De øvrige missionærer
Indhold

Konference i Ta-Ku-shan

Et enkelt brev fra far til mor er bevaret fra den 4. nov. 1905, altså ca. 1 år efter deres tilbagekomst til Antung, det er fra Ta-Ku-shan.

"Min egen kære Gedua" skriver far.

"Efter en meget besværlig rejse nåede jeg hertil efter solnedgang i går aftes. Rejsen har så varet i 3 dage og det til trods for, at jeg gang på gang skyndede på kuskene og så gik de sidste 30 li. Nu er det allerede hen på eftermiddagen, og vognene er her endnu ikke. Da rejsen altså har været så besværlig på grund af den dårlige vej og de endnu dårligere kuske, og da vejret har været så koldt, var jeg glad, at børnene ikke var med." -

Det har nok været en svær beslutning for mor at blive hjemme, det var jo en konference, det drejede sig om, til og med i hendes første hjem i Siu-yen, men der skulle da også mod til at tage ud på sådan en flere dages rejse i kineservogn med 2 små børn på 1 og 4 år, nu vinteren nærmede sig. - Hvad der har været på kineservognene, far havde med sig, er ikke godt at vide, måske vinterforsyninger til de andre missionærer sendt fra Chefoo over Antung og måske "Julekassen" hjemme fra Danmark ?

Far fortsætter:

"Kommen ind af døren så jeg som den første Waidtløw, og så kom de den ene efter den anden Madsen, Christensen, Hertz og husets beboere, og bestemmelsen er, at konferencen skal holdes her, der er sendt extra bud til Jensens og Kristiansens om at komme hertil. Ja efter alt dette var det jo atter rart, om du havde været med. Dog er det nok bedst, at det er blevet, som det er. Vi boer jo, hvor det kan træffe sig, og let er det ingenlunde at skaffe plads til så mange. - Konferencen begynder på mandag; mange sager skal behandles. Som nr. 1 er vor hjemrejse, da det jo er en bestyrelsessag og som sådan først skal behandles og atter den ældste af bestyrelsessagerne."

Om den pludselige beslutning om at holde konferencen i Ta-Ku-shan er der et meget festligt brev fra Minna Bolwig, skrevet Ta-Ku-shan den 8. nov 1905 :

"Kære Gedua ! Du går vel bagover ved at høre, at din ægtemand er strandet her, og at hele menagen er samlet her i Ku-shan til konference, det som jeg havde gruet for i mange år, det er nu kommet, - det kom aldeles bag på os, - Waidtløw syntes jo, da de var så mange her, var det nemmest at blive her, - jeg ved, jeg opfordrede aldrig til det, for jeg var forfærdet over sådant et forslag, men Ellen (Nielsen), der holder af at gøre i det store, tilbød sig straks som kogekone og hovmester, - og så kunne jeg jo ikke have indvendinger. - Men jeg tror nok, fruen i Siu-yen (Marie Jensen) er fornærmet, hun tror måske, vi har overtalt dem til at blive her, - men tænk på, vi havde ingen forberedelser gjort af nogen slags, hverken senge, sengetøj, madvarer eller noget, - smørret var sluppet op, og de første 3 dage spiste vi fedt og syltetøj og sirup på brødet. Din mand blev modtaget med glæde, da han fortalte, han bragte 6 pund smør." - -

"Det er jo lidt kneben med pladsen, - inde i doktorens (Ellerbæks) to stuer bor 6 herrer incl. ham selv, i vor gamle lille spisestue 2, - min mand i sit kontor, - fru Waidtløw og knægten inde hos mig (i soveværelset), og Ellen i sidehuset ved køkkenet."

"Jeg giver mig aldeles ikke af med maden, leger ung pige i mit eget hus, gør lamper i stand og passer min dreng (et spædbarn på et par måneder) - om natten sover jeg jo ikke meget, så jeg duer ikke til meget godt om dagen. Ellen derimod nyder at vade i meget arbejde." –

Missionærernes hjemrejser

Der har været meget at tage stilling til, siden sidste konference var der jo gået mere end 2 år, den var i Feng-Huang-Cheng i 1903. Den da aftalte næste konference i Antung i 1904 blev jo på grund af krigen ikke til noget. Første punkt på dagsordnen var jo som sagt fars og mors hjemrejse på orlov, den blev bestemt til foråret 1906. - Disse hjemmeophold måtte afvikles på skift, efter den rækkefølge missionærerne var kommet til Kina i. Allerførst Bolwig, pioneren blandt pionererne, som sammen med sin kone var kommet til Kina allerede i 1893. Han var nok den største vovehals af dem alle, så da han som ene mand skulle af sted i 1902, hans kone med 2 børn var rejst hjem i foråret 1901, vovede han at tage med den transsibiriske jernbane, netop åbnet i 1902. Han rejste fra Ta-Ku-shan 11. marts og nåede København 20. april, i forhold til sejlturen syd om, en hurtig rejse. Men den havde vist været ret så drøj, f. eks. gik vejen på slæder over Bajkalsøen jernbanelinien rundt om søen var endnu ikke færdig. - Men med hurtigste tog og ad hurtigste vej skulle rejsen kunne gøres på 17 dage, og inden længe kom posten fra Danmark til at gå denne vej, så det kunne klares på et par uger et vældigt frem skridt, som rykkede dem derhjemme betydeligt nærmere!

Og så gik det i de næste år nærmest i pendulfart med hjemmeopholdene, således at når én familie rejste ud krydsede man næste hold på vej hjem. Efter Bolwigs fulgte Waidtløws i 1903-04, han var kommet til Kina i 1895 og hun i 1898. Derefter fulgte, som de første fra 1896 Lykkegaard med sin kone og så Olesens, og så blev det endeligt i 1906 fars og mors tur, de måtte vente længst af dem fra 1896, vel fordi far var den yngste og Antung den sidst oprettede station. Men så var der også gået det meste af 10 år fra far forlod Danmark. - Det var kun Bolwig, der vovede turen gennem Sibirien på dette tidspunkt, ellers gik rejsen syd om, en lang sejltur, som når vejret ellers var godt, nok kunne være lidt af en ferie.

"Amazonas"

Ofte foregik rejserne med een af ØKs fragtbåde, der havde mange ophold undervejs. Om sådan en tur fortæller Ellen Nielsen i et brev til mor fra d. 22. april 1901 skrevet mellem Colombo og Aden:

"Vi har haft en yndig rejse hidindtil. Ikke een af passagererne har været søsyg. Det var just et skib for dig kære Gedua, tænk at du kunne rejse med "Amman" lige fra Port Arthur til København uden at blive søsyg en eneste dag. Vi have haft nogle dage her med storm og regn, men "Amman" går lige støt, og selv om "hun" ruller lidt, mærker vi det aldeles ikke, og så den yndige danske mad vi få. "

Så var der et års orlov i Danmark, og det var så vist ikke ferie. - Der var bud fra de mange missionskredse, hvor man gerne ville have besøg; de var jo sådan en slags fælleseje disse første missionærer i Kina, man havde fulgt dem og deres arbejde med stor interesse, levet med i farerne og strabadserne, de havde været igennem; åndet lettet op, når man hørte, at de levede og ikke var bukket under for sygdomme, krige og røvere, og man betalte glad og villig til arbejdet, men nu ville man jo også gerne se dem og høre dem selv fortælle. - Sådan et år i Danmark kunne hurtigt gå, alt for hurtigt, tid skulle der da også være til at besøge slægt og venner.

Her til konferencen i Ta-Ku-shan var Waidtløws altså lige vendt tilbage efter deres hjemmeophold, så der har været meget at fortælle om og friske hilsener at bringe fra dem derhjemme. - De havde også besøgt mors fødesogn og bedsteforældrene på Vestergård og hilst på fars familie i Kolding; synd for mor, at hun ikke kunne være med og få de friske hilsener.

Breve fra de andre missionærer

En stor samling breve fra de første år i Kina specielt fra de andre missionærkoner har mor gemt. - Meget spændende læsning findes her. - Det ældste er fra Cathrine Lykkegaard sendt fra Korea år 1900 under bokseroprøret. Det fortæller om deres underfulde redning "den eventyrlige rejse" over Shahoatse til vennerne på den anden side af floden, de kristne koreanere. Hun beskriver huset de bor i , hvor der er kang under hele gulvet og veranda hele vejen rundt. Man sætter skoene udenfor og hopper ind ad vinduerne. Der er skabe i væggene, hun mener, at de er beregnet til, at kvinderne kan krybe derind og gemme sig, hvis der kommer mænd på besøg.

Emil og Marie Jensen

Gribende er et brev fra Emil og Marie Jensen fra Ta-ku-shan. Far og mor havde sendt en mand med gryn til deres lille syge dreng. –

"Tak for jeres kærlighed med grynene, nu behøve vi dem ikke - vor kære lille dreng er ikke mere, men hos Jesus, og vi unde ham den lykke, selv om det var svært at give slip på ham - - godt gemt både for røvere og for kolera, var bange vi skulle få kolera og dø fra ham - - gemt hans lille legeme i haven ved siden af Bolwigs lille dreng. " –’

"Nok 14 kinesere med ved begravelsen. - Drak the med dem bagefter med kineserkage til, de var så søde og kære." –

Ja, hvor stod de alene midt i deres sorg og så dog alligevel ikke helt alene, de havde jo de kinesiske venners deltagelse. - Brevet er fra den 14. juli 1902.

Minna Bolwig

Flest breve er der fra Minna Bolwig, og mange af dem er meget fornøjelige det er, som har hun et lille blink i øjet, samtidig med hun skriver, hun ta'r ikke sig selv alt for højtideligt. - Minna og Conrad Bolwig tilbragte næsten alle deres mange år i Kina i Ta-Ku-shan, den lille by ved det "store ensomme bjerg", afsides beliggende var den, men her bestemte Bolwig, han ville tage fat allerede ved den første recogniseringsrejse rundt i Manchuriet i 1895, samtidig med Waidtløw begyndte i Port Arthur. De var de første og blev blandt de sidste, vendte først hjem til Danmark i 1946. - En vældig slider var Bolwig, altid rundt på farten i de senere år på cykel, indtil han var så uheldig at falde og brække hoften.

I 1898 kom de 2 kvindemissionærer Ellen Nielsen og Kathrine Nielsen også til Ta-Ku-shan, det var meningen de skulle have boet i Port Arthur, hvor der var bygget et hus til dem med 2 små lejligheder, men på grund af de mange russiske soldater, turde man ikke have de to enlige unge damer boende her, så det blev Ta-Ku-shan, der blev deres opholdssted, og her kom Ellen Nielsen til at få hele sin livsgerning. Det begyndte med en lille skole med 3 små piger, udviklede sig til et vældigt foretagende med pigeskole - børnehaveseminarium og lærerindeseminarium og en industriskole, hvor enlige kvinder kunne tjene til livets ophold for sig selv og deres børn. Det blev til en hel by i byen med selvstændigt landbrug "Ellen Nielsen byen " kaldtes den. Højt anset af de kinesiske myndigheder blev hun kinesisk statsborger og kunne derfor blive i landet, da alle andre danskere måtte forlade det omkring 1950. Hun døde herude 1 1960 ribbet for alt. Da kommunisterne fik magten, blev hun som andre "godsejere" frataget alt, men af de få breve der slap igennem fra hende de sidste år, kunne man læse, at hverken troen eller modet havde hun tabt. Og hvad hendes skoler har betydet for utallige kvinder kan nok ikke gøres op. - Vi mødte i 1983 nogle, der var gamle elever af Ellen Nielsen, i dag stadig med blandt Kinas kristne.

Breve fra Minna Bolwig

Men tilbage til Minna Bolwigs breve, de giver et godt billede, af hvordan forholdende var her under den japansk-russiske krig. Kort før den bryder ud skriver hun til mor :

"Vi har det livligt her med russerne - de har nu taget stade i en landsby tæt uden for Ku-shan, 4 - 5 li herfra. Ellen og jeg går af og til derhen - lidt på afstand - og ser på dem; de har hældt kineserne ud af deres huse og taget dem i besiddelse." - -

"På gaderne er der stadig fuldt af dem. Min mand blev i går antastet af politikonstabler, og da de ikke kunne blive klog på, hvad nation han hørte til, så fulgtes de ud til hovedkvarteret, for at kaptajnen kunne afgøre det, - vi herhjemme morede os over det, da vi hørte det, alle andre rystede og bævede; alle de kristne kom styrtende for at høre, om det var sandt, at han var taget! . Han kom hjem i procession med alle de kristne, der var gået ham i møde. - Vi har det ellers fredeligt og godt."

Ja måske næsten for fredeligt for fru Minna. Hun var vist egentlig alt for meget af et livstykke til at sidde her så afsides i en lille landsby, og i et brev til far 26 - 8 - 1904, hvor far jo er ved at planlægge sin rejse til Chefoo i anledning af min søster Ediths fødsel, taler hun om mulighederne for at hun kunne følge med, og rejsemulighederne er måske ikke alt for lyse, hun skriver :

"Jeg har jo hele tiden ment, der ville komme en skibsforbindelse i stand direkte mellem Antung og Chefoo, men det lader til at trække ud. Med djunk har jeg aldrig ment at turde begive mig." - -

"Jeg syntes, det ville være sådan en rar lille afveksling at komme til Chefoo i besøg hos fruerne, (de andre missionærkoner der jo var evakueret hertil under krigen), jeg kunne da måske også give en håndsrækning her og der, og jeg ville gerne gøre nogle indkøb, men er der ikke en ordentlig forbindelse, så må jeg blive hjemme."

Og det blev så enden på det, men nogle ærinde ville hun gerne, far skulle besørge for hende, et ur, som skulle til en japanesisk urmager, sko der skulle forsåles og ellers indkøb. - Den 21. okt. 1904 er der brev til mor med lykønskning med datteren :

"Hjertelig tillykke med den lille pige, det var dejligt, De fik efter ønske, jeg har ikke ønsket stærkt nok, for jeg fik ingen. Men jeg er nu også bange for sådanne bitte små damer, kunne de fåes ville jeg gerne have een."

I et tidligere brev til mor ved Pauls fødsel skrev hun, om alle de drenge der blev født :

"Jeg ønskede en lille pige, og så ville jeg med stolthed vise hendes store fødder frem, når hun kom over den alder, da de skulle være bundne." –

Den frygtelige skik med de små pigers bundne fødder eksisterer heldigvis ikke mere i Kina, men at drengene stadig er højest i kurs i dagens Kina, og at nogle familier anser det for en katastrofe, at det eneste tilladte barn bliver en pige, er vist desværre stadig en kendsgerning.

I brevet den 21. okt. er der også lidt oplysninger om krigens gang:

"Hvad krigen angår mærker vi ikke noget her i Ku-shan, her er så fredeligt; her er ikke mange japanere, de har nok ikke råd til at holde så mange på et så uvigtigt sted. - Vi har så godt som intet med dem at gøre, en enkelt gang kommer der en i besøg." –

Men russere er der jo i alt fald ikke flere af.

Minna Bolwig efter besøg i Antung i 1905

I januar 1905 har ægteparret Bolwig været på besøg i Antung.

"Det frisker op at komme lidt ud", skriver Minna Bolwig den 16. jan. 1905 - "blot det nu kan holde lidt alle de nye indtryk, så man kan finde sig i de gamle omgivelser igen i lang, lang tid." –

Om sig selv skrev hun i dec.:

"Men jeg er jo sådan beskaffen desværre, at jeg skal have lidt adspredelse nu og da, i disse dage har jeg nok med slagtning, så kommer vask og bagning - jo mere jo bedre, - når så al travlheden (til jul) kommer til side, så er det, jeg får nykker og må lidt af sted."

Ikke så underligt, at hun kunne trænge lidt til afveksling ind imellem, og så var det altså blevet til en lille tur til Antung.

De blev godt modtaget ved hjemkomsten af Ellen Nielsen med kaffe og senere aftensmad, og det gjorde godt efter den lange køretur. –

"Men så fik vi alle Ellens kyllingesorger, - hun havde selv mistet 11 - skriver elleve - høns af kolera og vi 5 - 6 og to kyllinger, - den sygdom kan man jo ikke værge sig imod, - her i nabolaget har de også mistet en del, - måske er det den mærkelige milde vinter, nå jeg syntes jo ikke, det var værd at tabe modet over det, det kunne da have været værre, mente jeg. Ellen var også lettere, da vi var kommet hjem, hun syntes, det var strengt at bære denne tunge byrde selv, men vi er vel ikke over det endnu, - der er død en eller to hver dag siden, spise dem kan vi ikke, selvom vi slagter dem, når vi kan se, de hænger, - men kineserne vil nok have dem. De bliver nu flyttet fra det ene hus til det andet, det er meget besværligt, det er særlig Ellen, der står for det, hun har også ved lærerens hjælp åreladt dem allesammen! " (En ikke ualmindelig behandling ved sygdomme hos mennesker, så hvorfor så ikke prøve også på hønsene?)

"Blot vi måtte beholde 8 - 10 hver, nu skulle de snart lægge æg - kineserne føler med os. - Nå det var den historie!"

Så omtaler hun rygter om gennemmarch af 1000-vis af japanere, der skal nord på, og den 16.feb. 1905 skriver hun så:

"Vi har nu i ca. 3 uger haft en permanent støvsky om os af inddragende og uddragende japanere, - de kommer 2000 pr. dag, hviler en dags tid og går så op mod amtsbyen (Mukden) . Vi havde en dag 8 mand og 5 heste i vor gård, de opførte sig dog ganske ordentligt, de 3 var officerer. - Det er en ynk at se soldaterne, de lider af kulde, har frost i fødderne, humper af sted, de er ikke oplagt til ubehageligheder." - -

"Hvorledes går det med japanerregimentet ovre hos Dem, er de lige slemme ved kineserne? - Bare vi snart fik sommer, jeg længes derefter, og så krigen fik ende."

Minna Bolwig om et Bryllup

I det næste brev fra den 12. april er der beskrivelse af et kristent bryllup vel det første i Ta-Ku-shan. Brudgommen Leo Chang An var i øvrigt fars plejesøn, som far havde taget sig af allerede i Port Arthur-tiden, han var da 17 år. Bruden var datter af en kristen familie i Ta-Ku-shan. Hør nu bare hvordan det gik til:

"Nu har vi i dag fejret Chang An s bryllup. Gæsterne er lige draget bort, jeg er så glad og taknemmelig over, at det hele gik så pænt og højtideligt til." -

"Siden Chang An kom hertil, har vi begyndt at instruere Chiangs (brudens forældre),om hvorledes et kristent bryllup gik til; med den unge mand var der jo ingen vrøvl, han og vi var altid enige - værre med Chiangs - de syntes jo, det var strengt at skulle undvære "musikken" og de forfærdelig mange gæster (begge dele hører med til et kineserbryllup). - Da vi en af de sidste dage skulle gennemgå ritualet med pigebarnet, kneb det jo med det sted, hvor hun skulle svare "ja" og endnu mere, hvor hun skulle give den unge mand sin hånd, - det kunne hun ikke, - men vi holdt på, hun kunne, og vi gav os ikke, - hun græd lidt over det, - og har vist ikke spist i flere dage; men det fik jo en ende. - Kapellet havde vi pyntet så fint, når jeg selv skal sige det med rødt tøj, grantræer, masser af "hsi" (tegnet for lykke) rundt på væggene, fint alterbord og tavle - tæpper og lys." - -

"Der var tilberedt nydelig mad, masser af retter (af Liu og hans kone) til ca. 40 personer, - jeg begriber ikke, hvordan man laver så mange retter i en gryde." –

"Nå så kom da bruden kl. 11 hertil med sin familie og nogle venner i 2 vogne, kvinderne, - og kort efter gik vi ned i kapellet, vi havde jo skærme mellem mænd og kvinder som sædvanlig, og så sad parret på hver sin side under talen, men så kom jo det frygtelige øjeblik, hvor de skulle træde sammen frem for præsten, (jeg havde gruet for, hun havde gjort strejke pigebarnet, men det gik da), hun vendte sig jo lidt til siden, så knælede de ned sammen under bøn og velsignelse, jeg syntes det hele gik så kønt og højtideligt til." –

"Efter vielsen gik vi alle op, - kvinderne spiste på Ellens kang og i hendes skolestue, mændene nede på folkenes kang og skolekangen, min mand spiste nede - vi oppe." –

"Siden var de i min stue til the, Ellen havde lavet en stor kage med lykketegnet på i glasur, den skar bruden for." - -

Ja, se det var da et bryllup! –

"Vi savner Chang Anher, selv de små piger - sådan en pæn ung mand er han. Han havde en lyseblå råsilkekofte på og en lille mørk hue, han sad på brudens vogn hjem, - det regnede lidt, da de kørte." - -

Om det også betyder lykke i Kina , ved jeg ikke?

Men andre nyheder er der også at berette om:

"Nu er der begyndt på byggeriet, og her bliver ikke talt om andet end murere, mur, sten, vogne, 0.S.V. og her er en stadig løben til østbyen. Folk derude er ikke glade ved, at hun skal bo deroppe." - Det var så begyndelsen til "Ellen Nielsen byen."

Og så en lille diskret forespørgsel: -

"Så er der en anden sag, jeg ville gerne låne en af Deres japaneserkjoler at skære efter - hvis De da kan se lejlighed til at sende den herned - en af de stribede, jeg så, jeg har intet mønster selv, og jeg er kommet til det resultat, at jeg ikke kan bruge mit sædvanlige sommertøj i år." –

Ja så diskret kan det fortælles, at ønsket om en lille pige, ikke var blevet mindre efter, at der var kommet den lille datter i Antung!

Bolwigs havde efterladt deres 2 små drenge hjemme i Danmark efter deres orlov, en forfærdelig svær beslutning at tage ikke mindst for en mor, men som hun skriver i et brev til min mor,

"er det vigtigste ikke kun at spørge, hvad der er bedst for børnene? Det er i dem fremtiden ligger, banen for os forældre er jo afstukket, så vi har blot et følge den." –

Jo herhjemme i Danmark kunne de få regelmæssig skolegang sammen med danske kammerater, og med de urolige tider i Kina, og andet havde de jo snart ikke oplevet med krige, røvere og sygdomme, var det bedre at vide børnene i sikkerhed herhjemme hos gode venner, men forfærdelig svært for hende havde det været, og i hendes breve fortæller hun da også altid om det sidste nyt, hun har hørt om sine drenge.

De følgende breve har to gennemgående temaer, det ene er vedrørende den forestående "glædelige begivenhed", det andet om Ellen Nielsens byggeri derude i Østbyen. Den første begivenhed giver anledning til mange bekymringer og spekulationer. En fødsel under disse forhold var jo ikke så ligetil, og fru Minna følte sig med sine 38 år absolut som højt oppe i årerne, omtaler sig selv som en gammel tante; man følte sig vist dengang langt tidligere som gammel, end man gør i dag. Godt nok havde Dr. Ellerbek lovet at komme og assistere ved fødslen, altså forudsat han kunne få tilladelse til at rejse.

Han, den første danske lægemissionær havde grundet på krigen tilbragt sin første tid i Kina i Chefoo med sprogstudier. Nu søgte han japanerne om tilladelse til at rejse til Ta-Ku-shan og fik afslag. – Godt nok lagde japanerne ikke missionærerne nogen hindring i vejen for deres arbejde, men de kunne dog ikke sådan uden videre få lov at bevæge sig , hvorhen de ville. - Og kunne lægen ikke komme til fru Minna, måtte hun jo rejse til ham. Men hvordan? Og hvor længe kunne det ud sættes? Krig var der stadig, ingen direkte skibsforbindelse over Antung til Chefoo, at begive sig ud i en djunk turde hun i hvert fald ikke, og de mange dage over land i bærestol eller med kineservogn, var ikke lystelige at tænke på. – Nå, problemerne løste sig, en fornyet ansøgning der gik på, at lægen i sin egenskab som læge måtte tage til Ta-Ku-shan et par måneder i et specielt tilfælde, gav et positivt svar, og således gik det til, at Dr. Ellerbeks første tid som lægemissionær i selve Manchuriet blev i Ta-ku-shan, hvor han straks kom til at overtage sygebehandlingen; som fru Bolwig skriver det til mor:

"Det er dejligt at have lægen inden sine vægge - straks den første dag kom han i arbejde med en opiumspatient - og så har han for resten hver dag siden taget sig af de syge. - - Den dag her kommer kvinder, går jeg med ham og agerer tolk, kvinderne forstår nok bedre mig end ham, og så er det mere hyggeligt, når jeg er til stede, jeg anstrenger mig ikke, sidder på en stol og taler med konerne og spørger dem ud - han leverer medicinen ud - det går rigtig godt." - -

"Jeg er glad over, folk kan få en grundigere behandling, end vi er i stand til at give dem, bare jeg kunne lære ham kunsten af, men det er jo kun kort tid, jeg endnu kan være med derude."

Nej det blev nok ikke så længe, en nøjagtig dato har jeg ikke, men heller ikke denne gang blev det den meget ønskede lille pige, men skuffelsen har nok ikke været så langvarig i glæden over "min lille trøst", som den lille dreng bliver omtalt i de efterfølgende breve.

Angående byggeriet af kvindebyen, og hvordan det skrider frem, er der og så en del at læse: Den 12 juni 1905:

"Ellen har forfærdelig travlt, enten op holder hun sig derude hele dagen, får ingen mad eller dårlig mad, - eller hun kommer hjem om middagen - spiser lidt og så af sted igen. Så snart hun ikke er der, er der noget, der går galt. - Nu er murene nået op over vinduerne, de håbe at få taget lagt til 1. juli. Murene udenom er omtrent færdige, statelige og smukke, en pryd for hele kvarteret." - -

Den 28.juni :

"Der er bleven tomt og øde i gården, Ellen har flyttet sin skole, lærer og konen og den hele kinesermenage ud i Østbyen, der er to gamle huse på grunden, hvor de indkvarteres, hun kunne ikke holde øje med skolen , når hun det meste af dagen er derude." - -

"Ellen sveder derude kan De tro, jeg har ondt af hende og ønsker, hun snart kunne få lidt mere ro - hun går derud på fastende hjerte kl. 5-6 om morgenen, laver sin frokost derude på et "apparat", og så holder hun øje med, at alle mand bestiller noget. - I den sidste tid er hun kommet hjem til middag her, - men det er også strengt at gå to ture i middagsheden. Om eftermiddagen løser min mand hende undertiden lidt af - han har også hænderne fulde her, - men det er nok bedst, når Ellen selv ser efter det, så får hun det, som hun ønsker, min mand ser jo med andre øjne end hun !"

Den 11. august:

"Ellen har lidt mere tid nu, da begge huse står færdige med tag, så regnen ikke skader dem mere, hun kommer i reglen hver dag hjem til middag, - og meget ofte giver vi os på udflugter om eftermiddagen ved 3-6 tiden - ud i de smukke steder i Ku-shans nærhed - - vi har aftensmaden med i en kurv - øllet og sodavandet kom dejlig tilpas (mon det var kommet fra Antung?) - vi nyder det i fulde drag, - - når vi således sidder i en bjergkløft og skal til at begynde på aftensmåltidet." –

Det har nok været en lise ovenpå en varm travl dag at nyde aftensbrisen oppe på det lidt køligere bjerg med den dejlige udsigt.

Så den 29.nov 1905 er der to nyheder. Den første:

"Ellen flyttede ud i sit nye hus i fredags 24. nov; min mand og Ellerbæk var gået et par dage på prædike- og sygebehandlingstur, så pastor Hertz og jeg var ene hjemme, vi fulgte hende ud om aftenen, og det hele gik net og ordentligt til, ingen gråd og veklager. Ellen begyndte at blive rørt over, at jeg i den sene aften time ville bevæge mig så langt, - men jeg erklærede nøgternt, at det blev jeg nødt til, ellers kom hun såmænd aldrig ud af huset ! - Der er kun en stue helt færdig, men nu går det rask, når hun selv er der hele dagen. Siden når lejligheden bliver i orden, skal huset officielt indvies, så skal der være kineser og dansk gilde på en dag - Så må man jo i sit fine tøj ! - Jeg kan ikke sige, jeg føler ensomheden så trykkende endnu - det er ligefrem velgørende med lidt ro - og skulle det blive for meget, så har jeg mine 3 1/2 herrer at søge selskab hos." –

Foruden Bolwig og den lille Erling, l/2 herre er Ellerbæk stadig i Ta-Ku-shan og så altså Hertz.. - - Man følger stadig nøje linien i bestyrelsens beslutning, så vidt mulig kun at udsende ugifte unge mænd, og så må eventuelle "forloveder'' vente et år eller flere med at følge efter, og så måske endda vente et år eller mere herude, f. eks. hos Ellen Nielsen i "Kvindeborgen", inden brylluppet fik lov at stå ! Og dem, der ikke er forlovede, er så måske så heldige at møde "den store kærlighed" herude blandt een af de unge kvindemissionærer, der også strømmer til Kina i disse år. –

At blade i det gamle missionæralbum fra 1919 kan fortælle en del om disse mange, der havde følt kald til at rejse ud i de første 25 år af dansk kinamissions historie.

De unge enlige bliver så anbragt på de bestående missionsstationer og kan hellige sig deres sprogstudier og ellers hjælpe i arbejdet, en nem, billig og praktisk "indslusning". –

Om Ellerbæks planer skriver fru Bolwig iøvrigt :

"Han var parat til at rejse til Antung i sidste uge, men så kom Chang An hjem og fortalte, at man ikke kunne gå og komme der for "de små" (japanerne), og det passer vel endnu? - Hvis der er adgang, må De da helst sige til, for han ville vist gerne derover og have set beliggenheden, for at kunne bestemme sig m. h. t. hospitalet." –

Han havde faet frie hænder til selv at bestemme, hvor et påtænkt hospital skulle placeres, og det blev i øvrigt i Antung, men derom senere.

"Den anden nyhed er, at Waidtløw kom tilbage i mandags aften (27. nov.l905) med det samme skib, han var rejst ned - de ville ej tillade ham at opholde sig i Dalni, han var der i 3 dage, men måtte så forsvinde, den eneste foruden Waidtløw selv, der var ked af denne ordning, var hotelværten, han tog nemlig 10 dollars pr. dag! - Waidtløw mente, det var ikke værd at gøre vrøvl, da det måske kunne gøre det vanskeligere at komme ind igen dernede, - japanerne erklærede, om 1/2 år skulle det være dem en glæde at se ham igen! Tropperne vælter jo ned over Dalni, der lå 30 transportskibe udenfor til at tage imod dem." –

De 1000-vis af japanske soldater, der var passeret nordpå skulle nu tilbage til Japan, efter at krigen var ophørt i oktober 1905 med japanernes sejr. - Dalni er en by lidt nord for Port Arthur anlagt af russerne. I dag hedder den Dalian og er en stor havneby, der er præget både af kinesisk, russisk og japansk byggestil.

I Port Arthur havde der ingen mulighed været for danske missionærer at opholde sig. Waidtløws var rejst på hjemmeophold allerede i 1903, der var jo ikke meget at gøre her med russernes forbud mod "al kristen propaganda". Kathrine Nielsen havde opholdt sig her, men måtte forlade byen 8 - 2 - 1904, da alle udlændinge blev evakueret efter russisk påbud. Det var dagen før, at japanerne begyndte at bombardere byen fra søsiden. - Kristiansen slap herind, som blind passager på et tog, dels for at se efter missionens huse, dels for at betjene den lille kristne menighed, han blev siden hjulpet herfra af en af de kristne kinesere. - Nu krigen var endt ville Waidtløw gerne i gang hernede igen, men foreløbig måtte det altså vente, og han måtte sammen med sin familie slå sig ned i Siu-yen. Her som i Tu-ku-shan havde missionærerne kunnet opholde sig under hele krigen og passe deres arbejde, til trods for , at der også her havde været først russiske og senere japanske soldater, men her havde ikke været kampe. –

Herfra er der desværre ikke det samme righoldige brevmateriale som fra Ta-Ku-shan. Et enkelt brev fra Marie Jensen nov. 1905 fortæller:

"Huset fuldt, forfærdelig hyggeligt at være så mange. Madsen og Christensen bor i det venstre sidehus. De har det hyggeligt med en masse billeder på væggene og andre pæne ting. Rebekka (W.) bor i jeres gamle dagligstue, hun har et lille bitte orgel, som vi fryder os over at spille på."

Om Ellen Nielsens nye hjem og dets indvielse har jeg ikke noget, der blev skrevet et fællesbrev om det til alle "fruerne", og det er altså ikke endt hos mor, men i et brev fra den 12. dec. 1905 kan man læse, at Ellen nu har to kristne familier boende i gården og videre:

"Nu er der jo den fordel ved at have en station til her i byen, at man kan blive "bedt ud" både til eftermiddagskaffe og til aften, det er meget interessant, det kender ingen af jer noget til endnu. - Jeg har sat mig for, at jeg vil have 10 cent for at ledsage herrer ud til Ellen - de kan jo ikke gå alene - der kan jeg så få lidt ''nåle penge"! Da Waitløw var her sidste gang, betalte han smukt 20 cent for at blive fulgt derud til kaffe; det var sådan en slem blæst den dag, så jeg havde skruet prisen op, det morede ham at trække tegnebogen op og lægge 20 cent på bordet, og jeg tog dem - til min mands forfærdelse!" -

videre fortæller hun:

"Ellen slagter gris i denne uge, og vi skal så en dag i ugen til pølsegilde derude, det er forfærdelig morsomt. Og på søndag er vi "bedt" til småpigernes juletræ kl. 3 eftermiddag, så gå vi sammen her hjem og holder andagt med vore folk og har så aftenen for os selv - ikke juletræ - vi plejer at pynte med gran og lys, det synes min mand bedst om, men lille Erling skal dog få et ganske lille et i urtepotte. - Næste dag mandag har vi så gudstjeneste om formiddagen - fællesspisning for alle de kristne med kvinder og børn - efter middag juletræ i kapellet og the og kager, således er planen." -

Sådan blev julen altså fejret år 1905 i Ta-Ku-shan.

Hjemrejsen 1906

Endnu et par breve er der fra først i januar 1906, de handler bl.a. om gaver til børnene og nogle venner i Danmark, som far og mor skal tage med på den nært forestående hjemrejse, for nu rykkede hjemrejsen virkelig nær. Den skulle foregå i marts 1906. Om planerne for den skriver far i et brev til DMS-bladet 20 - 12 - 1905 :

"Vi har nu bestemt os til - om Gud vil - at tage med "Prinzess Alice" ( den samme damper Waidtløws rejste med), den går fra Shanghai 10. marts; vi vil nå Danmark i eller kort efter påsken. Planen er at tage med den nye bane gennem Korea til Fusan og derfra med damper til Nagasaki i Japan, hvor vi går om bord i "Prinzess Alice" den 6. marts. Da en billet koster lige meget, enten man tager fra Nagasaki eller fra Shanghai til Genua, så sparer vi både tid og penge ved at tage over Japan, ikke at tale om, at der sikkert er meget at se og lære ved at tage den vej."

Det lyder jo ret enkelt og nemt, men det var dog en 3-dages rejse, at nå til Fusan med et par overnatninger undervejs. Det sidste stykke fra Koreas hovedstad Seul til Fusan fandtes både 1, 2 og 3 kl. i toget, men ellers beskrives toget som uden bekvemmeligheder, om det så er foregået i godsvogn, ved jeg ikke, men forvænte rent rejsemæssigt var de ikke, og både mere behageligt og hurtigere (30 km. i timen) end med kineservogn, var det i alt fald. Spændende har turen gennem Korea været, og et lille besøg i Japan blev det da også til.

Den 26. april er der atter et brev i DMSbladet. Det fortæller, at Danmark er nået efter en god rejse.

"Den lange sørejse fra Nagasaki til Genua, der tog 33 dage, var god, vi havde kun to dages storm med dertil hørende søsyge. Endnu 2 dage fra Genua, og vi var i Danmark, hørte atter alle tale dansk, underligt lød det, men dog så kært hjemligt ! "

Om hvordan rejsen fra Genua til Danmark er foregået giver et brev fra Lykkegaard, som med sin familie er på vej tilbage til Kina, et udmærket billede af. Det er dateret "Sachen" nær Aden den 24. marts 1906 :

"Nu nærmer vi os hinanden - desværre ikke lejlighed til at tale sammen - haft en god rejse - et par ord om rejsen over land."

Og så kommer der gode råd og oplysninger og erfaringer høstet af både Bolwigs, Waidtløws og dem selv, om denne togrejse igennem Europa, som den formede sig først i dette århundrede: Der skal skiftes tog i Milano, Basel, Frankfurt am Main, Hamburg og i Vamdrup. - Der vil være toldeftersyn ved landstigningen i Genua, ved Chiasso (lidt nord for Milano), ved Basel i Svejts og endelig i Vamdrup, og så en lille advarsel : "Husk ved indskrivning af rejsegods, samme rute som I selv rejser." Der er også navne på hoteller for eventuel overnatning på vejen. Turen gennem Europa har ikke været den mindst komplicerede del af den lange rejse med 2 små børn på 1 1/2 og knap 5 år og med en omfangsrig bagage.

Brevet fra den 26. april slutter :

"Og nu hjemkommen lyder spørgsmålet tit i mit hjerte : Hvorledes skal det nu gå herhjemme ? Svaret kommer da igen at han, der har hjulpet så tit, at han vil hjælpe herefter, så behøves der ikke mere."

 

Læs i kapitel 4 og kapitel 5 om familierne hjemme.Henholdsvis ved Aalborg og Vonsild.
 I kapitel 6 kommer er vi tilbage i Antung