Blandt mit livs allerstørste oplevelser har været, at jeg hele to gange som voksen har besøgt Kina. Den første gang var i 1983 efter at "bambustæppet var væk". Alle udlændinge måtte forlade Kina efter at "Den Kinesiske Folkerepublik" var blevet oprettet af Mao i 1949. Al forbindelse til udlandet var hermed brudt, først efter 1978 efter Kulturrevolutionen blev der langsomt åbnet igen. En af de første statsmænd der besøgte Kina var daværende præsident Nixon fra USA, den danske statsminister Hartling var blandt de første. Dronning Margrethe og prins Henrik blev også inviteret hertil en vældig oplevelse, som vi kunne følge på Tv-skærmen, og turister begyndte at strømme til landet.
I 1983 fik DMS efter et helt års arbejde lov til at sende en studiegruppe på 30 af sted. Det var svært at få visum, specielt fordi vi gerne ville besøge Manchuriet, i dag hedder det område Dongbei "Kinas nordøstlige provinser"; her havde de danske missionærer arbejdet i mere end 50 år, det var et område hvor almindelige turister fra Vesten ikke fik lov til at komme, til gengæld vrimlede det med turister fra Japan. Da jeg første gang læste om rejsen og programmet, der var lagt for den, røg det ud af mig:
"Ih hvor ville jeg gerne med"
og Aage sagde
"du skal tage med, jeg ville ikke få noget ud af det, du rejser alene".
Det kom helt bag på mig. Turde jeg rejse fra Aage, ville det være rigtigt af mig at forlade ham i 3 uger, hvad hvis han døde, medens jeg var væk, ville jeg nogensinde kunne tilgive mig selv i det tilfælde? Jeg vidste, at med det stærkt forhøjede blodtryk, han havde levet med i mange år, kunne han få en blodprop når som helst, selvom det blev holdt under kontrol med den megen medicin han fik daglig, selvom det var blevet bedre nu, efter han var blevet pensioneret; og 3 af vore børn boede jo i nærheden men alligevel? Min gode ven Betty Gjerulf Larsen fra Aalborg, hvor hendes mand Erik var præst, opfordrede mig til at tage med ved at sige: "Han er jo i gode hænder"! Ja, børnene er jo i nærheden, sagde jeg. "Du ved da han er i gode hænder", hermed mente hun at han var i Guds gode hånd, ja tænkte jeg, så tør jeg rejse.
Rejsen startede d. 31. august 1983, og vi skulle være hjemme igen d. 22.
eller 23. september, en fin periode at besøge Kina i rent vejrmæssigt. Vi
fløj til Zürich med dansk fly og fra Zürich efter et lille ophold i
lufthavnen med et Swiss air fly til Peking med en mellemlanding i Karachi i
Pakistan, hvor hele besætningen blev udskiftet og så videre til Hong-Kong. 17
timer i alt fra Zürich. Efter et par timer her videre med et kinesisk fly til
Peking.
Her blev vi modtaget af 2 kinesiske guider: Hung og Ling: 2 yngre kvinder + den kinesiske Pekingguide, en mand. Hung talte dansk. Hun havde været 1 år på højskole og også læst på universitetet i Danmark. Ling kunne tale engelsk. De hjalp os gennem paskontrollen og med at få fat på vore kufferter, og så holdt der en fin airconditioneret bus parat til at køre os til det fine store hotel "Peking", hvor vi blev indkvarteret i flotte værelser med dejligt badeværelse og balkon lige ud mod hovedgaden der førte til Den himmelske Freds plads "Tian An Men Square". Det var overvældende for os.
Rejseholdet på de 30 deltagere inklusive de 2 danske rejseledere: Jørgen Rebirk Hansen, og informationssekretær C. E. Bering Petersen var for 14 af deltagernes vedkommende missionærbørn fra Kina. En af dem var sognepræst Jørgen Rebirk Hansen, der var født i Feng-huang-ch´eng og han havde selv været missionær på Taiwan, så han talte flydende kinesisk. Hans far hed Alfred Hansen, og der var to af hans søskende Hans Erik Hansen og Julie Nielsen med. I øvrigt var der også 3 søstre med: Marie, Ellen og Sigrid, de var lægedøtre fra Antung født Larsen. Blandt deltagerne var nogle ægtefæller til missionærbørn. - Fra Danmarks Radio deltog programsekretær Mogens Hansen med sin kone Elsebeth Quist Hansen. - Mogens Hansen havde båndoptager med for at optage til nogle udsendelser til Danmarks Radio. Resten af deltagerne havde været heldige at slippe med, der havde været rift om pladserne, men missionærbørnene kom i første række. –
Vi ankom kl. 15.55 lokal tid til Peking lufthavn, så inden vi nåede frem til hotellet, at blive indkvarteret og få vort første kinesermåltid, var der nok ikke så mange, der trængte til andet end at "se dyner", måske efter en lille spadseretur i den nærmeste omegn.
Vi havde 3 hele dage at opleve
Peking i og se alle de store seværdigheder: "Den Forbudte By" (det
gamle Kejserpalads), "Den Store Mur", "Ming-Kejsernes
grave", "Himlens Tempel og Himlens Alter", samt
"Sommerpaladset". Vi skulle i "Det Religionsvidenskabelige
Institut", da det jo var Kinas religioner vi skulle studere. Vi nåede
også både i en kristen kinesisk kirke til gudstjeneste og et besøg i den
katolske Domkirke, hvor vi dog kun så kirken indvendig og blev modtaget af
selveste biskoppen, som vi fik lov til at interviewe med en kop the på bordene.
Så skulle vi da også besøge det store buddhistiske tempel. - Vi nåede at få
Peking And på en fin restaurant med risvin til. En aften var vi til Kinaopera,
den sov jeg til det meste af, må jeg tilstå, jeg havde søvn til gode. Det var
3 hektiske dage, men med utrolige oplevelser for os.
Den 5. september fortsatte vi med fly til Harbin, efter at vi om formiddagen havde været i den forbudte by i 2 timer; der var meget spændende, vi gik igennem porte, var i den store audienssal i en bygning, og i en anden bygning bagved var en sal, hvor kejseren kunne hvile sig efter de store audienser og modtage mindre betydningsfulde gæster. Der var en hal bagved igen hvor kejserinden kunne modtage gæster siddende bagved et gitter, man måtte ikke se hende. Der var kejserens sovegemak, dronningens ditto og sidebygninger for eunukkerne de kastrerede mænd, kejserindens hofdamer osv., bagest lå de kejserlige haver. Det hele var omgivet af vand og en stor mur. Efter 2 timer her kørte vi til lufthavnen, hvor vi fik en dejlig middag. Med det trak op med sorte skyer, og det blev et vældigt tordenvejr med regn, så vi blev forsinket i 2 timer. Så kom vi ombord i et lille fly, en propelflyver fik hver en vifte, så i land igen uvejret var trukket nordpå, så de turde ikke flyve, endnu en ventetid, men af sted kom vi da omsider. Jeg var ængstelig ved det hele, vi startede og lige da vi skulle lette blev bremserne slået i, nå tænkte jeg, nu er det sket med os, vi standsede ved enden af startbanen, hvor vi drejede rundt. 3 mænd steg ud på vingen, satte en stige ud, gik ned, man havde glemt at lukke for bagagelugen, så kufferterne kunne være faldet ud. Nå vi nåede velbeholdent til Harbin, og jeg nåede at blive glad for det lille fly, som jo ikke gik så højt op, vi kunne se landskabet under og de grønne marker, hist og her en folkekommune, floder der var opdæmmet med kraftværker og til sidst over den store Sungariflod.
I lufthavnen i Harbin var der igen en airconditioneret bus efter os, og så
gik køreturen til et fornemt hotel, hvor vi blev
indkvarteret ikke lige så
flot som i Peking, men måske lidt mere hyggeligt. Vi havde Hung og Ling med os,
men blev også mødt af en stedlig guide, og fik udleveret et program for de
næste to dage. Jeg skrev til Aage hver dag, så de breve er min dagbog. Jeg
skriver, at vejret er behageligt som en god dansk sommer.
Efter morgenmaden
mødtes vi med 4 kinesiske præster på hotellet, den ene var kendt af nogle
missionærbørn, han havde gået på præsteskolen i Pitsaikou, jeg hilste ham
fra Gejlsbjergs og havde et billede med af fars mindesmur i Pitsaikou, den kunne
han godt huske.
Nok blev vi hilst velkomne som børn af de gamle missionærer, der altid ville være vennerne fra det fjerne Danmark, men samtidig fik vi at vide, at i dag ønskede man ingen missionærer i den selvstændige 3-selv Kinesiske Kirke l) selvstyrende, 2) selvunderholdende og 3) selvudbredende. Enkelte følte det nok som en kold spand vand over hovedet.
Nå vi fulgtes med præsterne hen til en lille kirke vist tidligere tysk-protestantisk; den oprindelige store danske kirke var væk i dag, her lå i stedet et stort supermarked. I kirken vi besøgte samledes 800 søndag formiddag, indenfor var der plads til 500, udenfor var der et halvtag, hvor de resterende kunne være og følge med udenfor de åbne vinduer.
Om eftermiddagen var vi på sejltur på Sungarifloden, det var dejligt. Vi
sejlede under en jernbanebro, der var bygget i 1903 af russerne i tilknytning
til den Transibirske jernbane, jeg fortalte guiden fra Harbin, at jeg havde
kørt over den på vej til Moskva i 1928. Henning søn af missionær Aagaard
Poulsen fra Pitsaikou og jeg fortalte ham om vor kinesiske baggrund. –
Efter sejlturen var vi på en fabrik for kunsthåndværk. Så skulle vi hjem til en dejlig kinesermiddag på hotellet og bagefter så vi en film om den kinesiske hejre. - Vi bliver på alle måder forkælede af vore værter, jeg slutter brevet til Aage med at skrive, at jeg er lykkelig for at være med, og at jeg håber, at han klarer sig godt uden mig. Jeg glæder mig til at fortælle ham meget mere, når jeg er i Danmark igen. Næste brev er også fra Harbin 7-9-83, jeg skriver at nu er den første uge gået med utroligt mange oplevelser, og at vi hygger os meget sammen vi er jo på talefod alle sammen. –
Denne dag er også fyldt med overraskelser, først var vi på en udstilling med hvad man fremstillede i provinsen, her er et stort skovområde, så her var meget fremstillet af træ af forskellige arter. Men dernæst kom den helt store oplevelse. Vi kørte igennem smalle gader for at finde huset hvor missionær Buchs havde boet. Kirsten Buch kunne genkende huset, og da hun gik ind i gården kom en kvinde og sagde "det er da fru Buchs datter", de faldt hinanden om halsen, og de snakkede sammen med Hung som tolk, og kvinden sagde hun savnede hendes mor. De aftalte at hun og Birgit Djurhus skulle besøge hende næste dag, Birgit taler godt kinesisk. På dette besøg var Mogens Hansen med så han kunne optage på radioen. –
Næste oplevelse var i en moske, den eneste i Kina dengang, det er for en
minoritetsgruppe. Den var ikke så stor, men smukt restaureret. Det var virkelig
spændende, vi har en forhenværende missionær fra Adin, Emma Petersen, der nu
bor i Århus med, og hun og Imamen samtalede på arabisk. Ind imellem talte
Imamen kinesisk, og så måtte Hung i gang med at tolke til dansk. Imamen havde
som de andre troende været igennem optræningslejr og havde også prøvet som
flere præster at gå rundt med et tungt skilt på maven med ståltråd om
halsen. - Han havde været på pilgrimsrejse i Medina. -
Her var vi også bænket om et bord med thekopper på. Da vi forlod moskeen stod der pludselig en gammel kone på 92 år, der ville sige velkommen til de danske. Hun var kristen, og en ung dame kom og hilste og sagde, at det var hun også. Om eftermiddagen besøgte vi en børnepark, hvor vi blev modtaget af et børnehold. Vi skulle med et tog i parken, det var børnebrigaden, der skulle sørge for, at vi blev godt betjent på en togrejse til "Peking" fra "Harbin" og tilbage til "Harbin" igen. Vi fik billetter og toget blev også styret af et par børn. Så blev vi fulgt til bussen igen. - Næste stop var ved en børnehave, hvor børnene optrådte for os sang og dansede, kineserbørn er meget yndefulde at se på. Hele ugen er de her, sover om natten, og kun i weekenden kommer de hjem til far og mor, mødrene skal også arbejde hver dag. –
Til sidst fik vi lov til at se den nyrestaurerede russisk ortodokse kirke, den var endnu ikke taget i brug. Vi så gamle ikoner, der var blevet skjult under revolutionen. - I morgen skal vi flyve til Mukden (Shen-yang) over middag. D 8-9-83 kom der kun et kort af sted fra mig. Vi fik en formiddag mere end ventet i Harbin, det lokale turistbureau havde taget fejl af flyafgangen, så vi fik tid til at slappe lidt af om formiddagen gå tur i byen, være i supermarkeder og fotografere lidt. Når vi går på gaden kigger alle på os, og vi får mange smil, vi har navneskilt på med danske flag og der står "Danmark".
D 9-9-1983 er vi nået til Antung.
Vi nåede først til Mukden efter forsinkelse, vi måtte ned med flyet undervejs, vi skulle have en såret skovarbejder med til hospitalet i Shen-yang, han kom nu aldrig frem, men vi var stærkt forsinkede og var længselsfuldt ventede i østkirken, hvor vi blev modtaget af kirkens 4 præster, det havde været en presbyteriansk kirke. Det var mørkt og tåget, da vi kom. Vi så først kirken. Vi fik en meget hjertelig velkomst. Vi fik at vide, at der var i Shen-yang 5 protestantiske kirker i alt + en katolsk, som man samarbejdede noget med. Vi blev indkvarteret på hotel. - Vi skulle tidlig op næste morgen og med toget kl. 9, en togrejse vi alle havde glædet os meget til, vi huskede den jo fra den gang vi var børn, det er en meget smuk rejse gennem et frodigt og dejligt landskab, igennem mange tunneller som vi talte 24 i alt. –
Vi stod af toget i Feng-huang-ch´eng (Feng-ch'eng), hvor vi var inde at
spise middag meget, meget fint. Så kørte vi hen til den gamle missionsstation,
hvor Jørgen Rebirk og hans søskende havde boet som børn. Den lå stadig i
kirkegade hvor vinduerne var nymalede, blå maling, som dårlig nok var tør.
Her boede 4 familier i dag, men de 3 søskende var inde at se boligen indvendig
og genkendte rummene de havde sovet i og soveværelset og Jytte blev
fotograferet på trappen, hun var faldet ned af som barn. - Jørgen hilste på
nogen, der havde kendt hans far og huskede ham. - Vi så også kirken, der ikke
var genåbnet endnu, men vist bliver det snart, men her er ingen præst. –
Så kørte vi op på bjerget Føniksfuglens bjerg Feng-huang-san, og var oppe ved et tempel, hvor vi alle blev fotograferet på en trappe. -
Så fortsatte vi til Antung i fire "rugbrød" på en fin asfalteret vej. Her blev vi indkvarteret i gæstehuse vist gamle japanske huse, der lå i en park. Hvor mærkeligt for mig at nå frem til Antung netop den 9-9 på Fars dødsdag 51 år efter hans død her. I øvrigt har jeg også et brev fra Far til Mor skrevet d. 9-9- 1902 til Mor, der var i Port Arthur med lille Paul f. 26-6-1902. Far skriver "nu er jeg ved rejsens endelige mål" netop Antung hvor han skulle i gang med at bygge en ny missionsstation; det blev et stort og omstændeligt arbejde jeg har fortalt om tidligere.
Mit brev til Aage fra 9-9-83 er først skrevet om aftenen, efter vi var blevet indkvarteret i de gamle japanske villaer i dag gæstehuse: "Liaoning Dongbei Hotel" står der på brevpapiret. Jeg havde ikke villet bruge tiden i toget, hvor jeg skulle glæde mig over at nyde landskabet, og så gik tiden jo i Feng-huang-ch´eng. Jeg slutter brevet med at skrive: "I morgen skal vi besøge kirken, hospitalet og se hvad der er blevet af missionsbygningerne".
Mit næste brev er til Anna, Gerda og Paul og Helga. Her fik vi kinesisk morgenmad før vi kl. 8 kørte op til kirken, der var endda djavtser på morgenbordet, majskolber og månekager, der var dejligt friskt og grønt i parken, som gæstehusene lå i. -
Så kørte vi op til kirken forbi hospitalet,
alt lignede sig selv, som jeg huskede det.
Kirken var smukt restaureret både udvendig og indvendig. Den var mere moderne, det gamle alterbillede af den korsfæstede var i dag udbyttet med et stort kors, på begge sider var der røde tavler med kinesertegn på. Døbefonden af solid granit må have været den samme, jeg kan kende den fra gamle billeder. Her var en kvindelig præst, i øvrigt elev fra bibelskolen i Feng-huang-ch´eng, menighedsrådsformanden Wang og en gammel evangelist, der havde kendt far og fulgt ham på prædiketure i uddistrikterne
og så en sød bibelkvinde uddannet hos Ellen Nielsen i Dagusan. Ja det var overvældende. - I kirken stod prædikestolen, hvor den altid havde stået, på den modsatte side var der et nyt klaver som Mogens Hansen satte sig og spillede på. Senere interviewede han Agnete og mig ved døbefonden, vores fædre havde jo begge været præster her. A.J.Sørensen var blevet fars efterfølger efter 1932.
Vi fik the i bygningen ved siden af kirken den gamle præstebolig bygget til pastor Chen. Wang bød velkommen, han mindedes far der var kommet i 1902 og begyndt arbejdet her, og så frk. Gormsen og Katrine Nielsen, og lægerne ved hospitalet, nævnede at far havde startet skolerne i Brændehuggerdalen og Aagard Paulsen, der havde været lærer der og startet præsteskolen, hvorfra mange præster var blevet uddannet. Det var meget bevægende for os alle, Jørgen var tolk. - Så holdt præsten en tale om 3-selv-bevægelsen. Hun fortalte, at kirken var blevet genåbnet i 1982, at pengene til restaureringen kom fra menighedens medlemmer og fra indtægter fra kirkens ejendom. Hun fortalte, at der var søndagsgudstjeneste, dåbsklasse og besøgsgudstjeneste hos medlemmerne. Sidste år var der blevet døbt 120. De havde sendt 2 studenter til præsteskolen i Shen-yang, hvor man også har korte teologiske kurser. Når de kommer tilbage fra disse, gør de frivilligt, ulønnet arbejde i menigheden.
"Vi takker Gud, at kirken vokser nu. Alle har arbejdet hårdt og villigt". "Vi har 500 medlemmer. Vi holder også gudstjenester i omegnen. Vi prøver at gennemføre den religiøse politik, der sker i alle fire amter under Dandong by, som alle oplever en udvikling af kirken og dens liv.
Hun nævnede at børnene fra frk. Gormsens børnehjem nu var over 60 år, mange af dem var pensionerede.
Pastor Hou og et udsnit af Frk Gormsens børn 1985
Hun nævnede også missionær Baagøe der oprettede KFUM og underviste de unge.
Så bad Jørgen på kinesisk og vi bad Fadervor sammen. Præsten lyste
velsignelsen, og der blev sunget en salme, som i hvert fald Jørgen og Henning
kunne synge med på. - Jeg havde et billede af den gamle altertavle samt af
kirken indvendig, som den havde set ud ved Fars begravelse og talte lidt med
præsten med Jørgen som tolk. - Vi var i kirken igen, hvor Mogens Hansen som
tidligere fortalt talte med Agnete og mig ved døbefonden. Så gik vi en tur i
kvarteret og så den danske skole hvor missionærbørnene blev fotograferet
udenfor.
Jeg fotograferede lægedøtrene Ellen og Valborg udenfor det, der havde været kapel og fungeret som kirke til den store kirke blev bygget i 1915. Agnete og Max samt jeg blev fotograferet foran den gamle missionsstation mit og Agnetes hjem. Mogens Hansen interviewede de 3 søstre Larsen foran lægeboligen. -
Mogens Hansen interviewer foran lægeboligen.
Så var vi inde på det gamle Hospital fik the, og de fire lægedøtre, de 3 søstre Larsen og Kirsten Berthelsen, blev der talt til, og vi så Hospitalet, der nu fungerede som fødsels- og aborthospital. - Mange bliver i dag tvunget til abort, kun l barn må fødes i hver familie, og det skal helst være 1 dreng!
Så blev vi kørt op til Børnehjemmet. Der stod ved indgangsporten 2
tidligere kvinder fra Ellen Nielsens skole i Dagusan og tog imod os. Frk.
Gormsens villa lignede sig selv, der var stuen hvor spædbørnene havde været,
frk. Gormsens dagligstue med karnap kunne vi også kende og ovenpå med altan
frk. Nielsens gamle lejlighed. Nedenfor genkendte de yngre nogle af de huse,
hvor plejemødrene med deres børn havde boet, dem kan jeg ikke huske. Men vi
gik forbi et hus, hvor jeg skimtede børnesenge. 
Kirsten Berthelsen, Agnete og
jeg fandt smøgen imellem vores gamle havemur og skolen på den anden side,
regeringsskolen, den stod der endnu, men havemuren var væk, her var bygget huse
i stedet for, vi nåede ned til den gamle Tempelplads. Ak ja!
Om eftermiddagen fik Henning med sin kone og jeg lov til at komme til Pitsaikou, her var nu en asfalteret vej. Henning pegede på vej op mod passet på stedet, hvor den første kristne kirkegård havde ligget, her var kun opdyrket jord i dag. Vi fandt det store hus, hvor den første store skolebygning i 1921 lå.
Huset var der, men alle vinduer var uden glas men med trådnet for
og der var høns på alle etager. Den gamle præsteskole var i dag
uddannelsessted for kadre, de skulle undervise rundt omkring i opdyrkning af
jord. Vi fik the og talte med et par læger, her var i dag åndssvage og
sindssyge. Her var da lidt blomster og grønt udenfor missionærboligen, hvor
Kaj Olsen med familie i sin tid havde boet. Så kørte vi forbi en bygning, som
Henning mente måtte have været den kirke, som var blevet bygget i 1938, men
som han kun havde set billeder af. 
Det hus hans forældre havde boet i, den villa som han var vokset op i så ud til at stå for snarlig nedrivning. Et andet hus nærmest en bungalow, hvor Waidtløw havde boet i og senere pastor Høgsgaard fik vi også øje på. Vi nåede tilbage til Antung ad samme vej som vi var kommet af. -
Det øvrige rejsehold havde været på silkefabrik og i japanerparken. - Vi skulle spise aftensmad allerede kl. 16.30 og så med toget tilbage til Mukden kl. 18. Det var så lyst, at vi kunne fra toget se kirken oppe på bjerget og stien vi gik af, når vi kom hjem fra besøg i Pitsaikou. Det lignede sig selv.
Syrenbjerget
Det var hurtigt og vi var med, så vi holdt ikke ved de små stationer men så Syrenbjerget i det fjerne. - Vi kunne jo godt have brugt flere dage i Antung, men vi var taknemmelige over, at vi fik lov til at komme dertil og til Feng-huang-ch´eng, en overgang, så det ud til, at det ville glippe. –
Allerede næste dag skulle vi af sted videre fra Shenyang med toget. Togrejserne var meget behagelige gennem de smukke landskaber, der stod termokander på bordene og kopper, så vi kunne få lidt at drikke. Vi kunne flytte lidt omkring og tale med forskellige, Jeg talte blandt andet med Hung og viste hende billeder af Far og Mor og vort hjem i Antung, og også postkort Mor i sin tid havde sendt hjem til Paul fra dengang broen til Korea blev bygget den store jernbanebro, i dag står kun halvdelen tilbage, den blev bombet under Korea-krigen, nu er der bygget en ny. Denne rejse hun var med på gjorde et stort indtryk på hende:
"I er jo slet ikke turister", sagde hun "men børn der besøger deres barndomsland", og nu ville hun også gerne høre om, hvorfor vore forældre var rejst til China.
Kl. 13.25 nåede vi frem til Dalian (Dairen). Vi var i den gamle
"danske" kirke, den første, der blev bygget i China den anden var
Antung. Her var en fuld kirke med åbne vinduer, hvor folk stod udenfor. Vi sang
dejlige salmer "Hellig! Hellig! Hellig!" og "Nærmere Gud til
dig". Vi kunne synge med på dansk og der blev sunget, så loftet næsten
løftede sig. Vi blev indkvarteret på badehotel i Dairen: "Danlian Bang
Chuh Island Hotel" med den fineste udsigt over havet. Her var mulighed for
at bade, jeg havde ingen badedragt med, men jeg kunne leje en, så jeg har
været i vandet nogle gange. Det er den 12-9 jeg skriver, at vi har været i en
folkekommune, der var frugt og også lidt burhøns og fritgående gæs, og så
var der glaspusteri, hvor de lavede de smukkeste vaser og andet men i en
forfærdelig varme. Vi blev beværtet med æbler og vindruer, her var også
frugtplantage.
Efter middag på hotellet var vi i en mellemskole, hvor vi blev modtaget af Rektor (med the på bordet) han berettede om skolen. Så var vi i et klasseværelse med mange elever. En pige sang for os: "Do-Re-Mi" fra "The Sound of Music". Det lød godt og næst efter spillede en lille dreng på trompet, han var en hel virtuos. –
Dernæst besøgte vi en fabrik med sneglehuskunst. - Om aftenen fik vi festbanket på vort eget hotel, der var også alt godt fra havet, bl.a. snegle nogle blev syge bagefter, så næste dag fik vi europæisk mad. Den 14-9 fortæller jeg Aage om, at vi havde besøgt menigheden ved Dairen Kirke, vi var i deres menighedshus og blev beværtet med the og kage og overdådige mængder af frugt. Vi blev budt velkommen af den ældste af præsterne pastor Kou, der præsenterede de andre tilstedeværende hans kollega pastor Wang og menighedsrådsformanden og andre medlemmer af menighedsrådet, her var evangelister, lærere og bibelkvinder og andre fra menigheden; bl.a. en søn af pastor Chia der havde læst til præst sammen med pastor Chen. Sønnen var læge, Chia havde været præst i Port Arthur han var død 89 år gammel. - Pastor Kou fortalte at der var istandsat 7 kirker her i området. Der var 2000 medlemmer af kirken, her var 700. Her var foruden de 2 præster 2 evangelister. I omegnen var en evangelist ved hver kirke. Så gik snakken ved bordene medens vi spiste og drak og til sidst blev vore lommer og tasker fyldt med frugt karameller og bolcher. - Der blev taget et billede på trappen til kirken af alle værterne. Bagved kirken lå Waidtløws gamle hus. Dagen havde også budt på et besøg i folkets sanatorium, der lå meget smukt i en dejlig park med udsigt ud over havet. -
Vi havde ventet at se akupunkturbehandling, men det var
4 af vore egne, der vovede at lade sig behandle af en meget handlekraftig
kvindelig læge, jeg har et billede af dem efter behandling, de ser lidt matte
ud, om det havde hjulpet fik vi vist ikke at vide.
Så forlod vi Manchuriet for at flyve til Shanghai Chinas største by med over 11 millioner indbyggere. Her skulle vi møde 3-selv-kirkens øverste ledelse. Her blev vi indkvarteret på Jing Jiang Hotel i et højhus med mange etager i Room nr 6019, det må have været på 6. etage. I hovedkvarteret for 3-selvbevægelsen mødte vi 13 repræsentanter for kirken deraf 8 præster. - Der var 15 protestantiske kirker, der er fyldt til trængsel om søndagen indtil flere gange. Vi så desværre ikke nogen af kirkerne med fik smukke postkort fra dem udvendig eller indvendig. Det var da et meget interessant møde, hvor der også var lejlighed til at stille spørgsmål. -
Vi havde 2 dage i Shanghai, så
vi oplevede også meget andet. Vi så den store flotte katolske Domkirke og var
inde der, der var kun os, så vi vovede at synge der, der var en flot akustik. -
Vi så en meget flot jadebuddha lavet af en eneste stor klump jade. - Vi
besøgte et meget flot haveanlæg Yugarden bygget af en rigmand for 400 år
siden til hans pensionerede forældre. Man kan komme ind over en sik-sakbro over
et vandløb med fisk i, her så vi Dronning Magrethe gå over og fodre fisk, det
så jeg på TV, da drømte jeg ikke om, at jeg skulle opleve det samme, i
øvrigt også sammen med Hung, der havde ledsaget dronningen. Her var fine
stensætninger med blomster og bl.a. en thesalon og andre bygninger, på en mur
var en flot drage. - Det gjaldt om at holde godt sammen på gaden, der var en
utrolig strøm af mennesker. - Vi fortsatte til en stor industriudstiling og fik
middag på toppen af et højhus. - Vi nåede også en tur i cirkus med dygtige
akrobater.
Den sidste aften spiste vi på et sømandshotel og gik derefter aftentur i lygteskin på "the Band" langs floden. Om formiddagen inden vi skulle forlade Shanghai skulle vi have været til Gadekomitemøde, men det var et skrækkeligt regnvejr, så det blev aflyst. Så blev der lidt mere tid til at pakke før vi skulle til flyvepladsen. Middag spiste vi på vej til flyvepladsen et ikke videre hyggeligt sted. - Vi blev stærkt forsinket i lufthavnen, medens vore kufferter stod udækket i regnvejret ved startbanen, så de var gennemblødte, inden vi nåede frem til Guiling ved Li-floden. - Vi kom til et flot nybygget hotel, som heller ikke var tørt endnu, men udsigten fra vort hotelvindue var som et maleri til spændende bjergtoppe over vand med en bambus ved siden af. Næste morgen havde vi en times bustur til stedet, hvor bådene på Li-floden startede. –
Så fik vi en tur på 3 timer på den herlige Lijiang flod mellem nogle
fantastiske bjergtoppe langs spændende bredder med bambusskove. Nogle steder er
der okser der græsser. - Nogle både er husbåde, hvor folk lever og bor. Vi
var adskillige både ifølge, der overhalede hinanden undertiden med megen
tuden, - fra øverste dæk er der en fin udsigt. 
På mine fotografier ser det ud
til at vejret er fint. - På underste dæk blev middagen serveret dejlig
kinesermad. Køkkenet er i bagenden af skibet, hvor den lækre mad tilberedes.
–
Så når vi en lille by Chandjou, her kan vi nå at købe lidt inden 2 timers buskørsel hjem til hotellet. Om aftenen var nogle af os til "Opera" medens der var et vældigt tordenvejr med regn i strømme. Dem der var blevet på hotellet havde ingen strøm haft, så de måtte tænde deres stearinlys. - Næste dag var det søndag vi skulle have været på bjergvandring, men det var det for vådt til. - Vi begyndte i bussen med oplæsning af søndagens tekst og morgensang. Så gik vi en bytur i Guiling og købte lidt for vore sidste kineserpenge. Mange af kufferterne havde været gennemblødte ved ankomsten og adskillige helt ødelagte, og der blev ført lange forhandlinger om erstatning fra det kinesiske flyselskab, så der kunne købes nye rigtige kinesiske læderkufferter nye men meget tunge.
Efter frokosten kørte vi til lufthavnen. På vejen besøgte vi en drypstenshule, den var meget imponerende med kunstig belysning i forskellige farver. Så fik vi middag i en restaurant udenfor hulen, inden vi kørte til lufthavnen, hvor vi først kom af sted fra med 5 timers forsinkelse, så vi nåede ikke Canton før ca. kl. 10 aften til et godt hotel udenfor byen, så den fik vi ikke set så meget af, inden vi kørte til stationen.
Rejsen fra Canton (Guangchou) til Hong Kong foregik med tog så vore trængsler med luftfartsselskaber var det slut med. - Men hvilken forandring fra at have været i dette frodige grønne land så at køre ind i en stenørken af skyskrabere, hvor den første hilsen, der mødte os på stationen var et skilt, der bad os passe på lommetyvene. Jo, det var med et stænk af vemod i sindet, at vi skulle sige farvel til, for nogle af os verdens dejligste land. Hung og Ling måtte vi tage afsked med i Canton, Hung sagde: "Jeg må ikke græde", men for hende havde det været en helt speciel oplevelse at følges med sådan et hold danske missionærbørn. Det tog sin tid at komme igennem paskontrollen i Hong Kong, det er mange kinesere, der har været på besøg i den Kinesiske Folkerepublik.
Vi fik 31/2 dag i Hong Kong, og vi var nok nogle, der syntes, at vi kunne have nøjedes med mindre, vi var jo fyldt med indtryk, så nu var det rart, at vende næsen hjemad. - Den første aften besøgte vi sømandskirken, hvor vi blev modtaget af assistent Ib Madsen, der var lærer af uddannelse, præsten var ikke hjemme. Han fortalte om sømandsmissionen i al almindelighed og her på stedet i særdeleshed. - Den 20. september besøgte vi den lutherske kirkes hovedkontor og kirke. Om eftermiddagen var vi på Tao Fong Shan en smuk og interessant tur, og sluttede med at spise middag på the Peak restaurant med udsigt ned over alle lysene i Victoria og Kowloon. Onsdag den 21. september havde vi fri, mange tog på en arrangeret udflugt, vi var nogle stykker, der foretrak at gå på egen hånd, vi besøgte et stort varehus om formiddagen, og om eftermiddagen tog vi færgen til Hong Kong Island.
Tre af os fandt frem til
Peak Tram og tog den spændende tur op. Den er så stejl, så det så ud som om
alle skyskraberne var skæve.
Aftensammenkomst i den iskolde og larmende bar, til stor fortrydelse for personalet, der på et vist tidspunkt bar Kungfutse ud.
Torsdag var afrejsedag men først kl. 19.20, så vi havde masser af tid. Formiddagen bruges til at pakke i. Værelserne skal først forlades kl. 12, så vi har god tid, det har vi ikke haft ret mange gange i de sidste 3 uger. Vi er så heldige, at vort værelse er opsamlingscentral for håndbagage og opholdsrum, så vi har hyggelige besøg hele eftermiddagen. Kl. 14 er der middag på hotellet. Nogle af os bruger eftermiddagen til en lille udflugt til det kinesiske Vokskabinet, hvor vi ser krigsguden, Enkekejserinden, Kungfutse, Sun-yat-sen og mange andre i tilfældig rækkefølge. - Det var noget andet end "Madame Toussaud".
Rejsen hjem gik efter en snor. 17 timer nat, men fuldmånen fulgte os hele vejen. Solen så vi først ved indflyvningen til Zürich. Fint vejr over Tyskland og Danmark! Afrejse den 22. september 83: Fra Hong Kong / Kaj Tak lufthavn kl. 21 SR 175 Swissair Fredag den 23. september 83 Ankomst Zürich/ Kloten lufthavn kl. 07.01 kl. 13 (H.K.tid) Flyet mellemlander i Karachi på ruten. Afrejse Zürich / Kloten lufthavn kl. 8.30 (Hong Kong tid) Ankomst København Kastrup kl. 10.15 (Dansk tid 16.15) Og så var der stor og festlig velkomst i lufthavnen både af repræsentanter fra DMS og så naturligvis af slægt og venner. Det var dejligt at vende hjem til en frisk og rask Aage, der havde klaret sig udmærket uden mig, han havde end ikke tømt køleskabet for de daglige madportioner jeg havde anbragt til ham. Lejligheden var i fineste orden, han havde selv gjort rent alt var tip-top ja det var dejligt at være hjemme og nok for mig at fortælle om fra rejsen, som havde været en utrolig stor oplevelse for mig både af at opleve det store skønne land, men allermest af at møde den kristne kinesiske kirke.
Kapitel 16: 2 rejse tilbage i 1993