Breve fra familien på Paulines-
minde
Indhold
Mange gode og kærlige breve er der også fra fars familie, fra de fire søskende, men ingen af dem skriver så regelmæssigt og så ofte som bedstemor på Vestergård, hun var faktisk den egentlige livsnerve til Danmark. Men brevene, mor har bevaret, vidner om et godt søskendesammenhold mellem de fem børn fra Paulinesminde, der så tidligt havde mistet deres mor, den ældste Jens var kun 8 år og far den yngste kun 1. De havde ikke fået en blødsøden opdragelse af en god og retfærdig, men nok også ret streng far, og havde ellers været overladt til skiftende husholderskers forgodtbefindende. Alle min fars søskende lærte jeg at kende allerede som barn i mange dejlige jule- og sommerferier på Koldingegnen.
Flest breve er der fra onkel Jens og hans søde kone tante Lise. De drev slægtsgården Paulinesminde (også min fars barndomshjem). - Onkel Jens følte nok et vist ansvar for den lille bror, der var rejst så langt bort til det fjerne Kina. Men også fra de to store søstre Christine og Anine findes der en del breve. Ikke så mange er der fra onkel Christian, som ellers var den, der stod far nærmest i alder. Nogle få breve er der fra fars moster, tante Mette Hansen, som jeg ikke har kendt. Om hende skriver faster Christine i et brev:
".. jeg holder så meget af hende, hun er som en mor for mig."
Hendes kærlige breve tyder da også på, at hun har haft meget tilovers for sin afdøde søsters børneflok. Selv havde hun et par sønner, og havde også været gårdmandskone i Vonsild.
Fra fest på Paulinesminde måske i 1907
Mest interessante er onkel Jens´ breve, de fortæller nemlig om de begivenheder, der har optaget sindene i tiden, både indenfor kirkens liv, men også om de politiske forhold; de giver et billede af, hvordan en dansk landmand personligt oplevede og vurderede forholdene i Danmark, og da også i den store verden, først i dette århundrede.
Men nu allerførst hans brev om turen til Hjallerup hestemarked og om hans besøg på Vestergård. Brevet begynder :
"Kjære broder og svigerinde!", men er nærmest stilet til mor for at fortælle hende om rejsen til hendes hjem, en rejse som skete aldeles uanmeldt. Rejsens mål var Hjallerup marked, men vel dog med et håb om at træffe sin brors svigerfamilie ved samme lejlighed. Han udspørger straks ved ankomsten til Ålborg værten på stedet, hvor han overnatter om Lyngdrup, hvor mors barndomshjem var, og får af ham en henvisning til hestehandler Rask, der kan hjælpe ham at finde frem til mors far, som Rask kender særdeles godt. –
Tidlig næste morgen kører han sammen med andre markedsgæster i en "kapervogn" ad Hjallerup til. Han fortæller livligt om de indtryk, han har af egnen de kører igennem, om de store gårde de passerer forbi. Han sidder foran hos kusken, som han spørger "dygtigt" ud, og han får også fra vejen udpeget bedstefars og farbror Tinus´ gårde. Om det videre forløb vil jeg citere brevet direkte:
" På markedet traf jeg temmelig hurtigt Rask, jeg spurgte ham ud om din fader, om der var mange gæster, og om han troede, jeg kunne bo der en nat, hvad han betvivlede. Da jeg kort efter kom tilbage til Rask, var din onkel kommet til stede; men hvor er han da en elskværdig mand, han traskede såmænd trolig rundt med mig hele dagen, og vi var straks fine venner. Da vi ikke kunne finde din fader, var jeg nær på forretningens vegne taget ud til Ålborg og så taget toget af sted samme dag, heldigvis var de prangere, jeg skulle have været med, allerede taget af sted, og kort derefter traf jeg atter din onkel, som nu havde fundet din fader. Efter hvad Rask havde fortalt, var jeg lidt bange for at volde dine forældre yderligere ulejlighed, men det var der jo ikke tale om, og jeg har ikke fortrudt, at jeg tog med, for en så elskværdig modtagelse, har jeg aldrig fået. Jeg traf en mængde mennesker, hvoraf en stor del dig bekendt, men navnene kan jeg ikke huske på dem. Jeg sov ikke i det første værelse ovenfor trappen, men så i det andet, og jeg tænkte på, at det muligvis havde været dit "Jomfrubur", og hvor haven så da smuk, men især lunden, som forbinder din onkels og din faders gårde. Jeg måtte beundre din faders snilde med vandværket, med indretningen i hønsehuset m.m. Jeg så alt og kan endnu i tankerne genkalde, hvorledes det så ud, din onkels gård så jeg også fra ende til anden, det kan nok være, han har en fin kostald. Din moder så nu rigtig rask ud, hun har ellers været alvorlig syg, din yngste søster er en rigtig sød ung pige, din anden søsters kæreste hilste jeg også på. –
Den 11. -12. juli havde vi ungskue i Kolding, og da havde jeg fornøjelsen af at have din fader og onkel til gæster en nat, de var ikke til at formå at blive længere, men det var rigtig morsomt at gjense dem. Lise og jeg har allerede talt om at besøge dem til næste sommer, vi skulle være velkomne, og det er ikke så umuligt, at vi gør det. Hvor det dog egentligt har kostet dine foræ1dre smerte at afse dig, og hvor har de lidt i den kritiske tid, dog er smerten blevet noget dulmet ved den store deltagelse de mødte; det var netop en dyrskuedag i Ålborg, der kom bud fra Eder, din moder fik nok ikke mindre end 4 telegrammer. I det hele taget når de taler om Kirstine (mors døbenavn), er det altid med tårer i øjnene, jeg kan ikke andet end elske disse kære mennesker. Men giv nu Johannes en ordentlig røffel, fordi han ikke har været i dit hjem, jeg kunne godt mærke, at det havde gjort disse fintfølende mennesker ondt, og Johannes fortjener virkelig dadel derfor, giv ham bare dygtigt."
Også for fars søskende havde det været en svær tid under bokseroprøret i 1900 med uvisheden om broderens skæbne. 26 - 9 -1900 skriver faster Christine (Lausen) Fra Gl. Aalegaard i Stenderup tak for et brev:
"…dobbelt kærkomment --- været i en angst for jer, men underligt, det har hele tiden stået for mig, at I skulle blive frelste trods de skrækkelige avistelegrammer. - Ja der er bleven opsendte mange bønner for Eder her i det lille Danmark. - Der blev også holdt takkebøn her i Stenderup kirke om søndagen og indsamlet til Kinamissionen. - - Lange spalter i avisen hver dag, om bl.a. en biskop, der var blevet myrdet og så skrækkelig mishandlet. Tab endelig ikke modet, kære broder, men husk at Jesus er med sine alle dage."
Onkel Jens skriver d. 23 - 9 - l900 en tak for 3 kærlige breve:
"Drøj tid for os det ene foruroligende telegram efter det andet, - - i begyndelsen regnede jeg det ikke men da det lød, at stationen i Siu-yen var omringet, var alt håb for mit ved kommende omtrent ude, - - det allerværste for mig var den tanke, at bødlerne havde pint jer til døde, og det var ikke at udholde at tænke på - - lige på en gang telefonisk meddelelse, at I var lykkelig ankommet til Port Arthur - - om end med anstrengelse - - en glad dag for os - - mangen tak blev også afsendt til ham, som har livet og døden i sin hånd. - - Jeg føler så godt den smerte, det har voldt jer at skulle forlade det hjem, I nu havde fået kjær for måske aldrig at se det igen, det naturlige menneske vånder sig jo derved." –
Fra onkel Christian er der et brev fra 1 - 10 - 1900. Som svar på et brev fra far skriver han:
"Det glædede mig at se af dit brev, at du ikke havde frygtet døden, snarere havde været forberedt på den - og det havde været den letteste udvej - og straks jeg læste faretelegrammet, egentlig tænkte alt var ude, idet jeg gik ud fra, at forudsat, at der virkelig var tale om et angreb på Eders liv, ville der næppe være tale om (fra Eders side) at yde modstand. Jeg trøstede mig med, at det var en skøn død, i egentligste forstand at sætte livet ind på sin gerning." -
Fra faster Anines mand Christen Kirkebye er der brev, hun selv magtede nok ikke at skrive, hun havde lige fået sit 4. barn en lille dreng og mistet ham igen kun 3 uger gammel efter få dages sygdom, og havde også selv været alvorligt syg. De havde i forvejen 1 dreng og 2 små piger. De havde været så taknemmelige over, at missionssekretæren pastor Løgstrup havde været så flink til at sende både brev og telegrammer for at holde dem underrettet.
Han slutter brevet:
"Husk på at Herren han fører os ikke altid af en jævn og lige vej, men altid på sikker og god vej."
De havde jo selv prøvet det svære.
Brevenes beretning om det hjemlige, regeringsskifte og missionshuse
Men hvad beretter disse breve fra omkring 1900 ellers om? Familienyt er der, både onkel Christian selv, men også hans søskende fortæller om hans forlovelse med en engelsk dame, han har lært at kende i England, hun er organist i Hull hos den danske præst pastor Brostrøm. - Han der studerede i København har nok ikke haft det så nemt. Det var i Brandesianismens tid. På et vist tidspunkt lagde han teologien på hylden, han var candidat fra 1895, men for at få en stilling indenfor det højere skolevæsen, hvad han hellere ville, måtte han tage en tillægseksamen i historie og engelsk, et par år vil det tage for ham, og før han får embede, kan han ikke gifte sig, sådan var kårene på den tid. - Men hans forlovede skulle da præsenteres for hans søskende. Hun kommer på besøg, og svigerinderne synes vældig godt om hende, og "hendes vindende væsen", men det kniber jo at kommunikere med hende, da hun slet ikke forstår et ord dansk i begyndelsen.
Så fortælles om missionshusene, der blev bygget på dette tidspunkt, både i Vonsild, i Kolding og i Stenderup, hvor faster Christine boede. - Onkel Jens skal hilse fra byggeudvalget i Vonsild og takke for lån af penge. Og også til byggeriet i Kolding har far stillet kapital til rådighed, 3000 Kr. til 4 % i rente, almindelig sparekasserente med et afdrag på 100 kr. om året! I Vonsild drejede det sig om 3500 kr. Det må have været af fars fædrene arv, risikovillig kapital ville man vel kalde det i dag, pengene kunne jo lige så godt gøre nytte her som stå i sparekassen. - Om indvielsen af missionshuset i Vonsild 14 - 9 - 1900 fortæller onkel Jens, at den blev foretaget af pastor Zeuthen, Vilhelm Beck kunne ikke; det har nok føltes for pinligt for ham, da sognepræsten i Vonsild pastor Clausen var hans gamle ven og medarbejder. Deres veje var skiltes på et vist tidspunkt, og Clausen var vel nu nærmest grundtvigianer. Han prædikede dog også ved indvielsen af huset, hvad han efter onkel Jens´ mening hellere skulle have ladet være med, det var kun en redegørelse af hans stilling til den Indre Mission "såmænd bekendt nok i forvejen".
Den 20.januar 1901 skriver onkel Jens, at missionshuset desværre bliver så lidt brugt - men missionærerne tør ikke komme til Vonsild på grund af Clausen nok ikke helt uden grund. Om Clausens syn på missionærerne skriver onkel Jens i et senere brev:
"I den sidste tid har han kastet sig over missionærerne især, bebrejdede dem, at de allerfleste ikke duede til at forkynde ordet, de skulle derimod indskrænke sig til husbesøg, altså øve en slags diakonivirksomhed. Så et par dage efter denne artikels fremkomst, var her en missionær Kring, der gik ned til ham og tilbød, at han så gerne var til præstens disposition en 14 dages tid, men så fik piben en anden lyd, og præsten mente, at det kunne ikke gå uden bestyrelsens samtykke, skønt missionæren ikke havde andet at bestille for tiden; men sådan er han altid den gode mand et stort vrøvlehoved er han." –
Så vidt onkel Jens´ mening! - Videre skriver onkel Jens, at forsamlingshuset, som Clausen havde fået bygget, bliver godt benyttet af de unge mennesker, de lærer de gamle folkedanse og gør gymnastik, men der er ingen kristen vækkelse der. - Clausen ville gå den grundtvigske vej "først menneske så omvendelse". - Om de unge, der hverken kan lide missionshuset eller forsamlingshuset, fortæller han, at de vil til at spille komedie i "Kroen". –
Ja, så har vi fået tegnet et billede af forholdene i Vonsild sogn på den tid! - I senere breve hører vi dog om missionsuger, hvor huset er omtrent fuldt 1902, og i 1903 "om store skarer", der samles, og i 1904 er der tale om vækkelse, og onkel Jens skriver, at han må sande, at missionshuset ikke er for stort. –
"Jeg er blevet beskæmmet med hensyn til huset, jeg syntes det var meget anmassende at bygge et sådant hus til den lille menighedskreds, men nu er mit syn blevet et andet". –
Han fortæller også om eftermøder, hvorvidt det er rigtigt med dem, betvivler han, han er bange for, at der kan komme en del usandt frem her. - - Om en temmelig heftig strid på det kirkelige område fortæller onkel Jens også, om en præst i Harboøre, der har prædiket offentlig:
"at der ikke er nogen evig helvedsstraf, ja endog har kaldt den for modbydelig, her tænker han jo på den Indre Mission. Dette kunne pastor Beck naturligvis ikke tie stille til, og han skrev en artikel i Kristeligt Dagblad, om hvad der kan tåles i Folkekirken, hvori han ankede over det slappe tilsyn fra biskoppernes side, at der med deres vidende er både fordrukne og utugtige præster". –
Dette førte til, han blev indkaldt for en provsteret," hvor han ikke fik ganske medhold af mangel på fyldestgørende bevis". Harboørepræsten slap forholdsvis temmelig let, han blev kaldt "ung og åndelig umoden". –
Det med den megen kirkelige debat, som vi kender den i dag, er bestemt ikke noget nyt, skønt man i dag tilsyneladende kan udtrykke sig langt mere åbent end dengang. - Digteren Schandorphs begravelse i København har også optaget sindene, onkel Jens kalder den for en stor "hedningebegravelse". Han blev brændt på Krematoriet og Brandes talte ved hans båre.
Også de politiske forhold har onkel Jens´ interesse. 20 - 10 - 01 skriver han:
"Jeg har vel da fortalt, at vi nu har fået et rent venstreministerium med en forhenværende skolelærer Christensen, Stadil til kultusminister og Enevold Sørensen, Kolding indenrigsminister, den væmmelige Hørup trafikminister, en lille gårdmand Ole Hansen landbrugsminister, en professor Deuntzer konseilspræsident, oberst Madsen krigsminister og admiral Jøncke marineminister, så har du hele historien, dersom det interesserer dig. At et systemskifte var nødvendigt vare alle enige om, men at det var bleven så rødt forbavsede vist de fleste, og man fristes til at sige "kunne der da ikke findes nogle bedre", men det kunne der vel ikke".
Så fortæller han om 855 danske præster, der har indsendt en adresse til kultusministeren om at få nedsat en Kirkekommision til at ordne de kirkelige forhold, men ministeren arbejder med planer om en lovgivning, hvorved der skal oprettes menighedsråd, der bl.a. ved præstevalg skal udpege 3 præster til embedet ligesom ved "skolelærerbesættelse", ifølge onkel Jens´ vurdering:
"det kan iøvrigt blive en rar historie og ingen Indre Missionspræst vil mere kunne vente at få embede, så den tid er næppe fjern, at Indre Mission vil komme til at danne frimenigheder og så er den danske Folkekirke sprængt". –
Dette blev dog ikke tilfældet, heldigvis må man da vist sige. - Om valget af kultusminister er onkel Jens´ kommentar:
"Det må i sandhed være underligt, at biskopperne skal have en forhenværende skolelærer til chef og tiltale ham "Excellencen ".
Naturligvis er han også optaget af forholdene i Kina. 19 - 10 - 02, skriver han, efter han har hørt om koleraepidemien i Antung:
"Det kan jo ikke nægtes, at I Kinamissionærer bliver hårdt prøvet både på den ene og anden måde, og dog ånder der kun tak og frimodighed ud af Eders breve, i sandhed en vældig nådegave, som kun Ånden kan virke, det menneskelige måtte rent fortvivle".
I samme brev kommer han ind på omtale af rigsdagen, der er i færd med at sæ1ge de Vestindiske øer,
"som om Danmark ikke er lille nok i forvejen, - - næste gang kommer turen måske til Færøerne eller Bornholm!"
I reglen er der sammen med onkel Jens´ breve også brev fra tante Lise, ja efterhånden er det ofte kun hende der skriver, hun er den flinkeste til at skrive af hele fars familie. Hun var præstedatter fra Vonsild præstegård. Hendes far hed Mouritz Mørk-Hansen. Han var en kendt forkæmper for danskheden syd for grænsen, der på dette tidspunkt efter krigen i 1863 - 1864 for en stor del gik ved Kongeåen, med undtagelse af "de otte sogne", hvortil Vonsild hørte. –
Et lyst og let sind havde hun i modsætning til onkel Jens, der nok var mere af en sortseer. Om Jens skriver hun, at han siger: "der ikke er megen indhold i mine breve," og det er da også for en stor del de nære daglige ting, hun beskæftiger sig med, om familien hvad der er af nyt om den, om venner der har været på besøg, om høsten der nu er godt i hus, om haven der er så smuk, om frugten de er ved at plukke ned, en ting hun nok vidste ville interessere far, og om arbejdet både i hus og have.
I et brev fra 23 - 9 - 00 brevet der også fortæller, om hvor lykkelige de er over at høre om fars og mors redning, og om hvor bekymrede de har været for dem under bokseroprøret, medsender hun et billede af "vore poder" og skriver:
"Gud ske tak for tre sunde børn, et godt hjem og en god mand, jeg har meget at være taknemmelig for og er det også."
I et andet brev fra 18 - 8 - 01 taler hun om den gode far, hun har haft og de velsignede minder fra et lykkeligt barndomshjem. Kunstnerisk var hun af sind og kunne helt op i den høje alderdom sidde og brodere, lige ud af hovedet, de fineste servietter med blomster, "blandede blomsterfrø", som hun kaldte det. - Kærlige er hendes breve, der oftest er adresseret til mor, som i 1904, da den russisk - japanske krig er brudt ud:
"Når jeg lægger mine egne børn i seng, tænker jeg på, hvor du og mange andre mødre måske nu er bange for rå soldater, og så beder jeg Gud, om han må være hos dig og bevarer Eder for fare,"
…og i et brev sendt til Chefoo 7 - 6 - 04:
"Det er os en stor trøst at vide, at du og lille Poul er i sikkerhed, med Guds hjælp bliver det så nok alt godt for Eder alle. Vi tænke meget på Eder, og da vi ikke tror Johannes (der jo var i Antung) får brevene herfra i denne tid, bedes du hilse ham kærligt fra os." - - -
"Her have vi det godt i ro og stilhed, ja hvor din lod er bleven helt anderledes end min, - gid vi en dag en gang måtte mødes og tale rigtig sammen, jeg tror vi alligevel nu langt bedre kunne forstå hinanden. - - Skriv så snart kære lille svigerinde og vær forvisset om, at vi følger jer i tankerne."
Om mor havde besøgt fars familie mere end den ene gang, hvor hun fortalte om sit besøg på Paulinesminde i brevet fra 1898 til sin mor, ved jeg ikke. 9 - 10 - 1905, da fars og mors hjemrejse i 1906 er blevet bestemt, skriver tante Lise:
"Glæder os til I kommer hjem, og vi alle kan samles engang igen - - forstå hinanden og lære hinanden lidt bedre at kende." -
De har på Skamlingsbanken mødt missionær Lykkegaards, der har lovet at besøge dem, inden de skal rejse til Kina igen. Fru Lykkegaard kendte de jo så godt, hendes far pastor Vied havde været præst i Sdr. Bjært, nabosognet. Tante Lise fortæller, at "hun talte lidt kinesisk for mig", det har nok lydt underligt i de danske ører.
De to fastres breve fortæller også mest om de daglige ting, om deres børn og om familienyt o. s. v. Faster Christine skriver 16 - 11 - 00 om det nye missionshus i Stenderup, der snart er færdigt. Der skal også være en beboelseslejlighed til en missionær. 1 - 2 - 01 kan hun fortælle om indvielsen, der blev foretaget af Vilhelm Beck, der først prædikede i kirken. Kl. 2 skulle huset indvies, men der var så overfyldt, at nogle måtte gå over i kirken, hvor to andre præster så talte. - 7 - 9 - 03 skriver hun tak for et brev fra mor, hun er glad for at høre, at de er raske og glade og tilfredse. –
"Hvor længes jeg efter at kunne tale med min kære broder, han er den jeg altid har holdt mest af.."
Hun er allerede begyndt at glæde sig til, at de kommer hjem om tre år. - Faster Christine og onkel Hans har to børn: Pauline f. i 1891 og Jep f. 1894. I 1902 fortæller hun, at hun og Jep på 8 år har talt om, at de gerne ville besøge far og mor i Kina, men han mente dog, at det vist ville koste for mange penge! I øvrigt er det morsomt at se, hvordan flere af familien leger med tanken om et besøg derovre i det .fjerne Kina, nu hvor banen gennem Sibirien er blevet åbnet, og hvor missionær Bolwig havde rejst den vej og har fortalt om rejsen herhjemme. -
I sit julebrev i 1905 skriver hun:
"mærkeligt at holde Jul derovre - - næste år vil Gud, holder I så Jul i det kære lille Danmark. - - Ja hvor jeg glæder mig til at se Eder I kære, kære mennesker."
Faster Anine skriver i sit julebrev 3 - 12 - 02 om den dejlige Jul børnenes fryd. Hun har 4 børn : Kristen f. 1896, Paula f. 1897, Ane f. 1899 og lille Johanne Kirstine f. 1901, hun er opkaldt efter både far og mor. De bor ved Lemvig, men ville gerne flytte til Koldingegnen, de savner naturen dernede især skoven. De har haft besøg af onkel Christian og hans forlovede. De har også hørt missionær Bolwig med stor glæde i Ringkøbing og fået hilsen fra far og mor gennem ham og sendt hilsen med ham til Kina. -
"Godt at Herren er den samme velsignede frelser både herhjemme og derude i hedninge landene lige uundværlig for hvert menneskebarn." –
Hun fortæller, at børnene holder så meget af at høre om Kina. I 1904 skriver onkel Jens, at Anine har fået endnu en lille pige Krista Petra og i 1907 blev tvillingerne Aase og Else født, så der har været nok at se til for en mor, der har ikke været så megen tid til brevskriveri.
Onkel Christians breve er der ikke så mange af. I 1902 fortæller han, at han er blevet vikar i Roskilde. Han er så glad for rektor Hauch (søn af digteren Carsten H.), han omtaler ham som overordentlig begavet og kundskabsrig - tidligere fritænker, "men så kom krisen." –
Også professor Høffding sætter han meget højt –
" vi elsker den mand - her er både højt og dybt og bredt, - han har skrevet en religionsfilosofi - har en dyb ærbødighed for kristendommen som åndsmagt. - hver gang jeg taler med ham, spørger han til dit befindende."
Som svar på et af fars breve skriver han:
"Den omstændighed, at der ikke var så meget som en pind at begynde med, da du kom til den nye station - - fryd omsider at se frugten af sit arbejde - - far ville aldrig lade os drenge køre med to, aldrig pløje eller køre korn ind eller lign., det var nok en fejl. Nu er du af en større blevet sat til "at køre". " –
Naturligvis følger han også interesseret med i udviklingen i Kina. I februar 1904 gør han sig visse interessante overvejelser om hele Kinamissionen:
"Lad mig ikke glemme at takke dig mange gange for dit kære brev, som glædede og interesserede mig meget. Det om sproget og den nationale mission særlig. Det glæder mig, at du kan se så frisindet på sagen, at havde der blot været mange som brødrene Jen (nogle af de først døbte kinesere af danske missionærer), kunne næsten godt de fremmede forkyndere tage deres gode tøj og vende næsen hjemad. Sikkert ville det jo være det bedste, om missionen kunne blive national. Det ligger jo ganske lige for, at der for et gammelt kulturfolk som kineserne må være noget ydmygende i at modtage fremmed lærdom - især dog vel at mærke - når den fordring stilles dem, at de skal bygge deres liv på den, og især vil netop den dannede kineser støde an her. Derfor kan jeg såre godt forstå, at gamle Jen ikke sætter pris på "Vestens visdom", når derved tænkes på Dogmatik og Kirkehistorie. Derfor ville det vel også overhovedet være en urimelig tanke, at forudsat der virkelig gik en vækkelsesbølge over Kina i monoteistisk, for ikke at sige kristelig retning, at den så virkelig skulle iføre sig et vesteuropæisk - for ikke at sige med et - dansk klædebånd. Sikkert måtte og skulle den jo leve sit eget liv med ansvar for Gud alene." –
Om krigen, det trækker op til med Japan og Rusland skriver han:
"Så kære broder her kommer jeg til det, som ikke kan andet end stærkt optage os i denne tid, nu da krigsbålene atter er bleven tændte i det fjærne Østen? Vil det endnu en gang betyde, at jeres lille hjem og gerning vil blive forstyrret? Det er jo "civiliseret" krigsførelse ved vi, men alligevel? Jeg er ikke engang sikker på, at du vil nogensinde modtage disse linier, men I ved jo, at vore tanker stedse kredser om jer, og i denne tid unægtelig med nogen bekymring. Det er ikke uden vemod, at jeg tænker på dit ønske om at leve og dø på missionsmarken. Det er mit inderlige ønske, at I må kunne blive forskånede for krigens rædsler og få leve i fred, i hvert fald blive bevarede."
Ja så har vi kigget lidt indenfor hos familierne i Danmark, og glæden ved at besøge barndomshjemmene og over gensynet med forældre og søskende må have været stor. Den første tid af hjemmeopholdet er da nok også til dels tilbragt i "familiens skød".
Tilbage til Kina igen i kapitel 6