Den 25. marts 1934, Palmesøndag, blev jeg konfirmeret i Solbjerg kirke af provst Hans Koch. Vi var et meget lille hold og vi blev overhørt én af gangen på kirkegulvet – det klarede jeg vist pænt. Min konfirmationskjole var syet af det smukkeste blomstrede kinesersilke; far havde fået det af én af silkehandlerne i Antung. Det var en lang kjole og jeg brugte den senere som studenterkjole. Edith syede en smuk dåbskjole af den til Andreas, vor ældste søn og mine 5 børn er døbt i den.
Nå, tilbage til konfirmationen. Vi fik fin middag, havde kogekone – hun var en gammel bekendt fra Koldingegnen. Vi fik vin til maden både hvidvin, rødvin og madeira, det fik vi ellers ikke normalt. Moster Laura kom som tilrejsende gæst. Om der også var gæster fra Koldingegnen, husker jeg ikke. Hjemdals var naturligvis med og Baagøes. Grethe Baagøe havde stået fadder til mig; og overlæge Johannesen med fru Anna, født Koch, var der også. Middagen var da dejlig, men stemningen præget af at far ikke fik lov til at være med ved denne lejlighed. Der var flere der tog ordet, men ingen talte for konfirmanden. Det syntes jeg, kan jeg huske, nok føltes lidt mærkeligt for mig. Jeg fik mange gode gaver: 4 ringe, en guldarmlænke og sølvtøj, spiseske og gaffel i Ritamønsteret og et i empiremønster. Der var intet sparet, det var vor første store fest i hjemmet. Jeg havde også fået ny andendagskjole, frakke, sko, osv.
Jeg fik mellemskoleeksamen på Nylandsvej med et rimeligt pænt resultat. Jeg har aldrig været særlig flittig i skolen, det behøvedes faktisk ikke, men til gengæld var jeg meget flittig, når jeg læste til eksamen. Alt tegnede til at jeg burde gå i gymnasiet. Jeg kunne komme til at gå på Falkonergårdens Gymnasium; men det var kun for piger, og jeg havde jo nok af piger hjemme, så jeg foretrak som Gerda at komme på Lyngby Statsskole og takket være min pæne eksamen og min flittige og dygtige søster, slap jeg ind uden besvær, som Gerda på den matematiske linie, sprog har aldrig været det, der lå for mig. Skolevejen var intet problem, da vi boede lige over for stationen med det nye S-tog til Hellerup Station og derfra med Nordbanen til Lyngby.
Nu var vi fremme ved sommerferie. Den blev som regel holdt dels på Vestergård og dels på Koldingegnen, dér var mest spændende, syntes jeg. Her var hele fars familie, så der var mange at besøge. Gerda og jeg boede som regel hos onkel Christian og tante Anna i deres dejlige villa med udsigt over Kolding Fjord. Så blev der lejet et par cykler til os og vi cyklede ud til Strandhuse Badeanstalt, hvor vi kunne bade i fjorden. Jeg har altid elsket at bade og svømme rundt i vandet, en "vandhund" har jeg været alle dage.
Hos moster var der mere stilfærdigt. Vi spiste i hendes spisestue, men fik den samme gode mad som folkene på gården. Vi hjalp med at plukke bær, jordbær og senere stikkelsbær, ribs og solbær. Hun havde en stor køkkenhave – og til gengæld fik vi syltetøj med hjem. Vi nød haven, når det var vejr til det og plantagen, men der var megen skygge af store gamle træer i haven, så det var som ofte lidt halvkoldt derude, men vi svøbte os ind i tæpper. Som regel gav moster en køretur med smedens bil ud til Vesterhavet, så havde vi dejlig mad med, stegte kyllinger, rullepølse og andet godt. Vi havde hendes udmærkede automobilbord med klapstole med os. Som regel var vi nok på besøg hos frøknerne Mouritsen på det dejlige Rosenhøj. (De holdt så meget af mor. De syntes hun lignede deres egen mor så meget. Far og mor havde været indkvarteret hos dem ved et DMS repræsentantskabsmøde)
Her var en dejlig have og de havde et bobspil vi kunne stå og spille i haven, når vejret var godt. Vi var der det år, hvor Gerda blev student, det må have været i 1935.
Når vi var på Vestergård var vi også undertiden på besøg på Mellergård, her var mere hyggeligt i haven med dejlige havemøbler med sol og læhegn. Jeg syntes det var spændende, hvad der skete på gården, var i kostalden, når de malkede med håndkraft, det var før malkemaskinens tid. Jeg så når der blev tærsket i laden, der var jo vindmølle på gården, der drev et tærskeværk, elektricitet var der ikke indlagt endnu. Jeg kravlede rundt i høstakkene og legede med killinger, dem var der altid nok af, og kalvene og grisene skulle jeg da også besøge. Jeg var nok næsten mere dreng end pige. Gerda havde altid travlt med at læse bøger, hun var mere læsehest end mig.
Om aftenen hyggede vi os i mosters lille kabinet og hun spillede på klaver for os, det var hun ikke dårlig til, mor havde jo mest spillet som organist og ikke så meget klaverstykker, men hun havde da spillet børnesange for os og sunget med os.
Elses studentereksamen
Efter sommerferien fulgtes jeg så med Gerda om morgenen med S-toget til Hellerup og videre til Lyngby. Der var kun et lille stykke vej fra Lyngby station til skolen. Efter første time samledes alle eleverne på første sal til morgensang. I min klasse var vi mange elever, mest drenge. Hun 6 piger, hvoraf de 2 faldt fra allerede i 1. G, den 3. måtte gå 1, år om fra 2. G, så vi var kun 3 piger, der blev studenter i 1937. Til gengæld var der kun 2 drenge i nysproglig retning, men mange piger. Vi måtte på den traditionelle tur med hestevogn ind for at løbe om hesten på Kongens Nytorv og var da også på besøg på Falkoner Allé og i mange af de andre hjem. Sidste år (97) fejrede vi 60 års jubilæum i Lyngby, ved hvilken lejlighed vi fik lov at besøge vor gamle skole, der har fungeret under VUC. Det var da spændende sammen at gå rundt og finde de gamle lokaler fra kælder, hvor vi havde haft fysik og kemi, til øverste etage, hvor der havde været biologiundervisning. Vi blev inviteret i det gamle lærerværelse på en lille forfriskning.
Studenterne fra Lyngby privatskole 1937. Klik på Else.
Gerda ville gerne efter sin studentereksamen have været farmaceut, men det var ikke muligt at få en læreplads på et apotek i København og hvad så? Så var der da den udvej som storesøster Edith at søge ind på et seminarium, men dem var der ikke mange af i København – hun måtte helt til Haslev for at komme i gang. Hun fik et værelse dér hos nogle rare mennesker. Med sin fine studentereksamen var der ingen problemer med at komme ind på Haslev Seminarium. Her mødte hun Svend Larsen, der også var elev på Seminariet – han blev hendes senere ægtefælle.
Elses uddannelse
Jeg blev student to år efter Gerda. Mor mente, at jeg ville have godt af at komme på Mariaforbundet et år. De første 4 måneder var med barnepleje, hvor jeg kom på Diakonissestiftelsens børnehave i Brohusgade, hvor Anna var i forvejen, men det var på vuggestuen jeg kom 4 dage om ugen – de andre 2 dage var der teoriundervisning. Så var der 3 måneder med sygepleje, det far jo også blevet kostbart, og ville mine evner slå til ? Men hvad med at læse til sundhedsplejerske ? Små børn var jeg meget glad for. Det var en helt ny uddannelse på det tidspunkt, der krævedes først at blive sygeplejerske og så en teoretisk uddannelse i Århus og medicinen ville jeg da også komme i kontakt med på et hospital, her var uddannelsen jo både praktisk og teoretisk. Så det var måske ikke så dårlig en ide; men sygeplejeelev skulle man dengang være 21, for at få lov at gå i gang med. Jeg kom i gang på Bispebjerg i april 1940 og oplevede Danmarks besættelse som prøveelev herude. Jeg boede sammen med 5 andre elever på 6-sengsstue og hørte de tyske flyvemaskiner drøne hen over byen den 9. april om morgenen, indledningen til de "5 forbandede år", som vi sang det det i befrielsessangen efter 5. maj 1945.
Vi blev ved morgenmaden af forstanderinden underrettet om Danmarks besættelse, en rystende oplevelse om, hvordan vi var blevet "taget på sengen", det var kun nede ved den dansk-tyske grænse, at nogle få danske soldater havde gjort modstand. De tyske maskiner havde nedkastet flyveblade og kong Christian X og den danske regering manede til besindighed. Vi fik også at vide, at vi roligt skulle gå til vort daglige arbejde. Mor har nok ikke andet end kunne tænke på, da japanerne i 1931 besatte Manchuriet.
Tiden til jeg blev 21 gik med først ½ år som pige i huset hos familien Harhoff, der bestod af et ungt ægtepar med en lille sød dreng, som jeg daglig skulle køre en tur på en time med i barnevogn og ellers med rengøring og daglig madlavning. Var der gæster, var der kogekone og jeg serverede i blå kjole og fint lille forklæde. Bedstefaderen til den lille dreng var skibsreder Harhoff, som boede i en fin villa i Hellerup. Han og hans frue var meget søde ved mig. Så var jeg næst efter pige hjemme på Falkoner Allé.
Jeg nåede efter at have været prøveelev ½ år på Bispebjerg at være et år på medicinsk afdeling 5. Så kom jeg på Blegdams hospital for at supplere Epidemi, hvorefter jeg manglede kirurgi og børnehospital. På Blegdammen fik jeg ansigtsrosen. Jeg var på en lille afdeling i et hus, hvor der var børn, der havde været udsat for smitte med skarlagensfeber og andre børnesygdomme, de lå på enestue alle sammen. Jeg fik ondt i halsen og havde lidt feber, det tog man ikke så alvorligt med 38o om morgenen skulle man på arbejde, så det var først da jeg havde 40 o, at jeg kunne blive indlagt. Jeg så farlig ud, rød i hele den ene halvdel af hovedet, jeg havde kun et blankpudset spyttekrus at spejle mig i.
Jeg kom ikke til Gerda og Svends bryllup i 1941, og det var da trist nok. Gerda havde det vist ikke for godt, jeg havde nok smittet hende lidt med dårlig hals. Moster Laura var herovre til brylluppet, hun kom også til mig på hospitalet og fortalt mig om én, hun havde kendt, der havde haft rosen og mistet alt mig hår, men jeg havde det dårligt, at det ikke rørte mig meget.. Nå, jeg beholdt da også alt mit hår, blev rask og udskrevet med lidt rekreation og var så frimodig at spørge forstanderinden, om jeg ikke kunne få min ferie 1 uge sammen med rekreationen og det blev bevilget.
Mor og Edith var på ferie på Rørvig Bad, der var et kristent Missionshotel den gang, og vi havde været der før. Mor havde eneværelse i en bygning og Edith i en anden bygning. Edith havde en ekstra seng og den kunne jeg få til der blev et ledigt værelse til mig. Jeg husker endnu, hvor træt jeg var ved ankomsten hertil, var slet ikke i stand til at løbe, men jeg kom hurtigt til hægterne. Vi mødte soldatermissionær Kühle med frue og søn heroppe. Sønnen var cand theol, han var også rekonvalescent som jeg, en sær fyr var mit første indtryk, bleg og med en gammeldags hvid bøllehat på hovedet. Kühle, der kendte ejeren af Missionshotellet, var her for at holde morgenandagter for de gæster, der gerne ville deltage heri. Da han var færdig med andagterne rejste han, men hans kone og søn blev der, da sønnen trængte til at blive lidt længere for at komme sig. Kühle havde været gartner inden han kom ind i soldatermissionen. Han var medlem af Kristen Gartnermission og havde været interesseret i fars arbejde med skolen i Pitsaikow, så ganske naturligt fandt familien Kühle og familien Vyff sammen. Jeg tror vi spiste ved samme lange bord i spisestuen, og da fru Kühle rejste og efterlod sønnen på hotellet, bad hun os om at tage sig lidt af ham. Han fulgtes med os til stranden og de 2 rekonvalescenter kom forbløffende hurtigt til kræfter. Vi trillede bocciakugler sammen og havde glæde af hinandens selskab.
Elses forlovelse med Aage
Han var ungdomssekretær i Kirkefondet og jeg opdagede, han ikke var så sær endda, men han kendte jo så mange andre unge og med den charme han var i besiddelse af, sagde jeg til mig selv, "lad nu være med at blive forelsket i ham", så det kom helt bag på mig, da han en aften spurgte mig, om jeg ville gå en lille aftentur med ham, friede til mig. Jeg havde aldrig mødt en magen til ham, så jeg sagde glad og gerne ja til at blive hans kone og det efter kun at have kendt ham en uge. Det kom måske ikke helt bag på mor og Edith. De glædede sig, de havde jo set os meget sammen. Mere rystet blev hans mor og søster Rigmor, der jo kendte Aage som meget impulsiv – og nogle af de kendte unge piger fra Kirkefondet var måske skuffede. At vi to unge aldrig fortrød det, men fik lov at få et langt lykkeligt liv sammen er en anden historie helt for sig. Vi fik hurtigt ringe på på min fars fødselsdag den 10. august 1941. – Og blev gift året efter Gerda og Svend i 1942.
Jeg måtte tilbage til Blegdamshospitalet, men måtte opgive at blive færdig som sygeplejerske, gifte elever kunne ikke arbejde på hospitalet den gang, og da Aage jo var cad theol og gerne ville søge embede som præst, mente mor, at jeg måske trængte til ar forberede mig på at blive præstekone. Mor og jeg talte med forstanderinden på Bispebjerg; man holdt ikke på eleverne dér, men hun mente jeg havde gode evner til at være blevet sygeplejerske. Jeg havde lært det meste af teorien og havde da haft så meget af det praktiske, det har jeg haft glæde af, da jeg selv fik børn. Jeg blev meldt ind på Marthabo ved Diakonissestiftelsen. Her uddannede man KFUK-sekretærer og altså også vordende præstekoner på et 2-årigt kursus, med mon studentereksamen var der fag, som jeg ikke havde brug for og til gengæld var der andre, som jeg fik lov til at følge med i både på hold I og II. Aage arbejdede samtidig med en prisopgave, boede hjemme og for at tjene lidt lommepenge underviste han i religion på et gymnasium – dog ikke fra Østersøgade, hvor han var student fra.
Han søgte præsteembede som kapellan, ét i Søllerød-Holte og én i Skovshoved. Han fik det i Søllerød, hvor han prædikede i Holte kirke en navnkundig dag, da temperaturen pludselig faldt ned på – 25 o. Jeg fulgte ham derud, og vi gik i strid modvind fra Holte station op til kirken, der lå på toppen af Rudersdals bakke over for Rudersdals kro. Her var kun menighedsrådet til stede + en sød gammel præstekone Fru Jensen med sin gamle husholderske. Vi fik forfrysninger i ansigterne, det var den 25. januar 1942. Han fik en enstemmig indstilling den 12. februar, blev udnævnt den 23.2. og blev ordineret i Domkirken 25.- februar af biskop Fuglsang-Damgård. Der var et stort hold – vist 14 i alt. Bagefter var vi inviteret til middag i Bispegården, hvor vi fik forloren hare med rødkål og dessert. Aages forældre og jeg var med i Bispegården. Søndag d. 8. marts blev Aage indsat i Søllerød kirke kl. 14., hvorefter vi var inviteret hos provst Sparsø i provestegården sammen med Aages forældre og menighedsrådet. Kaldskapellaniet var en nyoprettet stilling og der var ingen embedsbolig. Indtil da havde provst Sparsø betjent både Søllerød og Holte kirker ved hjælp af en hjælpepræst, som boede ved siden af provsteboligen, han hed Iversen. Vi måtte prøve at finde en lejlighed i Holte. Vi kom til at bo på Kongevejen 21 på 1. sal. I stuen boede en murermester, Christensen, med familie, men vi havde egen entredør. Det var en lille 3-værelsers lejlighed med 2 altaner, en muret udenfor kontoret med dejlig udsigt over Holte by og Geelsskov. Udenfor soveværelset var der også en lille altan. Ved siden af kontoret en stor spisestue med karnap mod Kongevejen, her var der også plads til en sofa og et par lænestole. Her var der en kakkelovn endda med en lille bageplade i også. Gassen var rationeret, så det var rart at her kunne varmes en kedel vand. I kontoret var der en hjørnekamin med en rist i, der kunne give lidt lune ind til soveværelset. Så var der et lille køkken og et lille toilet med håndvask og brusebad. Der var en trappe ned til entrédøren. Hyggelige skrå vægge var der nogle steder.
Der skulle købes møbler til spisestue og soveværelset. Spisestuen har fulgt med os siden, hvor vi flyttede hen. Mor betalte udstyrspenge både til Gerda og mig – det var en del af hendes arv efter sine forældre. Aage fik sine møbler fra sit værelse med sig til sit kontor, så vi var heldigt stillet – han måtte dog have lavet et par høje reoler til sine mange bøger. Præstekjolen fik han foræret af 2 fastre i Struer og 3. faster Emilie gav ham 2 gamle stole, der havde tilhørt hans oldefar, der havde været postmester i Assens.
Foreløbigt boede Aage hos sine forældre i Rømersgade og måtte have togkort fra Nørreport station med Nordbanen til Holte. Han skulle straks i gang med at læse med konfirmander, have træffetid i præsteværelset i kirken, og et par bryllupper var der også.
Elses og Aages Bryllup
Der blev lyst for os i Solbjerg kirke d. 19. april. Tilfældigvis var det den norske biskop Bo Giertz, der havde gudstjenesten, så det var ham, der lyste for os i en stopfuld kirke med mange prominente folk til stede.
Den 8. maj blev vi viet i Solbjerg kirke af pastor Johannes Due-Hansen, Aages svoger, der var gifte med Aages søster Rigmor. De var blevet gift året før os og havde fået en lille søn, Henning den 20. april og skulle hun med måtte bryllupsmiddagen være i Falkoner Allé 26 B, 5 tv; og så kunne vi flytte ind på Kongevejen i Holte.
Da Gerda og Svend blev viet i 1941, blev brylluppet holdt ude i selskabslokaler i Pile Allé; det var det bryllup, jeg gik glip af. De var naturligvis med til vort bryllup, de kom fra Helsinge i Nordsjælland, her havde Svend fået stilling som lærer på Helsinge Private Realskole. De havde fået en udmærket stor lejlighed på 1. sal i en villa. De ventede deres 1. barn – han blev født 15. juni 1942, Bjarne. Han blev så mors første barnebarn. Mor nåede altså at holde 2 bryllupper og at blive bedstemor til 6 børn i alt, 3 hos Gerda og 3 hos mig, vor ældste søn Andreas blev født den 28. marts 1943. Svend og Gerda blev ikke i Helsinge, de flyttede til Valby Skole i Nordsjælland. Her blev Svend andenlærer ved en skole. De fik en udmærket lejlighed på 1. sal oven på klasseværelserne, den var stor med spisestue, kontor og lille kabinet, soveværelse, børneværelse og gæsteværelse, stort køkken med komfur, der skulle fyres i. Her var pumpe i gården. Der var indlagt vand, men når hun skyllede tøj var det ved pumpen. Der var nok at se til for Gerda. Her fik de i hurtig rækkefølge endnu 2 børn, en dreng til, Steen og en pige Anette. Alle deres børn blev døbt Vyff Larsen til efternavn og 2 af dem har i dag taget navnet Vyff. Svend var meget interesseret i politik og var en overgang opstillet som folketingskandidat for det konservative parti. Han blev også frihedskæmper og var med til at smugle jøder til Sverige, da forfølgelserne i Danmark begyndte. Aage syntes hans muligheder for at tale mod forfølgelser var fra prædikestolen.
Vi blev i Holte i 4 år, men da vi havde fået endnu en søn, Ebbe, i 1945 og Aage fik tilbudt en stilling som generalsekretær i Bethesda i København og pladsen blev lidt for trang i lejligheden i Holte, sagde han tak til tilbudet og vi flyttede til en udmærket villa på Brøndlunds allé i Hellerup. Aage havde kontor i Bethesda i Rømersgade tæt ved hans mor, der var blevet enke i 1943, så han kunne jævnligt kigge op til hende til glæde for dem begge.
Her var det dejligt at få besøg af mor og de 2 mostre Edith og Anna. Gerda nød det nok lige så meget, når mor, Edith og Anna besøgte dem først i Helsinge og senere i Valby. I Valby var der en dejlig have og den lå lige op ad en skov, her var der smukt og dejligt om sommeren, men nok koldt om vinteren. I dag er skolen her ramme om Nordsjællands efterskole.
Ebbe´s dåb i Holte kirke.
Mor nød rollen som mor og mormor for efterhånden 6 børnebørn. Vi fik vor søn nr 3 på Lukasstiftelsen, han blev født den 26. september 1947, da var Danmark igen et frit land. Han kom til at hedde Paul Christian. Paul efter sin storebror Paul i USA og Christian efter Christian X, da han var født på kongens fødselsdag – godt nok først efter at han var død.
Men nu ønskede Aage at være præst igen og søgte embede på Mors. Vi nåede at være med til at fejre mors 70 års fødselsdag og mor glædede sig over at hendes yngste datter skulle være præstekone på landet, noget hun selv havde ønsket at blive, når hun og far skulle komme hjem efter deres 5. og sidste tur til Kina, men det opnåede de jo ikke. Mor glædede sig til at skulle besøge os om sommeren og at se præstegården og haven, og jeg glædede mig meget til hendes besøg, så det var et chok for mig, da Edith den 29. april 1949 ringede fra København, at mor pludselig var død. Hun havde det dårligt den. 29. og de ringede efter lægen, men han nåede ikke frem før døden indtraf. Jeg var i haven, så Aage havde taget telefonen, jeg var glad over det var ham der kunne holde mig i sine arme, da han fortalte mig det. Jeg følte, at min verden gik under og vi kunne græde sammen. Børnene var mere eller mindre syge af skoldkopper, dem måtte vi rejse fra og overlade dem i vor unge piges varetægt og vor Lucas-søster Petrine boede lige overfor os, men vi måtte jo af sted til København. Aage skulle begrave mor, som han altid havde holdt meget af og været glad for at tale med. Mor var i sjælden grad inde i dansk kirkeliv, havde fulgt med i hvad der skete i Danmark også mens hun levede i Kina og mor havde altid været glad for at tale med Aage. Jeg kom til at bo hos Edith og Anna, Aage har nok sovet hos sin mor i Rømersgade. Jeg sov i Ediths seng trygt og godt efter den lange rejse fra Sejerslev. Edith fortalte mig bagefter, at mors kiste havde stået her inden den blev ført til Solbjerg kirke, hvorfra hun blev kørt til gravstedet på Solbjerg kirkegård. Jeg syntes, der havde hvilet en dejlig fred her i hendes stue.
Begravelsen var i Solbjerg kirke og der har nok været en del – der var jo mange hjemmeværende missionærer og mor kom jo også ofte i kirken her.
Gravstedet på Solbjerg kirkegård har vi stadig. Et stort hvidt kors af marmor blev sat her. På soklen står mors navn og "enke efter missionær Johannes Vyff". Edith og Anna syntes, at også fars navn skulle være her i Danmark. I øvrigt er der en mindetavle i Vonsild kirke for far, den er i våbenhuset. i Dag er der også en gravsten over min ældste søster Edith, der døde året efter mor af cancer. Efter begravelsen var den allernærmeste familie samlet i hjemmet på Falkoner allé til en lille middag.
Aage og jeg måtte jo hurtigst muligt rejse tilbage til Sejerslev, Aage til sin præstegerning og vi havde jo vore syge børn derhjemme.
Hjemmet brydes op efter Ediths død i 1950
Det var tungt at miste Edith året efter, hun havde dog nået at besøge os i Sejerslev. Hun var blevet opereret for sin brystkræft, medens mor endnu levede – det havde slidt på mor med Ediths sygdom. Hun var tilsyneladende kommet over operationen og var i gang igen. Hun var efter nogle år på den nye Bellahøj skole blevet viceskoleinspektør på Vigerslev allé skole. Men kræften havde bredt sig til leveren og hun døde på Diakonissestiftelsens hospital. Så stod Anna tilbage med den store 5 værelses lejlighed. Der havde hun ikke råd til at blive boende, men hun fik den byttet til en udmærket lille lejlighed i Falkonervænget med en dejlig stor stue med en lille spisestue og et godt soveværelse, et lille køkken og et badeværelse. Her bor hun endnu (2001) Der er en udmærket muret overbygget altan udenfor den store stue og en fælles altan med naboen udenfor soveværelset. Naboen har elevator, det har Anna ikke desværre, hun bor på 4. sal.
Svært var det at miste mor og Edith så tæt efter hinanden, men allersværest for Anna, der pludselig stod helt alene tilbage. De mange møbler og alt andet inventar fra 5½ værelse var der jo ikke plads til i en lille lejlighed. Det overskydende måtte fordeles mellem Gerda og Svend i Vejby og Aage og mig på Mors. Heldigvis kunne Svend hjælp hende med det praktiske. Der måtte jo flyttefolk bestilles til at pakke ind og sende det af sted. Men Anna stod for fordelingen. Vi fik dagligstuemøblementet sendt til Mors, vor havestue var der plads i, en smuk gammel kiste fra Paulinesminde og Ediths lille skrivepult fra Ribe kom også op til os, begge dele skulle Paul arve, men han var i USA. Porcelæn, sølvtøj m.m. måtte også fordeles. Billeder fra væggene og de mange værdifulde og kønne ting fra Kina ligeledes. Og Anna havde jo samtidig sin børnehave at passe. Hun var flyttet fra Brohusgade til Diakonissestiftelsens børnehave på Peter Bangsvej lige over for Diakonissestiftelsen.
Hvordan hun ville have klaret alt dette, hvis hun ikke havde haft Svend til hjælp, - men det havde hun da heldigvis – ved jeg ikke.
Med dette må kapitlet om mors 17 år i Danmark slutte – gode år havde det da været, men også svære med tanken på alle de kinesiske venner; hun savnede Kina meget, som hun, da hun var i Kina, havde savnet Danmark meget.
Kapitel 15: Det lykkes Else at vende tilbage til Kina i 1983