Se kortet
Min mormor døde i november 1918, ca.6 mdr. før jeg blev født, så jeg har
aldrig kendt hende, og så er det dog, som om jeg har mødt hende så lyslevende
i hendes mange breve, og hvor er jeg kommet til at holde af hende. Brevene - ca.
100- er skrevet til min mor, hendes ældste datter, som hun så tidligt måtte
give afkald på og måske netop derfor holdt så meget af; mor var jo bare 17
år, da hun blev forlovet og kun 20, da hun rejste til Kina. At det har været
svært for mormor, forstår man bl.a. af sådan en lille bemærkning i et af de
første breve, hvor hun citerer en kone, der havde sagt, at ….
"hun syntes, det var en stor glæde, der var født et barn i Lyngdrup til at rejse ud til hedningerne, jeg ville just ikke sige, jeg var allermest glad for det, men man kan jo blive fortrolig med det, de fleste siger, de kunne ikke forstå, vi ville lade dig rejse."
Og senere i det samme brev:
"Ja kære datter, kunne du endda kigge ind til os engang imellem og se til os og din mand også, jeg ville ønske I kunne besøge os engang om året." ---
"Vi bede til Gud hver aften og mange gange hver dag, om han vil bevare jer derovre."
Det var jo helt andre forhold dengang end i dag, hvor man på bare 9 timer kan komme fra Kastrup til Peking med fly –
Mormor takker for et brev fra 7.april, det har "kun" været 7 uger undervejs, og fortsætter:
"vær flinke til at skrive, det er vor største glæde, når vi får brev fra jer."
Alarmerende forlydender fra Kina
Først i juli l900 bragte de danske aviser alarmerende rygter fra Kina, om at alle europæere skulle jages ud af landet, og den 7.juli stod, at alle europæere i Peking var slået ihjel. Men det helt store chok kom den lo. juli, da
"fik vi brev fra pastor Løgstrup(Missionssekretæren), at stationen, hvor I boede, var omringet af Boksere, og at I var i stor fare, om I ikke var myrdede. Ja det var et strengt brev at læse, og siden den dag og til den 21. juli, sådanne dage har jeg aldrig oplevet og ville også bede Gud om ikke at opleve mere, vi stod jo helt hjælpeløse overfor jer I kære, hvor gerne vi ville, - og tænke jer at være myrdede, ja det var strengt, og så den dag, vi fik telegram I var redede, jeg turde næsten ikke åbne det, jeg vidste jo, det var om, I enten var frelste eller døde." –
Det var den dag bedstemor fik hele 4 telegrammer, foruden det fra Løgstrup ét fra Aalborg Amtstidende og et fra Aalborg Stiftstidende der, straks de modtog nyheden, var så betænksomme at telegrafere til Vestergaard. Bedstefar og mors søster Cathrine var på dyrskue i Aalborg, hvor bedstefar havde et par hingste ude, der i øvrigt fik præmie, der så han en skreven plakat hvorpå stod, at "de danske missionærer i Kina ere redede." Cathrine så nyheden på vej til stationen i Aalborg og skyndte sig straks at sende et telegram til sin mor, - ja det var en lykkelig dag, - en utrolig lettelse at vide, at de levede og var i sikkerhed, selvom de havde mistet deres hjem, så var det jo en lille ting. Bedstemor er straks parat til at sende, hvad de har behov for. - En kasse var allerede på vej derud med indkøb, hun havde besørget for mor og mange andre sager.
Ja det med kasserne, der blev sendt til Kina, er et helt kapitel for sig. Det var jo ellers så 1idt bedstemor kunne gøre for datteren så langt borte, men her var da endelig noget. En julekasse skulle af sted hvert år, den blev sendt over Hellerup af DMS, men når der var en missionær, der skulle rejse ud, var der også lejlighed til at få en kasse med. - Først skulle kassen laves af den lokale snedker, den kom han og slog sammen i passende størrelse, indkøbene skulle ordnes, og så skulle den pakkes med de mange sager, og det kunne være lidt af hvert. Som nu den kasse, der var på vej, der var et stueur i købt hos urmager Jacobsen i Aalborg for 40 kr. Han og hans familie var selv kørende ud og pakke det ned godt stoppet ned mellem gardiner og fyldt ud med små ting. Det kom godt frem og senere hjem til Danmark igen og går stadigt pålideligt og godt. Værre gik det med et barometer, der var pakket mellem 2 sæt tøj til far, det var kommet fra bror Jens i Vonsild, det var i stykker ved ankomsten. Men ellers var der dyner og puder, hjemmevævet stof til grønne vintergardiner med pongponger lavet af possementmageren og også lyse blondegardiner, "normalkraver til min kære svigersøn", som bedstemor havde været hele Bispensgade i Aalborg igennem for at købe, og så var hun endda ikke tilfreds med dem. –
Ja der var mange gode ting og sager. Gerne ville hun have givet dem det hele, men nej ,mor ville have regning med, og det hun har bestilt, vil hun også betale for; men altid prøver bedstemor at sende så meget med som muligt som foræringer. –
Moderens sysler på Vestergaard
Hun har jo penge selv, sine egne indtægter, og det fortæller hun om. Som f.eks. de "små" grønne oste på 8 pund, som de kan lave 3 af om dagen, af dem har hun solgt for 95 kr. på 10 uger til en vis købmand Morten Nielsen, og det er slet ikke så dårligt, når man i samme brev kan læse om en gift bestyrer af en gård, der får 70 kr. om måneden og så til og med har det godt!
Men så er der jo også fjerkræet, der ligeledes sorterer under hende. Hønsene, der lægger mange æg, som hun får 60 øre for pundet af, det kan blive til 1,50 kr. snesen hønekyllingerne til 1 kr. stk., og ænderne får hun 2 kr. for, når de er slagtede; levende ænder får svigerinden Cillie (gift med bedstefars bror Martinus, der har nabogården
) 1,65 kr. for stykket af. Bedstemor foretrækker, at de selv slagter og plukker dem, selvom det jo også er et stort arbejde, men så har hun jo "al den gode andefyld" til dyner og puder. –
At hun har været en både dygtig og flittig gårdmandskone, er der ikke tvivl om. - Det var en stor husholdning, ca.20 daglige mennesker. "Kun" 3 piger har hun, og de har nok at se til. 3 gange dagligt skal der malkes, og det er pigernes arbejde, måske hjulpet af den yngste karl,
"…der kan ikke være ringere end 4 om at malke, vi har 858 pund mælk, det er godt af 39 køer!"
Ja, hvad lavede de ellers alle de piger? Lad bedstemor selv fortælle derom i et brev fra 20-3-1904, hvor hun, foruden de 3 piger, også har "ung pige". Hun og den unge pige havde haft travlt, efter slagtning af en gris og en kalv, med at hakke kød og lave medisterpølse og blodpølse,
"de andre piger havde travlt hver i sit fag, stuepigen har travlt i stuerne, har haft alle sengeklæderne ude både i sovekammeret og i gæstekamrene samt madrasserne, da de er fulde af støv; der har været sne på siden jul, det er så friskt at få det ud; og børstet kakkelovne og alt hvad der hører til, og kokkepigen har jo nok i køkkenet (de mange mennesker at lave mad til), og der er blot een i bryggerset, der er 22 kalve at give mælk 3 gange om dagen, så hendes tid går en del til det (det var også hende, der vaskede mejerispande af),og så er der 37 køer, der skal malkes 3 gange om dagen. "
Så bedstemor fik vist heller ikke megen tid til selv at sid de "til stads"!
Ja sådan var det altså på landet, inden malkemaskinen blev opfundet, og inden man havde støvsuger, centralvarme, for ikke at tale om vaskemaskine, for storvasken var da også en flere dages forestilling. - -
Mor har i et brev spurgt sin mor om, hvordan hun vasker storvask, og hør nu bare: 4-11-1902:
"du skriver om hvordan jeg bærer mig ad med at vaske. Allerførst sætter jeg tøjet i blød i lunkent sæbe - og sodavand og smører sæbe på tøjet ,hvor det er snavset og så lader det stå til dagen efter, og så vasker vi det i 2 hold sæbevand, og hvor der er pletter smører vi sæbe på og vasker godt på det, kommer det så i kedlen (vaskekedlen, der blev fyret under)og koger det godt i hvid sæbe, lader det koge en god halv time, tager det op og klarer det af i et sæt sæbevand eller lidt af det, som det er kogt i, men der skal slås sæbe i så det skummer, og så et kar vand og så skylle i 3 hold, og så blå vand (vand med tøjblåelse i) og så er det færdigt, sådan bærer vi os ad, men er det servietter eller lagener, der har blot været brugt een gang, vasker vi det blot i et hold vand."
Ja så var det vasket, men tørres skal det også, og det kan knibe svært om vinteren og når det regner, og bag efter rulles og stryges, et par ekstra dage gik nemt med det.
Når man har været husmor i Danmark i 40-erne, kan man jo nok nikke genkendende til en del af denne proces, og har man i 50-erne oplevet lykken ved at kunne leje en stor Ferm vaskemaskine, så man slap for at stå og skrubbe på et vaskebræt og vride alt tøjet, der var skyllet i iskoldt vand, forstår man at påskønne vore dages dejlige vaskemaskiner.
Om bedstemor brugte så "nymodens" en opfindelse som et vaskebræt, ved jeg ikke, hun skriver om sin unge svigerinde, som blev gift med hendes yngre bror Frederik og over tog forældrenes gård i Ajstrup, så de gamle kom på aftægt i 1907:
"Mor vil de skal blive ved med de gamle skikke, og det vil den unge kone jo ikke; da de skulle vaske klæder, fik den unge kone 2 vaskebrætter,0g det var jo ikke efter mors hovede, der havde aldrig været vaskebrætter i deres hus før." –
"Ikke godt at unge og gamle gå sammen" "fader og moder skulle have et hus og boet selv, det her kommer vist aldrig til at gå godt."
"Det er slemt for den gamle bedstemor"
skriver hendes datter, men da også slemt for den unge svigerinde, må man nok sige. Bedstemors forældre nåede at holde både guldbryllup og diamantbryllup. 2 fester mor gik glip af at være med til. Foruden den yngre bror Frederik, som var en del yngre end bedstemor, var der en søster Marie, der var gårdmandskone i Hammer. Hun havde en søn og 2 døtre. - Faderen havde været sognefoged og fik fortjenstmedalje i sølv, en stor begivenhed.
En utrolig masse oplysninger om skik og brug, om dagligt liv i Vendsyssel først i dette århundrede kan man få ved at læse disse gamle breve. Bedstemor skriver om småt og stort, om glædelige og sørgelige begivenheder hos slægt og naboer; alt har interesse for mor, der er rejst til verdens ende", som mor selv omtaler det kunne føles ikke mindst i den første tid i Antung, da far og mor nok var lykkelige over at have hinanden og deres eget hjem, men alligevel var så isolerede blandt ene kinesere og med mindst en dags rejse til de nærmeste danske venner.
Der fortælles om bryllupper, om barnefødsler, sølvbryllupper og fødselsdage, men og så om sygdomme, død og begravelser. Børnedødeligheden var stor, mange yngre mennesker døde af "tæring"(tuberkulose) og ældre af kræft, lungebetændelse o.s.v., og de fleste var nogle mor havde kendt, så bedstemors breve, der blev imødeset med stor længsel, kunne vel også være tunge nok at læse, ikke mindst, når bedstemor selv var syg eller tung i sindet. –
Men for at komme tilbage til festerne får mor det hele fortalt, hvem der var med, hvilke gaver de fik, og da også tit hvad de havde fået at spise og drikke, og tro endelig ikke at de ikke forstod at lave både spændende og varierede retter med ting som f.eks. hummersauce og butterdejssnitter. –
Sammenkomst på én af gårdene i Lynddrup
Også begravelserne berettes der om, og for at tage 2 yderpoler er der her 2 referater. Først om en jævn kones begravelse:
"Der var en stor forsamling, 14 vogne til kirken, og vi var med hjemme bagefter og spiste til middag og fik suppe og hønsekød, steg og kage og så chokolade og kaffe in den vi rejste, men de er så fattige de sølle mennesker, jeg begriber ikke, de ville holde så stor en begravelse. Jørgen (enkemanden) går her og vil låne penge bestandig."
Og så den anden:
"Da godsejeren på Langholt blev begravet var der over 100 vogne til begravelsen, og dem der kom med toget gik jo til kirken."
Mors søster Laura der "gjorde opvartning" fortæller herom, at de var 7 unge piger til at varte op, de spiste i haven ved 11 lang-borde dækket i den lange lindealle, og der var "skåren smørrebrød" og kaffe. Der var ikke bænke ved bordene, men man kunne sætte sig rundt omkring i haven.
"Forfærdelig mange mennesker var der, både kammerherrer, hofjægermestre og mange andre store herrer. Palmekranse fra de forskellige foreninger og 2 sølvkranse, der var godt l00 vogne, og der var musik foran ligvognen."
Palmesøndag d.23.marts 1902 fejrede mors forældre deres sølvbryllup. Bedstemor skriver i et brev forinden:
"Skår i vor glæde, at vi skal savne Eder iblandt os."
Det har nok også været en streng dag for mor at komme igennem derude i Port Arthur, ikke engang far havde hun hos sig, han var jo i Antung, hvor det endnu ikke var lykkedes for ham at "få foden indenfor." Men de andre danske i Port Arthur har jo nok gjort deres bedste for at feste lidt med hende, men derom har jeg intet skriftligt. Mor havde i god tid i forvejen bedt sin søster Cathrine om at købe en sølvbryllupsgave: en chaiselong - det blev i stedet til 2 lænestole, noget der nok har skuffet mor en del, chaiselongen sørgede hun så for, at hendes mor fik til hendes 50 års fødselsdag senere.
Hvordan dagen forløb kan vi læse om i breve derhjemmefra, og der vil jeg først give ordet til bedstefar, fra hvem der også er breve, dog ikke så mange. Hans breve er mere formelle i stilen, det er ikke som bedstemors, hun fortæller bare løs. –
Han skriver:
"Tak for stolene, den smukkeste "Present" vi fik, og den såvel som de mange andre vi fik vil blive bevaret i taknemmelig erindring om den os på denne højtidsdag viste opmærksomhed. Vi var først i kirke og modtog Herrens hellige nadver, og om eftermiddagen modtog vi venner fra fjern og nær, som viste os deres opmærksomhed, en stor del kom personligt, og mange andre sendte breve eller telegrammer, vi modtog 17 telegrammer. Ja Herren skal have tak for denne dag, den var ledsaget af det smukkeste vejr fra morgenen til om aftenen sildig, og alt var så godt og rart for vi, som vi kunne ønske."
Og så nævner han navnene på en del af gæsterne.
Bedstemor skriver også tak for gaven "også alt for meget" også tak for brev. Og så hendes beskrivelse af dagen:
"Vi havde ikke få fremmede, alle dem der kunne spise i salen og også nogle i havestuen."
Og så en del om gaverne de fik: en nikkelsvingkedel (den står i dag hos et oldebarn i Skive), en kobberkaffemaskine (er hos et andet oldebarn i Hellerup), servietbånd, theskeer, 2 sauceskeer, en isske, 3 grødskeer, en sukker tang, en strøske, en fin salatskål, 2 sølvskåle, et barometer, 2 fine skeer til krystader, et fint stort billede, - af Cathrine en bordløber og af Laura en sofapude, fra familien i København en standerlampe. –
"Nu skal du høre spisesedlen. Vi fik suppe, fiskerouletter og fiskeboller og nogle stegte fisk imellem med brunt smør over, postejer med hachis i og andesteg, okse- og kalvesteg med små brune kartofler, Is og kage og konfekt, "drikkeligvarerne " var det småt med, vi fik sjifonger og Skjoldøl, jeg ville gerne have kommet rødvin på bordet, men det tillodes ikke. - Så rejste de fremmede, de skulle have haft kiks og the, men de rejste så snart de havde drukket kaffe."
Forholdet til den missionske præst
Jeg har spekuleret en del over, af hvilken grund det ikke tillodes med rødvin, skyldtes det at præsten var inviteret med? Han var missionsmand, og bedstemor har en ikke alt for smigrende omtale af ham. Hun skriver, at der er splittelse i menigheden, og præsten fra Hals kommer 2 gange om måneden og prædiker.
"De kan jo ikke lide præsten og vil ikke høre ham eller have ham til at døbe deres børn eller gå til alters til ham, de har jo det imod ham, for han aldrig vil komme til dem, og kommer de til ham, kommer de jo ikke længere end i køkkenet eller bryggerset, og fruen vil jo heller ikke tale med dem, det var jo nok også mere heldigt for præstens, om de ville tage ud til andre end dem, der hører til den Indre Mission. Når konfirmanderne går til alters er forældrene jo aldrig med dem, fordi præsten jo altid siger til dem om ikke at komme, dersom de ere så og sådan, og så støder han jo folk helt fra sig, og de ere mennesker og kan ikke være helt fejlfri, hører man dem sige, så der er bleven en hel omvæltning her,", --
"når man er sammen med missionsfolkene, så er man jo ingenting, når man hører dem, ja kunne man få det rigtige syn på sagen, enten man vil kalde sig missionsk eller grundtvigiansk, når bare vi kan komme til at gå det rigtige sted hen, når engang man skal herfra, det er jo det det kommer an på, men at det ikke er andre end missionsfolkene, der kommer i Himlen, det synes jeg nok er for hård en dom overfor andre mennesker, men det kan jo godt være, det er det ikke." –
Nej missionsfolk var de nok ikke mine bedsteforældre. I et andet brev siger bedstemor lige ud
"jeg bryder mig ikke om ham Beck(Wilhelm B.)"
Nej det var jo ham, der i 1889 ved et møde i Aalborg tordnede imod ydremissionærernes giftermål, og her gik hendes egen unge datter og længtes efter at komme af sted til Kina; og efter Bokseroprøret bebrejdede han missionærerne, at de var flygtede, det havde da også været mere "glorværdigt", om de havde ladet sig slå ihjel, selvom det hverken havde gavnet Missionen eller de kristne kinesere, men efter en redegørelse af Bolwig i avisen og da også et brev fra ham til far, der fortalte om baggrunden for, at de handlede som de gjorde ,måtte han dog indrømme, at det havde været det rigtige.
Der er ikke så mange og så lange breve fra bedstefar som fra bedstemor, der i de første år skrev hver tredje eller fjerde uge, hans pen løber ligesom ikke så let, det har nok også faldet ham svært at skrive til den svigersøn, han aldrig har set. Men hans breve er ikke mindre kærlige. 4-2-1901, altså efter Bokseroprøret, skriver han:
"Vi ønsker alle af vort ganske hjerte, at I fremdeles må få lov at leve og virke for den lutherske læres udbredelse iblandt de stakkels kinesere, og Vor Herre vil nu og altid lyse for jer at arbejdet må blive til velsignelse. Jeg har stadig jer begge i mine tanker, og brevene synes mig altid interessante."
Det er kort før hans fødselsdag, så han fortsætter
"og ville det have været mig kært, om jeg kunne have haft Eder som mine gæster."
Han var en travlt optaget mand, der foruden driften af Vestergaard havde adskillige offentlige hverv, han var således sognerådsformand, det gav meget skriftligt arbejde, så meget at mors lillesøster Laura måtte hjælpe ham dermed.
"I 1903 kom der nye skattelove, der skal benyttes, og det giver meget arbejde til alle sogneråd,"
skriver bedstemor i marts 1903, og 20.februar 1905 fortæller hun om skatteskemaer, der skal åbnes, det har han 2 mand til at hjælpe sig med,
"det er noget helt nyt der er bleven, folk skal opgive hvad de er ejere af, ja i fjor var der også skatteskemaer sendt ud, det er et slemt arbejde for din far med denne formandsbestilling, nu er han for gammel og bliver træt af at sidde og skrive, og søvnig bliver han også, når han sidder vel længe."
Han var efter en pause på 12 år bleven genvalgt til dette ærefulde, men brydsomme hverv som afløser for broderen, farbror Tinus, der ejede nabogården Mellergaard, barndomshjemmet. De 2 gårde lå med en dejlig plantage imellem sig, en yndig lille skov at gå igennem når man besøgte hinanden. Her boede foruden farbror Tinus og tante Cillie hendes søster, moster Gitte, datteren Christine og sønnen Peder.
Bedstefar var vist en dygtig landmand, havde mindst 7 karle til hjælp men tog også selv fat. Han var så uheldig engang at blive trukket ind i det motordrevne tærskeværk og havde et langt sygeleje bagefter; igennem lang tid døjede han med dårligt ben, ja han kom vist aldrig helt over det. –
Han havde mange heste, der skulle jo adskillige "spand" til før traktorens tid, og hans hingste fik præmier på dyrskuerne, han drømte om at sælge dem til høje priser, men det blev vist aldrig, han har nok forlangt for meget for dem. –
I juli 1920 havde han således en hingst med på dyrskue i Odense, det gav anledning til, at han løste et 14-dages jernbanekort for 20 kr. men så blev det da også udnyttet til det yderste. Dyrskuet varede i 10 dage, så han nåede hjem midtvejs for at se til bedriften og holde udbetaling på mejeriet, hvor han åbenbart var kasserer. Bedstemor og mors lillesøster Laura sendte han bud efter fra Odense, der var så meget at se. Bedstemor fortæller herom;
"vi rejste fra Lyngdrup mandag eftermiddag og kørte hele natten og kom til Odense kl. halv fire om morgenen, var vi så der på udstillingen den dag og rejste så med toget anden dagen og kom til Horsens og spiste til middag."
Hvad de oplevede i Odense beskriver Laura i et brev:
"Du kan tro, der var meget at se i Odense, overalt var gaderne så fint pyntede, de kongelige skulle nemlig komme om eftermiddagen: Kronprinsen (den senere Frederik VIII), Kronprinsessen, Prins Christian(X) Karl og Harald. Prinsemoderen (Alexandrine) var ikke med, fordi hun skulle have bitte. Du kan tro, der var meget at se, det bedste af det hele var dog blomsterudstillingen, det var dejligt, jeg har aldrig set magen. Næste formiddag kørte vi en tur i gaderne. så St. Knuds kirke, kiggede ned i kisten til kong Knud og Benedikt og så den dejlige altertavle."
I Horsens besøgte de Lauras tidligere lærerinde, nu fru Holm. Både bedstemor og Laura er imponerede over hendes fine hjem, de har aldrig set noget så elegant! På l. sal mod gaden 3 fine stuer på rad med portiere imellem, med mahognimøbler, sofa med mekkaplysbetræk i kontoret, skrivebord og stole, dagligstue med en hjørnesofa, en divan, lænestole, bogskab og et 8-kantet bord og små fine borde, en kakkelovnsskærm og brysseltæppe og broderede tæpper, det ene syet af fru Holm, da hun var i Vestergaard, det andet en bryllupsgave fra Laura. Der er elektrisk lys over hele huset, det var ikke almindeligt endnu dengang. På l. sal er soveværelset også, lige så flot med toiletmøbel, sengesteder og 2 servanter, og køkken er nedenunder i stuen, og som bedstemor skriver:
"Du kan tro spisestuen står heller ikke tilbage for det andet, et kantet bord så bredt og buffet med skab og stole af fineste slags og anretter bord, men tæpper og nips ser man intet af, men du kan tro det er nobelt det hele."
Ja så vidt et borgerhjem i provinsen anno l900, manden var brygmester.
Bedstemor rejste herfra over Aarhus til Kalundborg, hvortil bedstefar skulle komme mandag over Slagelse, når han havde overværet hingstekåringen i Odense og fået hingsten sendt hjem med en karl, og så fulgtes de ad hjem inden tirsdag aften, hvor 14-dageskortet udløb kl.12, men….
"så har han også benyttet den godt billetten, men det kunne jo heller ikke betale sig at ligge stille, når man har kort." –
Det var i øvrigt på denne rejse, de først hørte de alarmerende rygter om bokseroprøret i Kina.
Det er meget fornøjeligt at møde vor kære gamle moster Laura i hendes breve som purung pige på 17 år. Da jeg lærte hende at kende var hun en moden dame, ejer af Vestergaard og medlem af sogneråd og menighedsråd. - 1901 var hun på Askov Højskole, hun havde ellers ikke mange glæder i sin ungdom, ville så gerne have været ude at opleve og se noget, men forældrene kunne så dårlig undvære hendes hjælp. Den 24-4-1901 fortæller hun, hun skal på Askov og sender sit skema.
"Hele kursusset på 3 måneder med kost og lære koster kun l00 kr., det synes jeg ikke er så meget, synes du?"
Den 9-6-1901 skriver hun fra højskolen
"her er en masse elever vist godt l00, en masse københavnere er her også, her er så galt en cand.pharm. som elev, her er dog for mange til, at man lærer hinanden at kende allesammen." - -
"vi har tiden godt optaget her lige fra om morgenen kl.8 til om aftenen kl.7, og så skal vi både regne og skrive stil hjemme, vi synger flerstemmig sang, det er meget morsomt, der er tre stemmer og jeg synger tredie stemme." - -
"Vi har fire foredrag om dagen, to om formiddagen og to om eftermiddagen, og så har vi gymnastik, her er en dejlig stor gymnastiksal med en forfærdelig masse redskaber i. Dansk og regning har vi skiftevis hver anden dag, regning synes jeg nu er forfærdelig morsomt, og det er sådan en rar lærer, vi har der, han forstår rigtigt at gøre det interessant, dansk synes jeg også godt om, jeg tegner også, men det er kun to timer om ugen, så det kan jo ikke blive til så meget." - -
"Jeg har også både kjolesyning og linnedsyning, jeg syr en hvid ternet kjole, du kan tro den bliver pæn." - -
"Vi har her på skolen 5 lærerinder og 7 lærere, og så holder præsten (Appel) endda også foredrag for os, så du kan da forstå, at vi har nok til at lære på os." - -
"Kirken ligger her lige overfor skolen, der er kun en dam imellem den og skolen - det er en valgmenighed." - -
"Jeg har, som du nok klan forstå, været udenlands, det var en søndag eftermiddag vi gik en tur over grænsen, den er nemlig ikke mere end godt en halv mil herfra, vi gik så ovre på den an den side af Kongeåen en times tid."
Den 26-7-1901 er der atter brev fra Askov. Nu er tiden ved at være forbi, den 31-7 skal hun rejse hjem. Hun fortæller om, at hun har været en tur hjemme til en kusines bryllup (Trine i Hammer).Hun var brudepige, en af de 8,og havde fået en ny lyseblå alpakas-kjole syet i Aalborg. –
Så skriver hun om provst Koch, der skal være biskop i Ribe efter afdøde biskop Gøtsche og fortsætter ret så respektløs;
"så bliver Bertha bispinde, det er ellers fint, man har en kusine, der er det. Da moster Gitte sagde til hende: "du bilder dig vist ind, at du skal have en præst eller sådan en ting stort", tænkte hun nok ikke på, at der i den gamle pebermø, der var lige ved at gå i frø, sad en vordende bispinde!
Og så lidt om skolen;
"På mandag skal vi have udstilling på vore kjoler. Du kan tro, der er mange pæne, min er det jo naturligvis også." - -
"Også tegninger har der været udstilling af"
….og Laura skriver:
"Jeg tegner naturlig vis også, det er det, jeg har allermest lyst til af det hele."
Så fortæller hun om, at de om eftermiddagen skal til et kristeligt møde i Skibelund krat, hvor de skal synge flerstemmigt, og hun slutter:
"Vi har fået en forfærdelig masse foredrag om Grundtvig, jeg tror nok en halv snes, jeg var så led og ked af dem til sidst, nu er vi endelig1sluppen for dem, som vel er, sådan fik vi også en masse om Goldschmidt, det er dem, forstanderen har kendt personligt, dem bliver han ved at sludre en hel masse op om, jeg synes nu ,der er rarest, når han ville nøjes med at give dem en let overhaling." –
Ja man kan jo få for meget af alt, men alt i alt havde hun da vist været meget glad for tiden i Askov.
I oktober 1904 er moster Laura på besøg i Ribe bispegård og skriver herfra et langt og interessant brev til mor. Det havde flere gange været bestemt, at hun skulle dertil, men hidtil var der kommet noget i vejen, bedstemors sygdom eller bedstefar, der ikke kunne undvære hendes hjælp med sognerådssagerne. Hun havde på vejen besøgt fru Holm i Horsens og fortæller om dejlige cykleture til Silkeborg og Skanderborg, de to har været på sammen, specielt den smukke natur ved Vejle har betaget hende. En cykel havde hun haft et par år, det var jo ellers et ret nyt befordringsmiddel på den tid, og f.eks. mine forældre lærte aldrig den kunst at cykle.
Fra Ribe skriver hun:"du kan tro her er yndigt her i Bispegaarden, her er også stor plads."
Hun skal hilse mor fra bispinden Bertha og sige, at hun glæder sig til mors besøg, når hun kommer hjem til Danmark om ikke så længe (det blev 1 1/2 år efter).
Videre skriver moster:
"De havde jo store fremmede her i Ribe til Domkirkens indvielse (efter en stor restaurering)" –
"Kronprinsen, Kronprinsessen og prinsesse Thyra boede her i Bispegaarden, så det var jo ikke småfolk, der var her på besøg. Bertha fik en voldsom fin blå silkekjole, det var blomstret meget svært silketøj den var af, og så var der hvid besætning på, du kan tro, den er ualmindelig smuk, den havde hun på til kongemiddagen, der skulle de nemlig møde i "fuld galla"; den sorte silkekjole, hun fik til biskoppens indsættelse, havde hun på herhjemme. Bertha fik af kronprinsessen hendes fotografi og et guldarmbånd. Bertha var også ude at køre en tur med Kronprinsessen, de kørte en tur omkring i Ribe, det var jo slet ikke så lidt at køre med landets fornemmeste dame, og der var ikke andre end de to, der var ikke engang en hofdame med."
Så fortæller hun ellers lidt om livet i bispegården:
"Her i Ribe lever de meget på vegetariansk vis, for det feder ikke så meget,"
hun har lige fortalt, at hele familien er meget velnærede.
"Kl.8 får de the på sengen, der er altså ikke dækket bord om morgenen, og det er også rigtig rart for pigerne, for så kan de jo uforstyrret blive ved at gøre i stand i stuerne. Kl. godt 10 lader biskoppen sig så se, og så ved 11 halv 12-tiden kommer Bertha; når de så er kommet op, spiser vi frokost, der består af grød, et blødkogt æg og så bagefter kogte svedsker og tørrede kirsebær, der er kogt ud, og æblemos og alt sådan noget og bagefter kaffe. - kl.4 spiser vi til middag. I gaar fik vi æblesuppe, frikadeller og voksbønner ,og bagefter fik vi nogle pærer og blommer. Kl.7 drikker vi the og får skåren smørrebrød til. Det er siden i sommer de har forandret deres levevis. Bertha var jo nemlig på Skodsborg i sommer og gennemgik en kur der, og der lever de jo helt efter sundhedens regler."
Det er jo morsomt at læse om i dag, hvor det jo også er det, det gælder om; og i for hold til den meget bastante og solide kost, man fik dengang ikke mindst på landet, har det jo nok været ret så revolutionerende.
Mors anden søster, Cathrine lignede mor meget i det ydre (ellers var de vist ret så forskellige), det var så meget, at min storebror Paul, da han så hende første gang, han var på besøg hos sine bedsteforældre, troede det var hans mor (det var efter fars og mors anden udrejse til Kina); hvilken skuffelse for den lille fyr. –
Jeg mindes også det lille stik i hjertet, jeg altid følte, når jeg mødte hende i Vestergård, for det var jo ikke mor. Hun var ældre end Laura og den eneste af dem i Vestergård, der havde mødt far og de andre missionærer; hun må have besøgt mor i Herning. Hun var i 1901 med ved Marie Dalgaards udsendelse i Skjern, Emil Jensens forlovede, der ikke havde fået lov at blive gift og følge med ham sammen med mor og Lykkegaards forlovede i 1899 til trods for, at menigheden i Skjern ville have betalt hendes rejse! –
I vinteren 1901 var moster Cathrine husholderske hos pastor Holm i Gladsakse præstegård (fru Holms svigerforældre), en plads hun var glad for, fordi hun fik chance for at lære så maget, men også skuffet over, da hun syntes der var så lidt åndeligt liv.
Hun er glad for at lave mad og fortæller…..
"at i Julen har det da omtrent været fra morgen til aften. Vi har jo haft 8-9-10 gæster hver eneste dag, 8 har ligget her, og når der så sommetider kom her nogle om dagen kunne vi jo snart blive mange, og så har vi avling og som følge deraf folk, de spiser middagsmad kl.12, herskabet frokost med kaffe, kakao og alt, hvad de ellers ønsker kl. 11, og så spiser de middagsmad kl.4, en halv time efter kaffe, og the kl.8 eller derover om aftenen, så jeg har nok at gøre, men det er ikke kedeligt, jeg har kokkepigen til min rådighed (hun stikker nu ikke så dybt), og det går så udmærket, mit herskab er så glade ved mig, men du aner ikke, hvad det er for et hus her er, nu i julen havde jeg følelsen af at være i en kro og ikke i en præstegård, jeg mener ikke for arbejdets skyld, men hele livet, der blev ført her, var en larmen og et spektakel og et liv som ikke i mange hjem, der vil gå for at være kristelige, i kirke var jeg kun een gang, og møder og samfundsliv er der jo ikke spor af her, og det er nu alligevel en skuffelse."
Hun fik 12 kr. om måneden i løn, det er hun godt tilfreds med. –
Hun blev gift ung med en landmand og fik det ikke alt for let. - Hun var meget lidt rask, fik en børneflok og var så dårlig, når hun ventede dem, børnene; havde adskillige gange gigtfeber, en sygdom som også bedstemor og min mor kendte til; i dag hører man næsten aldrig om den, men også her har man fået et godt middel med de moderne antibiotica. Hendes 2 ældste drenge blev samtidigt syge af meningitis, og den yngste døde i løbet af få timer. En lille pige, der var født med hareskår, blev opereret på Skt. Josefs hospital i København, men døde dagen efter, så modgang havde hun nok af. Hendes mand var vist en dygtig landmand, men de sad ret hårdt i det og var ved at gå fallit, da alle deres svin, som han havde satset en del på, blev syge og døde. De to fædre måtte betale kreditorerne, det var nok en bitter pille at sluge for ham. –
Catrine med 3 drenge
(hun skriver selv at billedet af hende ikke er godt, men af børnene er det!)
Senere solgte de deres første gård, og han blev forpagter på en stor gård, og under de gode tider for landmændene under første verdenskrig tjente han gode penge, de fik lukket vogn, og som bedstemor skrev: det er godt for Cathrine med al hendes gigt. - Moster Cathrine blev enke i en ung alder med 4 børn. - -
Om Cathrines bryllup, om hendes hjem og hendes udstyr, som hun fik med hjemmefra, fortæller bedstemor naturligvis i sine breve. - Cathrine har ikke selv tid til at skrive så meget, og mor vil jo gerne høre om det hele.
Forlydender om Ediths fødsel, den russisk/Japanske krig, m.m.
Den 9-5-1901 skriver bedstemor:
"Tak for nyheden".
Hun har nu hørt, at mor og far venter familieforøgelse i juni måned, det blev den 26. juni at min storebror Paul blev født, men først den 13.august kan bedstemor skrive:
"Endelig kom den glædelige efterretning fra Eder, at I havde fået en lille søn, og hjertelig tillykke med ham, gid han må blive ved med at leve og blive stor, og I kan få glæde af ham, ja det havde været rart at have besøgt Eder og set den lille dreng."
Den langsommelige postgang må have været en stor belastning for en mor ved sådan en lejlighed, og midt i glæden over den gode nyhed kunne bekymringen for, om han overhovedet levede endnu og trivedes, nok let snige sig ind. Næste brev fra Kina kom først 1 måned senere den 14.september,
"…tak for brev med gode efterretninger og tillykke med hans dåb."
"…du kan tro, jeg ville gerne se ham den lille dreng." –
"I må se at få ham fotograferet. Nu må I da lære ham at tale dansk, for at han kan tale med sine bedsteforældre, når han engang kommer til Danmark, om han skal leve og vi skal leve den dag." –
Det var jo slet ikke så sikker en sag, det kneb for de små børn at tåle det hårde klima og den megen sygdom, der var rundt omkring dem; i løbet af de første få år døde ikke mindre end 7 danske småbørn derude.
At de derude altid var i bedstemors tanker præger hendes breve, som f.eks. 4-4-1901:
"Man kan aldrig være rigtig glad, så længe I ere derovre mellem kineserne og alle de røvere, for man ved jo aldrig hvad dag man får det budskab, at I er blevne myrdede."
I maj 1903 har bedstemor atter læst om røvere i avisen og skriver:
"….hvorfor mon det skulle falde i min lod at have et barn, der skulle leve imellem sådanne mennesker, der kunne nok have været en gerning her til dig, det sagde biskoppen også, da han blev inde på, at du skulle til Kina, han havde altid holdt meget af Vyff, men han misundte ham dig, for han mente, du kunne have bleven sådan en lille rar stille præstekone her hjemme og gjort godt her."
I øvrigt mente min bror Paul, at det netop var biskop Koch, der havde puffet på far for at få ham til at forlove sig i sidste øjeblik inden han rejste ud i 1896, han har jo nok kunnet se, at de to unge holdt af hinanden. –
Man kan tydelig mærke, at det var en meget stor glæde for bedstemor at ordne indkøb til mor, at få syet kjoler og undertøj til hende, ja endog skjorter til svigersønnen af hjemmevævet stof. Det tog de to syersker, Sypige-Thrine og Bleis-Thrine sig af, den første syede de finere ting som kjoler, den anden undertøj, skjorter og sengelinned. Det tog meget af hendes tid og tanker, hun ville så gerne gøre det så godt som muligt, hun undte dem det så godt. Hun strikkede strømper og fik lavet varme kapper til de kolde rejser, de måtte foretage.
I oktober 1903 skriver Laura:
"Lader til i avisen at der bliver krig mellem Rusland og Japan, hvis der bliver det, mon det så bliver videre rart at være i Kina, for det bliver naturligvis det, det kommer til at gå ud over tilsidst?"
9-12-1903 skriver bedstefar:
" … læst i avisen om, at russerne og japanerne er ved at strides om Manchuriet, bare der ikke skal udbryde en stor krig."
13-4-1904 har de fået breve fra mor skrevet den 24-2 og den 4-3, men bedstemor skriver:
"… ikke let ikke at være ængstelig for jer,6 uger siden det sidste af dine breve er skrevet,…"
…og det var inden krigen var brudt ud. Atter en lang tid i angst, til der den 2.maj kom telegram fra Løgstrup,
"at I var kommet til Chefoo, men hvordan med din mand? Det står i bladene, at hele Antung er skudt i brand, inden russerne rejste derfra. Håber ikke I har sultet, tænker på jer, når jeg henter æg ind, ligeledes når vi har bagt. Lille Paul har ellers været med til noget." –
"Nu har I må ske ingenting igen, men det er jo godt, I reddede livet, og det håber vi også Eders mænd har, det andet er jo ingen ting i sådan en tid."
15.maj:
" …set i bladene, at Vyff er i Antung, både i Stiftstidende, Amtstidende og Kristeligt Dagblad." ---
Ja, det som mor havde følt som "verdens ende" var pludselig kommet i begivenhedernes centrum.
Allerede 21.februar skriver mors kusine Kirstine Meldgaard fra nabogarden Mellergaard, fra hvem der også er mange interessante breve:
" Avistelegrammerne melde om japanesernes fremrykning ved Jalufloden, ved den bo I, det aller farligste sted for europæere. Waidtløw (der var på hjemmeophold og har besøgt mors fødesogn og holdt møde der og naturligvis også har besøgt Vestergaard) fortæller, at Shao-hoa-tse og Feng-huang-ch`eng er de farligste steder på den danske missionsmark. .
Selv i Danmark mærker vi krigen. Marinesoldaterne og fæstningskonstablerne indkaldt for flere år. De russiske skibe, der rejser til Østasien, passerer Øresund og Storebæ1t.- Jeg vil så gerne tro, at Gud holder hånd over jer."
Den 14.maj skriver hun;
"Anden gang, du har måttet flygte fra dit hjem, men Gud ske lov, at telegrafen melder, I ere bevarede. Nu i dag melder aviserne os, at Vyff i Antung begraver de russere, der dø på Lazarettet. Aalborg Amtstidende skriver derom:
Den lutherske kristne danske missionær prædkende ved de græsk-katolske russeres grav, medens et hedensk japansk garderregiment danner æresvagten.
Så mærkelige billeder findes i krigens store bog! - og hendes egen kommentar:" Jeg har egentlig ikke tænkt mig, at japanerne gjorde så megen stads af deres døde fjender, at de stiller med æresvagt, men det står jo i avisen og passer vel." –
Selv i Familiejournalen var der billede af far, fortæller bedstemor, de skriver om den unge danske missionær "hvis navn i disse dage har gået verden rundt."
Den 21-6-1904 er der kommet brev fra mor, det har været undervejs i 6 uger.
"Endelig kom det længe ventede brev fra dig. Tak for det, og vi er glade for at høre, du og lille Paul har det godt, bare nu også Vyff havde været hos jer, men vi haaber, at han har det nogenlunde. Jeg kan godt forstå, det var strengt for dig at rejse fra din mand og dit hjem, men der var sikkert ikke andet at gøre."
Bedstemor har fået alle mors breve, men kan ikke forstå, at mor ikke har fået de 7 breve, hun har sendt siden januar, men at de kom frem på et eller andet tidspunkt er vist, for de eksisterer altså stadig!
Den 1-7-1904 skriver bedstefar:
"Herren hjælpe Eder begge, ligesom de andre, og Han lader Eder komme til igen at bo i Eders kære hjem og have lykke og velsignelse med at forkynde vor Herres ord såvel som til at leve for hverandre, det ønskes af Eders hengivne fader."
Den 25-7-1904 er der kommet brev fra mor, der fortæller, at hun venter sig omkring 1.oktober, og bedstefar skriver:
"… min hjerteligste lykønskning i anledning af den ventede lille borger eller borgerinde"
og bedstemor:
"når det kan gå dig godt, og Vyff kunne komme over til dig til den tid."
Den 6-10-1904
"svært ikke at høre fra dig i denne tid, hvor vi ved, du har bekommet dig en lille." –
16.oktober har der været brev fra mor, men stadig intet nyt om min søster Ediths fødsel den 21.september, det kom der først den 22.november.
"Endelig kom den glædelige efterretning fra jer, at du havde bekommet dig en lille pige, hjertelig tillykke vil jeg ønske både dig og Vyff med hende, og gid I må beholde hende og få megen glæde og velsignelse af hende." –
"…jeg ser hende i tankerne, Eders lille pige, en tyk og buttet een, som du var, da du var lille, du skrev nok, hun ligned en ægte Vyff, men du var også mørk, da du var lille, jeg husker så tydeligt da du var født, du havde langt sort hår, så hun ligner nok også dig." –
Mere om livet på Vestergaard - julefest og Hjallerup marked
Selskabelighed var der ikke meget af i Vestergaard, det var ikke som i Mellergaard, hvor der ikke mindst i sommertiden var stort rykind af familien fra København i ugevis, det må have været tante Cillies familie. I det hele taget gik det mere herskabeligt til her end i Vestergaard. Men op mod jul var her dog også travlhed med slagtning, bagning o.s.v. for at kunne tage imod familien, når de kom på besøg i julen.
Den 22-12-1902 skriver hun således:
" Jeg kan ikke andet end skrive til dig i aften, endskønt det er sent, vi er bleven færdig med vort bageri, men du har bestandig været i mine tanker i dag, og jeg vil ønske dig held og lykke i dit nye år, og gid det må gå dig godt derovre i Kina."
Julebrev og fødselsdagshilsen var naturligvis gået af sted for et par måneder siden sammen med julekassen! Men tilbage til brevet her. Det var ikke småting, der skulle bages til jul, foruden det rugbrød, sigtebrød og franskbrød, der var bagt en uge før, hører vi den 22-12-1900, at de har bagt:
"5 små rugbrød, 34 sigtebrød og franskbrød, 2 brunsvigerkager (den ene til at spise juleaften) og så havde vi 2 sandkager, en thetærte og en masse julekage, som folkene skal have til kaffe i julen - og så havde vi butterdejskringler, jødekager, sirupskager, vanillekranse, og Laura bagte vrøvl, så du kan da høre, vi kan nok holde jul for "bagtøjs" skyld, når vi var så forberedt i vore åndelige ting, men det kan være småt nok, men vi vil bestræbe os efter det."
Et andet tidspunkt på året, hvor der også var stor travlhed, var dagene op til Hjallerup hestemarked omkring l. juni.
Den 29-5-1902 skriver bedstemor:
"…vi slagter i dag, nu er det jo snart hestemarked i Hjallerup, så skal der jo ikke lidt til, for man skal da være bestemt til at kan tage imod en del, for der plejer da altid at komme nogle."
Og den 3-6-1902:
" Ja, nu har vi haft alle de markedsgæster, vi har aldrig haft nogensinde så mange, men du kan slet ikke tænke, hvem der var her også, det var Vyff, Paulinesminde, han kom med din far hjem, og det var heldigt, vi havde en plads til ham, for der kan ligge tre ovenpå, og de 2 var her natten før, men den tredie var rejst hjem, det var på det inderste værelse, så vi fik lagt rene lagner på, ellers skifter vi ikke lagner til markedet, for der kommer mest med den anden nat. Ja så fik vi ham at se og talte en del med ham, vi syntes han var en rar en, en pæn mand var han, så fin ud, vist meget fin, det var jo ikke en heldig tid, han havde valgt til at besøge os, syntes vi nok, det så gruligt uryddeligt ud, vi havde jo redt senge op alle vegne, på sofaerne og sjesalongen, og Vyff rejste sig kl.5 om morgenen, så der var jo ikke gjort i stand dengang, han troede nok, vi havde det altid sådan." –
"Har Vyff, Paulinesminde og din Vyff noget tilsammen, ligner de hverandre, det var en nydelig mand, jeg kan huske, du sagde om ham, han var en kunstig en, det syntes vi ikke."
De fik en invitation til at besøge Paulinesminde, hvad bedstefar da nok havde lyst til. 5-8 samme år skriver han:
"Jeg og min bror besøgte igen på Paulinesminde den 11.og 12. juli, hvorfra jeg skal hilse, de havde det alle godt, alt stod og så fortrinligt ud, det er en dejlig gaard, og han så vels om konen ere, så vidt jeg kan skønne, meget dygtige og stræbsomme, ligesom elskværdige og gæstfri folk, kort sagt turen mindes jeg med glæde. Lauesen og frue (faster Christine) var der samtidig, så fik jeg også lejlighed til at hilse på og tale med dem. Der var "Fælles Dyrskue for de jyske Landboforeninger" i Kolding i de dage, og vi deltog deri, ligesom vi samtidig havde lejlighed til at se Kolding slotsruiner og det derværende musæum og oldsager, som var meget interessante, langt over forventning."
Det med hestemarked var jo en årlig tilbagevendende begivenhed. –
3-6-1903:
"Ja nu har vi haft det store hestemarked, og der har været mange logerende, vi har lige gjort hovedrengøring, og nu er det hele i en uredelighed igen, og vi skal have en stor vask af alle de lagner fra markedet"
Laura skriver:
"Vi havde mange fremmede, vi havde alle dem vi kunne have og endda nogle til, de kunne ikke komme i seng alle sammen."
og 30-5-1904:
"I morgen begynder Hjallerup hestemarked, vi kan lige blive færdig med at slagte og få stegt til markedet, men det er rart, for så bliver det ikke for gammelt, jeg har stegt rødspætter hele eftermiddagen, og så skal vi have lavet leverpostej og bøf og frikadeller, og så vil jeg have en del boller lavet i sovs med makaronier i."
Ja gæstfriheden har været stor, ikke bare skulle der skaffes sengepladser, men mad skulle der også være nok af.
I 1905 skriver bedstemor:
"I dag er det Kristi Himmelfartsdag og marked begynder i dag, der kører vogne i hundredtal til marked, og der er sådan en støv som sædvanlig, nu kom der et kobbel heste fra hestehandler Rask i Aars og skal blive her, og der kommer nok flere. Vyff og Lauesen kom om morgenen, spiste frokost her, de havde været med toget til Aalborg og overnattet der, kørte med din far til marked, kom om aftenen, var her om natten og tog hjem næste dag. Vyff er en nydelig mand, Lauesen ikke så megen stads ved!"
Morsomt er det at træffe på morbror Jens´ brev, der beskriver det første besøg på Vestergaard, det er heldigvis også bevaret. Så vil vi da nu for en stund forlade mors familie og i stedet kigge lidt i brevene fra fars familie på Koldingegnen i kapitel 5
