Chicago. Kortet er fra 1900
Rejse til USA og
2. hjemmeophold 1913-1914
tilbage til Kina 1919
Efter 17 år i Kina var far så på vej hjem til Danmark på sit andet hjemmeophold, men først gik turen over Stillehavet til Amerika. I et brev til DMS bladet skrevet den 23. august fra S/S Manchuria fortæller han om rejsens første del fra Antung gennem Korea til Japan. - Han sammenligner med hjemturen i 1906, der havde været ulige vanskelig. Dengang i dyb sne over Yalofloden og så videre med det lille tog i 3 dage med overnatninger undervejs. Nu tog turen kun 29 timer i et behagelig indrettet tog igennem et frodigt landskab med rismarker på begge sider af jernbanelinien, og han konstaterer at Korea ikke er et fattigt land. Jernbanebroen over Yalofloden må også have været færdig på dette tidspunkt. I Fusan lå færgen parat, som på 12 timer førte passagerne til Shemonaseki i Japan. Her mindes han også rejsen i 1906, hvor vejret havde været så forfærdeligt, "at man i Japan havde mistvivlet om at se færgen igen." –
Far havde ikke høje tanker om Japan og japanerne, men de steg vist noget i hans agtelse nu, hvor han fortæller, om den opofrende omhyggelighed de udviser mod de rejsende både i toget og her på skibet, uden at de venter drikkepenge derfor. På skibet blev man indbudt til at deltage både i japansk frokost og middag. Og på den videre togrejse til Kobe i Japan må han beundre det japanske landbrug med terrasser der overrisles ved brug af vandhjul, der trædes. –
Fra Kobe går rejsen så videre over Stillehavet med S/S Manchuria. Om skibets kinesiske betjening har han også kun rosende ord, om de medfødte anlæg til at gøre det hyggeligt for de rejsende.
Fra rejsen over Stillehavet og tiden i Amerika er der breve til mor, som hun heldigvis har gemt. –
Det første fra Kobe 13 - 8 - 13, hvor han venter på, at skibet skal komme ind. 15 - 8 fra Yokohama, 19 - 8 fra Honolulu og 29 - 8 skrevet mellem Honolulu og San Francisco.
Om livet ombord fortæller han:
"Vi lever jo kongeligt, det må jeg indrømme. Jeg har kahytten for mig selv, da her ikke er så mange rejsende på denne årstid. Tænk at have en stor smuk kahyt og så ganske for sig selv - havde du og Anna været med, havde der endda været god plads." –
Og så fortæller han om, så fint alt bliver holdt af det kinesiske tjenerskab, der pudser og polerer hver eneste dag, så man skal lede for at finde støv! Kahyttens indretning og møblement får mor også beskrevet. Spisesalen og de øvrige opholdsrum er også imponerende, ikke mindst om aftenen når alt stråler i elektrisk belysning, noget der nok kunne gøre indtryk i petroleumslampernes tid. –
Så er der naturligvis også dækspladser med solsejl over. Forplejningen er også meget fin:
"Lige fra man sætter sig, til man er færdig, vælger man selv hver eneste ret, det giver mere frihed for den enkelte, men gør også sagen lidt mere vidtløftig. Maden minder jo ellers i mangt og meget selvfølgelig om den, man er kendt med fra skibene, men ekstra helt igennem. - Tre hovedmåltider og ind imellem forfriskning, om man ønsker så, og er på stedet i rette tid."
De medrejsende har han ikke meget med at gøre, der er lidt af alle slags, nogle der mest holder til ved "skænken" i den ene ende af skibet, og så nogle "forfærdelige pyntedukker" og "højfornemme herrer". Så er der en "middelklasse", forretningsfolk og også et par missionærer, hvoriblandt han nærmest kan søge lidt omgang, men som han skriver :
"…når missionærer er for hjemgående, er man vist lidt vel udgået, nok er det, der er ikke særlig føling den ene med den anden."
Han har dog snakket lidt med en svensk missionær og også med en kristen kineser fra Hanau, der kendte enkelte norske missionærer der. Men som han skriver:
"Jeg har set det som min opgave at bruge tiden mest muligt til at læse græsk og skrive breve. Her er en enestående lejlighed. Skal man så hvile, og skal man skrive og så spise og hvile, så er der aldeles ikke tid til mere, når man betænker, at vort døgn kun har 23 timer."
Rejsen gik jo mod øst og på et vist tidspunkt passerede de "Datolinien" og oplevede det mærkelige, at det 2 gange var fredag den 22. august. –
"Jeg nyder iøvrigt turen i fulde drag, hvor er her herligt, det store blå hav så langt øjet rækker, vi har haft det dejligste vejr hidindtil, kun med lidt stærkere blæst ved aftenstid og et par små regnbyger. Mest er himlen klar og luf ten så dejlig frisk."
Og nu nærmede de sig Honolulu, det eneste stop på vejen, og far glæder sig over at vide, at også mor er begyndt på sin hjemrejse. Det må havde været en meget travl tid inden afrejsen; meget der skulle ordnes, når arbejdet i Antung menighed og med skolerne skulle overlades i andres hænder for fars vedkommende og for mor med hjemmet, andre skulle flytte ind i.
I det næste brev fra 29 – 8 - 13 fortæller far om Honolulu. Hans første tur i land gik med sporvogn til et akvarium, efter han havde været på posthuset for at få afsendt de breve, han havde skrevet undervejs. Der skal købes frimærker, og så er der en mægtig postkasse, dels med post mod vest dels med post mod øst, i hvilken brevene til Danmark skulle puttes i, må man så gætte sig til, men det har nok nærmest været den mod øst, og sandsynligvis skulle de med det samme skib som far selv. I akvariet var en storslået samling af fisk.
"Der var de dristigste farver, dels enkelte dels sat sammen i striber, prikker eller hvad som helst. Der var blå og gule, sorte, røde og hvide farver repræsenteret. Og disse former, ja det var ganske forunderligt. En havde et hovede der mindede om en fugl, der er en der mindede om en brilleslange. Nogle var livlige i stadig bevægelse, andre lå ganske sløvt hen." –
I dag kan vi jo få den ganske samme fantastiske oplevelse herhjemme i "Danmarks Akvarium" i Charlottenlund. Efter en lille tur langs stranden gik turen tilbage til skibet igen med sporvogn. En smuk tur med villa ved villa i smukke haver, selv om far måske synes, at beskrivelsen af øen, han har fået på forhånd, er vel overdreven, nok er her smukt, men det overgår ikke Singapore og andre steder, han har set før. Om aftenen er han en tur inde i byen, han ville gerne have købt en eller anden ting til mor, men alt er meget dyrt og i øvrigt alt for amerikansk, ikke særpræget for øen.
Dagen efter nåede han en tur på øens etnografiske samling, og selvom tiden var knap fik han dog et godt indtryk af Hawaii-øernes baggrund og gamle kultur lige fra Stenalderen. –
Ved afsejlingen bemærkede han den ejendommelige skik med bekransning af de bortrejsende, dels med papir- og dels med blomsterguirlander, det virkede lidt latterligt syntes han! –
Sejlads fra Honolulu til San Francisco
Der var kommet en mængde rejsende om bord her, og far havde også fået en rejsekammerat i kahytten, et interessant menneske fra Chicago, som han var glad for at stifte bekendtskab med. - Han rejste i sommermånederne for at fotografere, og i vintermånederne foreviste han "levende billeder" ude fra jordens forskellige egne. Denne sommer havde han været i Kina, Korea og Japan, så de har haft nok at tale sammen om. - De nye passagerer om bord talte en del brudepar, "der efter endt bryllups rejse er på hjemvejen for at leve livet sammen på det jævne." –
Andre rejsende har tjent gode penge på øerne og vil nu en tur til hjemlandet.
"Mange ser ud som bønderkarle, der er kommet i søndagspuds, kun at de forstår at føre sig i det." –
Man kan godt ved beskrivelsen af livet om bord, føle sig hensat til en Agathe Christie roman! De 2 søndage om bord er der blevet holdt gudstjeneste ved en af passagererne, det fortæller far også lidt om. - Og så er rejsen ved at være slut, nu kommer den mere alvorlige del, som godt kan give anledning til lidt bekymring, hvordan finde ud af det hele i den store nye verden? En skotsk ven har lovet at modtage ham ved ankomsten til San Francisco, mon han nu er der?
Vyff i San Francisco og Vest USA
Det var han, og ydermere lå der et brev fra den danske præst i Chicago, Birkeland, der havde tilrettelagt en rejserute for far med besøg hos danske præster og i danske menigheder på vej til Chicago. Den første dag i land, den 2. september, fik far ved den skotske vens hjælp opfyldt et stort ønske, nemlig at besøge en mand, der havde en stor frugthave. Det lykkedes ved hjælp af vennens "gode mundlæder også, at sådan en raritet som en missionær fra Kina med særlig interesse just for hans arbejde", at komme til at tale med manden selv og se hans fine blomsterhave.
"Han var godt kendt, også med hvad der voksede i Kina, han havde masser af frugttræer derfra."
Frugthaven fik de dog ikke lov at se, det var lukket land; men trods alt har det været et givende besøg for far med henblik på planteskolen i Pitsaikou og med gode råd om stiklinger af amerikanske frugttræer. På hjemturen herfra kom de igennem et område med hønserier, så utallige snehvide høns, det var vist til dels danskere, der drev det.
Næste dag var det den danske præst i byen, pastor Andreasen, der tog sig af far og hjalp ham med de praktiske ting at købe billet o.s.v., men han nåede også at besøge et "frugteri" et stort foretagende med 500 arbejdere og det til trods for, "at det især var maskinerne, der gjorde arbejdet." Så det var store forhold og interessant at se frugten, bl.a. de største ferskner han havde set nogensinde. - Om aftenen besøgte han præstefamilien og spiste der "meget hyggeligt en lille familie på i alt 4." Efter aftensmaden kom der nogle få venner, og far fortalte om Kina. Næste dag var der et kvindemøde, hvor han også fik lov at fortælle, og så lige derfra til toget på vej mod øst. En tur hele natten til kl. 2 næste eftermiddag. Turen gik opad til en stor øde højslette, på kortet kan jeg se, det må have været staten Nevada.
Jernbanen fortsatte igennem en ørken og til sidst ad en mægtig 30 km lang bro tværs over søen "Salt Lake", for så at ende ved byen Ogden, en pæn lille by med mange træer og en ganske anden natur end den øde højslette. Her skulle skiftes tog til "Salt Lake City". –
Og herfra skriver far 8 - 9 - 13. Han har været i et lille dansk præstehjem hos hyggelige gæstfri mennesker, pastor Lunds. Dagen efter ankomsten var lørdag den 7. september, og der var tid til at gå tur i byen, mormonernes højborg. Han beundrede de mange nydelige villaer med træer omkring, Mormonernes tempel var en kolossal bygning i kubestil fuldstændig lukket for andre end mormoner.
Ved siden af lå en anden kubeformet bygning med plads til 6000 mennesker, det var en kæmpe koncertsal med verdens største orgel! Her var fri adgang, og de overværede en violinkoncert, en dame der spillede så godt, "at den halve time, det hele tog ikke var forfejlet!" At se hele byen om aftenen badet i elektrisk lys var imponerende. Far syntes, at forlystelsessyge var det, der frem for alt havde sat sit præg på byen, anført af mormonerne selv.
Om søndagen talte han både formiddag og aften for ca. 50 mennesker hver gang, og om aftenen var der bagefter åbent hus hos præstefamilien med kaffe. Far beundrer den store gæstfrihed, det var præstekonen, der måtte holde for med lidt hjælp af en næsten voksen datter. Det var en oplevelse for ham at være sammen med så mange danskere, der også var interesserede i at høre om Danmark. - Dagen efter gik turen videre til Denver, hvor han skulle tale i en menighed der. - Her var præsten ikke hjemme, og interessen for missionen ikke stor, kun en enkelt syntes at være meget interesseret i, hvad han havde at fortælle. Nå tiden, han ellers havde i byen, blev udnyttet til at gå på museum, hvor han så udstoppede hjorte, en stor smuk samling af kinesiske og japanske sager og også en stor geologisk samling med alle mulige metaller samt en mængde forsteninger.
På rejsen videre frem mod Chicago gjorde han ophold i Omaha, her var han den 11. september med til et kredsmøde for 20 præster, hvor han fik lov til at fortælle om sit arbejde i Kina. Efter den 12. sept. at have været med til formiddagsgudstjeneste gik turen videre til Blair, hvor han talte om aftenen og derpå fortsatte mod Chicago, hvor fra næste brev er skrevet den 1. oktober. –
Chicago. Kortet er fra 1900
Her fortælles om en 10 dages rejse nord for Chicago med besøg hos danske præster i danske menigheder. De danske præstehjem er meget gæstfri, men at der bliver forlangt for meget af ikke mindst præstekonen synes han. Et sted er der 4 sønner og 3 døtre,
"at konen alligevel var ene om alt, og det lod sig gøre, går over min forstand. Det er forunderligt, at det endnu ikke er gået op for menighederne herovre, at det er et galt forhold, at lade præstekonen være alt, og få en god del hjælp af manden, hellere end at spendere en pigeløn, og så gøre det muligt at frigøre præstekonen til mere at blive værtinde og fritage præsten for de mange ting, og give ham mere lejlighed til selvstudium."
I øvrigt har denne tur nordpå gået gennem…
"… henrivende egne. Der oppe ved de mange søer lå den ene villa smukkere end den anden omgivet af haver og af skov og sø."
Han er meget optaget af de amerikanske huse og deres indretning, de er jo bygget på en måde, så det bliver så nemt som muligt at holde dem, da de fleste selv må gøre alt det huslige arbejde, kun de virkelig velhavende kan have hushjælp. Bl.a. har mange villaer en kakkelovn i kælderen, som giver varme til hele huset, udover at den og så holder kælderen frostfri.
"Hvad synes du om at få sådan en? Tænk at være fri for at gå og fyre i de mange ovne dagen igennem, og være fri for støv m.m. ?" –
Far havde jo det nye hus, der skulle bygges til dem i Pitsaikou i tankerne, taler om, at der skal sendes tegning af huset til Kina, og her er virkelig inspiration at hente i de amerikanske hjem. Og bange for at gå nye veje også på dette punkt er han ikke.
Brevet den 1. oktober er skrevet fra en skole: "May Wood Theological Seminary", hvor han regner med at opholde sig et par uger. Det var jo hovedformålet med denne rejse at studere, hvorledes man greb tingene an her i Amerika med sådan en bibelskole for unge mennesker, at dygtiggøre sig til det arbejde, han regnede med at tage fat på i Kina. At han så havde fået lov til af D M S, ved samme lejlighed at fortælle om skolearbejdet og samle penge ind til det i danske menigheder i Amerika, var ikke det primære, men da absolut betydningsfuldt. Fra Danmark kom der kun bidrag til løn til en kinesisk lærer. –
Efter opholdet på skolen rejste han de næste 3 uger atter rundt og besøgte danske menigheder. Det var den "forenede kirkes arbejde", og han mødte mange præster og blev også lidt sat ind i deres problemer med, hvordan de skulle stille sig med hensyn til sproget? Skulle arbejdet foregå på dansk eller på amerikansk, i første tilfælde, hvad så med børnene og de unge, hvis sprog var amerikansk, men de ældre og de nyankomne ønskede jo at holde fast ved det danske at høre evangeliet på modersmålet. Men i det hele havde turen været en stor opmuntring og havde givet skolen en god indtægt.
"Det nye jordstykke kan nu betales, og der vil være nok måske til føden det første år."
Den 11. november er far nået til New York til "Dr. Whites skole", hvor han er blevet meget hjertelig modtaget. Han har fået et dejligt værelse med udsigt til mange høje huse. Ved siden af er "Verdens største banegård", så det må vist have været så som så med ro og stilhed, skønt det er på 7. sal. Det er en skole for unge mænd. Et treårs kursus, der kunne minde om missionsskolens; et fireårs-kursus er der også, men det forudsætter latin. Her mødes missionærer fra alle lande på skolen. - Far regner på dette tidspunkt kun med et kort ophold for at nå hjem til Danmark til Jul. - Det blev dog for svært at løsrive sig så hurtigt:
"Det er min sidste lejlighed til at komme i forhold til amerikanske forhold også sidste lejlighed til at komme på en skole."
Den 4. december har han taget den beslutning at blive Julen over, skulle ellers for at have nået hjem til Jul været med et skib, der afgik netop den dag. Han er ked af det for mors og børnenes skyld, han ved jo, det er en stor skuffelse for dem, men opholdet her er så betydningsfuldt for ham, at han føler det som en forpligtelse at blive lidt længere. –
Endnu et par breve fra december er der, hvor far føler sig bestyrket i, at han har gjort rigtigt i at blive, føler at han dag for dag får mere ud sit ophold på skolen. - Han har dog også oplevet lidt derudover, bl.a. var han blevet indbudt til en koncert med et orkester på 100 mand i en stor hal og så endda på en meget fin plads. - En tur i botanisk have er der også blevet tid til.
"En mangfoldighed af planter og træer fra alle jordens egne. Hilste på træer, jeg havde set i Indien, Kina, Honolulu o.s.v."
En zoologisk have lige ved siden af var ikke lige så interessant,
"det var de almindelige dyr, man ser allevegne, så det var der ikke stort ved." –
Turen derud foregik med højbane højt oppe over gaden,
"man sidder og ser ind ad folks "vindevær" på anden eller tredie sal." –
Juleaftensdag 24 - 12 skriver han, at han i tankerne er hos mor og børnene. Om aftenen var han inviteret i et hyggeligt hjem hos en frue, der gerne ville samle nogle missionærer til en lille Julemiddag. De var en 3-4 stykker og havde det rart. Juledag er der juletræ på skolen med uddeling af gaver o.s.v. og derefter kirkegang. –
Og så fortæller han ellers om en køretur gennem New York en uge før Jul i en meget flot bil, en rig dame havde stillet til rådighed for nogle af eleverne på skolen. Turen gik af 5th Avenue, gennem Central Park "den kønneste park tænkes kan midt i byen" og så langs med Hudsonfloden helt udenfor byen. - En langt større oplevelse for dem end vi kan sætte os ind i i dag. –
I dette sidste brev skrevet i U.S.A. og afsendt 2. Juledag fortæller han, at nu går rejsen til Danmark over London om 6-8 dage. Han regner med at være hjemme sidst i januar.
Det sidste rejsebrev er skrevet 15 - 1 - 14 på vej til Southhampton, som de vil nå 17 - 1, og så går turen derfra på 95 min. til London. Han regner med at blive der en uges tid og bl.a. besøge den danske præst Brostrøm. –
Han har haft en god rejse med ret hyggeligt rejseselskab, men glæder sig nu til atter at være sammen med mor og børnene. –
"Bare jeg ikke skal rejse alt for meget; der er så meget, jeg ønsker at læse, og det kan bedst ske i København." –
En lille notits i DMS bladet fortæller,
"at missionær Vyff ankom til København den 22. januar 1914, han har i Amerika en tid besøgt en bibelskole."
Men nu lidt om mor og hendes hjemrejse, der i bogstavelig forstand var gået af mere lige baner. - Først turen til Mukden ingen sag nu, for som Ellerbek skriver i 1912:
"Fra Antung til Mukden ikke længere 2 døgn i det lille pustende tog og over de smukke skovklædte bjerge; nej nu farer man lige til gennem 24 tunneller på 8 timer."
Så videre med tog til Harbin og derfra med den Transsibiriske Jernbane. Hele rejsen tog bare 14 dage fra den 25. august til den 7. september. Mor og lille Anna (født 17. okt. 10) fulgtes med frk. Gormsen og endnu en kvindemissionær frk. Pallesen. For mor, der var meget lidt søstærk, har det nok været dejligt at slippe for den lange sørejse, og hun var jo i godt selskab. For lille Anna på knap 3 år har det været mere hårdt, efter hvad hun selv fortæller og mener svagt at erindre, puttede hun på et tidspunkt sølvpapir i ørene, hvad hun fik mange skænd for af frk. Gormsen, der nok har haft besvær med at få det ud igen. Men det har nok været af lutter kedsommelighed, at hun har fundet på det.
Turen hjem gik over Finland
Og så var mor atter i Danmark, og hendes første tur må være gået til Ribe for at se til Paul, der nu var 12 år, og Edith der i 1912 kun 8 år gammel havde fulgtes hjem til Danmark med en anden missionærfamilie, og nu var her i Ribe hos frk. Koch, der også for hende blev en elsket plejemor, lige til hun tog eksamen fra Ribe seminarium i 1926.
I fars brev den 1. nov. fra Chicago skriver han:
"Så vil jeg da begynde at tænke dig som bosiddende i København fra ca. 15. nov., men du vil ikke fylde meget i så stor en lejlighed, selv når du får en pige og så også "Mussen" (Edith) hjem."
Han har fået et billede fra mor af hende sammen med de 3 børn og skriver om Edith,
"sidstnævnte person er ellers vokset, om jeg ser ret; det skal blive dejligt at komme hjem og se Eder alle". –
Tiden til 15. nov. må være tilbragt foruden i Ribe, hos fars familie på Koldingegnen og på Vestergård. Af de få breve fra denne periode kan man læse, at mors forældre ikke var ret raske. Bedstemor havde haft en blodprop med lammelse af den ene side i okt. 12, men var dog ret hurtigt kommet i gang igen, det kneb dog med at skrive breve. Heller ikke bedstefar har det videre godt. Moster Laura skriver i julebrev 1912:
"Far burde sælge gården, men han kan ikke bekvemme sig til det, skønt han begår en stor synd imod mor ved at beholde den. Faders ben er jo også dårlige endnu - - galt han går for meget - - sparer ikke på sig selv - - kravler selv op i møllen, når den skal smøres. - Selv er jeg ved at sætte hele mit humør til - der kommer næsten aldrig nogle fremmede - da mor var meget syg, var her nogle hver dag, og da kunne hun ikke tåle det, nu hun er bedre kommer der ingen!"
Fra mor til far er der et brev skrevet den 28. dec. 1913. Mor skriver, at hun er ked af, at far har fået så få breve fra hende, men hun har jo dårlig nok haft nogle adresser at sende til og havde i lang tid ventet, at far ville være kommet hjem til Jul, ikke regnet med at breve kunne nå ham. –
"Thi du skrev jo selv til mig, at det ikke kunne nytte at sende flere breve til Amerika, og i lang tid levede jeg jo i uvished, om du snart kom eller ej." –
At uvisheden har været svær for mor, forstår man jo så godt. Om Julen skriver hun:
"Jeg har savnet Antung og de kristne så meget i denne Jul, skønt vi har haft det godt. Den 20. dec. var Edith og jeg ude at hente Paul, og det var jo rart - og rart at gå om søndagen sammen i kirke, og Juleaften havde jeg dem jo også begge med i kirke - og aftenen herhjemme ved julebordet og juletræet, som jeg, når jeg skal være helt ærlig, havde gruet lidt for, det er jo ikke så nemt at skulle være både far og mor for 3 børn, men det gik rart og godt; og børnene var glade og i feststemning skønt jeg savnede dig meget, og syntes jo, at hvis du havde været her, havde vor glæde været fuldkommen."
Mor havde fået en lejlighed i D.M.S. s nye hovedkvarter i "Ambassadekvarteret" i Hellerup. Bygningerne herude var blevet indviet 14 okt. 1908. Et udmærket og virkeligt fremsynet byggeri, der med sine 3 store bygninger i et dejligt haveanlæg gav god plads til at huse hjemmeværende missionærer på orlov i 2 huse med i alt 6 lejligheder for familier, foruden den store hovedbygning med 2 lejligheder i stuen til formand og sekretær eller kasserer; på 1. sal kontorer og en stor bestyrelsessal og øverst værelser til kvindemissionærer og et pensionat med en bolig til en husmor. Grundstenen var blevet lagt 21. okt. 1907. En arv fra provst Deichmann på 75.000 kr. samt mange andre gaver havde gjort det muligt at bygge, så naturligt nok blev det ene hus Norgesmindevej 21 kaldt "Deichmanns Minde", det andet nr. 23 blev kaldt "Rønnes Minde" efter D.M.S. s stifter Bone Falk Rønne. Her stod altså lejligheder parat, fuldt monteret med alt nødvendigt udstyr.
Og her var det, at mor var flyttet ind i nov. 1913 i nr. 21 st., den lejlighed der 3 gange, nemlig også mellem 1922-23 og 1928- 29, blev rammen om de få gange, hvor hele familien kom til at leve under samme tag for en kort periode. Mor var meget glad for den hyggelige og store lejlighed på 5 værelser og kammer med en dejlig veranda og trappe ned til haven; en stejl stentrappe, som jeg som 3-årig efter sigende engang slog kolbøtter ned af, uden dog at komme til skade. –
Her boede mor da med Edith og lille Anna samt en pige Christine. Paul, der nu gik i mellemskolen, kom kun hjem i ferierne, han havde jo ellers bedst af at blive i Ribe og passe sin skole der. - Hyggeligt var det herude med kontakt familierne imellem, kolleger fra både Kina og Indien og legekammerater for børnene i den dejlige store have, hvor der også var legeplads med sandkasse, gynger o.s.v.
Børn i Hellerup. Det er Paul foran - Anna i midten med hånd
i ansigtet og Edith bagved Anna.
I brevet til far fra december 1913 skriver mor , at hun håber at kunne følge nogle timer på bibelskolen sidst i januar, men tilsyneladende har hun ikke ret mange kræfter, har det bedst stille og roligt hjemme.
"Vejret har været dårligt, og jeg tåler ikke så godt at være på farten, så bliver jeg træt og trist." –
Jeg kan forstå, at mor i Kina har været syg af gigtfeber først på året 1913, efter den tid havde hun døje med hjertet. Om dette hjemmeophold, det andet, har jeg ellers ikke kunnet finde ret mange oplysninger, et par enkelte breve fra far til mor og nogle få fra mor til far. Det kan måske tyde på at far fik sit ønske opfyldt om en lidt rolig tid med mulighed for studier, inden han skulle i gang med den nye opgave i Kina, -
Et lille brev fra Ribe er der, skrevet den 30. jan. 14, han måtte jo over at hilse på Paul, som han mødte i Bramminge.
"Det var så rart at se ham igen. Han ligner jo ellers sig selv endnu, synes jeg". –
Far havde et Mecano-sæt med til ham, og det må have været et "pletskud" af en gave til en dreng, hvis helt store interesse var maskiner af enhver art. Det eksisterede stadig i 30´erne, hvor jeg havde megen fornøjelse af at lege med det, desværre forsvandt det på en eller anden måde fra vort pulterkammer på Falkonerallé, det må være blevet stjålet ! -
Edith og Paul
Men tilbage til Ribe, hvor far boede i bispegården og skriver:
"Vi var alle samlede i bispegården om aftenen og havde det såre godt. - Nu skal jeg hen til frk. Koch kl. 3 i eftermiddag og bliver der så hele eftermiddagen og aftenen. - Alt er jo ellers her ved det gode gamle. Var just nu en lille tur ned igennem byen og ud ad en landevej, sammen med biskoppen ganske på gammel maner. Det tager ganske forfærdeligt på min hat med al den hilsen." -
Herfra gik turen så videre til Vonsild for at hilse på familien der, og her
skulle mor møde ham. Og et besøg i Vestergård efter Vonsild måtte de da
også nok have været på. Bedstefar skriver 29. jan. 14, at han håber, at de
kommer til hans fødselsdag den 7. feb.
Et enkelt brev fra Skjern 16 - 6 - 14 fortæller om et møde på Fanø med mange unge i et herligt vejr.
Her i Skjern bor han hos Emil Jensens svigerinde. Der har været mange mennesker at tale til og også flere talere, vel et kredsmøde, og så skal han dagen efter til Husby.
Vyff og Missionær Prip på Fanø
Den eneste af familien fra Vestergård, der kom på besøg i København var Laura, og det holdt endda hårdt nok, det kneb at slippe hjemmefra. En planlagt rejse sammen med kusinen Kristine Mellergård måtte opgives, da 2 af pigerne blev syge, og Laura måtte malke 2 gange hver dag. Også en skuffelse for kusinen, der ellers havde glædet sig til turen. Hun havde været meget syg og ligget på hospitalet, der står ingen steder, hvad hun fejlede, men det har nok været tuberkulose, og hun døde samme år. –
Bedstemor turde ikke tage rejsen til København, var ikke rask nok, men hun skriver 14. juli 1914 :
"Vil gerne have jer alle på besøg. Børnene kan jeg godt tåle at holde lidt uro, blot de ikke vil lege ved dammen." (Typisk bedstemorbekymringer).
Ved Verdenskrigens udbrud august 1914 var mine forældre stadig i Danmark, men krigen har måske nok fremskyndet hjemrejsen til Kina noget. Mor havde i Julen 1913 håbet, at de alle måtte få lov til at fejre næste Jul sammen, men det blev altså ikke sådan.
Afrejse til Kina og ankomst dec. 1914
Den 22. nov. 1914 er der en lille notits i DMS bladet, der fortæller, at ruten over Kristiansand - St. Petersborg - Sibirien er farbar.
"Missionær Vyff med hustru og frk. Gormsen rejser omkring 1. dec."
Afrejsen blev 3 - 12 - 14. - Et postkort til Paul og Edith fra Rauma i Finland afsendt 6 - 12 fortæller om en vidunderlig sejltur gennem Skærgården på 6 timer, senere blev turen drøj med stærk understrøm. Ruten gik på grund af krigen længere mod nord end sædvanligt. Mor fortsætter:
"Her var strengt toldeftersyn, der endevendte alt og var især bange for nogle gamle aviser. - Vi fik en biltur i rasende tempo fra toldstationen og her til banegården. - Nu venter vi på tog kl. 4 til Petrograd. Luften er vidunderlig her." –
Fra Petrograd er der en hilsen i DMS bladet med tak for tiden hjemme i Danmark fra K. Gormsen, G. og J. Vyff. - Harbin blev nået 21 - 12 og Antung 23 - 12, så de nåede at fejre Julen med menigheden i Antung. Herom fortæller Emil Jensen:
"Så kom Julen, men dagen før havde vi den glæde at byde vore venner fra Danmark velkomne til at holde Jul med os. - De bragte mange friske hilsener hjemmefra. - Så gik det løs med juletræerne på hospitalet, i skolerne og Juledag i kapellet. Juledag prædikede missionær Vyff for os, og jeg døbte 6 mænd og 4 kvinder. Om lørdagen holdt jeg skriftemålsgudstjeneste og søndag formiddag gudstjeneste med den største altergang, jeg endnu har haft i Kina; der var mere end 50 altergæster. - Om eftermiddagen havde menigheden beredt en modtagelsesfest for deres gamle ledere missionær Vyff s og frk. Gormsen."
Om hjemkomsten fortæller far i et senere brev, hvorledes de den 23. dec. om morgenen kl. 5-6 blev vækket af frk. Plum i toget mellem Feng-huang-che´ng og Antung, hun var stået på toget i Feng-huang-che´ng for at forberede dem på, at de ville blive modtaget allerede på stationen før Antung af elever fra menighedsskolen,
"…og ganske rigtigt, der var hele flokken, hver forsynet med en rød papirslygte; det så så stemningsfuldt ud, der var stor gensynsglæde; og en velkomstsang lød taktfuldt og godt. Snart satte toget sig igang igen, og et øjeblik efter var vi ved den sidste station, hvor en stor del venner var mødt for at byde os velkommen tilbage. Næste dag var vi ude i skolen til velkomstfest; det var rart at se alt derude, rart at se elever, lærere ja dem alle."
Om forholdene i Antung under deres fravær er der mange oplysninger at hente i de mange private breve til mor og far fra Emil Jensen, der havde afløst som missionær der i byen. Han, der havde haft den store sorg at miste sin kone Marie f. Dalgaard 1. juli 1910, var flyttet ind i missionærboligen, og på dette tidspunkt var det vel meningen, at han fremover skulle blive der, da det jo var blevet vedtaget, at der skulle bygges bolig til far og mor i Pitsaikou samtidig med den nye bibelskole, der skulle i gang i foråret 1915.
Ikke alle brevene er lige opmuntrende at læse; mange vanskeligheder var der at slås med og nok at tage fat på; udover arbejdet i kirke og menighed, med dåbsforberedelse og missionsarbejde, var der jo tilsynet med menighedsskolen med sine 23 elever fordelt på 2 klasser med 2 lærere, og med planteskolen, hvor eleverne også skulle arbejde. - Og så kirkebyggeriet som også var hans opgave. –
For at begynde med det sidst omtalte, fortæller han i et brev allerede 26 - 8 - 13 sendt til mor i Danmark:
"samlet i morges kl. 6 på kirkepladsen - stak grunden af - og nu graves der på kraft,"
.. og den 19 - 9 - 13 også i et brev til mor:
"Grunden er lagt til kirken i højde med jordoverfladen. Bliver frygteligt dyrt at bygge." –
I et brev fra kirkebygningsudvalget i Antung til bestyrelsen i Danmark, hvori fortælles, at menigheden på ca. 50 medlemmer selv har samlet 2000 dollars, beder man om hjælp til byggeriet, og bestyrelsen lover et tilskud på 1000 dollars ca. 1/10 del af forventet byggesum. - Så foreløbig er der ikke penge nok til at gå i gang med byggeriet, og i øvrigt er træ, som der skal bruges en del af, meget dyrt netop på dette tidspunkt.
Haveskolen i Brændehuggerdalen
Men ellers handler en stor del af de i alt 11 breve om skolen i Brændehuggerdalen, der slet ikke var nogen nem opgave at have tilsynet med. Efter hvad der fortælles, havde skolens pengekasse ved fars afrejse kun indeholdt nogle få dollars, men ret hurtigt kom der forstærkninger fra Amerika, pengene far fik i de danske menigheder derovre. Men også andet kom der derfra, træer og podekviste og også en pose nødder sørgede far for at få sendt. Også fra Danmark sendtes træer, podekviste og frø til at så. –
Et levende indtryk af de klimatiske forhold giver brevene. 10 - 3 - 14:
"Det begynder at blive forår, et frygtelig søle." –
17 - 3 - 14 :
"Forår skarp vind, om natten fryser det, der er forbavsende mange små træer, som har løftet sig flere tommer i jorden, så rødderne står helt blottede og mange ligger fladt på jorden. Det gælder næsten alle de små grantræer, kastanier og mange små frugttræer." –
Det havde været nødvendigt at plante nogle om, eller "hyppe" jord op om dem som "muldvarpeskud". Også husene derude havde blæsten været hård ved, så tagene skulle repareres. –
10 – 4 – 14. Nu er der kommet podekviste og frø fra Danmark, og der fortælles, om træer der er plantet og også om en masse vinkviste, og at eleverne tager fat og arbejder med lyst.
15 - 5 - 14. Alt står vel til med planteskolen, men det er tørt, de har ikke fået vand en hel måned.
"Gror godt derude, næsten alle træer fra Amerika gror, og de hundrede om ikke tusinde af små poder, vi har plantet, skyder så det er en lyst at se."
13 - 6 - 14.
"Vi har haft et meget tørt forår, men nu i de sidste 2 - 3 uger har vi fået en masse regn, og alt er levet så velsignet op. Herude i haven og ude i planteskolen står alt, så det er en fornøjelse at se. Det ville fryde dit øje at se tusinder af små poder, som vi har lavet i vinter, står der i lange rækker og gror omkap alle sammen - det er aldrig set før, siger selv kyndige folk. Der bliver lidt frugt og ikke så lidt vin derude igen i år. - - Regnen har dog også gjort en del skade derude igen i år, men vi sørger for at lappe på det og råde bod på bedste måde." –
Vandet havde skyllet jorden bort under græstørvene, man havde forsøgt at beklæde skrænterne med.
Livet i Antung under Vyffs fravær
7 - 7 - 14 fortælles om eksamen på skolen, der gik godt for de 23 elever, og nu er alle eleverne, på 4 nær der holder vagt, over alle "bjerge". Samtidig hører vi, at pigeskolen i Antung også har holdt eksamen og fået ferie, og at drengeskolens 59 elever nu er til eksamen. - -
10 - 8 - 14. Nu er der kun 14 dage tilbage, inden skolen skal begynde igen; men hvordan vil fremtiden forme sig, efter krigen er brudt ud ? Emil Jensen håber, at det må lykkes for far at komme tilbage til trods for krigen og få startet den nye skole, som tænkt i foråret 1915; et hold elever vil jo være færdige til Jul. –
"Kineserne er jo meget optagne af krigen, men ellers er alt roligt og går sin vante gang her. - - Vi har haft en enestående regntid i år, det har hældt ned næsten uafladeligt i 2 måneder, og særlig i de sidste dage har det været helt galt, så vandet går over alle bredder - næsten helt op tiltagskægget på husene hernede på sletten, hvor alt er en stor sø."
Ingen af missionærerne har hørt hjemmefra, siden krigen brød ud. Man får dog aviser og telegrammer hver dag hovedsagelig engelske, men lysten til at skrive er ikke stor, når man ikke ved, om posten når frem. - Nu er skolerne gået i gang igen. Drengeskolen med ca. 50 elever og de to gamle lærere, pigeskolen med 20 elever og en lærerinde fra Shantung.
I haveskolen er der 21 elever og 2 lærere. Emil Jensen går derud tirsdag og fredag.
"Eleverne er flinke og rare mere end nogensinde før. Jeg ville blot ønske, du snart selv kunne komme og tage dig af deres opdragelse. - - De luger jo og gør i stand efter en lang sommerferie - - men hvor det regner i Kina i år; man siger, det aldrig har regnet således før. Vi har næppe haft en hel solskinsdag i hele 3 måneder; her har været oversvømmelse i Antung flere gange, og nu i de sidste dage er det helt galt. Sæden, der engang lovede så godt, står og rådner på marken, og her vil igen i år blive en meget dårlig høst. Ude i haveskolen er der sket en del ulykker, vandet skyller bort, stærkere end vi kan kaste op, og lupiner og græs, som vi havde sået, og meget andet drukner aldeles. - Men som helhed står det ellers godt derude. Vi har i år solgt nogle ferskner og vindruer."
Branden i Da-dung-kou og start på mission dér
En voldsom ildebrand fortælles der også om, ikke i Antung men i Da-dung-kou en by ca. 45 km syd for Antung, men hørende ind under Antungs missionsdistrikt. Det var en tidligere traktathavn fra russertiden, der havde konkurreret med Antung om tømmerhandlen, men da jernbanen kom, voksede Antung med rivende fart, og det gik tilbage med Da-dung-kou, den blev næsten affolket, men der var et stort rigt opland, frugtbart med veldyrkede bøndergårde; men kun med få kristne. –
Allerede i et brev fra Ellerbek fra 4 - 12 - 09 fortæller han om et besøg her, hvor der var et gadekapel, men han kalder stedet koldt og dødt, han har dog også besøgt en kristen familie i omegnen, hvor han blev særdeles godt modtaget.
I juli 1910 godkender bestyrelsen et forsøg på at leje et hus lidt udenfor byen til en bogsælger og en skolelærer og at betale løn til en lærer. I l914 kan man læse, at der er en fast evangelist i byen her. - Om branden fortæller Emil Jensen 24 - 5 - 14, at han har været i Da-dung-kou:
"Det så jo sørgeligt ud derude. Ilden var opstået kl. 11 aften - alt var knastørt - storm fra øst - ilden bredte sig med rivende hast - i løbet af 6-7 timer var hele den bedste og travleste del af byen brændt - også en del af de store forretninger - - men kapellet ? Ja det er et helt Guds under, at det blev skånet; der havde været ild i det - folk havde haft travlt med at "redde" alt det indvendige - - men vi laver det i stand, som det var før, - et sidehus fuldstændigt nedbrændt."
I samme brev kan man læse, om at kapellet i Antung til gudstjeneste samme formiddag havde været så fuldt som nogensinde, det havde været meget varmt særlig i kvindekapellet, hvor der var en del børn og uro. Eleverne fra haveskolen sad på de forreste rækker, og det var en af lærerne, der ledede sangen, og det var nok en god ordning.
I et andet brev beretter han, at de sidste 4 elever fra skolen var blevet undervist til dåb derude og var blevet døbt, så alle skolens 21 elever og 2 lærere nu var kristne. - De var blevet døbt i Julen, og også i Påsken havde der været dåb.
Det sidste brev fra ham slutter:
"Menigheden har det godt, og jeg er glad for Antung."
Vi følger perioden fra 1915-1922 i Antung i kapitel 9