Visumsbillede til hjemrejsen 1922, med Gerda og Anna bagved og Else på skødet.
Om selve den lange rejse fra Kina til Danmark har jeg selvsagt ingen erindringer, selv om jeg var med, men knap 3 år gammel; men Anna på 11 år husker lidt, bl.a. at mor var søsyg, så hun måtte tage sig af de 2 små søstre. Hun var bange for, at skibet skulle gå under, og at skuffer og skabsdøre smækkede op og i. Hun husker også, det indtryk, det havde gjort på dem i Shanghai, i en park de havde besøgt at læse på et skilt: "Denne park er forbudt for kinesere og hunde!" - -
Visumsbillede til hjemrejsen 1922, med Gerda og Anna bagved og
Else på skødet.
Mor blev aldrig søstærk til trods for de mange lange sørejser, hun havde gjort, og slemt nok var det nok ofte. Karen Gormsen, der var rejst til Danmark et par måneder tidligere, beskriver, hvor galt det kunne være i et brev til mor dateret 2-11-1922 "Mellem Singapore og Penang":
"Slemt med søsyge langs Kinas kyst, kun fri når vi lå i havn. - Slemt for dig, som jo ikke er søstærk og har børnene at tage dig af." (Anna 11, Gerda 5 og Else 2 år.) –
"En dag alle mødrene var søsyge, (her er mange små børn om bord), blev der hentet soldater fra 3die klasse, som gik rundt med hver sin baby!" –
Kan man næsten lade være med at trække på smilebåndet, det må have været et ubeskriveligt komisk syn ? - Kaj Munk beskriver i bogen "Himmel og Jord" (1938) i et ustyrlig morsomt kapitel:
"Lette bølge når du blåner" søsygens kvaler, som han oplevede det mellem Esbjerg og Antwerpen. "Hvem i alverden er den forbryder, som har fundet på at udstyre søsygen med komik ? Der er aldeles intet at grine af. Skal det være morsomt, at den er så ubehagelig, når den alligevel ikke har følger ?" –
Nej morsomt er det bestemt ikke, medens det står på. Og stakkels mor slap altså heller ikke på denne rejse. - Men til bage til Karen Gormsens brev fra hendes rejse, som nok har fulgt omtrent samme rute som vor. :
"Lagt til ved Hongkong (kender I godt), så Haifeng (kedelig fransk by, kan ikke lide fransk), så Saigon mere interessant, en herlig have. - Velvære i al den skønhed - duften - pragtfulde farver - over floden til en landsby - palmeskov med hytter i - i haven alle slags dyr: tigre, elefanter, aber, rådyr, slanger, krokodiller o.s.v. (ynder ellers ikke dyr i bur,) -" –
"I går i Singapore, stor siden sidst vi var der. - I dag søen blank som et spejl med flyvefisk og hajer."
Når vejret var godt, og det ikke var alt for varmt kunne en sørejse da være dejlig, og ikke mindst far, der var mere søstærk end mor, har nok fået en stærkt tiltrængt hvilepause efter de 7 travle år i Antung, og han har nydt chancen for at få ro til læsning og til forberedelse til hjemmeopholdet, der jo også ville stille sine krav. - Han vidste jo, at arbejdet i Antung og på skolen i Pitsaikou var i gode hænder. - - Anna husker, at alle børnene spiste ved et langt bord, og at der var konkurrencer for børnene, og at hun bl.a. vandt præmie i løb. I Cairo havde hun sammen med far besøgt Pyramiderne, og de havde også været i en hule, men hun havde været bange, at de ikke skulle nå frem til skibet, inden det skulle sejle. - Sejlturen endte i London, hvor vi gik fra borde; godt for os, da skibet "Egypt" sank i den Engelske Kanal på sin næste tur. Man har undertiden læst om muligheden for at finde det på bunden af kanalen, da der skulle være en stor ladning guldbarrer ombord. –
Men vi kom velbeholdent over Vesterhavet til Esbjerg. Så gik turen til Paulinesminde. I gæstebogen her kan læses:
"Kom hjem fra Kina 27. februar 1922. Johannes, Gedua, Anna, Gerda og Else Vyff."
Det var så indledningen til et års hjemmeophold i Danmark, et år som jeg desværre ikke har ret meget skriftligt materiale om. - Men det må da have været dejligt igen at mødes med familien og gamle venner, og frem for alt med Paul og Edith, der var børn i 1914 ved fars og mors udrejse. De havde opholdt sig i Ribe hos Ulrikka Koch under krigen. Paul var blevet student i 1918 og var nu i fuld gang med studierne til maskiningeniør på Polyteknisk Læreanstalt i København; hans store interesse havde altid været maskiner. Edith havde taget præliminæreksamen i 1920. - Så fulgte et års husarbejde som ung pige på en stor herregård Gersdorffslund, på den tid ejet af en halvfætter til far. - Det var meget store forhold med husjomfru, mange unge piger også husholdningselever og landvæsenselever foruden karle, mejerist o.s.v.
Af breve til mor og far kan man læse, at det for hende var en god tid med nok at bestille, men ikke groft arbejde: mest tørre støv af, dække bord og hjælpe med opvask. 18 mennesker til bords daglig foruden mange gæster. Bilture fik hun lov til at komme med på, og det var jo den gang nyt og spændende. Fra november 1921 fik hun plads i huset hos pastor Holt, sognepræsten ved Nazareth kirken i København. Der skulle hun blive til far og mor kom hjem i 1922. - Det var hun glad for, så var der lejlighed til at se lidt til Paul.
For mor har det ikke været helt nemt at besøge Vestergaard. Både Bedstemor og Bedstefar var døde siden sidste hjemmeophold. –
Om Bedstemors død skrev Bedstefar 8-11-1918:
"Det meddeles, at vor kære moder den 3. november om morgenen kl. 3,30 er stille og rolig afgaaet ved døden. Hun har jo i flere aar været meget svagelig, men havde dog været nogenlunde rask i sommer, og vi havde derfor haabet, at hun hav de levet noget længere. Hun tænkte og talte stadig om Eder i Kina og havde stadig haab om endnu engang at se Eder herhjemme, men nu er dette haab forbi i den forstand, men vi haaber det sker hisset. - Kathrine og Laurits Nielsen var hjemme, da hun døde, og det er vi glade for. Nu har jeg kun Laura hjemme, og vi maa se, hvorledes det kan gaa for vi. - Begravelse fra Horsens kirke - 70 kransekort. - Kun den nærmeste familie fulgte fra hjemmet." -
Om Bedstefars død skriver moster Laura:
"Fader døde 16. september og skal begraves onsdag." - -
"Ja det havde jeg ikke troet, det var gaaet saa hurtigt."
I et brev sendt bare en uge før skrev hun:
"Fader ikke rask, men han er dog oppe hver dag, lider saadan af aandenød og træthed, jeg synes ikke, det ser ud til, at han kommer over vinteren, han har vist ikke så meget længe igen."
(16-9-1920.)
"Ja, det havde jeg ikke troet, det var gået så hurtigt. - De sidste måneder var hans læber helt sorte, - han sad mest herinde i sofaen og sov, når han så var lidt bedre, ville han ud at køre, og så var det det samme igen. - - Farbror Tinus og tante Cille var her, da han døde, og som farbror Tinus: "Ligeså roligt, som han havde levet sit liv, ligeså rolig var hans død, det var som et lys, der gik ud." –
I et uddrag fra avisen kan man læse: Langholt 22. sept.:
"Jordefærd. - I dag jordedes på Horsens kirkegård en af egnens mest kendte og agtede mænd, Laurits Pedersen, Lyngdrup Vestergård. Det er et langt og virksomt levnedsløb, som nu er afsluttet. - - Hans gode evner blev taget stærkt i brug i det offentliges tjeneste. Han var således i amtsrådet i en periode og i sognerådet i mange år, både som almindeligt medlem og som formand, og han udfyldte sin plads med usvigelig retsind og ærlighed overfor alle. Da loven om menighedsråd trådte i kraft, blev L. Pedersen indvalgt i det første menighedsråd. - - Han var med til at oprette egnens andelsmejeri og var i mange år formand. - - Det var også tydeligt at se, at det var en hædersmand, som fulgtes til graven. Den smukt pyntede kirke var fyldt af deltagere fra nær og fjern, og et meget stort væld af kranse dækkede den hvide kiste eller hængte overalt i kirken. - Den afdøde havde været svagelig i den sidste tid, men sov nu stille ind uden egentlig sygdom. Han var således oppe ved sit arbejde dagen før sin død. Han blev 74 år gammel. Det er knap 2 år siden, hans hustru døde. Han efterlader sig 3 døtre, hvoraf den ældste er gift med missionær Vyff og bor i Kina. Den yngste overtager nu gården efter ham." - -
Om gården fortæller moster Laura, at den var overdraget hende vinteren før med det kreditforeningslån, der var i den, mod at hun gav afkald på fædrene og mødrene arv. - Der var ikke lavet egentlig testamente.
I et brev dateret 15-12-1920 skriver moster Laura:
"Ja, nu er jeg jo ene her på Vestergård, men jeg føler ikke ensomheden så meget, som jeg havde troet, jeg var kommet til, jeg har jo folk nok omkring mig og har nok at bestille og nok at tænke på. Jeg er glad ved, jeg overtog gården efter fader, jeg tror, jeg var blevet ked af, når jeg skulle flytte, og jeg tror også nok, jeg skal få det at gå, det er flinke og dygtige folk jeg har," - -
Der havde ellers været en tid, hvor moster havde syntes, det var en stor skam, Bedstefar ikke havde solgt gården, både for Bedstemors og for hans egen skyld, og da også for hendes skyld, hun havde i flere år været meget bundet, de kunne slet ikke undvære hende hjemme.
Far og mor kom til at bo på D.M.S. i samme lejlighed, Norgesmindevej 21 st., som de havde boet i 1913 - 1914. En stor og rummelig lejlighed på 5 1/2 værelse med plads også til os 4 piger og så endda til en ung pige Agnes. Paul havde værelse ude i byen, han skulle jo have mest mulig ro til studierne.
Else og Gerda foran huset
Far har nok haft travlt med mange møder og kurser, det hørte jo med til en missionærs hjemmeophold at komme i kontakt med missionskredse ud over landet, og mor har da også været på rejse, bl.a. i september 1922.
I gæstebogen på Paulinesminde skriver mor d. 3-9 :
"Kom fra Herning og tog til Sønderjylland med besøg i Haderslev og Aabenraa. - Gik fra Rageby gennem gl. Dybbøl by, så soldatergravene og den gamle kirke. Kom så ad Flensborg landevej til skanserne og Dybbøl Mølle, en uforglemmelig tur! Kom via Sønderborg den 2-9 hertil Paulinesminde og havde en fredelig og hyggelig søndag her - desværre i regnvejr." –
For dem der kun havde oplevet genforeningen på afstand, forstår man så godt oplevelsen ved at besøge det genvundne land. - Julen 1922 blev fejret samlet i Hellerup af hele familien, og det må vist være den eneste gang, det lykkedes at holde jul alle samlet.
Men så rykkede afrejsen til Kina nærmere. 18-3-1923 kl. 18 var der gudstjeneste i Trinitatis kirke med udsendelse og samme aften sammenkomst i KFUK s festsal kl. 20 (adgangskort 1,25 kr.). - Afrejsen fandt sted allerede d. 20. marts for et rejsehold på 6 voksne og 3 børn. Foruden far og mor med 2 børn (Gerda og mig), missionær Hagelskjærs med 1 barn og missionær Bjergaarde og frue. - Forinden havde der været afskedsfest for far og mor i Vonsild.
I senere breve fra familien herhjemme taltes om den smukke fest. 9-3 er at læse i gæstebogen:
"Farvel igen! Tak for samværet denne gang på gensyn, om Gud vil. Gedua Vyff.- - Gud være takket, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! - Og tak til Eder alle, at vi igen fik lov til at leve os lidt ind i barndomshjemmet endnu engang Tak ! Johs. Vyff. "
Og så startede den lange rejse, først over Hamborg, så ned igennem Europa for så i Marseille at gå ombord i et japansk skib "Haruna Mara". Et interessant rejsebrev til D.M.S.bladet skrevet af Maria og Jens P. Bjergaarde tegner et godt billede af rejsens genvordigheder, ikke mindst på jernbanerejsen ned gennem Europa:
"Vor rejse gennem Europa var meget anstrengende i de ophedede tog, og skønt vi gjorde alt for at få pladskort, viste det sig at være umuligt. Sovevogn var alt for dyr, så det kunne der ikke være tale om. Vi rejste 3 nætter og 2 dage for at nå Marseille; det er så besværligt og langsomt, fordi den egentlige rejserute er afbrudt på grund af Frankrigs besættelse af Ruhrdistriktet." - -
"De mange gange, vi måtte skifte tog, var alt andet end behagelige." - -
"Så blev vi told- og paseftersete ikke mindre end 8 gange. Lettest gik det i Marseille; hvor toldvæsenet syntes at være anlagt på bestikkelse, og selvom vi ikke hylder denne måde, så var det dog langt lettere at få vore kufferter udleverede uden først at skulle åbne og pakke dem ud, blot ved at give en af de ledende toldembedsmænd 5 Franc = 1,60 kr.( han foreslog selv dette beløb). - Igennem Sydfrankrig så vi dejlige blomstrende fersken- og abrikostræer og herlige bjerge, og hvor var det storslået at se de første glimt af det blå Middelhav. Glade og taknemmelige vare vi, da vi lørdag middag d. 24. marts kom ombord på det ud mærkede japanske skib "Haruna Mara", hvor alle er så venlige og elskværdige mod os." –
"Søndag morgen stod vi ud af Marseilles havn, og vi kunne et par timer blive ved at se den mægtige "Nôtre Dame" kirke, som ligger på et højt bjerg; det vil nok være den sidste europæiske kirke, vi ser inden vor hjemrejse om 7 år." - -
"Vi gik gennem Bonifaciusstrædet mellem Corsica og Sardinien; men et langt mere imponerende syn var det , da vi passerede Messinastrædet i det herligste solskin og så Etnas top med en tyk røgsky væltende op af krateret. I Middelhavet passerede vi øen Kreta."
"Vort skib lå kun nogle få timer ved Port Said, og da vi var i land sidste gang, vi passerede, foretrak vi at blive ombord denne gang. Sejlturen er ret ensformig gennem kanalen, man ser næsten kun ørken til begge sider; en lille by Ismailia ligger på Egypten-siden, ellers ikke andre livstegn end dem, der rører sig på de mange skibe, man møder; om morgenen nåede vi Suez; men her lå vi kun 1 time og stod så for fuld fart ud i bugten ved Suez og derfra ud i det "Røde Hav", som et af børnene udtalte sin forundring over var blåt og ikke rødt." - -
"Nede på den sydlige del af Sinaihalvøen ser man en bjergkæde, hvor der er tre bjerge, som rager op over de andre. Det midterste siges at være Sinaibjerget, hvor Herren talte med Moses ansigt til ansigt."
Så vidt det spændende rejsebrev. Aden sejlede de forbi, og først 19 dage senere d. 12. april nåede de land igen i Colombo, så der var god tid til at nyde roen og sejlturen, at få læst noget og slappe af. Shanghai nåedes 27. april dagen efter min 4-års fødselsdag, hvor jeg fik et dejligt dukkemøblement (stort), hvoraf de sidste rester stadig eksisterer hos et barnebarn. Rejsen har jeg kun få erindringer om. Gerda og jeg havde hver en lille kurvestol med, den ene brasede sammen, vist fordi vi sad to i den på en gang, og det gjorde da indtryk på mig, at mor smed den overbord og sagde: "Nu sejler den hjem til Danmark igen!" –
Jeg erindrer også, at der kom en masse dækspassagerer om bord, det har nok været i Egypten, de levede så nede på mellemdækket under åben himmel. På et vist tidspunkt har der også været søgang, hvor jeg stod øverst oppe på en høj trappe, der forsvandt ned i dybet med mig, og mor var nok søsyg. - En måned efter hjemkomsten til Antung skriver far til D.M.S.bladet, hvor dejligt det havde været at blive modtaget nogle mil syd for Antung, hvor damperen fra Shanghai lagde til, af de to evangelister Wang og Chang. Så kom vi ombord i en motorbåd, og ved ankomstbroen i Antung var flere venner mødt frem for at modtage os, dejligt at være midt i venneflokken igen.
Og rart har det da også været at komme i gang med det daglige arbejde igen. - En "landtur" omtaler han med besøg i en by midt mellem Antung og Takushan, og også at han havde følt det lidt tungt at gå, skønt der "kun" var tre bjergpas, de skulle over. Han mente det nok var fordi "vennerne" i Danmark nok havde været for "gode ved ham", men han håbede snart igen at føle det "let og kært" at gå de lange landture. – De var et helt lille hold på 2 bibelkvinder, 3 evangelister, en kinesisk læge fra hospitalet, samt hospitalsevangelisten, og det var en flerdagstur.
1. september 1923 blev der for første gang holdt synode indenfor kirken, d.v.s. at udsendinge fra hele området valgte, hver på sit sted af den stedlige menighed, mødtes i Feng-huang-che´ng for sammen at drøfte kirkens fremtid. Her var også danskere tilstede, men det store flertal var kinesere med en kinesisk dirigent til at lede forhandlingerne, et stort skridt i retning af en kirke ledet af kineserne selv.
Konference i Feng-huang-che´ng 1923
I 1924 kunne far og mor fejre sølvbryllup med en kreds af danske venner.
Ikke alle de indbudte kunne møde op, bl.a. ikke dem fra Harbin, hvor man samme dag havde indvielse af en stor ny kirke bygget af arkitekt Prip Møller. Men fra Harbin kom en stor flot sølvbryllupskage, den blev der snakket om længe efter, og vi nød godt af den vist i mere end et år. En kvindemissionær skulle bestille den for sølvbrudeparret hos en fin russisk konditor i byen. Men hun var nok ikke helt stiv i valutaen, der var kommet et nul for meget i bestillingen, så den var 10 gange så dyr, som den skulle have været. Lidt ned i prisen kom den ved at pille flere kilo konfekt af, men så stor var den, at der måtte 2 mand til at bære den fra toget. Et beskyttelseshylster over den var stort nok til, at jeg mageligt kunne være under det. –
Gerda og jeg fik fine nye kjoler af lyserød silke, jeg husker dem nøje, da jeg havde glæde af dem i flere år, først af min egen senere af Gerdas. Selve festen husker jeg ikke, men den bragte os vor store bror Paul på besøg. Desværre nåede han ikke frem til selve dagen, naturligvis en skuffelse både for far og mor og for ham selv. Beslutningen om rejsen er nok først taget lidt sent; det tog jo stadig lang tid med kommunikationen mellem Kina og Danmark. –
Tante Lise skriver om, hvorledes han kom en sen nattetime og bankede dem op, og at onkel Jens næste dag, midt i den travle høsttid, måtte ind til Kolding for at hæve penge til rejsen på fars bankbog.
"Han kunne da have ringet i forvejen,"
skriver hun,
"men det skal være ham tilgivet den kære dreng, blot han må komme godt frem." –
Først havde han været hos moster Laura for at hæve penge på sin egen bankbog i Nørresundby. En dag blev der i Ribe for at pakke, og så af sted ned igennem Europa over Paris til Marseille. Han havde håbet at nå et bestemt skib derfra; han nåede frem, men der var blot ikke plads på det til ham, så han måtte vente og med en anden båd. - Det har været herligt efter endt eksamen som ingeniør og efter aftjening af værnepligten at få denne rejse ud i den store verden for ham. - Festen nåede han ikke frem til, men det vigtigste var dog, at han nåede frem i god behold. - Så var Paul atter i barndomslandet, som han havde forladt 5 år gammel i 1906. Han fik besøgt Port Arthur, stadig med mindesmærker for faldne i krigen 1904-05; her blev han født og havde sit første leveår. Til Siu-yen kom han også, hvor far og mor havde haft det første lykkelige hjem, til de måtte flygte derfra under bokseroprøret; herfra videre med kineservogn i stærk kulde.
"Mon ikke Paul fik nok af at køre med kineservogn?"
…skriver lægefruen Kirstine Nielsen fra Siu-yen til mor bagefter.
Konference i Feng-huang-che´ng,
det er Paul, der hejser
flaget.
Paul kom med til konference i Feng-huang-che´ng, rart for ham der at møde de fleste af missionærerne. - Men mest af alt har han nok været glad for tiden i Antung hos far og mor. Lidt teknisk bistand kunne han yde ved indretning af "WC med rindende vand" på hospitalet. Gerne ville han nok være blevet i Kina og have arbejdet der som ingeniør, men far frarådede det udfra en realistisk vurdering af, at udlændingenes fremtid i Kina kunne blive af kortere varighed, nu hvor en bølge af stærk nationalitetsfølelse gik over landet. - Nej fremtidens land for en ung med en solid dansk uddannelse måtte være U.S.A. Paul fik indrejsetilladelse dertil som kineser, han var jo født her, og far fulgte ham til Kobe i Japan i juli 1925.
I øvrigt var nye tider ved at nå frem også i Kina. Far fortæller om en tur til Dadunggov, hvorledes vejen nu er "grundforbedret", så der kan køre rutebiler, og videre helt til Siu-Yen. Det vil sige, at en rejse, der før tog 2 dage, nu kan gøres på ca. 4 timer. Den "grundforbedrede" vej er al ære værd, men den har den skavank, at den kun er 24 fod bred (ca. 8 m.), og mange steder går det brat ned til begge sider 5-8 fod (op til 3 m.). Så sidder man i en kineservogn, frygter man for at møde en rutebil, hvor vejbrinken er stejl og dyb. Sådan et møde beskriver han:
"En støvsky rejste sig i det fjerne. Vor vogn var just på et af de vanskelige steder, men der kom, som man siger "en mand i vejen med en slæde". Et kort stykke foran os var der en stor vogn, hvis "stangmule" styrtede under et fortvivlet forsøg på at få vognen til at vige til side for bilen. Det varede en rum tid, før de atter fik dyret på benene; så længe det stod på, måtte bilen pænt holde stille. Min kusk benyttede lejligheden til at komme forbi. Ganske kort tid efter kom turen til os. Det forreste dyr var åbenbart ikke inde i kørereglementet. Dyret blev i sin rådvildhed stående midt på vejen. Der blev lige plads nok for bilen til at læmpe sig forbi; men det var lige ved begyndelsen af en lang stejl bakke, så bilen kom til at stå på tværs over vej grøften, uden jeg kan gøre rede for, hvorledes det var gået til. Hvad jeg derimod snart fik rede på var, at vor kusk ikke var ganske fri for at være lidt skadefro over bilens henfart."
Dadunggov, som var fars mål for turen, beskriver han som en stor landsby med godt 4000 mennesker, der lever over et ret stort areal. Her, hvor der havde været skole en del år, var der en menighed på 31 kristne over 18 år og en ret stor børneflok, så der i alt var ca. 50 kristne, Her skulle holdes møder en hel uge. Om formiddagen samledes man i skolen, her var ca. 70. Om eftermiddagen blev der holdt gademøde, og da det var godt vejr, kunne der godt samles en del. Igen om aftenen blev der holdt møde nu for de kristne. Om søndagen blev holdt gudstjeneste, hvor der var dåb af en hel familie: mand, kone og 3 børn på 12, 10 og 8 år og af 2 unge piger. - Her var blevet samlet ind til at købe en kirkeklokke, og man havde også købt en begravelsesplads. På stedet havde der en del år været en evangelist, og det blev vedtaget i menigheden at samle ind til at betale en lille del af hans løn selv.
I september 1925 blev der atter holdt synode i Feng-huang-che´ng, man skulle forhandle om "Trosretfærdighedskirken", (det kinesiske navn) for den evangelisk-lutherske kirke i Manchuriet, den kirke som var blevet resultatet af det danske missionsarbejde gennem snart 30 år. Her var 82 tilrejsende, deraf 62 kinesere, resten danskere, hvoraf de 10 var medlemmer af synoden. Kineserne var valgte af de forskellige menigheder, en repræsentant for hver 25 medlemmer af menigheden. - Om søndagen blev en ung teologisk kandidat Cheng ordineret, han skulle være præst for menigheden i Antung, og søndagen efter blev han indsat i Antung kirke. - For far kan man sige, at en milepæl var nået. Drømmen for skolen i Brændehuggerdalen havde jo været: uddannelse af unge kinesere til et arbejde i Kinas kristne kirke, dels som evangelister og senere af nogle som præster.
Cheng havde sammen med en anden ung mand Chia været med blandt skolens allerførste hold elever. De havde fulgtes ad først 3 år i mellemskolen så 3 år i evangelistskolen med eksamen derfra i 1918. Så blev de begge prøveevangelister, Cheng i Antung, Chia i Siu-yen. Antung menighed lønnede selv Cheng, og efter et par år betalte de for hans videre uddannelse på præsteskolen i Shekou i Midtkina, en norsk luthersk skole. Hertil fulgtes han også med Chia. Her var han 3 år og som cand. theol. vendte han tilbage til Antung, vel som en slags hjælpepræst i et par år, og nu var menigheden parat til at ansætte ham og lønne ham som menighedens præst. Chia var blevet præst i Port Arthur. - -
Et mål var nået. Antung menighed havde nu fået sin egen præst, og fra nu af var det ham, der skulle være nr. et for menigheden, far trådte tilbage og overlod pladsen til ham, og kunne nu selv koncentrere sig om arbejdet i landdistriktet og besøge de små menigheder rundt omkring. Et slidsomt arbejde med flerdages ture ud i omegnen. Om det skriver han:
"Det er et stort privilegium at være med til afholdelse af et 3-4 dages møde i et kinesisk bondehjem. Ikke at det tiltaler "kød og blod" - i det mindste ikke, når man bliver ældre og ikke tåler alting lige godt; men selve lejligheden til at stå med ordet overfor en så velvillig og tiltalende forsamling vil livet igennem høre med til det, man aldrig glemmer."
Men helt nemt har det da ikke været for far at ophøre med at være præst for Antung kirke og menighed. I 1931 skriver han:
"Egentlig havde jeg aldrig tænkt nogen sinde at forvinde den tomhed, det bragte ind over mit liv, dog jeg tror, det er overvundet nu, selv om der er forbleven en længsel efter præstegerningen." –
Han var jo vokset op sammen med menigheden lige fra den tid, hvor den kun bestod af 2 døbte medlemmer til nu, hvor der var ca. 900, hvoraf han vel havde døbt de fleste og forberedt mange af dem til dåb. - Men der var stadig nok at tage fat på. Hver søndag blev der også holdt gudstjeneste 2 andre steder i byen, udover gudstjeneste på hospitalet. Fængslet besøgte han en gang om ugen og talte til fangerne, i 1927 skriver mor i sin dagbog, at der er oprettet en dåbsklasse der. Der var også undervisningstimer på skolen i Pit-sai-kow og en dag om ugen på bibelkvindeskolen i Feng-huang-che´ng, der var rigelig brug for 2 præster i arbejdet, udover de evangelister der var, dels på hospitalet og ved gadekapellet nede i byen og dels ude i landdistriktet. I 1928 var der 8 evangelister, som var lokale menighedsarbejdere, og det var dem, der kunne trænge til besøg af en præst ind imellem til støtte op opmuntring. Så blev venner og naboer indbudte til møder i flere dage i en skole, hvor en sådan fandtes, eller i et hjem; ja et sted havde en kristen smed, som også var landmand haft så gode indtægter, at han udover at bygge sin gård om, også havde fået råd til at bygge et kapel til afholdelse af søndagsmøder.
Nej den fare far skriver om, for sit eget vedkommende i forbindelse med sine overvejelser i forbindelse med Chen s indsættelse til præst, lykkedes det nok at undgå:
"at en præst, der er sat ud af funktion, kan blive at ligne ved en "halvudtjent fordbil", der er klasket sammen og bliver til gammelt jern ved at løbe ind i en forhindring." - -
"Det bør gå som med floden, der stemmes op for, motiverne kan være forskellige; snart ser man flodløbet opdæmmet og indsnævret, indtil vandet kaster sig ud over et møllehjul; snart tjener opdæmningen til at hæve vandstanden og lede det gennem kanaler og render ud over rismarkerne. Flodens vand lod sig ikke standse, men lod sig lede og bruge. - Således bør det gå en missionær, når han ikke længere er præst for den menighed han "voksede op" sammen med. Det der sker, er blot omlægning af arbejdet; floden dæmmes op, der er nok et lille "vandhjul" her eller der, der skal sættes igang, eller en "rismark" der venter på "overrisling".
Voksende nationalitetsfølelse i Kina
Når man læser D.M.S.bladene fra disse år, får man indtryk af en meget urolig tid i Kina med borgerkrig mellem forskellige generaler. I Shanghai var der arbejderuroligheder med demonstrationer også af studenter. I maj greb internationalt politi ind og skød på demonstranterne, en del blev såret og dræbt. Det medførte voldsom agitation imod udlandet specielt mod England. Naturligvis mærkede man også dønningerne af dette i Manchuriet i en voksende nationalitetsfølelse ikke mindst blandt ungdommen. I Pit-sai-kow førte det til udskiftning af en rektor ved skolen, der skønt kristen og selv gammel elev fra skolen, satte det nationale over skolens kristne grundholdning. - Men ellers gik det mest sin rolige gang her.
Blandt danskerne og de kinesiske medarbejdere blev der arbejdet, man kan næsten føle med hektisk iver i disse år måske med en følelse af, at tiden var ved at være kort for muligheden af at få lov til at fortsætte med missionsarbejdet. - Ved konferencen i maj 1925 vedtog man at forsøge i en 3-års periode at tage på "Korstog". Det lyder ikke hyggeligt i vore ører i dag. Den kristne kirkes korstog i Middelalderen til Jerusalem for at generobre byen fra tyrkerne, hvor man for frem med vold og brutalitet, er man ikke stolt over som kristen i dag, og som dansker er det så som så med glæden over, at Valdemar den Store og Absalon i kristendommens navn påtvang venderne den kristne tro. At høre Saxos beskrivelse af, hvordan det gik til med Arconas erobring er ikke lysteligt. Rügen kom til at høre ind under Roskilde stift, og et antal kirker blev bygget her, samtidig med vore egne mange gamle landsbykirker, de står endnu den dag i dag. - En lille trøst for mig var det at høre en præst ved en af disse gamle kirker "Altenkirchen" udtale til en flok danskere på besøg, at hun var nu glad for, at kristendommen var kommet til Rügen!
Korstogene i Manchuriet var nu absolut ikke voldelige, men et forsøg på at rejse ud en lille flok, kinesere og danskere samlet for at holde flere dages møder i forskellige byer, hvor der i forvejen var en lille kristen menighed, der havde gjort et forarbejde med at indbyde til møderne. En sådan tur på en lille måneds tid i februar 1926 er der en beskrivelse af fra fars hånd i et D.M.S.blad. Turen startede i Antung med en dags rejse på slæde op af den frosne Yaloflod. Så holdt ved den første by, her var en fast evangelist, han havde fået lov til at bruge regeringsskolen til møderne. I en nærliggende landsby med nogle større og mindre familier, hvor ca. halvdelen var døbte, blev der samtidig holdt møder. Desværre blev der voldsom snestorm en dag, med ufremkommelige veje. Efter 4 dages møder her fortsattes i kineservogn en dags rejse til næste by med 4 dages ophold her. Så herfra 2 1/2 dags rejse til det næste sted og efter møderne her igen i kineservogn til et nyt mål. Turen sluttede med en 5 dages rejse tilbage til Antung. En rejse med i alt 11 dage på landevejene og 15 mødedage.
"Og hvad kom der så ud af det hele?" spørger far, "ja vel ingen synlige resultater, hvad man vel heller ikke kunne vente; men et samarbejde imellem dem der arbejdede de forskellige steder udlændinge som kinesere, og så havde det måske trods alt ikke været nyttesløst." –
Selv følte han, det havde været en god tid, hvor han havde mødt så megen kærlighed både fra missionærerne og fra de kristne.
Også frk. Gormsen havde været på en 4 ugers tur, alene sammen med bibelkvinden fru Wang, i en vogn trukket af 3 muldyr med en kusk på bukken. Efter hendes eget udsagn havde det været en dejlig tur, hvor der havde været lejlighed til at træffe gamle bekendte fra hospitalet og børnehjemmet og at opfriske gamle minder med dem. Og der var mange steder stor hørelyst, når der samledes en flok kvinder.
"Vi kunne for fortælle i 2-3 timer, og de ville stadig høre mere om Gud." Om aftenen, når det blev mørkt ved 6 - 6 1/2 tiden, blev der gjort holdt ved en kro med overnatning på kan gen blandt andre rejsende. Hun fortæller selv: "Værst var nok overgangen til civilisationen igen. Vi havde rejst i 5 dage uden at skifte tøj eller blive vasket, og nu kom vi til japanernes distrikt og skulle med toget. Jeg havde jo gået meget af vejen i stedet for at sidde på den rumlende kineservogn, så mine overtræksstøvler var fulde af mudder og dynd; men det værste var, at jeg ikke kunne få dem af. De var frosset fast. Jeg forsøgte at skære dem af, - men det gik heller ikke -, og så klaprede jeg med dem på ind i kupeen med al min bagage og sengetøj. Japanerne grinte jo, men hvor var både de og kineserne flinke mod mig. Nogle kineserdrenge gjorde sig lige frem til hele riddere, ved at hjælpe al min bagage ind og ud." –
Robuste og ikke sarte måtte de være "korstogsfarerne". - Samtidig med turene nord for Antung blev lignende "korstog" foretaget andre steder i missionsområdet.
Men det gjaldt ikke bare om at nå længere ud, man arbejdede stadig væk på at dygtiggøre og opmuntre de mange kinesiske medarbejdere. I september 1926 holdtes et stort fællesmøde for evangelister og bibelkvinder i Feng-huang-che´ng. Et billede taget af deltagerne viser en flok på ca. 100, hvoraf højst 10 er danskere. Mødet varede 5 dage med tæt program: bibeltimer, foredrag og forhandling. Mødets leder var pastor Chia, og ellers var indlæggene både af andre kinesere og af de deltagende danske missionærer. Inden mødet havde der været et 14 dages kursus for evangelister i Pit-sai-kow, og her var der atter et 14 dages kursus bagefter. Bibelkvinderne blev endnu 14 dage i Feng-huang-che´ng. Man må sige, at der målbevidst arbejdedes hen imod at selvstændiggøre den kinesiske kirke, så den en dag ville kunne stå på egne ben.
Også de danske blev der tænkt på, så i juli 1926, blev der holdt et sommerstævne for dem i Pit-sai-kow, det var første gang et sådant møde fandt sted. I den store skolebygning var både indkvartering og mødelokaler. Og familierne mødte op med børn og sengetøj sammen med de enlige. - Hele 19 børn blev det til, en svir for os børn med så mange legekammerater. - Jeg var 7 år og husker, hvor herligt det var at følges ned til floden og bade og bagefter få en stor skive vandmelon at gnave af. En hjerteveninde fik jeg, den sødeste af dem alle Katla. En virkelig sorg for mig at høre i april 1927, at hun var død af difteritis, det var vel mit første møde med døden som en hård realitet.
I et brev til Dr. Larsen i Herning fortæller hospitalshjælper Jang "gl.Jang", de havde været assistent og evangelist ved hospitalet i Antung i næsten 20 år til sin "inderligt elskede gamle ven", om en 2 måneder lang tur, han havde foretaget året før sammen med den kinesiske præst Hou for at helbrede syge og forkynde evangeliet.
Hans ældste søn, der var apoteker ved hospitalet, fremstillede en meget stor mængde medicin forinden, og hvor de kom frem, strømmede folk til for at blive hjulpet med den udenlandske medicin. Og samtidig var der jo så rig lejlighed til at tale til den ventende skare. Nu planlagde han fra februar 1927 i 2 1/2 måned at foretage en tur igen sammen med pastor Hou. Der var mange der mødte op, også gamle patienter fra hospitalet kom for at hilse på dem.
I 1927 var der gået 25 år, siden arbejdet var begyndt i Antung, ikke et
jubilæum der blev fejret på nogen måde, men far skriver dog herom:
"Godt at min hustru og jeg sad inde med noget af ungdommens mod, da vi blev betroet at begynde heroppe på bar bund. Vi følte det næsten, som Antung, der da hed Sha-hoa-tze, lå ved verdens yderste grænse. Hvor følte vi os ene den første søndag. Og nu mismodet kan dog stadig ind imellem tage overhånd, men en menighed er der dog på stedet, som for længst har bygget kirke, har kaldt sin egen præst, som den selv lønner. Hver søndag forkyndes ordet 6 -7 forskellige steder, dels ved præster og evangelister og på mindre steder af en af de kristne selv. Så er der hospitalet, som har gjort missionens arbejde kendt langt ud over Antung herreds grænser. - Der er skolerne både de små lokale og den store skole i Pit-sai-kow og da også frk. Gormsens børnehjem."
Edith Vyffs besøg og familien Vyffs liv
I 1927 kom vor storesøster Edith tilbage til barndomshjemmet i Antung, det hjem som hun havde forladt 8 år gammel i 1912. Med sig i kufferten havde hun skolebøger og læseplaner vel for de første 5 år i underskolen. Hun var blevet færdig på Ribe Statsseminarium i 1926, og havde derefter taget et årskursus i gymnastik i København, skulle hun gøre sig håb om at komme ind ved Københavns skolevæsen, som hun gerne ville, rakte det ikke alene med en eksamen fra et seminarium, der måtte noget ekstra til. - Hun havde frimodighed til at gå op til skoledirektionen med sine papirer og spørge selve viceskoledirektør Svane, om hun kunne blive løs vikar fra 1928, selv om hun nu i 1927 tog et år til Kina for at undervise sine 2 små søstre. Det fik hun løfte om, og lykkelig var hun, da hun den 3. september kunne rejse af sted sammen med missionær Baagøes gennem Rusland og Sibirien. Ikke mindre lykkelige var far og mor for at få deres store pige hjem igen, og samtidig få problemet med skolegang løst for Gerda på 11 og mig på 8 år. Vor skolegang havde indtil da været ret tilfældig. Gerda havde nået at gå et år i skole hjemme i Danmark mellem 1922 og 23 og havde vel fået lært at læse og regne lidt
og
havde også fået undervisning hos Hariet With, søster til missionslæge With
ved Antung hospital. 
Frk.
Witt ankommer
Hun havde fulgt sin bror, der var enkemand til Kina for at tage sig af sin lille niece Anne-Lise, og holdt nu skole for hende samt for Gerda og Eileen Østergaard fra Pit-sai-kow i spisestuen i lægeboligen, og der fik jeg også en plads ved bordet, da jeg blev 6 år og må nok have fået lært at stave og regne lidt en kort tid, inden familien With rejste hjem til Danmark.
Gerda, der var en læsehest, slugte alt, hvad det ret sparsomme bibliotek på
reolen i dagligstuen rummede, lige fra Ingemann, Carit Etlar, Dickens og diverse
biografier til prædikensamlinger. Jeg, der bildte mig ind, også at
kunne læse, lå på maven på gulvet og forsøgte mig med bøgerne, der optog
Gerda så meget, men det var nok mest billederne, der kunne sige mig noget, til
gengæld havde jeg megen glæde af dem. –
Geduas stue med den danske
hygge.
Gedua i sykrogen.
Mor, der aldrig havde gået i skole, men i barndommen havde haft privatlærerinde sammen med sine søstre og kusinerne Kirstine og Anna Meldgaard fra nabogården Mellergaard, følte sig nok ikke i stand til at undervise os og havde selv en meget travl tilværelse med en ustandselig strøm af gæster ind og ud af døren i hjemmet. I mors dagbøger fra 1927 og 1928 kan læses fra dag til dag derom. Tilrejsende liggende gæster fra nord og syd, besøg fra Pit-sai-kow til formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, middagsmad og måske overnatning, når der var indkøb, der skulle ordnes i Antung, tandlægebesøg eller noget de skulle have hjælp til på hospitalet. Syge missionærer til længere behandling på hospitalet kunne også have brug for en seng og pasning. - Det er helt hæsblæsende at læse derom i dagbøgerne. - Det gav og så megen vask, som "stuemanden", der også gjorde rent i huset tog sig af, men mor måtte da også selv være med i det hele.
Se flere billeder fra Haven i
Antung
Porten til haven i Antung. Til venstre Kapellet.
"Stuemanden" hjalp også far i haven. - Jo det var en travl tilværelse, men godt med vor dygtige kok Leo-che-foo, der klarede det hele med maden, og som i øvrigt også købte ind nede i byen. Havens mange frugter skulle plukkes og syltes, der var nok for mor at se til, når der altid skulle være nok at byde gæsterne på og tit også en ren seng. Mor var tit træt, helbredet var ikke alt for godt, 28 år i Kina kunne nok tære på kræfterne, og hjertet "gjorde knuder" ind imellem, flere gange gigtfeber havde efterladt sine spor.
Edith, Gedua, Gerda og Else foran huset i Antung 1927
Hjemmet, gæsterne osv. var mors sag, far var for det meste på farten, om søndagen gudstjeneste et eller andet sted i byen, en gang om ugen besøg i fængslet og en gangtur til Feng-huang-che´ng for at undervise på bibelkvindeskolen der. Tit til Pit-sai-kow og ellers ned i byen til gadekapellet eller for at hjælpe evangelisterne med at tale med folk på gaden. Når han kom hjem, var der måske kinesere, der kom for at tale med ham. Han havde en lampe med grøn skærm på sit skrivebord, når den var tændt om aftenen, var det tegn på , at han var at træffe.
Alfred Hansen og bl.a. Edith Vyff
Men tilbage til Ediths besøg. Hun kom den 18. sept. 1927 og blev mødt af far i Harbin, hvor far var for at prøve at mægle ved en splittelse i menigheden der. - Med i rejseselskabet var også en søster til Alfred Hansen, (missionær i Feng-huang-che´ng,) og Østergaards afløser i Pit-sai-kow den unge hortonom Kaj Olsen, der i mange år helt frem til 1949 fik sit arbejde her, først som leder af havebrugsskolen, senere i perioder som rektor for alt skolevæsenet der, så længe han fik lov for japanerne.
Og så kom Gerda og jeg i skole hver formiddag i Ediths stue, det ene af gæsteværelserne i stueetagen, vi sad ved et bord ved vinduet. - Dejligt når lærerinden var en sød og yndig storesøster og eleverne et par videbegærlige piger. Jeg fik da lært både at læse og at regne og hele pensumet for de første fem års skolegang i bibelhistorie, geografi og historie, når Edith den ene dag gennemgik næste dags lektier for Gerda, og hun dagen efter blev hørt i dem, medens jeg sikkert har skrevet fine tal og bogstaver, fik jeg det let og ubesværet ind blot ved at lytte.
Ediths besøg medførte samtidig flere oplevelser for os med ture ned i byen på indkøb og spadsereture på Sølvskobjerget; ja Gerda nåede endda med på en tur til Ta-Ku shan at besøge Ellen Nielsen. En tur med den lokale "bus", hvor hun blev køresyg og kastede op i skødet på en fin kineser med en flot lang silkefrakke; men han tog det pænt. - Hos Ellen Nielsen var hun rædselslagen over de mange katte, Ellen Nielsens kæledyr, der gik frit rundt indendørs og kravlede op på skødet eller nakken af folk. Hjemturen foregik med skib i godt vejr.
Kinesiske børn i gården til missionsstationen. Foto: Paul
Vyff 1924
På en måde havde vi haft en ret isoleret barndom, ingen kinesiske legekammerater som så mange andre missionærbørn havde, mor var nok ved at være lidt gammel og bange for, at vi skulle blive smittet, og syntes vel, at vi måtte have nok i hinanden, når vi var to. Skoledrengene i gården måtte vi ikke lege med, jeg måtte nøjes med at stå og se på, når de havde frikvarter.
De nærmeste danske børn var i Pit-sai-kow, dem besøgte vi til diverse fødselsdage, og det var mange, og de kom til vore. En strøm af gæster kom der jo i vort hjem, så der skete hele tiden noget; men den gang måtte "børn nok ses, men ikke høres", sige pænt goddag og svare når man blev spurgt, men ikke noget med at snakke med, når de voksne snakkede sammen!
Ediths år i Kina sluttede den 21. juni 1928, da begyndte hun og Gerda rejsen til Danmark gennem Sibirien. Den 22. juni skriver mor i dagbogen:
"Else sørger over, at Gerda er rejst",
Ja det tror jeg. På een gang at miste sine to søstre og sin skole. Jeg fatter ikke i dag, hvordan jeg skulle have klaret det, og hvad far og mor havde tænkt sig. Mor syntes vel ikke, at hun nu også kunne give slip på sit mindste barn, og problemet var vel også, hvor jeg skulle anbringes hjemme i Danmark? Gerda ville fars bror onkel Christian, der var adjunkt i Kolding tage imod. Han havde mistet sin første kone den engelsk fødte tante Lilly og var blevet gift igen med Anna Thomsen, tante Anna som ikke mindst alle niecer og nevøer blev meget glade for, og hun mente nok at kunne klare et barn i huset. Gerda var blevet indstillet til optagelsesprøve til mellemskolen på Kolding højere Almenskole, Edith havde arbejdet flittigt på, at hun skulle klare den, men både hun og Gerda var nok nervøse for, om det gik.
Det var meningen, at far og mor skulle på orlov året efter, men der gik kun 14 dage, inden vi fulgte efter far, mor og jeg gennem Sibirien. - Den 1. juli holdt far afskedsprædiken i kirken, og den 4. juli rejste vi af sted med toget fra Antung, heldigvis for mig. –
Mor skriver:
"fulgt til toget af over 50 venner".
Hjemrejsen var blevet fremskyndet et år af helbredsgrunde. Far havde været træt gennem længere tid uden at tage megen hensyn dertil; men på min 9-års fødselsdag den 26. april 1928 fik han et anfald af svimmelhed på gaden nede i byen, faldt og slog sig slemt, i mors dagbog står at læse den 29 - 4:
"Ansigtet ser stadig slemt ud".
Han blev fulgt hjem i vogn af nogle af de kinesiske medarbejdere. Dr. Pedersen ved hospitalet beordrede en større lægeundersøgelse i Mukden, og lægerne der henstillede til hurtig hjemrejse til Danmark, helst inden den stærke varme satte ind. Det havde jo været rart at følges med Edith og Gerda, men det kunne ikke nås, hverken med billetterne eller for det meget, der skulle ordnes inden afrejsen med at få pakket, sendt kasser af sted til Danmark, og få pakket det som skulle sendes , hvis de aldrig kom til bage igen. - 32 år havde far været i Kina på det tidspunkt og mor i 29. - Flere af deres samtidige havde måtte give op eller var døde. Olesen, som far havde fulgtes med i 1896, var rejst hjem året før, han havde mistet sin første kone Magdalone, der døde i Siu-yen og blev begravet der; den anden Marie døde i vort hjem efter en operation på Antung hospital og blev begravet på kirkegården i Antung. - Lykkegaard, den anden rejsekammerat fra 1896, var død som præst hjemme i Danmark, hans kone som mor fulgtes ud med i 1899 døde i Danmark efter en fødsel. - Det hårde klima kunne nok slide på helbredet. - Flere af de missionærer, der var kommet senere til Kina, var nu præster hjemme i Danmark. Problemerne med børnene med at få dem anbragt her hjemme var jo tit så store, at forældrene valgte at blive i Danmark for børnenes skyld, og andre havde ikke helbred eller kræfter til at fortsætte i Kina.
Rejsen hjem til Danmark står tydeligt i min erindring, og morsomt for mig er det nu 65 år efter at følge den i mors dagbog dag for dag. For mig var det en mægtig oplevelse at møde en verden udenfor Antung. - Første stop var Mukden med besøg hos missionærerne der, her lå passene parat hos russerne. Næste dag videre til Changchun med overnatning på hotel her. Den 6. juli om aftenen nåede vi Harbin, hvor vi var en dag over, 2 nætter på hotel her, (mor og jeg delte seng), og så den 8. juli om morgenen kl. 9 videre en dags rejse til den russiske grænse ved Mandoli. Fremme her kl. 7 aften og efter toldeftersyn endelig ombord i det russiske tog, dejligt skriver mor. Jeg tror ikke, at den transsibiriske jernbane har ændret sig meget siden 1928. Vi fik en dejlig lille 2-mands kupe med sofa i den ene side, der om natten kunne blive til 2 køjer, i den anden side var et ret bredt sæde og en lille dør ind til et lille vaskerum med kumme. Normalt delte man det med nabokupeen, men vi var så heldige at have det for os selv, da kupeen ved siden af var tjenestekupe for togpersonalet. Jeg sov om natten på gulvet og lå udmærket der. Grundet fars sygdom må det have været 2-kl vi rejste på , så det var jo lidt af en luksus, som der nok ikke ellers var råd til.
Af mors dagbog fremgår det, at både far og mor var meget trætte og sov meget. Jeg husker ikke, at jeg kedede mig, der var meget at se på ud af vinduet med vekslende landskaber, og i en nabokupe fandt jeg en lille legekammerat vist hollænder, hende legede jeg en del med, vi kunne godt klare det sprogmæssige med brokker af kinesisk, engelsk og vore egne sprog, børn finder jo ud af det. - Vi var på egen kost, der var spisevogn i toget, men det ville have været en uhørt luksus at spise der, det rakte en missionærløn ikke til og heller ikke et missionsselskabs midler. Det må have været medbragt konserves, vi levede af, og et eller andet at varme maden på må vi have haft, jeg husker at have spist spejlæg. - Når der med lange mellemrum blev gjort holdt ved en større station, var der tid til at hente kogende vand ved en vandhane i en stor kedel og mulighed for at købe mælk og vel også brød og frugt og andet. Her var handlende strømmet til med alt, hvad de havde at sælge. Stationerne var hele markedspladser.
De første dage på rejsen var det gråvejr og køligt næsten koldt, og vi kørte gennem birkeskove. Allerede den tredie dag nåede vi Baikalsøen, som vi kørte langs med i mange timer. Jeg husker den, bl.a. på grund af de mange tunneler vi kom igennem, jeg satte en streg for hver af dem. –
Mor skriver:
"Her er vidunderligt smukt. Vandet har de herligste farver i grønt og blåt".
Dagen efter kørte vi igennem en "herlig" egn med store skove, men også veldyrket agerland. Her var en del Cedertræer. Folk havde masker på for myggeplagen. Nu er det varmt og meget støvet. Banen er nu 2-sporet, og der arbejdes med fornyelse af svellerne samt med opsættelse af nye telegrafpæle. På sjette dagen er der et vældigt tordenvejr med lyn og regn, vi kørte gennem et skovområde, og det lød vældigt. - Vi passerede Sverdlovsk det gamle Jekaterinburg, hvor Zarfamilien menes at være blevet myrdet. - Næste nat passerede toget Uralkæden, der ikke er synderlig stejl, og byen Perm, uden at vi bemærkede det, og nu var Europa altså nået. Den 15. juli på ottende dag i toget blev Moskva nået kl. 9,30 morgen. Her var ophold til om eftermiddagen. Mor skriver, at de var meget trætte, alt sejlede og de var sultne, den medbragte proviant var nok ved at slippe op. At vi nåede til "den røde plads" ved jeg. Da jeg 1982 var der, genkendte jeg den som mit erindringsbillede fra Moskva med den flotte Vasilij-katedral med de mangefarvede kupler på. -
Rejsen gik videre samme eftermiddag, og den polske grænse nåedes kl.9, om det er aften eller næste morgen fremgår ikke. - Her skulle skiftes tog.
"En frygtelig redelighed - eftersyn af pas - nye billetter …." skriver mor. "De blokker os! Det er polsk!" –
Lidt penge må der dog være blevet tilbage, for vi spiste både om formiddagen og middag kl. 6 i toget. "Dejligt at få mad", så sultne må vi have været. Berlin kom vi til den 17. om morgenen, så i bil gennem byen "en herlig tur" til en anden banegård og i et nyt tog i en kupe for os selv. Kl. 5 blev Hamborg nået. Vi fik bøf på banegården og nåede også en lille tur i byen, en tur der gjorde indtryk på mig, da mor var ilde berørt ved, at folk havde vendt sig om på gaden og kigget efter os. - Far havde tropehjelm på, og mors hat og frakke var nok helt umoderne! Utroligt at det gjorde indtryk på hende, der jo livet igennem havde været vant til at gøre opsigt, som en af de hvide langnæsede djævle; men at blive kigget efter i en europæisk by, det var altså næsten ikke til at bære. –
Men vi kom da i toget i mod nord, passerede grænsen ved Vojens kl. 12 nat, slap for eftersyn og nåede kl.2 om natten til Kolding og kom af toget med al vor bagage. Far og mor måtte gå i flere omgange for at få den båret over på perronen ved stationsbygningen, medens jeg stod og passede på resten.
"Er du ikke bange for at stå her alene" spurgte mor mig?
Hvortil jeg frejdigt skal have svaret:
"Nej , nu er vi jo hjemme i Danmark."
Vi kom hen til hotel "Royal", hvor vi sov, og næste morgen fik et bad alle 3, hvad vi nok har trængt til efter den lange rejse og spiste morgenmad. Det var den 19. juli. Så af sted i bil til Paulinesminde, hvor flaget var oppe, og en festlig velkomst ventede os.
"SÅ ANNA "
…har mor skrevet med fremhævede typer, senere kom Edith og Gerda sammen med onkel Christian og tante Anna. Inger og Peter fra Skartved og Johanne kom også, Johanne fra sygehuset, hvor hun var elev; og faster Anine kom fra Fredericia.
Medens rejsen står frisk i min erindring, husker jeg intet om, hvordan det føltes at være i Danmark; for et 9-års barn pludselig at være midt i en stor familie af onkler og tanter, fætre og kusiner, som jeg nok kendte af navn og havde set billeder af, men ikke kunne huske at have set før. - Besøg på de danske gårde med store huse og haver, stalde med køer, heste og grise, med store lader og gårdspladsen med mødding midt på, det må da have gjort indtryk, men det er nok i erindringen smeltet sammen med ferieoplevelser fra de næste år.
Mors dagbog fortæller om besøgene hos familierne i de næste dage, det skulle jo fejres behørigt at have dem hjemme igen. En af de allerførste dage var de i Kolding at købe nyt "overstykke" og hat til mor og frakke til far, mor havde fået nok af at vække opsigt med påklædningen. Fra den 24. til den 27. juli var far og mor en tur i København, hvor far var til en foreløbig undersøgelse på Diakonissestiftelsen.
Så tilbage til Kolding igen med besøg hos familierne på skift. Den 6. august rejste vi, mor og jeg til Vestergård at besøge moster Laura, hvor Gerda allerede var på ferie. Mor glædede sig over at være i barndomshjemmet, over huset og haven og over at gå igennem den lille plantage til Mellergård. - Farbror Tinus var død og tante Cillie var blevet gammel og gik med stok. Sønnen Peder havde overtaget gården. Om søndagen var vi i Horsens kirke og på kirkegården, der var smuk og velholdt, vi så familiegravstedet med bedsteforældrenes gravsteder. - Mor hilste på nogle gamle bekendte.
Om tirsdagen var vi i præstegården hos mors gamle venner pastor Jensens. - En nat var det et voldsomt tordenvejr, to af mosters køer på marken blev dræbt af et lyn.
Den 15. august gik rejsen til Kolding igen. Gerda skulle begynde i mellemskolen her, det var en stor lettelse for hende at høre, at hun slap for optagelsesprøven, som både hun og Edith havde gruet for.
"Det er jo ikke hver dag, vi får en elev fra Kina",
…havde rektor Bruun sagt til onkel Christian. Hun flyttede ind hos onkel Christian og tante Anna i "et yndigt lille værelse", skriver mor. - Far kom fra København den 22. august, han havde været indlagt på Diakonissestiftelsen til en større undersøgelse. - Der var intet galt med hjertet, men noget med hjernecellerne, det mentes, at medicin kunne klare det?
Den 25. august rejste vi så til København for at flytte ind på D.M.S. i Norgesmindevej 21 st., i den lejlighed, som familien også havde haft både i 1913-14 og i 1922-23; fra mors dagbog:
"Hvilken fryd at være der - i vort kære Danmarkshjem".
Godt en måned var gået med besøg hos slægten, nu var det rart at få eget hjem og så i kære kendte omgivelser, det var straks hjemligt. - Edith var kommet i gang inden for Københavns skolevæsen, i første omgang som løs vikar, hun fik en stue for sig selv, det kunne hun nok have behov for. - Anna skulle være pige hjemme og fik sig godt indrettet i det lille pigeværelse ved køkkenet. - Jeg fik min seng i soveværelset hos far og mor. - Et kontor var der til far som arbejdsværelse, dagligstuen i hjørnet og spisestuen med dør ud til den åbne overdækkede veranda med trappe ned til haven.
Det var virkelig en udmærket lejlighed at få stillet til disposition for et års hjemmeophold. - Og så var det jo venner og bekendte både fra Kina og fra Indien, der boede i samme hus og i nabohuset nr. 23. - Dagbogen fortæller da også om utallige besøg, formiddags og eftermiddags og mors egne visitter hos naboerne. Nye der flyttede ind, der skulle bydes velkommen, og andre der rejste måtte der siges farvel til, hyggeligt var det. Gæster til frokost og middag, også her en strøm af gæster ind og ud af døren, så den unge pige Anna havde da nok at se til, men hun erindrer selv i dag, at det var en dejlig tid.
Jeg blev allerede den 27. august indmeldt i Hellerupvejens kommuneskole af far. Til Ediths fortrydelse blev det i 3. klasse, der var ikke plads i 4. klasse, som Edith havde forberedt mig til, sagde inspektøren, og selv efter et fornyet besøg af far, var han ubøjelig, her blev der ikke taget hensyn til en elev, der kom fra Kina. Edith var nok bange for, at jeg skulle blive doven, hvad jeg nok har haft hang til, når der ingen udfordringer blev, det var jo kendt stof for mig alt sammen. Jeg blev ellers godt modtaget i klassen, husker intet om "mobning" eller lignende og fik også en kammerat der, som jeg besøgte i hendes hjem. - Legekammerater var der ellers nok af på D.M.S., både jævnaldrene, yngre og også ældre, der var søde til at tage os små med til at spille rundbold eller langbold om aftenen i den store have.
For mig blev året på D.M.S. en dejlig tid, jeg havde jo ikke været
forvænt med danske legekammerater. - (billedet viser Else sammen med Aksel
Christensens datter Gitte)
Den første tid er nok for fars vedkommende blevet respekteret som ferie og rekreation, så bortset fra en tur til Nyborg Strand til L.Y.M.møde (lægmændenes ydre mission), er tiden blevet brugt til hvile og studier. –
Mor fulgte bibeltimer hos Skovgaard Petersen på bibelskolen med gennemgang af Hebræerbrevet. Fra november begyndte så mødevirksomhed for far, i begyndelsen i Københavnsområdet, første gang den 5. november i Eliaskirken. Fra 10. - 21. december var han en tur i Jylland. Han nåede hjem til mors 50 års fødselsdag den 22. december, hvor også Gerda kom hjem på juleferie. - Hun havde også været hjemme på efterårsferie, men var ellers glad nok for at være i Kolding hos onkel Christian og tante Anna og glad for skolen, hvor det gik fint, "hun ligger fuldt på højde med kammeraterne", skriver onkel Christian. - Så kunne vi fejre julen sammen. Mor havde lejet et klaver, udmærket, så der var rig lejlighed til at synge julesalmer, og vi kunne alle følges ad til kirke i Hellerup kirke. Gæster var der også lidt af i juledagene. –
Så slipper mors dagbog op, og desværre findes ingen fra 1929, hvor den så er blevet af? - Så mine kilder til resten af hjemmeopholdet er fra nu af spinkle. –
Et par brevkort og et enkelt brev fra far til mor er der; det første fra Hejnsvig 8. - 1. 1929 til mor stilet til Paulinesminde fortæller altså, at mor har fulgt far til Vonsild lidt ind i det nye år. - Vinteren 1929 var en streng isvinter, hvor bælterne frøs til. Et brevkort fra Kattegat er der, dateret "Tietgen" 7 . - 3. fra far, der på 3. dag sad fast i isen:
"Det er den rene elendighed. Rejsen har nu varet i tre døgn, siden vi kom ombord. Vi var lovet "Lillebjørn". Det blev ikke til noget, til gengæld fik vi to fragtdampere med os, så vi atter og atter har måttet vente på dem, ja ofte måtte tilbage for at få dem fri af isen. Det har ført med sig, at vi har sejlet uendelig lidt hver dag og så endda ligget stille om natten. Hele Kattegat ligger hen som et ishav". –
Det betød, at far måtte sende afbud til møder i Viborg og Lemvig. Han havde til og med ikke penge med til at imødegå en sådan situation og måtte leve af havregrød, det billigste der var at købe på færgen!
Det tredie brev er fra Holstebro fra 13.- 3.- 29: Han har opgivet at tage til København til et møde på Vesterbro, men vil hvile ud i Kolding før en tur til Vendsyssel, hvor det vil gå slag i slag med møder.
PÅ besøg i Vensyssel hos Olesens, svigermor, Gedua, Olesen,
Johannes, ?, og husholderske
5. udrejse til Kina 1929-30 i kapitel 11
