul med sig hjem. - Men hurtigt blev han klar over, at det ikke kunne lade sig gøre. - At få arbejdskraft og materialer var svært nok. - Murer og snedker gik det nemt nok med, de kom selv og tilbød sig, de to der havde haft arbejde hos Lykkegaard i Feng-huang-che’ng med genopbygningen af stationen der, men håndlangere skulle der også til, og et kæmpearbejde blev det at få nivelleret grunden, det var jo en bjergskråning, der skulle bygges på. - Jeg kunne tydelig se, hvor svært det havde været at få det i niveau. - Tilmed var der pludselig kommet en vældig byggeaktivitet i byen, så der blev rift bade om arbejdskraft og materialer, det skruede også priserne op. - Nogle materialer som dør- og vindueshængsler, samt glas til vinduerne skulle sendes helt fra Port Arthur, og det kunne tage sin tid at få det frem. Et vaterpas havde mor da fået sendt til ham et helt nødvendigt redskab til det byggeri. - Den 21 april skriver far, at det første sidehus er rejst, den 26. er de nået til at lægge tagsten på, det er det hus, der blev kapel med sygestue i den ene ende. Så bestiller han glas og beslag til hovedhuset, det der skal være til beboelse, og bestiller kakkelovne 3 store og 3 små, de skal sendes fra Danmark.
Mor får også en beskrivelse af huset:
"Du må jo studere det efter bedste evne og kritisere, men der er jo den ting at bemærke, at selv kritik er uden virkning; thi før du få svaret er huset forhåbentligt færdigt,"
Og så tager far mor med på en rundgang i det store hus, som han har tænkt sig det, "i smag med provstens hus i Herning, det synes jeg er så praktisk indrettet." - Far er oprigtigt ked af at måtte skuffe mor med ikke at nå frem til konferencen, men et besøg af Waidtløw bestyrkede ham i, at det kunne umuligt lade sig gøre at forlade byggeriet, det var alt for store værdier, der stod på spil.
"Men jeg er ked af, at du må gå så ene i de dage," …skriver far. Den 4.maj er far flyttet ind i det første hus (kapellet), men der er hverken loft eller gulv.
"Her i stuen er alt muligt f. eks. et komfur med 3 huller - af lersten og brænder trods dette som den bedste ovn. Her spises, soves og vaskes, ja alt hvad hører liv og næring til."
Det var en stor arbejdsstyrke, der var i gang, foruden snedker og murer, der havde deres håndlangere, har Far for egen regning lige fra først af 5 á 6 folk i gang. En vogn med 3 koreanske tyre for, fandt han hurtigt ud af at få fat på, der var jo så meget at køre med. En af folkene var kusk en anden fulgte med vognen for at hjælpe med at læsse af og på, en er køgemester (kok ?) og de sidste 2 til alt forefaldent arbejde, og de hjælper da også til både morgen og aften. Samtidig med huset bygges, bliver der også sideløbende anlagt have, og her er far jo mere på hjemmebane. Frugttræerne han havde med fra Siu-yen er plantede og står godt, også podninger ser godt ud. Her er plantet rabarber, sået radiser, ærter m.m. - Men også med haven har det været et stort jordarbejde. Som jeg husker den fra barn af, var den lagt an med fire terrasser, og det har skullet gøres solidt, at ikke jorden i regntiden skulle skylles fra den ene terrasse til den næste. –
Ja, regnen !det gav problemer, da juni måned nærmede sig, mange regnvejrsdage der sinkede arbejdet med byggeriet, og så beslag og glas der skulle komme fra Port Arthur, hvor blev det af, mon det var gået tabt? - Den 2. juni kan far dog skrive, at de begynder at lægge tag på det store hus, og indvendig begynder de at "trække op med ler og kalk" -,
"så snart taget er lagt, tænker jeg at bryde op som sagt."
Det er det sidste brev i denne omgang, og det slutter:
"Om du ikke er alt for ked af det, er det sikkert godt, om du begynder at pakke, for at vi kunne komme hjem så snart som muligt." - -
Ked af det, nej mon dog, mor har sikkert været lykkelig ved tanken om endelig at "komme hjem" .
Den 15. juni rejste far til Port Arthur og nåede frem til at fejre lille Pauls 1 års fødselsdag den 26. juni. 11 måneder var der gået fra far, da Paul var 1 måned gammel, var rejst til Siu-yen og til nu, hvor han kunne hente sin familie hjem til Sha-hoa-tse. 2 gange havde han været hjemme hos mor på besøg først i oktober 1901 og så til jul, og ellers havde mor måttet gå alene i Port Arthur vel altid lidt ængstelig for manden. Alene var hun dog ikke, foruden Waidtløw med familie var der også de andre missionærkoner: Cathrine Lykkegaard, Magdalene Olesen og Marie Jensen, men den l9. maj var de rejst hjem med deres mænd efter konferencen. - Det blev dog en sørgelig rejse, idet Olesens 2 små piger døde på vejen med en dags mellemrum ombord på skibet fra Cheefoo til Da-dung-gow. De havde fået trillinger, en lille dreng der døde 14 dage gammel, og så de to små piger der nåede at blive 8 mdr. gamle. - De små børn havde i det hele taget svært ved at tåle klimaet, og de prøvede det alle at miste et lille barn. I løbet af de første få år blev der hele 7 små barnegrave. - Mine forældre mistede en lille dreng på 2 år i l910, så også i haven i Antung var der en lille barnegrav.
Om hjemrejsen til Sha-hoa-tse fandt jeg følgende i et D.M.S. blad:
"Vyff fik sin familie til sig i Sha-hoa-tse 3. juli efter en 2 dages rejse, som gik over Cheefoo og altså en udmærket hurtig rejse."
Et andet sted læser jeg:
"Det sidste stykke af rejsen foregik i djunk opad floden - - nøjagtig på 2 års dagen for deres flugt fra Siu-yen - nåede de hjem , og Vyff bar sin søn på armen op på bjerget og glædede sig over så lykkelig og tilfreds, hans hustru var med det nye hjem, selv om der endnu ikke var lagt gulv i stuerne, og de var nødt til at tage til takke med opholdsrummet i sidehuset." –
Næste dag fik de at vide, at der var kolera i byen, og egentlig burde mor have forladt stedet igen af sikkerhedshensyn til barnet, de blev dog sammen med drengen i Sha-hoa-tse, og til trods for, at deres tjener blev syg af koleraen og flere dage svævede mellem liv og død, blev ingen af dem syge. - Det var ellers ret så alvorligt. Daglig døde så mange af sygdommen, at der ikke engang kunne skaffes kister til alle, men de døde blev blot svøbt ind i stråmåtter og lagt ud på begravelsespladserne, og begravelsesmusik lød fra morgen til aften.
Læs videre i kapitel 2 om hvordan det gik i den første tid i Antung
