Se billeder fra Kirken i Antung
Så var far og mor da i gang med deres tredie periode i Kina. - Den videregående skole kom i gang den 1. marts 1915, om det skriver far i et brev til DMS bladet i april 1915:
"Det blev ved konferencen i 1913 bestemt, at evangelistskolen skulle ligge ved Antung Menighedsskole; det punkt blev der ved den følgende konference rokket ved, men da der ellers ikke var anvist anden plads til skolen, var der kun et at gøre, nemlig at lade den være til huse sammen med menighedsskolen, indtil anden bestemmelse tages, hvad der heller ikke kan afstedkomme nogen ulykke, eftersom de to skoler, åndelig set hører nært sammen. - -
Der er i alt 8 elever, unge mænd først i tyverne. De har læst her i 3 år, og forud for den tid har de som helhed siddet 4-5 år på skolebænken, så man kan sige, de sidder inde med nogenlunde god fordannelse. - - Nu tages der mere direkte fat på biblen og kirkens historie; men fremdeles må de læse kinesisk og verdens historie."
"En meget stor ulempe ved det hele er, at jeg bor herinde i Antung, og skolen ligger en times gang herfra. Det gør, at jeg kun går derud hver anden dag. Den daglige plan for skolen er 5 timers undervisning og 3 timers legemligt arbejde i haven, resten bruges til forberedelse m.m. - En dag om ugen kommer evangelisteleverne herind for at deltage i gadeprædiken, ligesom de også deltager i arbejdet med børnegudstjenesten."
I brevet nævnes også, at den forberedende skole har 20 elever; om de vanskeligheder der undertiden kan være med at få eleverne til at arbejde; om bekymringerne ved at få det hele til økonomisk at løbe rundt; også om afsætningsmulighederne, men han kan dog fortælle, at de her i foråret har modtaget så rigelig med bestillinger, at de har måttet sige nej til nogle af mangel på træer. –
Kombination af skole og praktisk gartnerarbejde
Så nævnes gaver til arbejdet, som endnu kommer fra Amerika og også gaver fra venner i Danmark. - Brevet slutter med et lille hjertesuk:
"At kun få forstår mig i denne sag, kan til tider være svært nok, men noget afgørende siger det ikke; det afgørende ligger i, om skolen er i plan med Guds tanker eller ej." - -
Spørgsmålet er, om det er rigtigt med det legemlige arbejde sammen med skolearbejdet, om det er forkert at bruge de unges kostbare tid til legemligt arbejde, og samtidig om han selv bruger for meget af sin egen tid og sine kræfter på praktisk arbejde; skønt målet på langt sigt er at være med til at fremme den kommende kirke i Kina: en kirke med selvunderhold og selvstyre, de tanker han har arbejdet så meget med. - Men den største vanskelighed er, skriver han, at han bor så langt fra skolen, og derfor kun "delvis kan have hånd i hanke med arbejdet."
Det var jo ved konferencen i 1913 før fars rejse til Amerika vedtaget, at der skulle bygges skolebygning til den nye bibel- eller evangelistskole og en bolig til missionær Vyff og familie ved siden af menighedsskolen; hvorfor blev det aldrig til noget ? - Vel først og fremmest fordi Emil Jensen havde mere end rigeligt at passe som afløser i Antung og ikke også kunne klare dette byggeri. - Men næst efter, de mange forskellige synspunkter vedrørende, hvor et samlet skolevæsen skulle anbringes; så konferencen ved næste samling vedtog nye planer, som bestyrelsen herhjemme dog ikke gik med til. –
Så kom krigen, der blev vanskeligheder med pengeforsendelser og i det hele taget med postforbindelsen, med skærpet censur, og breve og brevkort der ikke nåede frem. Og så var der andre byggeforetagender; der også trængte sig på, bl.a. bygning af en ny kvindestation i Antung og begyndelse på et nyt arbejde i Harbin.
Far og mor var så flyttet ind i deres gamle bolig i Antung, hvad mor vist har været glad for, hun elskede det hjem. Til Emil Jensen blev der lejet en bolig i byen. Arbejdet i menigheden blev fordelt mellem de to missionærer, sådan at far udover at undervise i skolerne i Pitsaikou også blev præst og menighedsleder i Antung. Emil Jensen blev leder af det evangeliserende arbejde i byen og på landet og leder for evangelisterne, samt kasserer og "kommisionær" for hele missionen, et arbejde der blev udført af Antung-missionæren. –
Men snart kom al hans tid til at gå med opførelsen af Antung kirke, den kirke der i dag atter er frigivet til Antung menighed, tilbagegivet og restaureret i efteråret 1982, og nu nærmest er for lille til at huse menigheden.
I en artikel i DMS bladet 16 - 1 -1916 fortæller han (Emil Jensen) selv om "Kirkebyggeri og Kirkeindvielse i Antung." -
Se billeder fra
Kirken i Antung
Hermed nogle uddrag af artiklen :
" Ja så langt er vi virkelig nået i Antung, at vi både har fået bygget og indviet vor nye kirke. Grundstenen blev lagt ved en lille højtidelighed den 25. april, og indvielsen foretoges af vor konferenceformand missionær Waidtløw, ved en større højtidelighed søndag den 17. okt. (1915). Men mellem de to datoer ligger en lang række af travle og brydsomme arbejdsdage, og da jeg netop på grund af travlhed og træthed slet ikke har skrevet om bygge riet, mens det stod på, så skal jeg forsøge at gøre det nu.
I min årsberetning sidste år skrev jeg, at vort kirkefond kun ejede godt 2000 dollars og før vi nåede det dobbelte beløb, turde jeg slet ikke tænke på at begynde på noget byggeri, og med den ydeevne, vor lille menighed var i besiddelse af, troede jeg, det ville vare længe, før vi kom så vidt. Men trangen til kirken var der, og i vore samtaler og bønner kom vi ofte til spørgsmålet, hvorledes vi skulle få den trang afhjulpet. Så hændte det en dag i foråret, da jeg var nede på gaden hos en engelsk købmand, at vi kom til at tale om vort kirkebyggeri, og jeg sagde, at jeg tænkte på at lade en liste gå rundt til alle udlændingene i Antung og bede dem hjælpe os, da kirken selvfølgelig også ville stå til deres tjeneste til kirkelige handlinger. Jeg ville næppe tro mine egne øren, da han straks sagde: "Ja, De kan sætte mit navn først på listen med 500 doll. " Det gav mig mod til at gå videre, listen blev lavet, og i løbet af en uges tid havde jeg 1050 doll. tegnet iblandt udlændingene - hvortil selvfølgelig også missionærerne regnedes. Det gav også kineserne mod, og de lovede nu inden årets udgang at bringe deres bidrag op til 3000 doll.; og hermed var de 4000 nået.
Jeg var hele tiden klar over, at dette beløb slet ikke ville slå til, da man ønskede en kirke, som kunne rumme ca. 700 mennesker, og grunden, som allerede lå der, var 90x44 fod (ca. 400 m2) . Men nu var jeg bundet til mit ord, og der var ikke andet at gøre end at give mig i kast med opgaven. Det var med megen ængstelse, jeg gjorde det, ikke er særlig bygningskyndig og aldrig før har tegnet eller ledet et sådant byggeforetagende; men på missionsmarken må vi ofte indlade os på ting, som vi aldrig vovede, hvis der var mulighed for at gå udenom. I løbet af nogle få dage havde jeg tegninger og planer færdige, alt mens jeg samtidig købte materialer og forhandlede med håndværkerne.
Evangelisationsarbejdet lovede missionær Vyff at tage sig af, medens jeg selv beholdt de andre dele af min gerning. Jeg havde et kinesisk kirkebygningsudvalg på syv mand til at hjælpe mig; men de forstod sig endnu mindre på sagen end jeg, så der var ikke megen hjælp at hente, medens de heller ikke - hvad jeg til at begynde med frygtede for - lagde mig de fjærneste hindringer i vejen, men fuldstændig overlod det hele til mig.
Vi begyndte med at leje nogle faste arbejdere, som byggede et par bræddeskure på pladsen til køkken og soveplads for arbejderne, og der har vi nu i 6 måneder lavet mad til 20 å 30 arbejdere eller ialt ca. 4000 kostdage, hvorved vi har tjent en del til kirken. Arbejdslønnen er endnu billig i Kina, kun 15 cent om dagen foruden kosten; men særlig håndværkerne er heller ikke ret meget værd i sammenligning med danske.
Materialerne kneb det med at skaffe til veje, da tømmeret måtte hales op af floden og derfor var drivende vådt, og murstenene først måtte laves og brændes, hvorved det hele blev betydeligt dyrere og ikke nær så godt, som hvis det kunne have været planlagt og forberedt i god tid. Der er brugt materialer, som ikke ville være anvendt til en kirke hjemme i Danmark; men kravet om, at det skulle være en kirke og dog ikke en kirke, at den skulle være kinesisk og dog ikke kinesisk, og at den skulle være stor og smuk, men også billig og tarvelig, har ofte gjort arbejdet meget vanskeligt. Særlig glas, cement og bølgeblik var steget meget på grund af krigen, og ofte gruede jeg for, hvor dog pengene skulle komme fra.
Men det var Herrens hus, vi byggede, og Herren hjalp. Netop som det så allermest mørkt ud, kom der en skønne dag brev fra Danmark, at en enke i Stauning ved Skjern hav de givet 2000 kr. til kirken i Antung, nogle andre gaver kom til, og med den gode kurs, vi hele året har haft, gav det næsten 2000 doll. mere i vor slunkne kasse. Vi fik mod til at bygge kirken en alen højere end oprindelig påtænkt, hvorved den vandt ganske betydeligt. Bestyrelsen havde lovet os den sidste tiendedel af den samlede byggesum, og da kirken var færdig, var den ikke alene betalt, men jeg kunne endog overrække udvalget 30 doll. til hjælp til kirkens drift. Ja for mig står det næsten som en drøm, at i løbet af mindre end seks måneder er nogle store stendynger blevne forvandlede til en stor og smuk kirke, og de 2000 doll. - hvoraf den største del kun var tegnede bidrag, medens en anden del var lånte ud til flere mere elle mindre sikre mænd - er blevet til over 7000 doll. - Så meget har kirken kostet, som den nu står der, og af disse har menigheden selv tilvejebragt ca. 3000, hvorimod de andre er kommet fra Danmark eller ind samlet blandt udlændinge herude. En dejlig klokke på 40 tommer i diameter har vi købt i Amerika, og dens klang høres nu over hele Antung og kalder kirken fuld af mennesker hver søndag."
Det var så Emil Jensens beretning om kirkebyggeriet i Antung, og trods de mindre gode materialer og manglende erfaring hos bygmesteren står kirken der stadig nu mere end 70 år efter, og med en ny klokke ringes der til gudstjeneste hver søndag. - Om indvielsen af kirken kan man læse et andet sted, at kirken var stuvende fuld, og at der var skrevet sange i dagens anledning, og at der blev sunget flerstemmigt af elever fra menighedsskolen.
Emil Jensens artikel er dateret 3. Juledag 1915 og er skrevet i Skjern. Ovenpå arbejdet med kirkebyggeriet og de travle arbejdsår, sidst i Antung, trængte han hårdt til en ferie, så hans hjemmeorlov blev rykket et år frem. - En afløser for ham i Antung havde der nok været brug for, men dels manglede der jo en bolig for en missionærfamilie mere, og dels har der nok heller ikke været nogen ledig missionær. Arbejdet i Antung menighed og missionsdistrikt måtte far passe samtidig med at lede og undervise på skolerne i Pitsaikou, det må nok siges at have været en overvældende stor byrde for et menneske, svært at passe det hele på en tilfredsstillende måde. - Ikke mindst ledelsen af det daglige arbejde i planteskolen var det vanskeligt at klare for en kinesisk lærer alene, både hvad den faglige dygtighed angik, men også med den fornødne respekt fra elevernes side.
Så da det lykkedes i 1916 at få en ung dansk gartner til hjælp, syntes det at lysne på dette punkt. Gartner Andersen havde arbejdet nordpå i Kina et par år for et canadisk selskab. Desværre havde han der fået tuberkulose og havde været alvorligt syg, men nu var der håb om fuldstændig helbredelse, og han ville meget gerne påtage sig arbejdet.
Om ham skriver far 7 - 8 - 16 :
"Gartner Andersen, der nu har ledet elevernes arbejde i haven sommeren igennem, er glad i sin gerning, og tager samtidig en stor byrde fra mig. Det går tåleligt med kræfterne, han satte til sidste år i det nordligste Manchuri."
I samme brev fortælles,
"at skolen kan sælge alle de frugt træer der kan produceres; hidtil har vi aldrig haft nok. Det giver en god hjælp til skolens løbende udgifter." -
Desværre har det været nødvendigt at opgive tanken om gratis ophold for eleverne. Fra 1916 måtte man tage 15 doll. årligt pr. elev for opholdet, medens dog undervisningen stadig er gratis. - Erfaringen viser,
"..at de uberegnelige klimatiske forhold såvelsom insektangreb kan influere på udbyttet. Man kan ikke være tjent med at leve under trykkende økonomiske kår, der bevirker en utidig sparsommelighed, der let medfører, at eleverne ikke får det fulde udbytte af deres ophold på skolen."
Det havde i øvrigt også været nødvendigt med nybyggeri herude, og et af de allerførst byggede huse "et lerklinet hus med stråtag" har måttet nedrives og ombygges, det har taget en stor del af skolens lille grundfond. - Desværre blussede sygdommen op igen hos gartner Andersen, og allerede 30 - 1 - 17 døde han på Antung hospital og blev begravet på Antung kirkegård. Eleverne havde været meget glade for ham og for hans dygtige arbejdsledelse.
Den nye kirke i Antungs betydning
Om arbejdet i Antung menighed fortælles om den betydning, den nye kirke har, der kommer nye til.
"Herligt at se søndag efter søndag at folk kommer. Der er mange ukendte iblandt dem, men de kommer en gang, det bliver måske til to gange, og snart kommer vedkommende nærmere og ønsker måske at gå til dåbsforberedelse. - Trods det, at der kommer mange, er det ikke tilfældige tilhørere, dertil ligger kirken for langt fra strømmen. De, der kommer, bliver som oftest hele tiden til gudstjenestens slutning. - Er det kirkeklokken der kalder ?" –
Antung nu en by, hvor kirkeklokken ringer om søndagen for at kalde til gudstjeneste, og så forunderligt i 1988 at læse i et brev fra en kristen kineser, at Antung altså nu igen har fået en klokke, der efter de onde år atter ringer til gudstjeneste om søndagen.
Men hvordan så byen ellers ud omkring 1916-17 ?
Et par breve til DMS bladet fra Indiensmissionærer, der på vej til eller fra hjemmeophold i Danmark, passerede gennem Manchuriet, hvor de fik lejlighed til at besøge de danske kolleger i forskellige byer her; (det var jo midt under Verdenskrigen, så deres rejserute til eller fra Indien til Danmark gik over Manchuriet gennem Sibirien og Rusland med den Transibiriske Jernbane,) fortæller lidt om deres indtryk bl.a. fra Antung.
Besøg af Dr. Frimodt-Møller fra Indien
Om et "uforglemmeligt" besøg i Antung fortæller Dr. Frimodt- Møller om en halsbrækkende køretur op og ned af Sølvskobjerget bag missionsstationen, han ville af og gå, men det var der ikke tid til, fik han at vide.
"Godt gik det da også, og hvilken udsigt havde vi ikke deroppe fra. Dernede lå Antung. - Hvad der virkede mest betagende, var den store Yaloflod, der lå som et blankt skinnende sølvbånd ovre på den anden side af byen, og som tabte sig i horisontlinien, dannede ligesom en hel fjordarm, hvor den møder havet. Og hen over den mægtige flod spændte den store jernbanebro sig med sine mange buer, knyttende forbindelsen med Korea, - missionslandet man havde hørt så meget om, og som nu lå udbredt foran en derovre, næsten som et stykke landkort. - - På vejen ned så vi den nye kvindestation. Den gjorde et smukt og solidt indtryk. Man forstod den glæde, det måtte være at flytte arbejdet op i disse rummelige og til formålet svarende lokaler fra de gamle indsnævrede forhold."
Også kirken blev der lejlighed til at besøge, og han taler om
"…det store rum med det høje og rigelige ovenlys og det høje loft båret af de sjældent smukke træsøjler - formet af et enkelt rankt træ af en træart, som Kinas kejsere i gamle dage havde for beholdt sig til søjler alene i de kejserlige bygninger. - - Da vi på tilbagevejen fra kirken igen vendte os om for ligesom at fæstne det smukke og glædelige indtryk af den anseelige, højt beliggende kirke, blev den ligesom endnu større og højere, fordi vi nu så på den med bevidstheden om, at den kinesiske menighed selv havde ydet så meget til dens opførelse. Det må være opmuntrende at se den rummelige kirke omtrent fuld til gudstjeneste hver søndag."
Hospitalet i Antung
For ham som læge var det naturligvis af særlig interesse at se hospitalet, som han dog syntes i forhold til patientantallet, og det arbejde der blev udført, var vel lille, hvilket også var tilfældet med kvindeafdelingen,
"hvor luften var forfærdelig i de lave smalle rum med de mange syge kvinder, der lå tæt sammenstuvede for at få plads." –
Ja overfyldt var der også på mandsafdelingen,
"især når man tænker på de patienter med svære og alvorlige tilfælde, som man så ligge der. Men hvilken lægemissionær kan sige nej til at optage sådanne stakkels syge, når det overhovedet er muligt at klemme endnu en seng ind mellem de andre, og det gælder menneskelig set døden for den syge, om han ikke kommer ind på hospitalet." -
Så vidt Dr. Frimodt-Møller. Han kom syd fra - fra Dairen og næste station var Harbin, inden turen gik hjem gennem Sibirien til Danmark.
Einar Hoff, der kom fra Harbin åbenbart på vej tilbage til Indien fra Danmark, fik også lejlighed til et besøg i Antung. - Af hans indtryk er her et lille sammendrag :
"Kirken tager sig overordentlig nydelig ud; den gamle missionsstation er svært hyggelig. - Det er rart, at det ikke altid skal passe, som det siges om katolikkerne og protestanterne, at når man på afstand ser en stor missionærbolig og en lille kirke, kan man være vis på, at det er en protestantisk missionsstation; hvorimod man kan slutte det modsatte, at den er katolsk, når man ser en lille bolig og en monumental kirke. Og tænk den ret store kirke havde været helt fuld ugen igennem til møderne i anledning af missionsugen. Man havde om formiddagen indbudt folk i byen på gaden, hvilket bar rigelig frugt ved eftermiddagsmøderne i kirken. Det var kinesisk nytår, så folk havde fri." - -
Hospitalet blev der også lejlighed til at se og frk. Gormsens nye smukke bygning, som hun selv havde stået for opførelsen af; bygget så der var mulighed for udvidelse af arbejdet blandt kvinderne. - Bagefter hviler han sig i missionær Vyff s hyggelige hjem;
"det ligner sådan en af gårdene på Koldingegnen."
Men videre i hans beskrivelse :
"Og så kom vi en eftermiddag ud af en af de berygtede kinesiske landeveje; Skovgaard-Petersen ville vist kalde den, et rørende forsøg på landevej. Der er fjeder i vognen, ja vist er der fjeder i vognen, men det siger alligevel svært ofte "bumm-pe durr" nedenunder, hvor vi sidder. Vi skal ud at se missionær Vyff s planteskole. Der er sandelig kønt derude, det er nok en times tur værd. - - Vidt udstrakt land, træskud i mængde, plads til udvidelse; man siger uvilkårlig til sig selv : dette må da kunne blive til noget!"
Et KFUM-arbejde var også begyndt i Antung i 1916, men det nåede han ikke at få at se. KFUM-sekretæren Paul Baagøe var ikke hjemme.
Om KFUM-arbejdet fortæller missionær Baagøe, at det altid havde været svært at få kontakt med de unge handelsmænd, som skulle have tilladelse af deres arbejdsgivere til at gå og aldrig havde fri heller ikke om søndagen. Han havde inviteret alle købmændene i byen til møde, og der var kommet 77. Og da de hørte om muligheden for deres unge personale for at deltage i engelsk undervisning, var de mere villige til at give dem fri. - Bystyret så ligeledes med velvilje på et KFUM-arbejde og stillede endda lokaler til rådighed. Et besøg at en kristen kinesisk skolemand Chan-Po-Ling samlede mange unge mænd også fra regeringsskolen, og der blev oprettet bibelkredse. Byen blev delt i 7 distrikter - i 10 kredse med 150 medlemmer - med 15 ledere, alle kinesiske - udlændingene tog kun delvis del i ledelsen - dog samledes lederne hver onsdag aften til "forklaringsmøde" hos missionær Vyff. - Programmet for KFUM var : mandag bibeltime tirsdag fodbold - fredag engelsk.
Også blandt kvinderne blev der arbejdet, herom fortæller fru Grethe Baagøe, om de ideelle ydre forhold på den nye kvindestation, hvor der både er plads til møder og nattekvarter. Møderne holdtes i den nye "sal", hvor hele den ene side er optaget af en stor "kang", hvor kvinderne sidder herligt - de sidste må "tage til takke" med bænke en kineserkone føler sig bedst hjemme på den varme kang, - i en tilstødende mindre stue også med kang er der unge mødre med småbørn. –
Et stort program er der: med morgenandagt ved en bibelkvinde; om formiddagen et 2-timers foredrag - så en middagspause - igen møde om eftermiddagen, og om aftenen sluttes med bedemøde. Men kvinderne er friske fra morgen til aften; der er en
"levende trang til at høre om den forunderlige lære, som har gjort dem til nye glade mennesker." - -
Og programmet er afvekslende: nogle af Jesu lignelser, tanker fra Johannes evangeliet, bibelske fortællinger fra Gl. Testamente, der tales om bøn - dåb og nadver - og om en kristens forhold til gamle kinesiske skikke. - Sangundervisning er der også,
"..og en aften viser KFUM-sekretæren lysbilleder til stor jubel for hele forsamlingen."
De er flere, der skiftes til at tale, foruden danskerne frk. Gormsen, frk. Hauch og fru Baagøe, omtales tre kinesiske bibelkvinder. Også far og evangelist Jang fra hospitalet har timer, og mor tager sig af sangundervisningen. Søndag er der kirkegang og altergang. –
Frk. Gormsen omtales som en mor for kvinderne, hun har forberedt dem alle til dåb. Som en mor for. men så er der i de nye huse også plads til dem, hun ikke kun var som en mor for, men blev mor for, børnene i børnehjemmet.
Om børnehjemmet og baggrunden for det fortalte frk. Gormsen ved en konference, og dette foredrag er der et referat af i et senere DMS blad. Referatet slutter:
"Der lides af uskyldige og syndes forfærdeligt mod børn og unge piger; måske værst i sådan en by som Antung. Det er værd at leve sit liv for at redde disse børn til legeme og sjæl. Jeg kan ikke sige, hvad man føler ved at se og vide, sådanne små piger blive født og opdraget til et liv i synd, elendighed og lidelse."
Hun har fortalt om de 10 børn, der var hendes på dette tidspunkt, de første af en flok der senere blev til flere hundrede. Den ældste var da 16 år og den yngste 1 måned; alle piger - de har aldrig været i høj kurs i Kina, vel desværre heller ikke i dag. Den ældste havde hun haft i 8 år; om hende fortælles:
"Da hun var ganske lille, døde hendes forældre; hun blev da svigerdatter i et hjem, hvor svigermoderen som skøge (prostitueret) ernærede familien; svigerfaderen spillede og røg opium, sad ofte i fængsel for spillegæld."
Hun var blevet forlovet med en søn i huset, da han var 2 år og hun 1 ! Hun fik sine fødder ødelagt ved forbinding og kom en dag på hospitalet med fødder, der stank forfærdeligt, hun havde fået koldbrand i dem og mistede det halve af den ene fod og nogle af tæerne på den anden, men hun kom sig. Og enden på det, blev. at frk. Gormsen beholdt hende; men nu hun var blevet voksen, kom hendes forlovede og ville have hende udleveret, så der kunne blive bryllup. Hun var blevet kristen og gik i skole,
"en yndig ung pige er hun, men ulykkelig ved tanken om at skulle følge denne mand ud i elendigheden; han er syg og er et dårligt menneske. Jeg har sagt til ham, at selvfølgelig skal han have sin forlovede udleveret, men lige så selvfølgeligt skal han betale, hvad hun har kostet i de 8 år, jeg har haft hende, nemlig 80 doll. om året, og det blev i alt 640 doll." –
Det var en af kineserne, der gav frk. Gormsen det råd, og mon ikke øvrigheden gav frk. Gormsen medhold, så hun dette svimlende beløb i betragtning, fik lov at beholde pigen ?
Dette var kun et af børnenes historie, men flere af de andre ligner denne, den forfærdelige skik med at binde de små pigers fødder, der heldigvis blev forbudt efter revolutionen i 1912, havde gjort adskillige små piger til invalider ud over de ufattelige smerter, det må have medført. - En af pigerne måtte have begge ben amputeret lige under knæet. Frk. Gormsen håber at hun kan få lavet nogle ben til hende.
"Så er der tvillingerne - 18 mdr. 91. - Det var en morgen, Dr. Larsen gik stuegang; vi stod netop ved en kone, der lå med en lille nyfødt dreng; da kom der en kone ind med et forklæde fuldt at noget, og ud på kangen hældte hun to små nyfødte piger, idet hun sagde: "Her er to børn frøken." - Deres mor var enke, og børnene skulle enten være solgt eller dræbt. Moderen ville have dem dræbt, men søsteren mente, at det var bedre at bære dem til byen; thi der kunne man dog måske få 2 doll. for hver, hvis man henvendte sig til et af de mange skøgehuse; men så reddede en kristen nabokone dem, og det var hendes sønner, som bar dem ind i tro på, at jeg ville tage imod dem; - - jeg har haft så megen glæde af dem i den tid, de har været her på jorden; alle mennesker siger, de er så søde, det er ikke alene mig, der siger det."
Den yngste lille på 1 måned var født i fængslet. Hendes mor var nr. to kone til en mandarin i Sydkina; men af en eller anden grund var hun løbet med en anden mand herop til Antung. Jeg tænker de to har holdt af hinanden; det er ikke morsomt at være flere koner i et hjem. Disse to havde så levet sammen heroppe et år, indtil den første mand fandt, hvor hun var. Han gjorde fordring på hende; hun kom i fængsel, hvor hun fødte sit barn, skulle så tilbage til sin første mand, men kunne ikke tage sit barn med; hun var meget bedrøvet over at skilles fra det."
Det var øvrigheden, der havde sendt dette barn op til frk. Gormsen. Hun havde en dag haft besøg af en mandarin og hans kone, der havde set børnene og hørt om nogle af skæbnerne; frk. Gormsen havde beklaget, at der kunne handles så vilkårligt med små piger. Mandarinen var blevet bevæget og optaget af at høre herom, og han udtalte sin glæde over de børn, som var blevet reddet, og sagde han ville prøve at skaffe nogle penge til hjælp. Os efter han havde talt med den øverste mandarin, lykkedes det at få bevilget 300 doll. om året til hjælp, imod at frk. Gormsen skulle modtage alle de ulykkelige børn, der kom. –
Det havde jo været bedre med et fast beløb pr. barn, men det kunne mandarinen ikke gå med til
"thi, sagde han, kineserne forstår sig ikke på barmhjertighedsgerninger, dette skulle være en begyndelse; når der var gået en tid, ville befolkningen måske forstå sagen." –
De 300 doll. blev udbetalt med det samme. - Frk. Gormsen selv udtaler:
"Disse børn er mig til daglig glæde, de tager ikke meget af min tid, da jeg har udmærkede kvinder til at passe dem. Megen solskin og glæde bringer disse børn ind i mit liv."
Der var nok at se til for frk. Gormsen, der udover at være ledende sygeplejerske på hospitalet, dog undertiden med hjælp af sproglæsende unge danske sygeplejersker, også var leder af missionen blandt kvinderne. - Således fortælles om Julen 1916, at efter Juledag i kirken med dåb af 10 unge mænd (de fleste fra menighedsskolen) og 2. Juledag med juletræ for 63 drenge i dagskolen, var Vyff, frk. Gormsen og Jang (fra hospitalet) i stærk kulde i Da-dung-kou for at holde Jul med 36 skoledrenge og de kristne i distriktet der. En tur der til fods eller med hestevogn vel tog ca. 7 timer hver vej. –
Fra den følgende vinter fortælles igen om et besøg i Da-dung-kou, denne gang et nyt årsmøde, hvor frk. Gormsen også var med. Far skriver herom:
"Det er en hel begivenhed at komme derned. Alt i retning af indbydelse m.m. er besørget." –
Der var både formiddagsmøder for mænd og eftermiddagsmøder for kvinder. - Den tredie dag, der var søndag, var den bedste,
"…der var samlet ca. 200; de hørte godt efter i ca. 1 1/2 time. - Om eftermiddagen var der dåb. To ældre folk, mand og kone var gået ind til byen, ca. 2 1/2 danske mil (næsten 20 km.), just for det samme; det var særdeles besværligt for konen med de små fødder, men hun var fast bestemt på at benytte denne lejlighed. "
Endnu en ung mand, en kone og nogle børn blev døbt. –
"Der har været gjort et godt arbejde i Da-dung-kou ved evangelister gennem en årrække nu. - Men det er dog særlig gået frem, efter at skolen kom i så god gænge, som den nu er i. - I fjor tog vi mod til os og op rettede en klasse til. Der er ca. 50 elever, og det er uden tvivl byens bedste skole. Vi håber på endnu flere elever dette år. Endnu kan skolen ikke bære sig selv, men det kommer måske i det lange løb. Intet kan som skolearbejde udjævne misforståelser. Eleverne kommer daglig i berøring med de kristne, dels lærerne dels andre, og denne påvirkning sætter spor også i hjemmene. - Ja, man kommer aldrig til Da-dung-kou uden at blive opmuntret."
Senere samme år 1918 fortælles om en udvidelse af skolen her. Kapellet er blevet taget ind til skolestue, dog er der et "samtaleværelse", hvor der stadig kommer mennesker. Søndagsmøderne bliver holdt i skolestuen. - Når der er dåb eller altergang, er det "på grænsen af, hvad der kan bydes en kristen forsamling!" - Man ønsker at oprette en "mellemskole" for de 15 elever, der bliver færdig i elementærskolen, men det vil kræve et hus mere. Man kan erhverve et for 400 doll., hvor der kan blive plads til både et kapel og en skolestue. Dette køb blev der bevilget penge til.
I 1918 kan far fortælle, at det første hold elever på 5 er blevet færdige med tredie års eksamen. De har fået en virkelig solid teoretisk uddannelse, bedre end nogle af de gamle evangelister. De har gennemgået hele Biblen grundigt, dog har Ny Testamente været hovedfaget. Derudover har de læst Kirkehistorie, Dogmatik, Etik og Religionshistorie. Men også kinesisk samt historie, både Kinas historie og Verdenshistorie har der været arbejdet med, så det må have været travle år for såvel elever som lærere. Alle kom straks i arbejde, og far havde den glæde, at 2 af dem vil blive underholdt af kineserne selv, den ene i Antung landdistrikt, den anden af menigheden i Antung, der ikke ville stå tilbage for de kristne på landet.
Videregående uddannelse i Pitsaikou og afløser for Vyff
Os så her i 1918 kom der endelig også en løsning på spørgsmålet om en videregående samlet skolegang. Et flertal ved konferencen i 1918 gik ind for, at det hele skulle samles i Pitsaikou både mellemskole, gymnasium og evangelistskole under ledelse af missionær Aagaard Poulsen, der var kommet til Kina i 1912. Han var læreruddannet, og man havde jo hele tiden ønsket, at en "skolemand" skulle stå i spidsen for dette arbejde. D.M.S. overtog både jorden og alle bygningerne herude for 4000 doll., det var, hvad der var af private lån i foretagendet. En virkelig god handel for D.M.S., da det hele herude vel efterhånden var op mod 12.000 doll. værd. Far blev løst fra arbejdet, nok på høje tid efter de år, hvor han vel havde gjort mindst to mands arbejde. Planteskolen blev også overtaget af D.M.S., dog skulle far stadig stå som leder af den, indtil det kunne lykkes at få en dansk gartner til det arbejde. - Der var aldrig kommet en afløser for gartner Andersen, og til trods for, at der herhjemme var blevet stiftet en forening "Kristelig Gartnerkreds", der, som svar på fars stadige bøn om hjælp, var villige til at prøve at finde en mand og betale for hans uddannelse og hans løn, skulle der stadig gå nogle år, inden det lykkedes at finde afløseren.
I 1919 skulle der bygges forstanderbolig til Aagaard Poulsen ved skolen, og
en stor ny skolebygning ville der også blive brug for, udover de allerede
bestående bygninger. Der var på dette tidspunkt i alt 84 elever, fordelt på
en 4-årig elementærskole med 36 elever, en mellemskole med 36, gymnasium med
12, foruden en evangelistklasse, og fra nytår 1920 måtte man regne med endnu
50 flere, så plads skulle der til.
Missionær Kristiansen skriver om forstanderskiftet:
"Når missionær Vyff nu er trådt tilbage fra forstanderposten efter en lang kamp for sine skoletanker, så ved jeg også, at den glæde han udtaler over, at en anden kommer til og løser ham af, er ærlig ment og uden nogen bråd af skuffelse." –
Den nye forstander gik også ind i et arbejde, der ikke i et og alt var anlagt efter hans tanker og planer. Han hørte til dem, der mente skolen hellere skulle have ligget nærmere Antung by, så der havde været større mulighed for, at ikke mindst evangelistskolens elever kunne arbejde sammen med menigheden der, og derigennem få praktisk erfaring. Men han skriver dog selv, at:
"… stedet har en henrivende beliggendehed. Det ligger på et bakkedrag i bunden af en stor bjergdal med høje smukke bjerge både mod syd, vest og nord, disse sidste er af ualmindelig skønhed. Mod øst er der en herlig udsigt til Koreas blå bjerge ovre på den anden side af den majestætiske Yaloflod. Skolen ligger frit, omgivet af frugtbare marker, og bjergdalen gennemstrømmes af et utal af bække og mindre floder. Skønnere sted kunne vanskeligt findes." –
Ja, et skønnere sted at bygge en skole var nok svært at finde !
Så blev der da endelig bygget en lærerbolig i 1919, 4 1/2 år efter, at det var blevet vedtaget og nu til den nye forstander. Også en stor ny skolebygning var der brug for med 7 store klasseværelser til mellemskolen og gymnasiet m.m.. I 1920 fortælles, at der er 7 kinesiske lærere foruden forstanderen. En ung kinesisk teolog Yen underviser i evangelistskolen, 2 lærere i gymnasiet, 2 i mellemskolen, 1 i elementærskolen, og 1 leder havearbejdet da alle elever stadig arbejder 2 timer daglig i haven fordelt på flere hold. Far gør det op til 400 ugentlige arbejdstimer i alt, der de sidste år har givet 800-1000 doll. - En ung kineser, der oprindelig har været elev på skolen, har det daglige overopsyn, et alt for stort ansvar at lægge på ham. En dansk gartner er meget nødvendig.
Indvielse af den nye skolebygning og besøg af formanden for DMS
Den nye store bygning blev færdig i september 1920 og blev indviet 19. sept. 1920 af selve DMS s formand pastor Busch, der besøgte Kina det år, en rejse der var samlet ind til af missionsvenner i Danmark. Om denne rejse med alle dens oplevelser er der skrevet en hel bog af H.I.F.C. Matthiesen. Rejsen gik over Amerika fra øst til vest og så over Stillehavet til Japan og videre gennem Korea og over Yalofloden, og første stop i Manchuriet blev således Antung. Et af bogens kapitler har overskriften: "En uge ved Sølvskobjerget." Forfatteren har til dels bygget på formandens egne breve til hans kone hjemme i Danmark, og den beskriver en velkomst, som næsten var en fyrste værdig. Han kom jo som repræsentant for en stor del af den danske menighed "modermenigheden", som de kristne kinesere følte, at de skyldte så meget. - Ja, som de dog kunne arrangere det kineserne, det var dem, der stod for den officielle del af programmet, stilfuldt og hjerteligt. - Der var kinesiske repræsentanter med allerede ved modtagelsen på banegården, hvor naturligvis også alle danskerne var mødt op. - Os så gik det ellers løs. Alle eleverne fra elementærskolen var opstillet på missionsstationen på rad og række i skoleuniformer, og to hornblæsere blæste, "så deres kinder var ved at briste", da gæsten nåede frem hertil.
Næste dag var der velkomstfest i kirken. Her var der oppe på pulpituret 8 hornblæsere, og 2 der slog på tromme, medens gæsten blev fulgt på plads foran alteret, hvor der var blomster og 2 stole, en til gæsten og en til menighedsrådets formand, købmand , Gu. Så gik det slag i slag med talere. Først evangelist Wang, der ledede festen, så købmand Gu der talte på menighedens vegne, skoleleder cand.theol. Yen for skolerne, sekretær Tung for KFUM og hospitalsevangelist Jang for hospitalet, og ind imellem talerne sang elever fra drengeskolen i Pitsaikou firestemmigt, også elever fra pigeskolen sang, "den 23. Davidsalme, ligefrem kønt."
Busch
Til sidst måtte pastor Busch tage ordet og bringe en hilsen og tak fra Danmark, den danske menighed, D.M.S.´s venner og bestyrelse, på hvis vegne han modtog al den hyldest og tak, der lød gennem alle talerne for det arbejde, der var gjort i Antung gennem de sidste 19 år; et arbejde han havde fulgt med interesse al den tid. Man sluttede med, at hele menigheden i kor sang den apostolske velsignelse. Og så skulle der naturligvis fotograferes, hele forsamlingen uden for kirken. - Bagefter var der kinesermiddag på byens fineste kinesiske hotel for Busch, de 4 mandlige missionærer og 3 repræsentanter for menigheden. Og som Busch skriver: "og det kan nok være vi spiste." Han har fået hele menuen nedskrevet af Baagøe, 15 retter med specialiteter, såsom bl.a. sorte æg - lotusrødder - rejer - hel fisk - svinemaver - hønsekød - suppe - ris i skåle, foruden frugt af flere slags og the til at drikke og til at skylle munden med. "Kineserne er mesterlige kokke."
Os så gik programmet videre de næste dage med besøg forskellige steder. Høflighedsvisitter hos de mest indflydelsesrige kinesere i byen, måtte der også aflægges i følgeskab med Baagøe og far. Først hos bankdirektøren Wang, der som tidligere byrådsformand havde hjulpet med at få grunden, først til hospitalet og siden til kirken; han var ikke kristen, men en klog og oplyst mand! - Så gik turen til amtmanden Hou, der dog ikke var hjemme; de blev så modtaget af hr. Sun, den embedsmand der havde mest at gøre med udlændingene i Antung. - Derefter kørte de videre i hestedroschen, (sådanne høflighedsvisitter måtte der være en vis stil over), til politichefen hr. Gao, chef for en politistyrke på 220 mand, en mand med stor magt. - Alle steder blev de modtaget med stor elskværdighed og med thekopper på bordet, det hørte sig til, men Busch skriver dog, at det ikke var meningen, at de skulle drikke af theen, skønt han havde stor lyst dertil. –
Af politichefen havde han fået tilladelse til et besøg i fængslet, hvor også missionærerne plejede at komme på besøg af og til. Det var et trist sted at komme:
"…et meget sørgeligt rum, hvor 50 stakkels mænd, unge og gamle, sad på kangen langs de tre vægge, alle med lænker på, nogle blot om fødderne, andre både om hænder og fødder, stakkels folk, som så meget beklagelige ud."
Menighedens modtagelse i kirken den første dag var kun for mænd, men også kvinderne havde forberedt en festlig modtagelse for ham. Den foregik på "kvindestationen" hos frk. Gormsen. Her var han så uheldig at komme lidt for tidligt, så han måtte lodses ud af en bagdør igen. Han skulle jo modtages lige indenfor den flagsmykkede port af alle eleverne fra pigeskolen og børnehjemsbørnene stående i 2 lange rækker. Her var blomster og flag, og børnene sang, de to lærerinder talte, og han fik overrakt et lille guld smykke, kinesertegnet for kærlighed (Aj), som børnene selv havde skillinget sammen til. Efter en rundvisning på børnehjemmet var der middag hos frk. Gormsen.
Om eftermiddagen var der så møde med kvinderne i mødestuen og de tilstødende stuer, der var pyntet med blomster og fyldt af kvinder; og her stod de op, den ene kvinde efter den anden, for at udtrykke deres velkomst og taknemmelighed over, at evangeliet var blevet bragt til Antung. Det var ikke bare de tre bibelkvinder, der tog ordet, nej flere kvinder fra menigheden talte også, og der blev overrakt gaver 2 guldkors både et til pastor Busch og et til fru Busch derhjemme; og der blev sendt hilsen og tak til de brødre og søstre i Danmark, som havde sendt missionærerne ud. Jo, som Busch skriver det "kineserne er hele talere - også kvinderne." Og mestre til at arrangere festligt og formfuldendt, og danskerne forstod altså den kunst, selv at træde i baggrunden og overlade hele arrangementet til kineserne selv og kun være ledsagere og naturligvis at fungere som tolke. Her skulle naturligvis også fotograferes til sidst.
Resten af dagen blev også tilbragt hos frk. Gormsen sammen med de unge kvindemissionærer, der boede her og flere tilrejsende, der var kommet til Antung for at være sammen med den danske gæst. De havde naturligvis alle set frem til dette besøg, og man havde delt gæsten mellem sig, så han på skift besøgte de forskellige hjem. - Han boede under opholdet hos far og mor, og det må have været en meget stor glæde for ikke mindst mor at have sin gamle præst fra det lykkelige år i Bøvling præstegård som sin gæst. Om hjemmet skriver Busch til sin kone, at det selvfølgelig er "såre" hyggeligt med mange minder fra Bøvling præstegård, og at der er 3 børn en pige på 7 år, en på 4 og en lille en på 1 år, den lille var altså mig ! –
Ved middagsbordet brugte han en serviet, der havde en særlig historie. Da mor 22 år før havde siddet i Bøvling og syet på en serviet til sit udstyr, som forlovede unge piger brugte det den gang, havde han sagt til hende: "den serviet skal jeg bruge engang i Kina", mor havde syet en lille stjerne i det ene hjørne, og det blev altså til virkelighed, hvad hverken han eller mor vel havde drømt om skulle ske en dag. Han omtaler mor som en meget dygtig husmor, hvad der god brug for, med de mange gæster, som de atter og atter må huse. - En eftermiddag er der samlet en flok mænd fra menigheden, evangelister, lærere og menighedens ledere ved bordet i spisestuen.
"Det var godt besat med forskellige kinesiske småkager, både solkager og månekager og mange andre slags kager, så skænkedes the i kopperne, og vi sad i et par timer, spiste og drak og drak og spiste - kineserne skal ved en sådan lejlighed helst have en thekop, de uafladelig drikker af." –
Samtidig er snakken om mange forhold i kirke og menighed naturligvis gået livligt. Det hele endte med en kinesisk salme og en bøn. –
"Jeg synes uhyre godt om disse kinesere, jeg træffer, de ligner så meget vore venner i Vestjylland, synes jeg, hvad iøvrigt også flere af missionærerne synes."
En anden dag var han hospitalets gæst. Han blev hentet af Dr. Larsen, der havde været leder af hospitalet her siden 1912, da Dr. Ellerbek blev udlånt til Mukdens presbyterianske medicinske læreranstalt som lærer, først for et år som afløser, men så kom Verdenskrigen, hvor nogle af de engelske lærere måtte gøre krigstjeneste, og så kom han til at virke her fremover. –
Det var med stolthed Dr. Larsen kunne vise den nye poliklinikbygning frem, en højst tiltrængt nybygning med plads til både de medicinske tilfælde i en stue og en anden til de kirurgiske:
"sår der skal renses, bylder der skal skæres, og dårlige fingre der skal forbindes o.s.v. - Så er der en stor ventesal med ca. 200 mænd foruden en del i gården." –
Selve hospitalet fik han også set med de 2 store fællesstuer og nogle få eneværelser. Det var mandshospitalet, og i en gammel bygning er der kvindehospital, hvor kvinderne ligger på kang i 2 større stuer og 3 mindre med 1 á 2 senge. Her er frk. Gormsen leder. - I de sidste år har der været behandlet på hospitalet og i poliklinikken ca. 12.000 mænd og kvinder om året, og i løbet af de 14 år hospitalet har bestået over 170.000 i alt, tallene stammer fra hospitalsevangelist Jangs velkomsttale i kirken.
Efter rundvisningen på hospitalet var han resten af dagen gæst i lægehjemmet. Efter middagsmaden, et hvil og kaffe blev der dog også tid til en spadseretur op på bjerget for at nyde udsigten sammen med de andre danskere, og efter aftensmaden en sammenkomst med den kinesiske læge og de øvrige kinesiske medarbejdere ved hospitalet, det blev alt i alt en både travl og indholdsrig dag. Træt var han, da han kom i seng, og desværre kneb det med natteroen, fortæller han i brevet hjem, da der var en rig mand i nabolaget der var død, og der lød begravelsesmusik:
"de tuder og hyler og trommer og blæser den hele nat, og det kan gerne vare flere dage endnu, inden det lig bliver båret ud på begravelsespladsen."
Så kom turen til KFUM og missionær Baagøes i deres hjem. Ved denne lejlighed var det også, at de før omtalte høflighedsvisitter blev aflagt. - Om aftenen var der møde i KFUM med aftensskolens elever og nogle venner ca. 60 i alt. KFUM's formand købmand Gu talte på KFUM's vegne, et dejligt stort kinesisk flag af fint silke blev overrakt, Busch talte og nogle elever fra regeringsskolen sang en kinesisk fædrelandssang, og danskerne kvitterede med at synge en dansk sang.
Det havde været en travl uge i Antung. Opholdet sluttede med gudstjeneste søndag i en stuvende fuld kirke med Busch som prædikant. - En stor flok af danske missionærer var nu samlet i Antung ca. 35. Om eftermiddagen var man atter en tur på bjerget og om aftenen til dansk altergangsgudstjeneste i kirken. - De mange danskere var bl.a. kommet for at være med til den festlige indvielse af den nye store skolebygning i Pitsaikou, der skulle finde sted tirsdag den 19. sept.
Selve indvielsen af skolebygningen i Pi-sai-kou
Så kom selve indvielsesdagen af den store nye skolebygning i Pitsaikou, den 21. september 1920. I to somre havde man været i gang med at opføre den. - Det var missionær Lykkegaard, der havde stået for byggeriet, som var budgetteret til 60,000 kr., man håbede at holde udgifterne der indenfor.
Dagen begyndte med regnvejr, ville det blive en glædesdag ? Ville nogle af de indbudte komme ? - De kom trods regnen, naturligvis alle danskerne, men også mange kinesere; men som det allermest glædelige også de indbudte honoratiores, repræsentanterne for de tre grene, man i Kina regner for mest embeds, skole og handelsstanden. Her var skoledirektørens repræsentant, hr. How, og skoleinspektøren ved byens drenge skole hr. T´ien. Efter en kort ventetid kom Antungs næstøverste embedsmand hr. Lin sammen med politichefen hr. Gao til hest med deres beredne følge. Til sidst kom fhv. byrådsformand, bankdirektør Wang. Så kunne programmet begynde. –
Og så direkte citeret fra DMS.bladet:
"Skolens musikkorps kom over til forstanderboligen og hentede de forsamlede embedsmænd, som med pastor Busch og skolens forstander i spidsen - i det fineste regnvejr - gik over til de gamle skolebygninger, hvor eleverne stod opstillede og sluttede sig til optoget, som nu begav sig af vejen til den nye skolebygning. - Først standser toget ved flagstangen og flaget hejses under sang".
Døren til den nye skolebygning var låst, og det blev pastor Busch, "der med den ham betroede nøgle" låste den op, og foretog den "håndgribelige åbning" af skolen, hvorefter man strømmede ind, musikken stemte i indendørs, og lederen af dagen den kinesiske pastor Yen holdt indledningstalen. - Han udtrykte sin glæde over, at gæsterne trods regnen havde været ivrige for at komme. Skolen havde man fået fra modermenigheden i Danmark.
"Vi har fået både godt og ondt fra udlandet. Mange udlændinge er kommet for at tjene penge, men der også nogle, der er kommet for at hjælpe Kina, og det er de kristne; Danmark er et meget lille land, men der er mennesker der, elsker Kina". –
"Ønsket og målet for denne skole er, at den må blive til nytte og velsignelse, en kraftfornyelse for hjemmet, samfundet, landet og menigheden".
Og så fortsatte det store program med i alt 16 punkter. - Korsang af skolens elever, Far talte om skolens forhistorie, de 9 års arbejde, der var gået forud, fra den ringe begyndelse til leje i et par lerklinede huse med 1 lærer og 20 elever og så til nu med den store nye bygning, de mange elever og lærere. Han sluttede med håbet om, at der ikke skulle rokkes ved, at eleverne stadig skulle have "håndens og åndens arbejde i forening". - Så mere sang: den 24. Davids salme sunget af skolens forstander Aagaard Poulsen og frue med orgelakkompagnement.
Indvielsestalen blev holdt af pastor Busch, der indviede skolen i den treenige Guds navn. - Og så fik de indbudte honoratiores ordet.
Borgmesteren, politichefen, bankdirektøren og skoledirektøren fra Antung og som den sidste af dem alle købmand Gu, han der vel som ingen anden fra starten havde været en støtte både moralsk ved at tro på sagen og med pengemidler. - Og at holde tale forstår de kineserne. - Så igen sang og efter, at nogle af danskerne også havde talt, blev der sluttet af med rundvisning i de nye smukke lokaler og fællesspisning for kineserne i skolen, og for embedsmændene og de danske gæster i forstanderboligen, inden hver gik til sit, stadig i regnvejr !
For far må det have været en stor dag, hans drøm virkelig realiseret, selv var han løst for arbejdet herude og kunne koncentrere sine kræfter om arbejdet i Antung, men dog ikke helt. Under overskriften: "Når kommer gartneren ?" skriver han til D.M.S. bladet i 1920 og udtrykker sin skuffelse over, at det endnu ikke er lykkedes, til trods for at der allerede i 1918 på hans opfordring var blevet stiftet en missionskreds i tilknytning til D.M.S. under navnet Kristelig Gartnerkreds, der ville finde og udsende en gartner, der som missionær kunne påtage sig arbejdet som leder af planteskolen i Pit-sai-kow; men hvornår blev det mon ? –
Far kunne jo ikke være der daglig, så det var en ung kineser, der oprindelig selv havde været elev på skolen, som havde det daglige overopsyn og var ansvarlig for 400 ugentlige arbejdstimer (40 elever pr. uge delt på 3 hold) med 2 timers daglig arbejde. Det er helt uansvarligt at lægge så stort et ansvar på en ung kineser, uanset hvor dygtig han er, er det næsten umuligt for ham at blive respekteret af eleverne, med deres traditionelle syn på praktisk arbejde vil de anse ham for en "kuli". - Det er simpelthen nødvendigt med en dansk gartner. - :
"Havde jeg ikke selv i 1912 som den første sat spaden i jorden, havde jeg ikke gravet, så sveden løb af mig, så havde vi ganske simpelt aldrig fået begyndt på det. Da eleverne så mig, som udlænding ikke skamme mig over et praktisk arbejde, så tog de fat". –
Der krævedes jo også kendskab, både til engelsk og dansk, der skulle jo bestilles både frø og stiklinger fra såvel Amerika som fra Danmark. Hans store bekymring er hvordan det skal gå, når han om ca. et år skal på en hårdt tiltrængt orlov i Danmark! –
Men så lykkedes det endelig at finde manden, som virkelig var kvalificeret til arbejdet; ikke bare var han gartner, men han havde også uddannelse som missionær, havde før opholdt sig i Kina, først udsendt af et norsk missionsselskab til Midtkina, og senere i Manchuriet hos et amerikansk selskab. Under 1. verdenskrig strandede han med sin familie i U.S.A. under den tyske ubådskrig, og efter freden blev han soldaterhjemsleder i Frankrig for kinesiske soldater, som han måtte hjælpe med hjemsendelse til Kina, så sprogkundskaberne var så vist i orden.
Men lad ham selv fortælle i et brev til far, dateret København den 23 - 3 - 1921 :
"Kære missionær Vyff ! Mindst tænkte jeg på, medens jeg var i Kina og brevvekslede med Dem, at jeg selv skulle komme til Antung for at deltage i det arbejde, som De har begyndt deroppe. Men således går det jo ofte, at det man ikke engang turde håbe på sker, " –
.. og længere henne i brevet –
"..da jeg kom til Danmark, var det som en vejfarende svend så at sige, men jeg fik en god modtagelse, ja langt ud over hvad jeg havde ventet, der er jo sket et helt omslag herhjemme med hensyn til den synsmåde, man anvender overfor det praktiske missionsarbejde, og hvad Deres arbejde derude angår, så må man indrømme, som De også selv har sagt, at for engangs skyld, har vi været foran vor tid."
Familien Østergaard ca. 1925
Da Østergaard med sin familie efter soldaterhjemsarbejdet i Frankrig var vendt tilbage til Danmark, var noget af det første han mødte fars artikel i D.M.S.bladet, om en gartner til Pitsaikou, og da Kina var både hans og hans kones længslers mål, efter at vejen dertil så længe havde været spærret, henvendte de sig til Kristelig Gartnerkreds, hvor de blev hjertelig modtaget, og en bedre kvalificeret mand til det arbejde kunne næppe findes. Både var han gartner, havde arbejdet før i Kina og kunne sproget, og havde tilmed arbejdet blandt unge.
Han slutter brevet:
"Jeg ville gerne have ventet lidt længere herhjemme, før jeg skulle rejse tilbage til Kina, da der er mange ting, som jeg gerne ville sætte mig ind i først, men det kan ikke lade sig gøre, da jeg må være derude, således at De kan sætte mig ind i arbejdet, før De rejser hjem." –
Ja så blev far da endelig helt løst fra skolearbejdet i Pitsaikou, men hans "hjertebarn" blev den vel stadig ved at være skolen, og at tage afsked med et elsket barn kan være svært nok, men børn skal jo lære at stå på egne ben, når tiden er inde.
Men hvordan med Antung? I juli 1921 er der et indlæg i DMS. bladet fra far med overskriften: "Hundredårsfest i Antung." Man var fra Danmark blevet opfordret til at fejre DMS.´s hundredårsdag, dagen d. 17. juni 1821, da præsten Bone Falch Rønne havde haft den dristighed at stifte "Det danske Missionsselskab" sammen med en beskeden lille flok og vel til forargelse for mange, hvad bildte han sig ind ? –
Men at fejre en for længst svunden begivenhed i et fjernt fremmed land, hvad betød det vel for kineserne i dag, var det ikke fristende helt at lade være, hvordan få en feststemning frem på det grundlag ?
Men som far skriver:
"Vi gjorde efter bedste evne et forsøg på at slå bro mellem begivenheden for 100 år siden i Danmark og vor tid her i Antung"
og videre
"Efter formiddagsgudstjenesten med en fyldt kirke (19 juni 1921) og festmusik til sangen og med en offergang, hvor der indkom 600 kr., samledes vi igen om eftermiddagen."
Der har været en eller anden, jeg ved ikke hvem, der har sagt: "Kina for Kristus!". Det lyder vist underligt for venner hjemme; men tænk det lyder meget mere underligt for os herude; men hvordan eller ej det lyder; ja det ses på tryk, går som sådan ud over det hele land. Der er sat en bevægelse i gang, og den må ikke standse.
Der gås i enkeltheder, så det lyder: "Shanghai for Kristus!", "Peking for Kristus!" o.s.v. - og "Antung for Kristus!" - Ved mødet om eftermiddagen blev det så drøftet, hvad man kunne gøre, hvordan få alle i arbejde med det for øje.
Far skriver:
"Alt i alt er der vist over 50 mænd og kvinder, der har lovet at være med i det arbejde. Det der var begyndt for 100 år siden i Danmark så beskedent, og senere havde ført til, at danske mænd og kvinder var rejst til Kina som missionærer, gav nu lejlighed til at mindes de ringe dage for 20 år siden, da disse missionærer efter bokseroprøret havde siddet uvirksomme hen i Port Arthur, medens de 3 steder de havde arbejdet til dels var ødelagte. Dengang havde der været 46 kristne og næsten ingen medarbejdere. Nu var man i gang 11 steder, der var 50 gange så mange kristne og en stor flok af kristne medarbejdere." –
Far fortæller videre i brevet at den mest indflydelsesrige kineser i byen åbent taler om at blive kristen, og at en af Antungs rigeste kvinder, en enke, var blevet døbt i går, og i den anledning havde gjort et stort gæstebud for hele familien for ret at slå det fast, at hun havde taget et sådant skridt.
Aktionen "Antung for Kristus" fandt så sted ved kinesisk nytår først i februar 1922, og at der virkelig skete meget, kan man læse om i et D.M.S. blad med hele 4 indlæg fra Antung af K.E. Larsen, H.0.Juhl, P. Baagøe og Agnes Hauch. - Det var efterhånden en fast skik, at man over hele Kina i nytårstiden fra kristen side gjorde en særlig indsats. Nytåret fejres hos kineserne med at holde fri fra arbejdet, man får nyt tøj, man spiser godt, strømmer til templerne for at ofre og tilbede afguderne, besøger slægt og venner, giver gaver o.s.v. - I de 5 første dage har folk travlt med alt dette, men så kunne der tages fat. –
Hermed lidt uddrag fra de 4 indlæg. Man begyndte torsdag i den ene uge i KFUM nede i byen og fortsatte til onsdag i den næste, og i kirken samledes man så den mellemliggende søndag og de følgende 2 dage. Forinden var de kristne gået på husbesøg og havde inviteret til mødet om søndagen i kirken, og i KFUM havde der daglig været møder fra kl. 10 morgen til 9 aften med god tilslutning dagen igennem, størst ved aftenmødet, men de 2 største dage var lørdag og søndag, herom skriver missionær Baagøe:
"Lørdag formiddag gik unge og ældre fra menigheden og KFUM , ja endog hist og her en gammel, i et langt optog gennem byens gader med flag og musik for at fortælle alle, at de næste dag var velkomne i kirken til det første af de 3 store møder, som skulle holdes der. Der var i begyndelsen lidt "genert" over flere, men efterhånden som skaren voksede, og efterhånden som man arbejdede sig frem gennem gaderne, steg modet og humøret, og da det til sidst endte med et friluftsmøde udenfor gadekapellet for alle dem, man på vejen havde "samlet op", var begejstringen på sit højeste. Man var klar over, at der var få i Antung, som nu ikke vidste, hvem vi var, hvad vi ville, og at der i morgen ville blive holdt et stort møde."
Aftenmøderne i KFUM havde torsdag haft 320 , fredag 350 og lørdag 480 deltagere, og da der normalt var plads til ca. 300 i salen, og man til om søndagen havde lovet at vise lysbilleder, der plejede at trække endnu flere til, turde man simpelt hen ikke holde søndags aftenmødet her, man måtte bekendtgøre, at det ville være umuligt at vise billeder her, mødet ville i stedet for blive holdt i kirken. –
Kirken var i anledning af nytårsmøderne omdannet til en stor mødesal med alterpartiet tildækket, og da billederne for største delen var bibelske, havde Baagøe ingen betænkeligheder ved at vise lysbilleder her; men ville de unge kirkefremmede vove sig op til kirken ? - Jo de kom over 600 var der, det ville have været groft uforsvarligt med så mange i den gamle KFUM-bygning på 1. sal med kun en trappe; til næste nytår skulle en stor nykøbt bygning tages i brug.
Men hvordan med selve møderne i kirken ? Herom fortæller lægen K.E. Larsen:
"Så kom søndagen med det første store møde i kirken. Udenfor vajede to store flag og en mængde små. Midt på gaden stod den tykke fornøjelige KFUM-sekretær Ma og inviterede de forbipasserende til at gå ind: "Kirken er varm, og foredraget begynder snart!"
Snart var det store kirkerum tæt pakket både for neden og for oven med mænd, som vi ellers ikke ser i kirken, mindst 600." - - -
"Forretningsfører Li ledede mødet. Mange af de kristne var "ansat" som ordensmarchaller med en "roset" på brystet, de hjalp med at finde plads til folk. Talerne var alle kinesere, første dag tolderen Li og købmand Gu. De danske spillede en meget beskeden rolle, de sad bag et gardin og hjalp blot lidt med sang og musik. Også de to næste dage kom der mange i kirken, og igen var talerne kinesere, og de forstod at fængsle tilhørerne. Der blev uddelt sedler, man kunne udfylde, hvis man ønskede at høre mere om kristendommen, og der blev oprettet nye bibelkredse." -
Møderne i kirken og naturligvis i KFUM var alene for mænd, men for kvinderne blev der holdt møder på kvindestationen i de to store og lyse skolestuer, herom fortæller Agnes Hauch. Her citeres lidt af hendes beretning:
"Den første taler var købmand Gu; han talte om kvindernes undertrykte stilling i Kina, talte om hvorledes Jesus hævede synet på kvinden; kinesisk og ganske jævnt talte han, men folk var godt med, og det er ikke helt let i en sådan forsamling. Men her stod en fin og velklædt herre, en god ernæringsstand, så man forstod, han måtte være rig; han har i mange år selv troet denne lære og er dog alligevel en anset mand; han synes glad - og tænk, han taler om kvinden, som om hun var hans lige, - som om også hun vil kunne forstå denne lære, - jo de var med!" –
Efter endnu en taler blev der leget sangleg med en stor flok børn i en rundkreds omkring et orgel, som en af børnehavelærerinderne spillede på. - Næste dag talte KFUM-sekretær Ma til kvinderne, og også han forstod at gøre det levende, han talte om evig fortabelse og om himlens herlighed. -
Så optrådte børnehavebørnene med deres sange og yndefulde håndbevægelser, og kineserbørn er utrolig yndefulde og søde at se på, så mødrene blev ikke trætte af at se på dem. Også en lille sketch blev opført af unge piger, en episode fra et kineserhjem, hvor svigerdøtrene, der er blevet kristne, må gå meget i gennem for deres tros skyld, men formår at fortælle om kristendommen og svare godt for sig. - Jo det blev også nogle gode dage på kvindestationen.
Alt dette fik far og mor ikke med. De havde forladt Antung i januar, men forinden havde de nået at fejre jul med dåb juledag af 12 mænd, deraf de 3 elever fra skolen i Pitsaikou, hvor der yderligere var 25 elever der forberedte sig til dåb i påsken.
Paul blev student
Else, Anna og Gerda foran hus 1920
I "Annas lysthus" 1920
Nu følger den 3. hjemrejse og tilbagekomsten i perioden 1922-28 i kapitel 10
