- Se billeder fra Antungegnen
Det Antung, de kom tilbage til, var ikke det samme, som de havde
forladt for næsten 2 år siden. Den isolerede tilværelse for dem blev
det aldrig mere. Byen selv havde også forandret sig en del var vokset en
del i størrelse, med både den japanske bydel og den kinesiske ditto var
den på godt og ondt ved at være en storby med 6.000 japanere, 12.000
kinesere foruden bådfolkene om sommeren.
Under deres fravær havde missionær Kristiansen vikarieret sammen med sin kone tidligere kvindemissionær Kathrine Nielsen. De havde boet i missionærboligen og her fået en lille søn, det første danske barn født i Antung, Paul og Edith var jo født henholdsvis i Port Arthur og Chefoo. –
Samtidig var Ellerbek flyttet hertil og havde begyndt et egentligt
lægearbejde her. Hvordan de havde indrettet sig, vil jeg lade Kristiansen
fortælle om. Han skriver i et brev til far og mor 20 - 5 - 06:
"Sidst i maj kom Dr. Ellerbek fra Feng-huang-ch´eng. De nærmest følgende dage travlt med at indrette i kapellet, delt med en bræddeskillevæg i en konsultationsstue, et venteværelse for kvinder, 1 m. længere end det oprindelige kvindekapel og et større for mænd, der nu er stort nok til at holde søndagsgudstjeneste i. Alt kan føres tilbage til oprindelig skikkelse. Den oprindelige sygestue, (hvor far og mor havde behandlet syge) er blevet liggestue for patienter, og den er allerede besat med 2 operationspatienter. Dr. Ellerbek tænker ikke på byggeri før næste forår. Hans privat-lejlighed: Eders dagligstue og tidligere soveværelse bekvemt for kapellet. (Udgang gennem verandaen fra dagligstuen.) De liggende patienter har Lao Kwoa (fars og mors gamle kuli) på kost for en rimelig betaling. I dag over 30 til gudstjeneste, når alle nationer medtælles. - - Glad for det daglige arbejde i venteværelse, mere tilfredsstillende end gadeprædiken. - Har ikke været på gaden i 14 dage, da så mange andre ting har optaget tiden."
Breve fra andre af missionærerne skrevet til far og mor i Danmark er også gemt. Blandt dem hele tre, der fortæller om konference i Feng-huang-che´ng i efteråret 1906.
Først fra Minna Bolwig på hendes sædvanlige festlige facon. Hermed et lille sammendrag af brevet:
"Tak for trøjen til Erling, den arriverede sammen med frk. Gormsen midt i konferencen i Feng-huang-che´ng. - Yndige dage - 21 voksne og 7 børn - skal rum og føde til i store måder - fru Lykkegaard havde slagtet gris og får, vi levede højt hver dag. Gik rigtig godt med alle de børn, fru Lykkegaards lune barnekammer til disposition for børnene. - En dag på bjerget at drikke kaffe - ganske vidunderligt smukt selv uden blade på træerne. - Det hele gik "smooth and nice". "
Og så lidt fra fru Lykkegaards brev. 7 - 12 - 06 :
"Jeg havde gruet lidt, men alle mine bekymringer gjort til skamme. - Vejret lidt frost og solskin - børnene næsten ude hele dagen. - Vi spiste 21 i spisestuen - - ikke fyres ved den tid, da man måtte sidde tæt op ad kakkelovnen. - I køkkenet Ellen (Nielsen) min højre hånd og Rebekka (Waidtløw) tog også et godt læs. Vi lånte din gamle kok, og han kunne ellers vende sig! - Et yndigt samvær. Foredrag af Kristiansen og Waidtløw. Olesen fortalte fra rejsen. (Kom om onsdagen fra Danmark.) En aften lysbilleder og ellers hyggeligt samvær med musik og sang. Vennerne var her 2 søndage." –
10 dage med gæster. De sidste, der tog afsked, var Emil Jensen med kone og søn, der samtidig flyttede deres sager til Kwandien, en ny "station", hvor han havde haft travlt med at bygge hjem til sin familie. I et fællesbrev 28 - 11 - 06 takker han for samværet i Feng-huang-che´ng
"ovenpå ørkentilværelsen i Kwandien en vederkvægelse". –
"Rejste onsdag morgen - holdt vort indtog i Kwandien torsdag aften".
Med i flyttegodset var der også kakkelovne indkøbt i Danmark af Olesen
"omtrent alt var, som det skulle være, kun en af kakkelovnene havde slået 3 revner, den skal der en ring om. Komfuret havde jeg meget mas med, men nu lønner det umagen med at lave megen dejlig mad." –
En slags tusindkunstnere skulle de være disse første missionærer.
"Brevet må gerne gå hjem til Vyffs",
..sluttes der med, og det kom det altså også til.
Udvikling af arbejdet i Antung
Fra tiden efter hjemkomsten til Antung har jeg ingen private breve fra mine
forældres hånd, jeg har måttet søge tilflugt til de gamle DMS-blade, i
øvrigt meget spændende og læseværdige med utrolig meget stof fra både
Indien og Kina. Jeg har naturligvis fortrinsvis beskæftiget mig med stof
angående Antung. - Her kan man så læse, at Ellerbek i November 1907 er
flyttet ind i den nye lægebolig, og at missionær Madsen havde fået
missionsstationen repareret, inden
Vyffs kom tilbage, hvilket vel også indebar,
at kapellet var ført tilbage til sin oprindelige skikkelse. Han havde også
stået for opførelsen af den nye lægebolig, der foruden Ellerbek også skulle
huse Dr. Nielsens, det nye lægemissionærspar, der fulgtes med far og mor på
den sidste del af rejsen til Kina.
Også frk. Gormsen fik et værelse her, indtil nu havde hun boet i Ta-Ku-shan hos Ellen Nielsen for at læse sprog, men fra nu af havde hun sit arbejde i Antung, hvor hun, der var sygeplejerske, skulle tage sig af syge kvinder og børn. Foruden den ret anseelige lægebolig var der også blevet bygget et lille hospital med operationsstue og plads til 7 a 8 patienter. og en poliklinikbygning med siddeplads til omtrent 100.- Alt dette var blevet bygget på skråningen neden for fars og mors bolig mellem denne og kineserbyen. Her var erhvervet så stort et stykke jord, at der senere blev plads til en midlertidig "kvindestation", bygget i 1910 med en lejlighed til frk. Gormsen og med plads til endnu en kvindemissionær og en stor stue med kang for syge kvinder. I 1910 blev hospitalet også udvidet med en ny stor bygning med sengeplads til 30 patienter foruden operationsstue, og i kælderen spisestue, badeværelser, vaskerum o.s.v. - Her var endda indmuret noget så nymodens som et varmeapperat (varm luft), der skulle opvarme de to sygestuer og operationsstuen. - Det var Københavns Kredsforbund og Kristelig Lægeforening, der som særopgave stod bag lægemissionen i Antung og havde bekostet byggeriet
.
Antung hospital med rickshaws foran
De første kinesiske medarbejdere
Et helt nyt arbejdsteam var der så samlet i Antung. Sygebehandlingerne, som havde taget en hel del tid for far og mor tidligere, var nu lagt i langt bedre og mere kompetente hænder, på den ene side en stor lettelse og dejligt at vide, at de syge nu kunne hjælpes langt mere effektivt, men samtidig afskar det en naturlig forbindelse med de mange, der tidligere havde opsøgt missionsstationen, de søgte nu til poliklinikken og hospitalet, hvor et par dygtige kinesiske medarbejdere hjalp lægen og sygeplejersken i arbejdet. Især hører man om Jang, som er god til at tale med patienterne både dem i venteværelset og også de indlagte og fortælle dem om "læren", og naturligvis holdes her også daglige andagter. –
Her behøves fars hjælp ikke, han må med sin kinesiske hjælper Wang ned i byen for at tale med folk enten på åben gade eller i gadekapellet, som det lykkedes at erhverve i februar 1908, hvor folk kunne bydes inden for og gå og komme efter behag.
Wang, der blev Antungs første evangelist, var blevet døbt Juledag 1904 sammen med en gammel mand fra landet, som de to først døbte i Antung. Han var først mine forældres sproglærer, og det gik sådan til, at han blev det: I 1903 havde mine forældre besøg af den skotske missionær Mac Naugthon, der havde været på missionsrejse længere nordpå. Mor fortæller om dette i sin dagbog. Far nævnte for ham, hvor meget de savnede en dygtig sproglærer, og om han eventuelt kunne skaffe dem en. Imidlertid blev han meget syg, og naturligvis gjorde de alt for at pleje og passe ham. Efter han var blevet rask, blev der ikke talt mere om sproglærer, og de mente, at det helt var gået i glemmebogen, indtil der et stykke tid efter pludselig stod en ung kineser i fars stue med en anbefalingsskrivelse fra Mac Naugthon, der mente, de måske kunne bruge denne unge mand som lærer.
Spændende er det nu at følge, hvordan Antung menighed langsomt men sikkert vokser ved fælles indsats. Det var gået meget småt frem fra begyndelsen i 1902. Først byggeriet der tog lang tid og mange kræfter, og først blev færdigt i 1903. Så allerede i 1904 krigen (den russisk-japanske), der netop i Antung førte til, at mange af civil befolkningen tog bort til roligere egne, medens skiftevis russiske og japanske tropper besatte byen, og man heller ikke slap for røverbesøg. Far havde dog under det hele holdt stand på missionsstationen, holdt gudstjeneste om søndagen og prøvet at hjælpe de syge, der søgte ham, men i lange perioder havde det ikke været muligt at prædike nede i byen. –
I løbet af 1905 kom så freden, og langsomt blev forholdene normale og folk vendte tilbage. Samtidig rejstes et helt nyt kvarter, en japanerby bygget uden for den kinesiske bydel.
Fra de første år i Manchuriet er der ikke ret mange breve fra far til missionsbladene herhjemme, flere af de andre missionærer er langt flinkere til at skrive, men nu er der ligesom mere at fortælle om, nu det går fremad med arbejdet, og menigheden vokser, og fars breve bliver hyppigere. Før hjem-rejsen i marts 1906 var der endnu døbt 2 mænd 10 - 12 - 1905, og så den sidste søndag inden afrejsen i marts blev der døbt 2 voksne og 2 børn. I 1907 blev der døbt endnu 2 af missionær Kristiansen. I årsberetningen fra 1907 står at læse, at der i alt i Antung er 15 kristne, hvoraf nogle må være døbt andre steder. –
Men nu begynder der at ske noget. Der fortælles om kapellet, hvor der er overfyldt hver søndag med ca. 50 mennesker –
"der er virkelig trang til at få bygget et nyt snarest."
9 - 2 - 08 er der dåb af 3 mænd, og Pinsedag døbtes i alt 9 ( 4 voksne og 5 børn), deriblandt Wangs mor og kone, og de fire af børnene er også hans. Det femte fortæller, ikke far men Ellerbek i et brev, er en lille dansker, Vyffs lille søn Aage, der var født Påskedag 1908. Et højtidsbarn var han født Påskedag døbt Pinsedag et yndigt barn. Knap 2 år gammel døde han af difteritis efter få dages sygdom. Hans kiste blev den første, der kom til at stå i kapellet. Han blev begravet i haven under det store kastanietræ i "Aages høj". Der vidste vi som børn, at vi ikke måtte lege. - En stor sorg ikke mindst for mor at miste ham.
I 1908 blev kapellet udvidet, så der blev plads til 250. Og allerede i Julen 1909 skriver far:
"Den mulighed kan indtræffe, at vort nuværende kapel bliver for trangt."
Hvad skyldtes nu denne fremgang? Hospitalet havde sin store andel deri, ingen tvivl om det. Dets ry gik langt omkring, og syge kom fra hele omegnen, og skabte megen "good-will" for hele missionen også gode forbindelser til de ledende i byen, selveste Mandarinens frue havde fået hjælp af lægen. –
De syge, der blev indlagt, fik jo lejlighed til gennem en længere tid at høre om den nye tro, og ligeledes dem der kom ambulant for en tid. Også besøg senere i de tidligere patienters hjem, måske på landet skabte nye kontakter. –
Frk. Gormsens arbejde blandt kvinder og børn
Frk. Gormsens arbejde blandt kvinder gav også kontakt til hjemmene. I bogen "Mine børn i Kina" læser man, at da hun kom til Antung sidst på året 1907, var der kun en døbt kvinde. Der fortælles også:
Når det var muligt, drog hun og missionær Vyff af sted. Gerne til fods, selv om vejen til det fastsatte sted kunne være op mod 100 li (knap 50 km). Men også i den nyopførte "kvindestation" samlede hun kvinder til møde således i november 1909. Der er tale om et 10 dages kursus for kvinder, der ønskede at undervises.
Hun fortæller selv herom i et brev.
"Der kom mange flere end der var indbudt, nemlig ca. 30. Mange af dem overnattede på kangen i den store stue, men de nærmeste gik hjem om aftenen."
Og programmet var tæt:
"Kl. 8,30 en kort andagt – kl. 10 møde – kl. 2 møde eller sangøvelse, kl. 6,30 atter møde. Vyff holdt 3 foredrag, Jang fra hospitalet 2, fru Vyff havde sangøvelse med dem. Der sluttedes om aftenen med bedemøde." –
Det må have været en helt ny verden, der lukkede sig op for disse kvinder, hvoraf de fleste vel ikke havde haft nogen skolegang og hverken kunne læse eller skrive.
Nu er der hundredvis, der lytter
Men nede i byen blev der også arbejdet. I 1909 kan far fortælle, at der nu er 2 evangelister og 2 bogsælgere til hjælp foruden "en kær gammel ven", hvis søn er postmester i byen, så antallet af medarbejdere er steget en stor forandring i forhold til 1907 ved tilbagekomsten, hvor der kun var Wang, for slet ikke at tale om de første år, da de få kristne medarbejdere på skift hjalp hos de forskellige missionærer, der ellers måtte klare sig alene. –
Ved kinesisk nytår, der falder lidt senere end vort, fortælles at der i gadekapellet har været …
"…hundrede og atter hundrede af tilhørere, mange kommer der dag efter dag - - tider hvor det kneb at finde ørenlyd, folk kom og gik - - også været tider, da der var fuldstændig stilhed over forsamlingen."
I årsberetningen 1909 kan man læse, at der var blevet døbt 16 mennesker i l909,og at gudstjenestebesøget er ca. 100 mennesker, men hovedsagen er, at sakramenterne er forvaltet og ordet er blevet forkyndt, og arbejdets rolige gang også med forkyndelse i gadekapellet og på åben gade og med salg af bøger. Der har været dåbsundervisning 2 gange om ugen året rundt, og op mod Jul trængsel disse aftener. –
Også medarbejderne skulle undervises, man skulle gennemgå et bestemt afsnit i biblen, og så havde alle medarbejdere fra hele DMS s område været samlet til møde i Siu-yen 10.- 17.oktober 09. Her var 18 mænd og 3 kvinder foruden 5 lærere m/k, og så var der endda 3, der var forhindret i at være med. - Her var der foruden foredrag og bibelsamtale også en slags eksamen i det gennemlæste pensum; men da også tid til at lære hinanden at kende, en årlig opmuntring og noget at arbejde hen imod. –
Far skriver 2 - 9 - 1910 efter et sådant møde smukt om
"medarbejdere, der i tankerigdom og klarhed, i ordforråd og finhed i udtryksform kommer næst op til det bedste, jeg har hørt hjemme."
Vist nok Luthers lille katekismus med Balslevs forklaringer oversat af J. Vyff til kinesisk
En anden af missionærerne (Dr. Larsen) udtrykker sit syn sådan:
"De kinesiske kristne, en glæde at kende, mange må man se op til som kristne personligheder."
Om en af de kristne i Antung Dji, der blev døbt i Julen 1909, fortælles at han, som er i politiets tjeneste, har samlet 180 fattige i et fattighus, hvor de bliver bespist og sat i arbejde, 40 - 50 fejer gade, og andre har et håndværk; og dette støttes pekuniært af byrådet, ret så enestående i et land og på en tid, hvor social forsorg vel var et ellers ukendt begreb. Og når man så kan læse, at han til og med holder andagt med dem, uddeler blade, og at der er lejlighed til at læse gode bøger, forbløffes man over, at det kan tillades.
Politistationen i Antung med drageflagene
En ting, der drøftes meget både missionærerne imellem, men også hos bestyrelsen herhjemme er, hvorledes undervisning af børn og unge skal foregå. Af en statistik i årsberetningen 1909 fremgår det, at der undervises i alt 123 drenge og 58 piger på de 5 stationer, heraf er 56 af kristne forældre og resten af ikke kristne. Det er såkaldte elementærskoler (underskoler). Der er ingen skolepligt for børn på dette tidspunkt, og hvem som helst har lov at oprette en skole. Et nyt skolesystem efter japansk mønster er ved kejserligt edikt i 1905 indført i de offentlige skoler, hvor børnene tidligere bare havde lært at læse de kinesiske klassikere, en opremsning uden de sådan set for stod meget af det, lægges der nu vægt på at lære at læse og skrive kinesisk, samt at regne, og derudover også fag som geografi, naturhistorie o.s.v.. Det er meget udmærket, men da der samtidig forlanges, at eleverne skal deltage et par gange om måneden i en religiøs ceremoni foran en Konfuciustavle, kan man ikke forsvare, at de kristnes børn skal søge en offentlig skole, der må være et andet tilbud til dem. –
Et stort minus er det dog, at undervisningen i missionsskolerne ikke anerkendes af regeringen ved besættelse af stillinger. - I disse skoler bl.a. i Antung med 16 elever, hvoraf de 5 er kristne, undervises der af kinesiske lærere med missionærernes tilsyn og assistance. Men en fortsættelse på undervisningen må der også være et tilbud om, en slags "mellemskole" undervisning og senere gymnasium. –
Ved et bestyrelsesmøde i København i 1908 tager et af punkterne stilling hertil :
"Oprettelse af mellemskole anser bestyrelsen Antung for et egnet sted. Vyff anmodes om at undersøge køb af byggegrund, opførelse af bygning - overslag over, og grundris af en bygning. - Dannelse af et skoleråd: Ellen Nielsen, Vyff og Lykkegaard." –
Det var her tanken at opføre en kostskole for drenge. Pigerne var ingen problem, da Ellen Nielsen allerede havde en kostskole for piger i Ta-Ku-shan. - Far måtte i gang med at forhandle om køb af et grundstykke med Dawtojen (amtmanden), men det lykkedes ikke at få noget købt, så ved et bestyrelsesmøde i 1909 bliver spørgsmålet angående en højere skoles oprettelse udsat, da der ikke kan skaffes en tilfredsstillende grund i Antung, og man tilføjer, at der om få år behøves en skolemand i Kina.
Missionærerne i Antung samlet foran lægeboligen i 1908
Ved en konference i Antung i 1908 er man i øvrigt enedes om foreløbig at lægge et par "mellemskoleår" oveni de allerede bestående elementærskoler, og så se tiden lidt an.
I 1909 var der en frygtelig koleraepidemi i Antung, i bogen "Mine børn i Kina" står der herom:
"Bystyret stod hjælpeløse og rettede henvendelse til det danske hospital om hjælp. Dr. Ellerbek var i Port Arthur, men frk. Gormsen, missionær Vyff og Jang sagde ja - det blev en svær opgave. - Vaccine kendtes ikke, folk lå og døde rundt omkring. - En gammel lade fra et silkespinderi blev stillet til rådighed for kolerapatienterne, som politiet samlede op på gaderne." –
Der var dog desværre kun lidt at stille op, kun de færreste overlevede. - Bedre gik det i 1918 under en tilsvarende epidemi, da kunne mange reddes ved saltvandsindsprøjtninger. Dr. Larsen var da læge i Antung og blev dekoreret med en høj orden for sin indsats. - Men også de danske missionærers frygtløse indsats i 1909 fik betydning for arbejdet, deres anseelse steg, og besøget i gadekapellet voksede, og far kan fortælle om dåb af en, der er ansat i toldvæsenets tjeneste og også af en barber i byen.
I øvrigt fortæller far udførligt om hver enkelt, der blev døbt i disse år, både deres navne og deres baggrund, for at "vennerne" herhjemme kan bede for dem, de kunne jo trænge til forbøn. Et stort og vanskeligt skridt at tage for den første i en familie og måske med fare for at miste sit arbejde. - Men efterhånden, som antallet af døbte stiger, kan det ikke længere overkommes at fortælle om hver enkelt. 12 - 7 1911 berettes om dåb Juledag, Påskedag, søndag før Pinsedag og Trinitatis søndag i alt 27.- 31 - 10 - 1911 er antallet af dåb i Antung nået 60 i alt.
"Så er der ikke langt til 100",
det var en kristen koreaner, der sagde dette og forsatte,
"når først der var 100, var der ikke så langt til 200. Og når der var 200, så vidste han af erfaring fra Korea, at så gik det hurtigt med at nå 1000, og derfra til 2000 gik det endnu hurtigere"! -
De første 100 i fortegnelsen af døbte i Antung nåedes 25 - 11 - 1912.
Udveksling af erfaringer med missionen i Korea
Den kristne mission i Korea var noget, der optog far stærkt. Hvad var det, der gjorde, at den havde så vældig en fremgang, og hvad kunne man lære af dem, de amerikanske missionærer ? - Hans første møde med kristne koreanere stammede helt tilbage til år 1900, da han og Lykkegaard på rekognosceringstur til Antung (Sha-hoa-tse) havde spadseret over den tilfrosne Yaloflod og var blevet så venligt modtaget af kristne der. Senere havde de under bokseroprøret taget sig kærligt af Lykkegaards og Emil Jensen på deres flugt og hjulpet dem videre til Chefoo. –
Da far så i 1901 kom til Antung for at begynde her, havde han atter besøgt "vennerne" på den anden side floden, og de havde besøgt ham og glædet sig over, at der måske ville blive bygget kapel i byen.
I mors dagbog fra 1903 nævner hun ofte, at der til søndagsgudstjenesten også deltog kristne koreanere.
I et brev fra Dr. Ellerbek 1 - 8 - 06 til "Missionsbudet" fortæller han om et besøg i Korea sammen med far, og at de bl.a. besøgte en lægemissionær der. Ellerbek var stærkt optaget af et nybygget hospital, medens far var mindst ligeså optaget af hans have med amerikanske frugttræer, der gav et rigt udbytte i form af podekviste!
"men i øvrigt var vi stærkt opfyldte af, hvad vi hørte og så af missionsarbejdet derovre, vi befandt os nemlig i et af centrene for den koreanske vækkelse. - Byen, der kun var lille, kunne med større berettelse end de fleste byer herhjemme i Danmark kaldes en kristen by, thi skønt den kun havde 3000 indbyggere, samledes der dog om søndagen ca.1000 mennesker til gudstjeneste og til bibellæsning; af disse var vel en del fra omliggende landsbyer, men en kirke, der nu skal bygges for byens indbyggere alene, skal dog kunne rumme 1000 mennesker. Der er for tiden 700 til dåbsundervisning. Menighedsarbejdet og den ugentlige gudstjeneste ledes af koreanske ældste. Missionærerne er udelukkende optagne af, dels at undervise dåbskandidater og dels at undersøge de vidtstrakte landdistrikter. Evangeliet udbredes ved koreanere - - tilstrømningen er stor." –
De besøgte også en pigeskole med 40 elever og en større drengeskole.
Når man sammenligner med resultaterne i Manchuriet i 1906 efter 11 års arbejde er disse jo ikke imponerende: Antallet af døbte ( i det danske område) 205, 5 faste kinesiske medarbejdere, 3 dagskoler med i alt 23 børn og en kostskole for piger.( Ellen Nielsens). Nok havde Kina været gennem vanskelige tider, men det havde Korea da også været, besat af japanerne efter den russisk-japanske krig, som det var.
I 1909 er far atter på besøg i Korea efter invitation fra de presbyterianske venner. - Der skulle afholdes et 10 dages bibelkursus. Evangelist Wang og en kristen købmand er med ham,
"for selvom de ikke forstår sproget, kan det være en oplevelse at se, hvor mange der her kan samles om Guds ord." –
Men først et lille morsomt folkelivsbillede fra rejsen:
"Det traf sig så, at vi rejste den dag, den koreanske kejser tog med banen til dens nordligste punkt, der ligger lige overfor Antung. Da vi kom til banegården, fandt vi en mængde mennesker travlt beskæftiget med at rejse æresporte, nogle pyntet med gran og flag, andre rejst af store isblokke, atter andre oplyst med elektrisk lys. Koreanerne fra omegnen var beordret til at møde ved stationen med et koreansk og et japansk flag. Skoledrenge i røde, grønne, sorte eller hvide dragter i broget forvirring havde også fået ordre til at møde. Vi gik omkring for at se på forberedelserne, og fikse, som japanerne jo er, havde de virkelig fået noget pænt ud af den ellers ganske uanseelige stationsby. En japansk politimand virkede lidt komisk, som han iført en slags udenlandsk gallauniform - stod der strunk og stolt omgivet af en beundrende skare. Langt om længe kom vi dog af sted, og nu gentog det samme sig ved hver station, selv om det var i mindre stil. Man så en á to æresporte, en stor flok koreanere o.s.v. Vi nåede frem til den tredie station, nu var flokken større end nogen sinde; i sandhed noget imponerende var der over den store, hvidklædte flok! Nu var øjeblikket der; vi holdt ind på et sidespor, og kort efter kørte kejsertoget ind i sagte tempo op for stationen. Vi måtte pænt holde os i toget; men det var ikke så galt endda; jeg tænker, vi så mere end alle de mange, der havde ventet i flere timer langs banelinien.
Kejseren lod sig ikke se, og der var til dels rullet ned for vinduerne til den side. Vi derimod så ret tydelig den store stab, der fulgte med prins Ito; efter denne vogn fulgte den kejserlige salonvogn med kejseren og hans følge. Mængden brød ud i trefoldigt hurraråb, da Ito viste sig - kejseren selv blev derimod i toget. Efter nogle få minutters forløb satte toget sig atter i bevægelse, hvorefter mængden skiltes. Vi så dem i en lang række vandre hjemad, følgende stien, som den bugter sig mellem de fyrbevoksede bjergskråninger; det var et kønt syn! - Kort efter nåede vi må let for vor rejse."
"Synes du ikke, det er et kønt bjerg. Det passerer man mellem her og Feng-huang-sheng. Ved foden af det ligger en lille by, der på Dansk hedder "Døren til Korea" I gamle dage, da kineserne her var mægtige folk, tillod de ikke Koreanerne, når de kom her til Kina for at handle, at komme længere end hertil." Kort til PaulAt Korea-turen har været inspirerende for både de to kinesere og far fremgår tydeligt af det videre referat. Allerede første aften var de til gudstjeneste i en stor kirke fyldt til sidste plads af ca. 1700 mænd. Kvinder og unge mænd under 19 år var der ikke adgang for og plads til, de måtte samles andre steder. Far omtaler den rene og takstfaste sang. Der var prædiken på tre kvarter af en missionær, hvorefter en koreaner stod frem for at lede bønnen, og som de havde lært at bede! - Så selv om de ikke forstod et ord, var det en oplevelse at være til stede.
De næste dage overværede de klasselæsning i små beskedne lokaler. Der var 8 klasser i alt, der samledes 4 gange daglig foruden gudstjeneste om aftenen, og tilhørerne var jævne arbejdere, der daglig beskæftigede sig som smede, snedkere el. lign., men om søndagen prædikede for en lille flok hjemme i landsbyen. Når så menigheden på stedet måske voksede, kom tidspunktet, hvor de fik råd til at betale deres prædikant, så han helt kunne hellige sig arbejdet med undervisning og som vejleder for menigheden.
"Julen i Antung" er overskriften over et brev fra Dr. Ellerbek, der fortæller om, hvordan den forløb i 1911. For hans og frk. Gormsens vedkommende startede den kl. 5 Juleaftensdags morgen med, at de blev kaldt ud til en vanskelig fødsel, hvor de heldigvis kunne hjælpe, og så fortsætter han:
"Så kom vi hjem til en stuvende fuld kirke; jeg har vist aldrig før set så mange i kirke her i Antung. En af evangelisterne prædikede."
Og så et morsomt lille træk. De 2 læger Ellerbæk og Larsen var så betænksomme at tage Edith Vyff på 7 år med til fest efter amerikansk forbillede hos toldkontrollør Holwills med julenisse og en mangfoldighed af julegaver.
"Et broget selskab: kinesiske mandariner, japanske embedsmænd, udenlandske konsuler, toldembedsmænd kort sagt Antungs honoratiores plus et par danske missionærer. - Mandarinen går omkring i sit svære pelsværk i en kraftig kakkelovnsvarme og giver folk hånden, silkeklædte kinesiske damer bukker kejtet på japansk, Dawtojens drenge stiller i lang guldknappet uniformsfrakke, japanerne taler tysk, kineserne prøver på engelsk; - resultatet er ikke ubetinget heldigt i Østens havnebyer, hvor mange nationer mødes."
En overraskelse for mig, at Antung var så kosmopolitisk på dette tidspunkt. - Så hjem til julemiddag i lægeboligen, andagt på sygestuerne og juletræ for patienterne og deres pårørende fra landet med sang og juleevangeliet, afbrudt af et nyt udkald til en fødsel i et kineserhjem. - -
"Julemorgen - Dannebrog hejses på hospitalets høje flagstang, og så samles vi i kirken om det gamle evangelium. Knap så mange mennesker som i går, men en dejlig stund, thi fire mennesker blev døbt, alle kvinder. - - Kl. 3 tændes juletræet, et stort prægtigt fyrretræ pyntet med lys og liljer; det står midt i kirken og skiller mændene fra kvinderne. En af evangelisterne taler om hyrderne fra Betlehem, "Et barn er født i Betlehem" synges med vældig kraft, derefter endnu en lille tale, af An-dai-fu (Ellerbek), og så kommer the og kager og nødder, alt sammen omtrent, som julefesterne plejer at gå herude, men medens festen ellers plejer at være forbi dermed, fulgte der i år noget bagefter, som har glædet mig uendelig meget."
"Et par af missionens arbejdere stod op og sagde, at da julefesten var den eneste tid på året, da hele menigheden fra by og land var samlet, havde de og flere tænkt at lægge et par sager frem til drøftelse; dersom derfor en del af de tilstedeværende havde vigtige forretninger, så kunne festen nu betragtes for afsluttet, men man ville bede de kristne og dem der forberedtes til dåb, om at blive tilbage. - Vinket var tydeligt nok, og snart var forsamlingen reduceret til 40 á 50 mand." –
Vigtige forretninger om en skole og en ny kirke
Og det der så foregik må virkelig siges at være ret så skelsættende. Den lille forsamling, der blev tilbage, påtog sig at tage ansvar for hele to ret så store projekter:
l. "Oprettelse af Antung Menighedsskole"
2. "Opførelse af en ny kirke".
Og det var nogle af de kinesiske kristne, der selv lagde forslagene frem:
"Den ene efter den anden stod frem, og talte, og der kom mere og mere iver og bevægelse over forsamlingen." –
Man talte om modermenigheden i Danmark, som havde ofret så meget, nu måtte det være på tide, at man selv trådte til, og de havde jo alle set, at kirken var ved at være for lille. Man vedtog en årlig indsamling foruden en månedlig kollekt til kirkebyggeriet, og en øjeblikkelig indsamling indbragte 180 dollars ( ca. 280 dk. kr.) fra de tilstedeværende kinesere, sikkert en stor sum på det tidspunkt, og der blev nedsat et udvalg på 3 kinesere, der skulle tage kirkesagen i hånd og føre den videre.
Hvad oprettelse af en videregående skole angik havde der jo længe været tale, men hvor skulle den ligge, og hvad skulle den omfatte ? Det var blevet drøftet missionærerne imellem på flere konferencer, og bestyrelsen havde også drøftet det; man havde talt om Antung, som det rette sted for oprettelse af en kostskole, men det var strandet på grund af manglende byggegrund. I Ta-Ku-shan var Bolwigs godt i gang med en lille mellemskole. Nogle af missionærerne syntes, man burde slutte sig sammen med presbyterianerne i Mukden og få et større skolevæsen der. –
Konference
Nu skar man altså igennem her i Antung og vedtog, at man selv, uafhængigt af tilskud fra D.M.S., ville oprette en "Antung Menighedsskole"; det var blevet vedtaget ved en "stille overenskomst" blandt nogle af de kristne en søndag i september, og nu blev det altså lagt frem i en større forsamling og vedtaget.
For begge de to projekter var det første og vigtigste punkt at sikre sig en byggegrund, slet ikke så let en sag. - Hvad skolen angik var der et par af de kristne, der gik i gang med at eftersøge et sted, men hver gang de havde opspurgt et sted, og fik far med ud at se på det, måtte han skuffe dem med, at han fandt stedet for uegnet. Endelig lykkedes det dog at finde stedet, lidt langt borte fra byen var det, ude i en øde bjergdal, men hvad jordens beskaffenhed, læforholdene og ikke mindst købesummen angik var der ikke noget at indvende, så handlen blev afsluttet. Købesummen hele 2000 dollars (ca. 3000 kr.) blev fremskaffet, dels som aktier tegnet af de kristne, og dels som et mindre privat lån, men så var der også tale om et ret stort stykke jord, - adskillige tønder land.
Her skulle de så virkeliggøres de tanker, far havde tumlet med så længe, tankerne om en skole for livet, hvor der ikke bare skulle lægges vægt på en videregående skoleuddannelse, men også en praktisk uddannelse, der dels skulle lære eleverne respekt for legemligt arbejde, dels skulle hjælpe også ubemidlede til at få råd til en uddannelse, idet et par timers daglig arbejde i en planteskole skulle være betaling for opholdet på skolen. –
Mærkelige ideer var der mange, der syntes, og det var da også langt forud for tiden, men tanker der senere viste sig at være helt rigtige. Der var ikke mange af de andre missionærer der forstod ham, og endnu mere mærkeligt har det været for kineserne, hvor en studeret mand var højt hævet over alt praktisk arbejde.
Skolen kom i gang allerede i marts 1912. Der blev bygget nogle små beskedne huse på grunden, dels til sovesale for eleverne, og dels til klasseværelser. Der var ikke mangel på elever; man havde regnet med 4 - 5 , men der meldte sig hurtigt 20 fordelt på 2 klasser. 16 - 7 - 12 fortælles om det første skolehalvår, der blev sluttet med eksamen. Det havde været kort, da der skulle holdes evangelistkursus fra 1. til 27. juli på skolen og derefter det årlige evangelistmøde med over 60 deltagere. –
Med brevet følger et billede af alle eleverne, og der fortælles lidt om hver enkelt. - Der var i undervisningen lagt særlig vægt på kinesisk, der jo var grundlaget for al senere undervisning, og på det ældste hold også på bibelstudium. - Foruden 5 timers daglig undervisning 3 timers daglig arbejde i planteskolen, hvor man havde gravet og planeret og havde plantet store og små træer. –
På billeder af grunden, der var købt, ses kun nøgne og bare bakker, så det har været et hestearbejde at gå i gang her. Her trængte i allerhøjeste grad til at blive plantet træer; i Kina som så mange andre steder, bl.a. i Middelhavsområdet, havde man bare fældet løs af skovene, der engang havde været der, med det resultat at vind og regn havde haft frit spil, og jorden var eroderet bort. - Men det var ikke blot tanken at plante træer på stedet, det havde et videre perspektiv, nemlig også at kunne sælge små nye frugttræer, så kineserne der elsker frugt, selv skulle købe og plante frugttræer til eget brug.
Dog disse tanker, om en planteskole i tilknytning til almindelig skolegang, var dybest set tanker om at få uddannet medarbejdere med en solid skolegang og samtidig en god teologisk baggrund, der også havde lært, at praktisk arbejde ikke var noget, man behøvede at skamme sig for, og som ikke ville være for fine til at arbejde i de små landsbyer blandt den jævne befolkning betalt af deres egne og ikke af missionen. Det var jo det, der havde givet den store vækst i missionen i Korea. Tanker om "selvunderhold og selvudbredelse" efter koreansk forbillede beskæftigede far sig meget med, der lå jo fremtiden, hvem vidste, hvor længe de udenlandske missionærer ville få lov at virke ?
Skolen i Pitsaikou (Brændehuggerdalen)
Nu var så skolen godt i gang derude i Brændehuggerdalen, Pitsaikou som stedet hed der på kinesisk.
30 - 1 - 13 fortæller far i et brev om 1. Juledag 1912, hvor der blev døbt 9 elever ude fra menighedsskolen:
"Det var en af de største glæder, jeg har op levet i Kina at døbe disse unge, friske mænd. - De har lært at bestille noget og er sunde både til sjæl og legeme. - Mit lønlige håb, at Gud vil udtage nogle til speciel tjeneste i menigheden som evangelister og bane vej for dem til uddannelse på præsteskole senere." –
Og det måtte da være det næste spørgsmål; når nu det ældste hold på skolen havde fået en planlagt 3-årig skolegang, hvad kunne man så tilbyde dem derefter Ved konferencen i Feng-huang-che´ng i maj 1913 blev spørgsmålet om evangelistuddannelse som tidligere taget op til drøftelse, men hvor, hvordan og hvornår, og hvem ville kunne påtage sig den opgave at lede en bibelskole til uddannelse af evangelister? –
Far tilbød da at påtage sig opgaven i forbindelse med Antung Menighedsskole, og så håbe på, at en læreruddannet missionær senere kunne forsætte. - Han skulle efter planen have været på hjemmeophold i 1914, men betingede sig nu allerede i efteråret 1913 1/2 års studieophold i Amerika på en bibelskole der og så et 1/2 år i Danmark også til forberedelse, for så at være klar til at tage fat i 1915. - Stillingen som missionær i Antung skulle i så fald overtages af en anden. - Det blev vedtaget på konferencen og bestyrelsen i Danmark bifaldt planerne, hvorefter der ved fars tilbagekomst skulle bygges skolebygning og en bolig til Vyff's i Pitsaikou i nærheden af Menighedsskolen; og der skulle arbejdes efter de samme principper som ved Menighedsskolen.
Hvad kirkebyggeriet i Antung angik var det første skridt også taget, nemlig at skaffe en grund. Her havde det været nødvendigt at henvende sig til byrådet, da al jord tilhørte byen. - Således havde det været både med grunden til missionsstationen og til hospitalet. Men det var ikke så let at komme igen og igen for at bede om jord, og så til og med, når det drejede sig om grund til en kirke, det var jo ikke lykkedes at få grund til en skole i 1907. –
Men far blev venligt modtaget af formanden for byrådet, da han vovede sig til at opsøge ham. Han kunne dog ikke alene give sin tilladelse, det var byrådets opgave; men han ville lægge et godt ord ind for sagen. En halv måned gik, så mødte 5 af byrådsmedlemmerne op og så på stedet og anviste grænserne, det var den 5. juli 1912, 10 år efter det første jordstykke til missionen var erhvervet. Som al den anden jord var det kun til leje, men de lovede, at "åremålet bliver langt og lejen lille." Al jorden heroppe var gammel tempeljord. –
Man begyndte så med udgravning af grunden om efteråret, det måtte dog indstilles igen, da det japanske jernbaneselskab gjorde indsigelse og påstod, at det nævnte areal tilhørte dem, og det viste sig, at de havde skøde på en trediedel af grunden, de havde afsluttet en handel med tempelpræsten, uden byrådets vidende. - Hvis dette stykke blev taget fra, ville grunden blive for lille til at bygge på. Arbejdet gik i stå, og lå stille vinteren over, hvor det heller ikke var muligt med jordarbejde, da vinteren er kold (30° frost). Men da foråret kom, gav byrådet sin tilladelse til at forlænge stykket i en anden retning, og det blev en langt bedre grund. Da man begyndte at grave, kom der et helt stenbrud til syne, en smuk hvid stenart, et vældigt godt tilskud til byggeriet.
Således stod så sagerne, da far i august 1913 begyndte sin rejse til Amerika i kapitel 8.
