lykkelige, men ensomme:Indhold
Mors første år i Sha-hoa-tse eller Antung, som byens navn efterhånden
blev, beskriver hun selv som
lykkelige, men ensomme:
"Det var som, vi var kommet til Verdens ende."
Kun een kristen var der, deres trofaste kuli Lao Koa ham de nær havde mistet af kolera. - Far havde inden han hentede sin familie i Port Arthur, nået at få husene tre i tal under tag, men der var hverken loft eller gulv i hovedhuset; men mor var lykkelig over atter at have sit eget hjem, og dejligt igen at være sammen efter de to lange år i Port Arthur. - Men lang vej var der, inden alt var i orden, og håndværkere blev de ved at have indtil langt ind i 1903. Først den 5. august 1903 skriver mor: "Snedkerne nu helt færdige hvor herligt." De havde arbejdet undertiden helt op til 5 mand med at lægge gulve og lave lofter, både i stueetagen og ovenpå, lave vinduesrammer og møbler: gæstekammersenge og feltsenge (også til gæster), spisestuestole og andre små stole, bænke til kapellet m.m, og til verandaen, ja en træveranda var der også lavet ud mod syd for at tage af for solen. Hjemmet måtte faktisk bygges op fra grunden af. Om det så var rammer til billeder at hænge op på væggene, medicinskab, flueskab og en lille seng til Paul, alt måtte fremstilles på stedet. - Lao Koa var i gang med at male bl.a. i kapellet, vinduer - bænke o.s.v. Gulvene blev også malet overalt.
Mors dagbog fra 1903, desværre den eneste bevarede dagbog vi har, fortæller om alt dette, og om alt hvad der ellers skete. - I haven blev der også arbejdet. Den lå jo på selve bjergskråningen og var lagt an i terrasser. - Far såede - plantede podede træer, det blev en vidunderlig have i tidens løb, han var jo ikke for intet gartner.
Og så det egentlige, missionsarbejdet, om det skriver far i en årbog ved juletid 1902 :
"Lige fra foråret har her været holdt gudstjeneste først nede i mit værelse i kroen, senere da det første hus var fuldført, holdtes det der. Og nu endelig Juleaften blev der for første gang holdt gudstjeneste i vort kapel, hvor vi i alt var samlet 12 - 14 mennesker. Til gudstjenesten er der oftest kommet nogle få udover vore egne folk." - -
En stor opmuntring var det at få besøg af en kristen kineser lærer Yen et par måneder, så fulgtes han og far ned i byen på "gadeprædiken", hvordan det foregik beskrives også :
" Lærer Yen begyndte som oftest, derefter solgte vi bøger og traktater, der blev så talt til dem igen og således skiftevis i et par timer." - -
"Det gælder i øvrigt ikke for "fint" for udlændinge at prædike på åben gade her i China"
"men det er ingen skam for tilhørerne at høre derpå; ser man således hen til teatre, der jo også holdes under åben himmel, får man set fintklædte mænd i timevis stå side om side med "lurvklædte" kulier." –
Ja teater blev der spillet meget af, bl.a. når der var fester nede i det store tempel, der lå ganske nær. Så strømmede folk til og gik lige forbi missionsstationen. - Så blev der sat bænke og borde udenfor porten, og folk blev inviteret til at sidde ned. Der blev talt, og der blev solgt små bøger og traktater, og undertiden blev gården indenfor porten også fyldt. Sådan en tempelfest varede mange dage, f. eks. ved kinesisk nytår, så det var ikke få, der hørte om "læren" ved disse lejligheder.
En anden kontaktmulighed var sygebehandlingerne. Om dem skriver far:
"Mangen er bleven en hul tand kvit, der er blevet uddelt mange portioner Santonin - et ganske udmærket middel mod orm ; orm er måske kinesernes nationalsygdom. På hospitalet i Cheefoo gives der først Santonin i 97 af 100 tilfælde af mavesygdomme. Atter andre ere blevne hjulpne ved den af den berømte Kneipp anbefalede honningsalve, der år efter år har været i god ry her på vor missionsmark blandt kineserne, som et godt middel mod bylder og urene sår" –
"det passer godt til forholdene, lad være at een og anden, der er klogere end Kneipp, ryster på hovedet."—
"Men iøvrigt må vi jo gang på gang afslå at hjælpe, fordi vi ikke kunne gøre noget følgende lægens råd: i vanskelige tilfælde hellere gøre for lidt end for meget." - -
Mandag, onsdag og fredag var der sygebehandling for kvinder og børn, det tog mor sig af, hun havde lært lidt sygepleje på Diakonissestiftelsen og barsels pleje på Dr. Howiths fødeklinik, inden hun rejste til Kina. De andre dage var det for mænd, og der kunne tit være mange patienter. - Undertiden kom der bud efter får til en eller anden, der havde taget opium eller anden gift. Tit lykkedes det at redde vedkommende med modgift og ved at tømme mavesækken.
Om mors travle dage fortæller dagbogen også. Der var nok at tage fat på med rengøring - syltning - vask og bagning alt det, der med vore moderne hjælpemidler er blevet så let, men der var jo hverken vaskemaskine - støvsuger - ikke en gang indlagt vand eller elektrisk strøm og heller ikke et supermarked henne om "næste hjørne". Det måtte være en husholdning baseret for en stor del nærmest på selvforsyning. En kok havde de, som skulle oplæres i europæisk madlavning og i øvrigt efter hygiejniske regler - Dysenteri var en sygdom, danskerne let fik, smittekim var der alle vegne, og f. eks. alt vand måtte koges. En barnepige en "Amah" var også nødvendig, lille Paul kunne ikke slippes løs på egen hånd, der var alt for meget han kunne komme galt af sted med midt i "byggeriet".
En central rolle i dagbogen spiller "postens" ankomst og afgang. Den med længsel ventede postmand kom ca. en gang om måneden og medbragte post fra Danmark, der havde været undervejs op mod et par måneder, og var der ikke ret megen post, var det jo en stor skuffelse. Han havde også breve med fra de andre missionærer.
Posten kom herhjemmefra til Port Arthur og blev derfra sendt til Newchwang, hvor den blev afhentet af den mand, der var lejet til at bringe den med fra den ene station til den næste, der var 1 á 2 dages rejse (til fods) imellem dem, og var det slemt regnvejr, måtte han opsætte turene een dag eller flere. Når han ankom blev der travlhed med at få sin egen post færdig, få sluttet brevene, der var under udarbejdelse til dem derhjemme, som oftest skrevet over mange dage. Og så skulle der også breve med til de andre missionærer. - Aviser og blade "gik" også med fra station til station, og det blev jo nemt til en hel stak at få på en gang. F. eks. kom der den 26. februar 1903: 23 aviser (Kr..Dagb.) og 34 andre blade af forskellig art !
Besøg af de andre missionærer var kærkomne, men meget sjældne. - En dejlig oplevelse var det fra den 20. maj til den 30 maj 1903 at være til konference i Feng-huang-ch'eng. - Mor skriver derom:
"Rart men noget underligt at være sammen med så mange." –
Ja dejligt må det have været at mødes igen ikke mindst for "konerne". De havde jo levet så nær på hinanden og delt så meget med hinanden i Port Arthur, medens deres mænd havde haft travlt med genopbygningen af de ødelagte hjem og far med nybyggeriet i Antung. - De havde taget imod hinandens børn, trøstet hinanden, når børnene var syge eller døde. Magdalene Olesen skriver så smukt om det i et brev :
"Da børnene kom hjalp I alle så trofast, og nu da de ere borte dele i sorgen med os. Tak for det altsammen." –
De havde jo mistet deres trillinger.
Konference i Feng-huang-ch'eng
Denne første konference der blev holdt i Feng-huang-ch'eng, byen der senere blev stedet, hvor alle konferencer blev holdt, begyndte Kr. Himmelfartsdag med både kinesisk og dansk gudstjeneste. Og så gik det jo ellers løs med forhandlinger, der var nok at drøfte. Om søndagen var der atter gudstjenester og dåb af en kinesisk landmand. - De var der ikke alle. Bolwigs var på hjemmeophold i Danmark, og Emil Jensens var forhindret på grund af sygdom. Året før havde mor måttet gå alene rundt under konferencen i Port Arthur, da byggede far jo i Antung, som i øvrigt blev bestemt til at være mødested i 1904. - Waidtløws skulle rejse på hjemmeophold ret hurtigt efter. - Interessant er det at læse, at der også var 4 repræsentanter for de kristne kinesere tilstede. Nå alt godt får jo en ende, men dobbelt ensomt må de have følt det, da de måtte rejse hver til sit bagefter igen.
I Antung var det gået hedt til, medens de havde været væk. Kuglerne havde fløjet over missionsstationen, dog uden at nogen eller noget der havde taget skade. Det var russiske soldater, der havde slået til imod kinesiske røvere. Ja der var røvere i Antung. Den 4. april skriver mor i sin dagbog :
"Røverkaptajnen "Liu" er kommet til byen. Folk er ikke glade." –
Den 14 april står der :
"Røverne droge i dag fra byen, de var alle på hvide heste og havde musik, det så fint ud."
Men igen den 21. april fortæller mor :
"Der kom røvere i rødt silke og sort fløjl lige forbi på hvide heste." – (De har ikke manglet sans for det dekorative.) –
Og den 30. april :
"Røvermusik det meste af dagen, den lyder kvikt!"
Men russersoldater var der altså også kommet til Antung, og det kunne næsten give flere bange anelser end røverne, ville de som i Port Arthur forbyde "al kristen propaganda" ? - Nå foreløbig havde de kun vist sig fra den venlige side.
15. marts :
"3 russersoldater på visit, den ene spillede violin."
21. marts:
"34 nye russere til byen".
22. og 23. marts :
"Rend af en masse russersoldater".
24. marts :
"En russisk løjtnant på visit (drak kaffe her), han fortalte , der var 30 soldater i byen, og også at der var 800 japanske soldater i Aidow, (byen lige overfor i Korea). "
27. marts fortælles, at soldaterne eksercerer på højen lige udenfor missionsstationen.
28. marts sender løjtnanten en fed vildgås, han har skudt. –
Søndag den 19. april til russisk Påske kom en masse soldater efter gudstjenesten og gav far og mor hver et påskeæg.
Men russerne syntes åbenbart at røverne var for frække, så den 14. maj skriver mor :
"En stor skare russersoldater kommet til hest, modtaget med "stads"."
Og den 24. maj havde de altså angrebet røverne, 11 var blevet dræbt og 12 taget til fange, men anføreren undslap. –
I juni kom der flere soldater til; den 15. juni : "200 mand der eksercerer på højen." Og der kom en oberst på visit.
Den 12.juni kom der i øvrigt et par engelske herrer , fra gesandtskabet i Peking på besøg på gennemrejse til Korea, de var interesserede i russernes planer med Korea. –
Ja mange planer havde de nok russerne, bl.a. om at anlægge en ny stor russisk havn ved indløbet til Yalofloden.
Den 4. august påbyder de alle, selv templet at flage med russerflag, det gør de så som "gode og tro undersåtter", skriver mor, og de fortsætter den 5. august, så mor lidt spydigt skriver, "at trommerne nok må gå, for at få dem til at holde igen."
Den 6. august skriver Cathrine Lykkegaard fra Feng-huang-ch’eng, at der snart kommer 1500 russiske soldater, der skal til Korea. - Den lo. august sås en del udenlandsk klædte japanere på bjerget, hvad de så skulle der ? –
Så vidt dagbogen.
Men for far og mor gik dagene snart helt igen i den vante rytme, med sygebehandlinger, tit af mange, en dag nævner mor 50 kvinder og børn, og for far der udover med prædiken nede i byen en overgang med hjælp af en kristen bogsælger, og for mor med syltning, vask rengøring o.s.v. - Om søndagen holdes gudstjeneste i kapellet, der efterhånden er i fin stand, nymalet o.s.v. Der er blevet sat et forhæng op, så der også kan komme kvinder og børn, (de kan ikke sidde blandt mændene), mor syer alterklæde, og der bliver lavet døbefont. –
Den 23. august er " orglet for første gang i kapellet, det gik helt godt med at synge efter det." - - Mors orgel, som ellers stod i spisestuen, og som i min barndom om søndagen blev båret hen i kirken, der da var bygget, så mor kunne spille på det til gudstjenesten, og derefter båret hjem igen. - -
Som regel står der om gudstjenesterne, at der kommer en del undertiden mange. Ikke sjældent er der koreanere med, der var ikke så få kristne koreanere, der hyppigt havde ærinde i Antung. Sommetider var der også møde senere på eftermiddagen en art samtalemøde, eventuelt på verandaen. - Der blev dog for det meste også tid til en lille søndagstur for far og mor på bjerget, hvor der i den varme sommertid var friskt og grønt og en dejlig udsigt også over floden imod Koreas bjerge.
I september kom der danske gæster, det var Kristiansen (kommet til Kina omkring nytår 1902) og Emil Jensen med sin kone og en lille nyfødt søn. Hun blev i september måned i Antung, medens mændene rejste videre henholdsvis til Feng-huang-che’ng og Ta-Ku-shan. - Fru Jensen blev hentet omkring 1. oktober af Lykkegaards til Feng-huang-ch'eng hvor hun og hendes mand skulle have deres hjem foreløbig, når Bolwigs kom tilbage efter deres Danmarksophold. –
Og så stopper de udførlige dagbogsoptegnelser brat. Hvorfor ? Var det den pludselige ensomhed samtidig med efterårets komme, der har fået mor til at miste lysten til at skrive ?
Et enkelt brev fra 1903 fra mor til bedstemor derhjemme er bevaret, påbegyndt den 23. juni sluttet den 3. juli, da postmanden overraskende kom ind af døren. Mor skriver om den stærke varme, som gør hende så tung i hovedet, at hun…..
"knap kunne huske, hvad hun selv hed",
om lille Paul, der nu er 2 år, at
"han er bleven så mager det lille skind" - -
"men konen (hans barnepige) siger, at sådan er alle børn her i varmen, de bliver så magre". –
"Og de kinesiske børn tvinger tøjet da ikke, thi de have den ganske sommer ikke en trævl på kroppen. - Paul er jo da nødt til at have lidt på, synes jeg."
"Han har uldtrøje, skjorte, livstykke, et par strikkede bukser og et forklæde uden ærmer på, synes du det kan være mindre ?" –
"I de hedeste timer sørger jeg for, at han sover, sovekammeret er temmelig svalt, da der kan være gennemtræk. Når vi lukke vinduerne op, have vi fluenet at sætte i, så der ikke komme fluer og myg ind, og desuden har Paul sin myggenet over seng, så han kan nok få ro at sove." –
"Han kommer i bad hver aften og får frisk tøj på, det holder han meget af, især da det jo kan hænde, der er en lus på ham." –
"Sligt kan ikke undgås her i Kina." –
"Han lærer efterhånden at betragte dem med betydelig mildere blikke, end man er vant til fra sit fædreland, dog vil jeg tilføje, for at du ikke skal tro, at forholdet er alt for intimt, at de ikke hører til de fredede husdyr." –
Så spørger mor til de forskellige derhjemme, hendes bedsteforældre hvor de nok er til fødselsdag, bedstefaderen havde netop fødselsdag St. Hansaften, og hun mindes for 4 år siden, da hun var med. –
Og så vil hun gerne have lidt at vide om sin søster Cathrines hjem, hun er jo nygift. Alt nyt hjemmefra har jo interesse. - Lidt fortæller hun også om, hvad snedkerne har lavet bl.a. en rulle, der lige er kommet i brug, om gæstekammersenge, der må jo tænkes på konferencen, der næste år skal være i Antung. Nøddetræ er skåret ud til spisestuestole og tømmerværk til et tørvehus. Og dagen efter skal de måske lægge de sidste brædder på loftet. Træet er billigt at købe i år, så mor håber, at der også bliver råd til en veranda ud mod haven, (det blev der jo.) –
En gammel russisk læge har været på besøg, "han var Dr. med. og så meget viis ud", han skulle forhøre om, der var kolera i byen igen i år. –
"Han talte tysk den gamle doktor, havde i tre år opholdt sig herinde i Manchuriet og Siberien uden at være ved civiliserede steder, så han syntes, det var helt morsomt at være her i vore stuer; det var nu kun så kort tid, han havde så travlt."
"Russerne ere dog den høfligste nation, jeg kender, det grænser næsten til overdrivelser, tænk dig, selv for Paul tog han hatten af, hvad synes du dog ?"
Og så er det syltetid, abrikoser, kirsebær (både hele og til saft) og stikkelsbær fra egen have. Og desuden var der 26 syge kvinder og børn, der skulle behandles. –
Mor slutter brevet :
"Vi har det alle tre godt, og Johannes og jeg ere glade i vor gerning."
Det næste brev fra mor er fra den 16. februar 1904, kinesisk nytårsdag. Her taler mor om krigsrygter:
"Der er jo ellers uro rundt om os, og der menes jo, at krigen imellem Japan og Rusland er erklæret; men hvordan det egentlig forholder sig, vide vi intet bestemt om. - Der er dog en del, der tyder på, at der denne gang er noget om rygterne. - De bosiddende japanere her i byen ere f. eks. alle rejst bort, efter sigende ifølge ordre fra deres konsul. - Og alle de russiske damer, børn og syge soldater i Feng-huang-ch'eng ere også sendt bort i sidste uge."
"I lørdags eftermiddag ankom der fra Feng-huang-che’ng henved 1000 mand rytteri, en masse ammunitionsvogne og ikke så få kanoner, sygevogne o.s.v., det var et vældigt tog at se "drage ind" i byen. - De have logeret sig i alle kroerne i byen, nok til skade for byen som handelsby, da hverken landboere eller vognmænd kan få plads til sig og deres vogne og dyr." –
Så omtaler mor, at det er kinesisk nytår, men uden så megen skydning, spetakel eller tilbedelse i templet, som der plejer at være, nok på grund af forbud fra russerne. - Folk er dog i fint nyt tøj også fars og mors, det plejer man at være til nytår. –
"Ja det er jo en underlig tid vi leve i," fortsætter mor, "vi vide ikke, hvad morgendagen eller natten skal bringe af krig o.s.v. - Russerne have deres skildvagter ude både nat og dag. På den lille høj udenfor stationen står der hele tiden en ved siden af en høj stang omviklet med halm, måske til at stikke ild i, hvis fjenden pludselig skulle komme, som et signal." -
Nå men dagligdagen må jo gå sin gang, mor fortæller om hulsøm, hun er ved at sy på nogle lagner til Pauls seng og navne på noget dækketøj (duge e.t.c.); nok af hendes egen beholdning, det skal være brudegave til frk. Kathrine Nielsen, der skal giftes i nær fremtid med missionær Kristiansen; som det gik af og til : D M S mistede en kvindemissionær og fik i stedet for en missionærkone mere ! - Mor regner stadig med, at der skal være konference i Antung i maj. Nævner at de vil blive 14 foruden børnene, "ikke så lille en flok." –
Så er der hilsen fra far…..
"han er ikke så begejstret for alle de russere, byen ligefrem er oversvømmet af, foreløbig bliver han nok nødt til at indstille gadeprædikenen for en tid."
Næste brev er dateret Sha-hoa-tse 27. marts 1904, det fortæller, at stillingen i byen er omtrent uforandret med undtagelse af, at byen bliver bedre befæstet. –
"Russerne arbejder af alle kræfter på løbegrave, volde e.t.c. - Soldater er byen fremdeles fuld af. - Vi have dem nu her rundt om vor grund, idet der er bleven slået lejr rundt om; hele pladsen fra vor havemur og hen til templet er således fuld af telte, heste, ammunitionsvogne, sygevogne og enkelte kanoner. - Russerne have hidtil ikke generet os i fjerneste måde; men man (det vil sige mig) kan jo ikke komme uden for porten, og det vil blive lidt trist i længden. Min mand går jo ugenert omkring i byen, og her kommer også en del mandlige syge og gæster. - Kvinder vover sig ikke ud, det er da ganske enkelte gamle madammer i al fald. I dag har jeg f. eks. haft besøg af en gammel "mutter", som ellers så jævnligt plejer at komme her. Vi sad og snakkede i en times tid, så listede hun af igen. - Kineserne ere jo svært bange for, hvad fremtiden skal bringe, hvad jo ikke er så underligt." - -
Mor fortæller videre, at floden stadig er lukket (af is), det er sent, men russerne har forbudt al færdsel over den både af kinesere og koreanere af frygt for japanske "spejdere". Koreanerne havde ellers solgt og leveret russerne en masse halm til deres heste. –
Hvor langt japanerne er nået frem i Korea ved de intet om. - Den 23. marts havde de hørt ca. en times kanontorden og havde set et temmelig stærkt lysskær sydfra, det så ud , som havde der været et søslag ved Yalos flodmunding. –
Så fortælles lidt om Kristiansen for hvem, det var lykkedes at slippe ind til Port Arthur, som blind passager med et tog. Der var ellers ingen danske missionærer for tiden, da Waidtløws stadig var i Danmark og Kathrine Nielsen var i Cheefoo. - For øvrigt havde der "atter" stået et søslag her udenfor. Japanerne skulle have taget nogle russiske skibe og i øvrigt have bombarderet byen, man frygtede her, at der ville blive hungersnød, da russerne havde beslaglagt købmændenes lagre. –
Men fra Antung kan mor melde :
"Vi have jo hidtil haft det godt - og have fået daglig brød." –
"Der er nu tre af vore høns, der lægger æg, så Paul får et æg hver dag, og vi andre også et engang imellem. Vi have i dag købt 1~2 rugbrød af nogle russere (de bage her ved siden af, de må have fået rugmel fra Siberien, thi kineserne høste jo ikke rug), det smagte yndigt, Paul tror, det er kød af en slags - og som det smager med smør på, jeg nød det i eftermiddag som et festmåltid. " –
"Ja så godnat. Johannes er i seng, og russerne synger aftensang rundt om mig."
Kvinder og børn til Feng-huang-ch'eng og Cheefoo
Næste brev er skrevet fra Feng-huang-che’ng den 20. april 1904. Forholdene i Antung havde udviklet sig, så far ikke syntes, det var forsvarligt, at mor og Paul blev der. Der havde stået et slag et par mil (ca. 15 km.) udenfor byen. Japanerne forsøgte at komme over floden, men russerne havde forhindret det; og da det ikke kunne lade sig gøre, at skibe kom til byen, og den øverstbefalende af russerne havde sagt til far, at det var bedre han bragte sin kone og søn ud af byen "hellere idag end i morgen", fik far pas til mor og Paul til Cheefoo over land og et returpas til sig selv til Feng-huang-che’ng . - -
"Min mand havde i den seneste tid, haft det som det bedste, at Paul og jeg kom bort, han syntes, det var uforsvarligt, at vi blev. - Tanken om at rejse har hele tiden været så svær for mig, så jeg har skudt den fra mig; men nu turde jeg dog ikke tage det ansvar på mig længere, især da jeg kunne indse, at det ville være lettere for min mand på flere måder, når han var ene." –
"Det er det sværeste! jeg i mit liv har oplevet, det at rejse fra hjemmet og at sige farvel til min mand i går morges, da rejste han jo så ene tilbage til den tomme rede, og jeg ved jo nu ikke, når eller om jeg atter ser ham, det bliver måske ikke mere på denne jord."
I Feng-huang-che’ng hos familierne Lykkegaards og Jensens havde man også været tvivlrådige med hensyn til, om det var forsvarligt at blive her længere. - 2 små børn var her Ingeborg Lykkegaard og Erhard Jensen. Her i byen, der engang hørte til de mere betydningsfulde, en art provinshovedstad, havde der længe været mange soldater (russiske), der dog ikke havde generet missionærerne, men som mor skrev i et tidligere brev, var kvinder og børn samt syge russere for længst sendt bort. Man havde håbet, det måske havde kunnet lade sig gøre at sende noget bagage med skib eventuelt over Antung og måske også selv komme med skib; men al sejlads til Cheefoo var indstillet, japanerne var herrer til søs, så nu havde man bestilt vogne foreløbig til Siu-yen, og både Lykkegaard og Jensen skulle følge kvinder og børn, og håbede så selv at kunne vende tilbage. Alle havde de russiske pas og tilladelse til at rejse. –
På vejen til Feng-huang-ch'eng fra Antung havde far og mor mødt mange tusinde soldater både fodfolk og rytteri så, som mor skriver:
"det passer nu ikke, at russerne ere så dårligt belavet på krig, som aviserne fortælle. Sha-hoa-tse er vældig befæstet, vi så det rigtigt, nu vi kørte ud af byen."
Om denne tur fortælles i øvrigt :
"Om aftenen efter en spændende og enerverende dags rejse fik de husly i en bondegård, hvor de måtte sove på kangen sammen med familien, og hvor de blev vækket kl. 2 nat ved rasende hundegøen og hårde knoers slag i nattens ro på porten. Det var to unge russiske officerer, der var sendt af sted for at undersøge, hvem de to udlændinge var, som var tyet ind her. Da Vyffs viste deres pas frem, blev officererne beroligede; og så får den ene øje på Paul, der ligger fredeligt på kangen og sover. Stærkt bevæget fortæller han, at han hjemme i Rusland selv har to små drenge, og til sidst tager han forsigtigt den fremmede missionærsøns hånd i sin, bøjer sig ned og kysser den flere gange og rider så igen ud i natten."
Om den videre rejse frem står der at læse i Missionsbudet 15. juni 1904 :
"Kvindernes og børnenes rejse fra den øvre mark til Cheefoo gik for sig i 10 dage i hvilke de rumlede i kineservogne, boede i kineserkroer og levede af deres medbragte tørre mad. Men de var glade over, at rejsen dog havde kunnet udsættes så længe, så de ikke skulle ligge på vejene i den strenge vinter; vejret var blevet forårsagtigt."
Både Lykkegaard og Jensen var med, og mor havde en dreng med, der havde været "stue- og barnepige", det var ikke nemt på så lang en rejse at være alene med en lille dreng på knap 3 år. –
Men videre i beskrivelsen af rejsen :
"Undervejs i Manchuriet mødte de vel flere hærafdelinger, men passene, de havde fået, hjalp dem igennem uden vanskelighed. Værst var det, at de fleste kroer var lukkede, så de måtte leve som Zigøjnerfamilier herhjemme det meste af turen." –
"Den 28. april nåede rejseselskabet lykkeligt og vel til Tung-Hsing ude ved Newchwang og fandt til deres overraskelse dér to dampskibe, som skulle til Cheefoo. De mente, skibsfarten var standset, og at de skulle have kørt med jernbanen til Cheefoo. Men det blev de sparede for; kl. 1 den 1. maj sejlede de og turen tager 22 timer."
Far var allerede den 19. april rejst fra Feng-huang-che’ng igen. I et brev til mor skrevet fra Sha-hoa-tse den 9. maj fortæller han, at han nåede hjem den samme dag og fandt alt vel. - Han har prøvet at sende tre breve inden dette, men er ikke vis på, at de er nået igennem til Cheefoo. Han fortæller, at i den sidste uge i april hørte de i første halvdel hyppig kanonskydning mest sydfra og så i dagene 29.-30. april og formiddagen 1. maj næsten uafbrudt "kanonade" nord for byen, det lykkedes japanerne at komme over floden allerede den 30 april. Om den 1. maj, den dag far i sin dagbog omtaler som "vel den mest eller en af de mest bevægede dage i mit liv", skriver han, at….
" russerne må løbe fra det hele, næsten som det var, hvorved japanerne tog ca. 10 kanoner. Der faldt vel mange på begge sider, og her er for tiden en mængde sårede." - -
Far havde den 1. maj holdt morgenandagt som sædvanligt kl. 9 i sin stue med et par kinesere, da de lige var færdige, så de at alt var i opløsning. Kanoner blev ført bort, uden de havde løsnet et eneste skud, men for at ødelægge deres forråd havde russerne tændt ild i en del huse bl.a. i naboens, hvor der i øvrigt var et ammunitionsdepot, så far og folkene fik travlt, dels med at afværge ilden og dels med at bære indboet ud for at redde det, hvis huset skulle blive antændt. Heldigvis skete det ikke, så hen på eftermiddagen kunne de flytte ind igen. –
Og så fortæller historien, at far fik travlt med at flikke et dansk flag sammen på mors symaskine, et flag som stadig eksisterer, det vajede over stationen, da japanerne rykkede ind i byen og reddede både far og bygningerne. –
Så er byen nu fuld af japanere, men far skriver, at han indtil nu ingen overlast har lidt af dem. - Han har intet hørt fra mor siden et brev sendt fra Feng-huang-che’ng . - Der kommer massevis af japanske sejlskibe, der bringer alt hvad hæren trænger til, men nok ingen fra Cheefoo, der jo er en neutral havn.
Så fortæller han om, at han har begravet to russiske officerer. Ligtalen var på. engelsk, og de blev fulgt til graven af en del højere japanske officerer tillige med to afdelinger soldater, en begivenhed som i øvrigt var at læse om i de danske aviser efter et telegram fra London. - Ja det var altså rygtedes ude i den store verden, at en dansk missionær i Antung havde begravet russiske officerer "under fuld japansk honnør." Det var ikke så underligt, for krigskorrespondenter (engelske og amerikanske) havde far besøg af, de skal jo være, hvor det foregår. Han nåede at blive godt træt af dem, nogle slog sig ligefrem ned hos ham, som på et "bedre" hotel, der var dog een, som tiltalte ham meget, fortæller han mor "en særdeles åben karakter, hans navn er London (Jack) !" –
Ellers fortæller han om haven, hvor frugttræerne blomstrer, og podningerne ser ud til at lykkes, og køkkenurterne er sået.
I et brev fra den 2. juni er far ved at være alvorligt bekymret over stadig intet have hørt fra mor, han ved jo ikke om, de er nået godt frem. Men endelig den 5. juni kom der breve og samtidig 5 englændere, dejligt nu at vide at mor og Paul er i god behold i Cheefoo. –
Om japanernes måde at optræde på fortæller far :
"Japserne har den skik, at de slår sig ned overalt hos familierne. Enden bliver, at alle husets beboere må kravle ned på gulvet om natten; japserne ligge så på kangen, der er opvarmet med kinesernes brænde - en skøn ordning i en hær!"
Ikke underligt at mange kinesere havde forladt byen. Far måtte opgive at gå på gadeprædiken nede i byen; men der kom stadig en del kinesere til sygebehandling. Han holdt også gudstjeneste om søndagen. Her kunne der også være besøg af koreanere, der er nok, skriver han, 4 - 500 koreanere i byen, de hjælper med forsyninger til japanerne. I det hele taget kom der til stadighed en strøm af små skibe, der bragte soldater og forsyninger til hæren og tog sårede japanske soldater med tilbage. Det japanske hovedkvarter lå dog ikke i Antung, men i Feng-huang-ch'eng, og man var gået i gang med at bygge en lille jernbanelinie dertil med tipvognstog, for lettere at få forsyningerne bragt frem. –
At far ikke så med den store sympati på hele denne aktivitet fremgår af brevene.
"Herrefolkets" måde at optræde på tiltalte ham ikke. Træerne som kineserne hvert år i vintermånederne fældede oppe i de store skove nordpå for så som sammenbundne tømmerflåder at fragte ned af floden, når isen brød op, beslaglagde japanerne uden videre, bestemte selv prisen på det og tidspunktet, hvor de ville betale, til stor forbitrelse for de rette ejermænd. Et par af dem, der ville have deres penge og kom i klammeri med et par soldater, blev dømt til døden og uden nåde og barmhjertighed skudt. - Det var lovløse tider, og mange kinesere rejste bort til Shandong-provinsen, og flere af "flodfolkene" havde sluttet sig til røverhære.
Stadig har far indkvartering af englændere og amerikanere og må sørge for forplejning til dem, og hans kok er ikke stort bevendt. - Han længes selv efter en god gang sødsuppe, men "pensionærerne" kan ikke få andet flydende ned gennem halsen end suppe, sukker han under ! - Men en dag fik han kærkomment besøg. Det var Lykkegaard og Jensen, der pludselig kom kørende i en stor kineservogn. De havde været i Feng-huang-che’ng og håbet de måtte flytte ind der, men det måtte de ikke foreløbig, men de fik en vogn til låns, så de kunne fortsætte til Antung, hvor far modtog dem med åbne arme. - Nu kunne han da også få gode råd og bistand til de reparationer og ombygninger på huset, han var i gang med.
En lillesøster kommer til verden
Hele den lange sommer gik. Far turde ikke rejse fra hjemmet på grund af de lovløse tilstande, og mor med lille Paul havde det bedst i Cheefoo, ikke mindst da fordi der var en lille søster på vej. Men til fødslen regnede han da med at nå frem til dem. - Han havde bestemt at rejse mandag den 19. september, men som han skriver til svigerforældrene hjemme på Vestergård; var der ….
"ingen damper hele den uge, hvorfor rejsen først blev påbegyndt den 25. om eftermiddagen. Dertil kom end nu, at rejsen på forskellig måde blev forsinket, så jeg først nåede frem den 28. På den måde gik det til, at jeg ved min ankomst hertil fandt familien forøget med en lille pige, født den 21. september." –
Der er også brev fra mor, der fortæller at fødslen gik let.
"Dr. Ellerbæk og fru Kristiansen tog affæret" –
"Den lille pige vejede 9 pund da hun blev født! og er en lille buttet og velskabt en, hun har langt sort hår og mørke øjne, ligner familien Vyff." –
"At jeg er forfærdelig glad og taknemmelig for hende, behøver jeg vist ikke at sige, havde vi nu bare haft dem (børnene) lykkelig og vel hjemme i Sha-hoa-tse igen; men det hjælper Gud jo da nok med, han har jo da hjulpen hidindtil. - Min mand kom jo først otte dage efter, at hun var født." –
Så fortæller mor, at "julekassen" lykkelig og vel var ankommet inden fødslen og skriver :
"I skulle have mangfoldige tak for alle de dejlige sager, den indeholdt." –
Sådanne julekasser blev hvert år sendt over D M S i Hellerup, så var det bare for de forskellige familier herhjemme i god tid at sende tingene frem, der skulle med. - Den her omtalte kasse havde udover forskellige ind køb, bedstemor havde ordnet for mor, mange andre gode sager. Mor takker for en dejlig vinterkjole, blød, køn og varm og for et "bluseliv" og stof (Chiviot) til endnu en kjole; det vil hun nu gemme, til hun kommer hjem til Danmark, nok fordi den så kan blive syet efter seneste mode, hun har jo ikke brug for så mange kjoler i det afsides liggende Antung, det var noget andet, hvis hun skulle have tilbragt vinteren i Cheefoo. Men der var meget andet godt i kassen bl.a. en thepotte og en brødbakke i nikkel, …
"det er jeg så glad for, thepotten skal rigtig gøre nytte, når vi få engelske fremmede, der ere nemlig så stive i at drikke the!" - -
"Ja der var jo så mange ting, at jeg sikkert ikke husker at få sagt tak for dem alle. strømperne, skjorterne, buksetøjet og hornet til Paul, han er meget begejstret for hornet (forældrene måske ikke helt så meget !),men træskoene gjorde mest lykke, de skulle blive dejlige at bruge, når vi komme hjem til Sha-hoa-tse, hernede i Cheefoo bruge folk ikke træsko."
Rejsen tilbage til Antung (Sha-hoa-tse)
Den 4. november var de kommet godt hjem til Sha-hoa-tse, og mor skriver til bedstemor, (desværre det sidste brev til Vestergård, der er bevaret), og fortæller om rejsen; et brev der giver en meget levende beskrivelse af , hvordan sådan en "nemmere rejse" kunne forme sig, så jeg vil helt overlade "pennen" til mor :
" Kære Moder ! Ja så skal jeg da igen sende brev til dig herfra mit eget kære lille hjem. - hvor er jeg taknemmelig derfor. Gud gjorde alt så godt for os, så vi nu ere her efter en lykkelig tilendebragt rejse. - De sidste dage i Cheefoo vare noget travle, dels med at få pakket og ordnet vore ting, men også med at få gjort indkøb o.s.v., vi førte f.eks. fødevarer med os herop til lange tider. Kristiansens rejste med os herop, det vil sige, de rejste da herfra og videre til Feng-huang-ch'eng, hvor de skulle være i vinter. - Onsdag aften gik vi om bord på det lille japanske dampskib, som vi skulle med herop. –
Vi fik en lille bitte kahyt; men det var meget mere, end vi havde kunnet vente i disse tider. - Nå det gik den gang, som det så ofte - for ikke at sige altid - går her i Kina, man rider ikke den dag, man sadler. - Vi sov om bord den nat; men lå fremdeles i havnen da vi vågnede om morgenen, lå der fremdeles hele dagen; men endelig fredag morgen ved daggry gled vi af sted. - Det er sådan halvt om halvt i det skjulte, at disse små dampere løbe herop; men det går endda, skønt toldvæsenet i Cheefoo nu vist har lagt en lille dæmper på dem. –
Nå vi vare jo glade for at slippe af sted med dette, det var dog meget nemmere end at sejle med djunk. Om formiddagen havde vi godt vejr; men om middagen begyndte det allerede at gynge slemt, og snart var hele familien søsyg minus søster, der var så skikkelig hele tiden trods det, at hun fik så elendig en behandling som vel muligt; men det var måske også derfor, at hun fore trak at sove. –
Vi vare søsyge hele tiden, indtil vi kl. 10 lørdag formiddag kastede anker heroppe i flodmundingen. Det var ikke på grund af storm, at søgangen var så vældig, den er altid sådan heroppe i Koreabugten. - Nå da så ankeret faldt, blev der jo et vældigt røre ombord. - De 400 kinesere, der vare med, fik travlt med at få dem selv med samt deres ejendele i djunke for at gå op af floden, og det meget fragtgods blev også lodset i både. –
Vi havde en yngre kineser med os fra Cheefoo, som vi have til kok, og ham lod vi gå herfra med vore sager, selv blev vi om bord natten over - for om muligt at blive fri for at sove i djunken. - Søndag morgen gik damperen et stykke op af floden, men så løb den på grund og måtte arbejde i flere timer for at komme fri, vi syntes ikke, det kunne betale sig at blive ved at vente på det, så vi kom i en båd og gik et lille stykke op; men snart efter gik skibet forbi os, og vi lagde til land et sted ved Kinakysten, fordi højvandstiden, der varer 6 timer med 6 timers mellemrum, var forbi. Vi gik så en lang spadseretur, og da vi kom tilbage, var der bleven gunstig vind, så vi sejlede et stykke højere op og kom forbi vor egen damper og en masse andre, der lå ved Jung-am-pu, russernes påbegyndte by på koreakysten, der jo nu selvfølgelig er i japanernes hænder. Dog det varede ikke længe, ingen vi igen kastede anker, vinden var ikke så stærk, så vi kunne gå mod strømmen. –
Vi gik til køjs alle mand, og da flodtiden om aftenen kom, gik vi op og vare kl. 12 nat her ved byen. - Vi sov dog til morgen, så gik vi uantastede af japanerne igennem byen og kom herhjem til stationen, hvor vi fandt alt vel, Gud være lovet. - Det var dejligt at se det gamle hjem igen, da jeg i foråret så det sidste gang, var det med blandede og sørgmodige følelser, jeg tænkte, at det måske var sidste gang; men Gud gjorde jo mine bange tanker til skamme." -
"Ja, vi kom altså herhjem den mandag morgen og fandt alt vel, Lao Goa var rask og havde altså pudset og fint til at modtage os, så det var en lyst. Kakkelovnene pudsede - køkkenet fint - kort sagt alt i orden. Der var en hel del overraskelser, der ventede mig, f. eks. er der bygget en lille udbygning ud for gangdøren, og gangen er så lagt til Johanneses stue, der jo derved er bleven en del større; men den var også for lille før, og var overfyldt, så snart her var en halv snes kinesere. - "
Brevet er på hele 20 sider, mor fortæller rigtigt løs. - Om grøntsagerne der er høstet i haven : hvidkålshoveder, kartofler, gulerødder o.s.v. - Det er godt, da det ikke er nemt at købe noget på stedet, og alt er så urimeligt dyrt på grund af krigen. Kolonialvarer har de haft med fra Cheefoo, bestilt hos en urtekræmmer Nielsen i København med godt resultat, med told og fragt var det blevet billigere, end det kunne købes i Cheefoo og så endda af en bedre kvalitet. –
Samliv med både kinesere og japanere
Hun fortæller om de mange japanere , der har slået sig ned i Antung både soldater, håndværkere og handlende, mange har bygget huse og fået deres familier til byen. Der er ved at blive bygget en stor jernbane, men den lille tipvognsbane er stadig i brug, de hører daglig lokomotivets fløjten og ser de små vogne suse af sted. Hun fortæller om Paul, der nyder at være hjemme igen, han leger ude fra morgen til aften og får dejlige røde kinder. Han er så glad for den lille søster, der blev døbt den 9. oktober og fik navnet Edith Elisabeth Vyff. - "Hun er så sød, gid du kunne se hende med hendes lange sorte hår." - De havde haft både en kok og en "amah" med fra Cheefoo, og det var heldigt, da det næsten er umuligt at få folk på stedet. –
"Det er jo ikke så mange kinesere, vi se i denne tid - desværre, men der kommer da daglig nogle - både syge og gæster - og nogle koner har også været at byde mig velkommen tilbage, men dem er der ellers kun få af, de allerfleste ere rejst bort fra byen; fordi jo japanerne have taget hjemmene i besiddelse; ja de stakkels folk, de døjer jo på mange måder for krigens skyld; men mange er der jo også, der tjener godt i denne tid; japanerne give gode daglønne, både til dem der laver jernbane og til vognmændene, der kører med fragt for dem."
"Vi have det fremdeles godt heroppe og mærke meget mindre til japanerne, end jeg havde vovet at håbe. Forleden var der en ung kristen japaner her på en længere visit, han arbejder her imellem de unge mænd sammen med en amerikansk missionær, de have lejet et lokale, og der kommer daglig en ca. 50 japanere til deres møder." (faktisk en interessant oplysning at få) –
"De blive her nok vinteren over. - Det er koldt i dag, ser så vinterligt ud, men det er også første dag, siden vi er kommet herop, vi have det lunt herinde; men hvordan det ellers skal gå i vinter med lunheden er ikke godt at vide, her er ikke brænde at få, og det vi have, vil vist være opbrugt om en måneds tid, men der bliver jo nok en udvej, "bekymrer jer ikke for den anden morgen" - brænde hører jo også med til dagligt brød, det Gud har lovet, at hans børn aldrig skal være foruden."
Læs i kapitel 3 om de andre missionærer
