Brev fra Wilhelm til forældrene om fødslen af Wilhelmine, glæder og problemer herved.

Rendsborg; d. l7de Jan. 1846 (det rigtige må være 1847!).

 Dyrebare Forældre! 

Eders første Barnebarn er født! thi min elskede Marie er forløst for en smuk lille Pige, og, Gud være lovet, en Barselkones farefuldeste Tid er lykkeligen overstanden; Fødselen fandt nemlig Sted den 4de om Ef­termiddagen Kl 3 efter 15 Timers Lidelser. -"Det er bestemt Skam af Wilhelm, ei strax at have underret os herom!" vil vist Moder sige; dog, kjære Forældre, antager ei denne Udsættelse for Forsømmelse; tvertimod, den er skeet med Overlæg, da jeg, stedse i Frygt for, at det skulde kunne tage en slig ulyksalig Vending som med begge de ældre Søstre, ei hidtil har haft Mod til at overlade mig til Glæden, hvorfor jeg ei heller har kunnet meddele Eder denne. For første Gang var Marie igaar lidt oppe, og da jeg nu først har hende saa vidt, saa ville de tabte Kræfter med Guds Hjælp vel snart igjen indfinde sig. Jordemoderens Efterladenhed og indtrufne sjeldne Tilfælde have og bidraget sit til at holde os i en ængstelig Spending. Med Diningen gik det i de første Dage ei saa ret, hvorfor den Gamle lamenterede forfærdeligt, da hun meente, at Barnet vilde forsulte; men nu patter den Lille sig med Velbehag mæt. Svigermoder er lyksalig over den lille Skabning; hun har usurperet sig Ret til at vadske Enden paa den, give den Kinderpulver, og naar den har Kneb, at synge, den i Søvn; hvilke Glæder, kjære Forældre! ved saadant et lille elsket Væsen.

Tiden er iøvrigt forløben meget hurtigt, især for mig, thi der har været meget at gjøre, idet jeg alene har passet Marie op, kogt for hende samt vor Middagsmad; dog maa jeg tilføie, at jeg har afgjort alt i Stuen i vor herlige Kakkelovn. En Pige have vi jo rigtigtnok, dog, hun er for uvidende og efterladende til at kunne benyttes til stort andet end til at spise og bære Snavset væk. Vor Hensigt var, at tage en Opvartningskone i de første 14 Dage og at lade Middagsmaden hente; dog da den Kone, Marie Ønskede, ei var at faae, og vi ingen ubekjendt Person vilde have, forandredes vor Beslutning og dermed have vi og været tilfredse.

Ved at efterlæse Søster Milles sidste Brev, seer jeg, at med hver Fostdag ventes Efterning fra os, derefter have I jo maattet vente længe, dog skrev jeg, at det godt kunde vare til hen i Maaneden før det rigtige Øiebliks Komme, dertil har jeg alt for flere Dage siden haft et Brev begyndt, der dog blev lagt tilside, da et indtruffet Tilfælde ængstede mig for meget til at jeg vilde sende det till Eder.

Gud give, kjære Forældre, at alle Efterretninger fra Familien maa være lige saa lykkelige. - Ej maa jeg forglemme, at takke den kjære Moder for de tilsendte Pølser, der ret have bidraget til at stemme os glade i de eenligen tilbragte Festaftener; de smagte os saa herligt, at -- vi spenderede Viin dertil. Endnu Aftenen før Fødselen spiste min Marie sig en dygtig Portion, og hun mener, at dette var Grunden, hvorfor den Lille kakkede saa høit i de første Dage; et Par Pølser vente endnu paa at Marie tør nyde dem. Hvorledes er da Julen tilbragt i Hjemmet? har Du, kjære Fader været ret munter, og den omhyggelige Moder glædet sig derved.

Svigermoder og min Marie hilse hjerteligst Eder og den hele Familie. Lev vel, dyrebare Forældre: hils alle de Kjære i Hjemmet og lad snart høre fra Eder.

Eders inderligt hengivne Søn

Willhelm.

Brev fra Maria født Krabbe til Louise med beklagelser over mange ting.

København den 2 Januar 1849.

 Kære Louise
 Jeg takker mange Gange for dit venlige Brev, og beder desuden den gode Antoinette modtage min Tak for alle de herlige Sager, hun sendte os til Festen.

Vi har ladet det altsammen smage os overordentlig godt, og beklager at Wilhelm ikke kunde dele det med os; Moder delikaterede sig da ret, eftersom hun mærkede en stor Fordel ved Hjemmekogning; da Maden, vi lader hente, stadig bliver slettere; Wilhelmine har ogsaa faaet sin Del deraf. Hun har slemme Udslag i Ansigtet, dog haaber vi, at det kun hidrører fra Tænderne, da hun ellers er overordentlig munter og rask.

- Vi lever iøvrigt kun halvt, da den altfor haarde Skæbne vilde, at Wilhelm ikke kunde blive i Ro hos os; vi har ikke haft andet end Kummer, siden vi kom til København, og Ønskede derfor ofte at være bleven i Rendsborg, saa havde vi ikke kendt eller følt, hvad det vil sige at være adskilt. Man har heller ingen Grund til at være glad, da det sikkert bryder løs igen til Foraaret, og saa maa Gud vide, om man igen faar hinanden at se; det nye Aar ser jeg saa sort i Møde. - Fra bægge mine Brødre havde vi Brev til Julen, de indeholdt intet glædeligt; de var bægge syge, den. ældste ønskede at tage sin Afsked ved første Lejlighed.

Jeg skal i Dag hen til Onkels for at vise ham Brevet fra Wilhelm; der staar deri, at han besøger Tante Caroline, det vil vel interessere dig at høre; Tante skranter slemt i den sidste Tid, Juleaften var jeg sammen med hende hos Holsts. I Aftes kom Andomine med et stort Juletræ til Wilhelm. Paa Overmorgen er det Wilhelmines Fødselsdag, saa vilde Tante beære os med Besøg, kunde jeg forstaa at Andomine; ellers ser vi ikke meget til hinanden, da Moder ikke gærne ser, at jeg uinviteret gaar ud, og Tante siger det samme; hun gaar heller ikke ud uden at være indbudt. Ane Winning var nylig hos os; de havde det godt. Bartoldys og Holsts ogsaa; .for hvem interesserer du dig ellers kære Louise ?

Jeg ved det ikke. Nu beder jeg dig hilse Bertelsen og Antonette paa det hjærteligste; jeg haaber, at de smaa er i Bedring. Hils Plesners, naar du taler med dem.  Vær ogsaa du hilset paa det hjærteligste af din bedrøvede.. Svigerinde

Marie Kühle.

 

Tænk paa, kjære Louise, at Marie ei ynder at andre læse hendes Breve; Du kan jo ogsaa nok komme tilrette med det Tydske. I mit nu havende Kvarteer har jeg først spiist de Tvebakker, Du gav mig med, men de havde i den korte Tid forandret Smag. Da Du har paalagt mig at afdampe Strømperne, svier jeg det ene par op efter det andet.. Foræder mig for at blive feed i de lækreste Retter, og vil Du vel derfor naar vi gjensees, knapt kunne gjenkjende mig. Skjæget voxer ned over Brystet og afgiver en viid Tumleplads for vilde Dyr, som mueligen i Krigen skulde blive forjagede fra gamle Egne; Endnu har det Gud være lovet kun været besøgt af Muus, der naar jeg sover, ville bygge Rede deri.

 Lev vel

Din Broder Wilhelm.

 

Brev til Carl fra Wilhelm fra hans kvarter i Ribe

Adressen til mit Brev er: 2den Forstærknings-Bataillons 4de Kompagnie pr Ribe.
Store Darum pr Ribe; d 6te Februar 1849.

Min kjære Carl.

 

Efterladenhed i Brevskriven hører nu engang med til Feilerne, der ere mig indgroede og derfor meget svær at overvinde, hvorfor jeg haaber at finde Tilgivelse for Din og den gode Moders Domstol over min lange Passivitet. Dit Brev fra Midten af Decbr modtog jeg først, efterat det, rimeligviis paa Kolding Posthuus, havde henligget godt 2 Uger. I Midten af Januar forlod jeg den Rantzauske Familie, efter at have tilbragt 6, efter Omstændighederne særdeles behagelige Uger i dens Midte, og indkvarteredes 2 Mile S.V. for Kolding i Nagbøll hos Pastor Schmidt, hvor jeg ligeledes var saa heldig at finde en venlig og ugeneert Omgang; dog herfra maatte jeg alt efter 2 Ugers Forløb rykke til Vesteregnen, hvor jeg nu residerer hos en Bonde. Til Beviis paa den Forekommenhed, hvormed man behandledes af Beboerne i og om Kolding gaves disse af Officererne et Bal, der besøgtes af 170 Mennesker, der vist have fundet sig meget tilfredsstillede; hvorvidt nu vore Kasser ville være tilfredse dermed, kan jeg endnu ei sige, thi der fortælles, at det har kostet omtrent 500 Rbdlr, hvoraf man dog formener, at enkelte høiere Officerer ville udrede en deel.

Paa et Brev til Broder Seier har jeg længe laboreret, dog nu er det endeligen bleven færdigt, vidste jeg blot nu hvor han er at finde. Tante Caroline besøgte jeg i Kolding; hun seer vel ud, og endskjøndt hun boer meget daarligt, lader hun til at være tilfreds. Sit Huus har hun afstaaet, imod paa Livstid at faae Bolig, Varme, Lys, Kost og Kaffe; da denne sidste imidlertid ei er efter Smag, holder hun selv en udmærket Kaffe, hvortil som til Klædning hendes dybe Indsigt i Naturens Hemmeligheder forhjælper hende.

Ved Sympathi kourerede hun Folk, hvis Onder Lægerne have erklæret for inkurable, og maa altsaa staae i megen Anseelse. Hendes endnu muntre Sind maa have skaffet hende en deel Venner,. thi hun er næsten aldrig hjemme om Aftenen. Carl er Toldbetjent i Randers, og skal slaae sig nogenlunde igjennem; han lever nu, som Tante siger, i godt Forhold med Konen, der igjen snart skal barsle. I Nagbøll havde jeg Besøg af Fætter Schmidt fra Brandsøe, der er Forvalter paa Drendrup, der eies af Warbergs Svoger, Vogel; fra disse havde han en Indbydelse, men da Gaarden ligger i det Slesvig­ske og Vogel er bekjendt for tydskt.Sindelag, vovede jeg ikke dette Besøg, ihvorvel jeg havde Lyst til at lære Tanten at kjende. Forpagter Schultz, der tidligere har været Forpagter paa en bekjendt Gaard i Pyen og maaskee kjendes af Dig, har jeg besøgt, han eier en stor Gaard til 60000 Rbd.

Julius Risom er død og har efterladt en Flok Børn; hans Forhold til Konen skal ei have været det Behageligste. Da jeg kun opholder mig 2 Mile fra Ribe, har jeg i sinde en af Dagene at gjøre en lille Afstikker derhen. Mit Ophold blandt Bønderne er ingenlunde ubehageligt, thi jeg har nu fri Raadighed over min Tid, i hvilken jeg nu efter eget Behag kan skrive til Slægt og fordybe mig i Tankernes Regioner og Bøgernes Lærdom; min stue er hyggelig; Oppasseren pusler om mig hele Dagen og Kosten er særdeles god. Da Maden laves mig for feed og Kjødet steges for meget, har jeg maattet tage mig lidt af Kjøkkenet; saaledes har jeg idag hjulpen at berede en prægtig Boeuf, som man her.ikke har kjendt. I morgen skal jeg give Anviisning til en Hares gode Beredning, hvis jeg blot ikke troer mig alt for lærd i Kogekunsten. Albinus har jeg flere Gange talt med i Kolding, han har en ganske smuk Gaard i Nærheden af Byen; - er mindre godt anseet, da han altfor ofte forvirrer Hjernen ved at ville styrke Maven. Du anbefaler mig at sørge for varmt Fodtøi; nu vel, jeg har i Kolding anskaffet mig et Par gode Vandstøvler, der rumme de med 2 par Strømper forsynede Fødder. Vi have faaet Befaling til at fordele Tambourerne i de forskjellige Byer for i Tilfælde af pludselig Marcheordre hurtigt at kunne samle Mandskabet, om dette nu er begrundet paa høiere Ordre eller hidrører fra Bataillonen for det Tilfælde at Oprørerne skulde blive end mere uartige, veed jeg ei; imidlertid tør man dog vel haabe, at snarlig Forandring i de nuværende Forhold ville indtræffe, og vi da betræde Slesvigs Grund. Der fortælles iaften, at ved Foldingbro slesvig-holsteenske Forposter ere udstillede ligeoverfor de danske, og at; her flere Hundrede Mand slesvig-.holsteensk Pøbel skal have viist sig. Mærkeligt nok, kjære Carl, at kommer man først til Skriverbordet saa finder man en behagelig Underholdning, og dog trykker man sig saalænge derfor; dette vil jeg forsøge at indprente i min Hukommelse. Min kjære Marie er nu Gud skee Lov ganske vel, efter at have overstaaet et angribende Sygdomstilfælde. Svigermoders Befindende er ogsaa ganske godt; men Humeuret har været meget slet, thi man har ei villet udbetale hendes Pensioner. Efter hos de nærmeste Slægtninge at have gjort forgjæves Forsøg paa at faae virket, besluttede Marie sig til Finantsministren, der gav det bedste Haab. Wilhelmine har haft Udslet over ansigtet, hvilket igjen har forladt hende; hun kan endnu ei tale, men er munter og klog. Gid jeg snart igjen maatte kunne samles med dem, thi de kunne ikke vænne sig til min Fraværelse, og jeg selv besidder en god Portion Længsel. Da jeg maaskee ikke vil kunne erfare Seiers Opholdssted, bliver rimeligviis mit Brev til ham liggende indtil Du har underettet mig derom.

En kjærlig Hilsen for den dyrebare Moder, de kjære Søskende, gamle Grandmama, Tanter, Onkler, Hans Storm og øvrige Venner. Spar ei, naar Du skriver mig til paa Blæk og Pen, - underret mig om Alles Sundhedstilstand etc., Dine Forhold og Udsigter og vær da kjærligst hilset fra Din hengivne Broder

W i l h e l m

Brev fra Wilhelm Fra hans indkvartering forskellige steder - sidst Fredericia  til søsteren Antoinette

Skjærbæk, pr. Kolding; d' 1ste Marts 1849.

Min kjære Antoinette!

Modtag i Anledning af Din Fødselsdag min Lykønskning; maatte Du opleve ret mange sund og tilfreds, som jeg haaber om denne. En pludselig Idee, som jeg fik for faa Dage siden, til at gjøre en lille Afstikker til Assens, er Aarsag til, at Du ei den 28de har erfaret, at Du levede i mine Tanker, at Du førend den Tid ei har seet Brev fra mig er begrundet i min Svaghed, der gjør mig det meget besværlig at faae Pennen sat til papiret og altsaa Brevet begyndt; er jeg imidlertid først kommen saa vidt, føler jeg mig igjen i Besiddelse af min fulde Kraft. At Dine Smaa befinde sig vel glæder mig at erfare; om Anthon siger Moder, at han er en herlig lille Dreng.

At Moder glædede sig meget ved, om end kun paa 12 Dag, at see mig, kan Du vel vide, saa og at hun frydede sig ved at betragte mine røde Kinder og det meget Fedt, jeg har samlet i Jyllands frie Luft. De Kjære leve vel; men det befrygtes at Ritmesteren, der er sengeliggende og plages af vattersot, ret snart vil have udlevet. Jeg skulde jo underrette Eder om, hvorledes jeg har det paa jydsk Grund; idet Mindste opfordrede Louise mig stærkt dertil, da hun gav mig Sundhedsreglerne, ei at ligge i uafdampede Lagner etc, med paa Reisen. Første Nat efter at have forladt Eder, tilbragte jeg i Kolding i en Seng, der, hvad Fugtigheden angaaer, lignede en Mose, og hvis Overdyne var saa stor som min lille Wilhelmines. Stuen var forfærdelig kold, mine Fødder som iis, hvorfor jeg ogsaa anlaae et stort Baal i Kakkelovnen, og tilbragte en Time med Fødderne til denne indviklet i den opvarmede Slaabrok, hvilken ogsaa i Sengen maatte beskytte min arme Krop. Hu, hvilket barbariskt Land, tænkte jeg. Næste Dag skyndte jeg mig ud til Bjerth, hvor jeg dog i den venlige Rantzauske Familie fik bedre Tanker om Jylland. Her tilbragte jeg 6 efter Omstændighederne særdeles behagelige Uger, hvorpaa jeg i 14 Dage ligeledes nød stor Venlighed i en Præstefamilie i Nagbøll. Den barske Vestkant maatte jeg nu gjøre Bekjendtskab med og kom her i Kvarter hos en Bonde, hvor jeg tilbragte 14 Dage med at læse, og drikke Fløde; ogsaa lærte jeg her Konen, hvis iøvrigt ganske gode Spiser paa Grund ar deres Fedme for mig vare næsten unydelige, at tillave adskillige gode Retter. Fortrinlige Æbleskiver forstod hun at bage, og var ogsaa ganske stolt deraf. Kun 2 Mile bortfjernet fra Ribe, vilde jeg besee denne Bye og beundre dens skjønne Domkirke, og stod derfor en skjøn Morgenstund i Begreb med at bestige Vognen, da jeg underrettedes om at Kompagniet efter nogle Timers Forløb skulde afmarchere til Frederits, og vi satte os i Marche. Men alt have vi i 14 Dage ligget 1½ M synden for denne Bye paa Grund af at man mangler Sengeklæder for os; vi vente dagllig Marcheordre. 8 Dage kæmpende med Vind og Vand, ankom endeligen i Tirsdags Hekla til Frederits med 2 Skibe paa Slæb, ladede med Fæstningsmateriale og Senge, men 2 andre Skibe, den endnu skulde haft med maatte paa Grund af Veirets Strænghed lades tilbage. I Frederits, hvor der skal opføres Barakker, hvortil Tømret bearbeides i Kjbhvn, indkvarteres i Magasiner og paa Lofterne 2000 Mand, hvilke i 5 Dage arbeide paa Fæstnings Forbedring og med Gjennemgravningen af en Mose, der løber omkring Byen og som skal sættes under Vand; i Byens nærmeste Omegn skulle ligge 4000 Mand, der efterhaanden afløse Arbeiderne. 11te Bat skal deeltage heri, hvor den skal være den 7de, har jeg endnu ei erfaret. Tante Caroline har jeg besøgt, og forleden, da vi marcherede gjennem Kolding fra Vinduet vexlet nogle Ord med; om hun ei lever paa den komformidableste Fod lader hun dog til at være tilfreds, er rask og immer fideel. Hendes Carl, der er Betjent i Randers, har hun isinde at tage til, naar det stunder mod Tiden, at Familien skal forøges.

Med Avancementerne gaaer det ganske muntert, thi Seier har nu kun omtrent 20 Formænd til Kompagnie og jeg nogle og Tyve, medens jeg ved Krigens Begyndelse var N 100. At jeg nu først sender Maries Tak for det tilsendte Juletraktement, vil Du ved at betragte Datumen paa Brevet til Louise ei regne hende til Last, men jeg har holdt det tilbage for naar Tid og Leilighed gaves med det samme at opbygge Eder ved min smukke Kloe. Gamle Svigermoder og min kjære Marie leve vel, men plages af samme dybe Længsel som jeg efter Gjenforening. Wilhelmine er karsk og munter; hun danser hele Dagen syngende omkring mod sin Dukke og siger ofte: "Papa weg" hvorved hun ryster saa sødt med Hovedet. I April skulle vi flytte og beboe lste Sal i et ganske. net Huus lige over for Hans Christian Holst til billigere Leie end i nuhavende Bolig, der igjen overtages af den første Leier. Vor Konge ventes til Armeen henimod den 26de for paa denne Dag at føre os ind i Slesvig. - Jeg hører at Onkel Christians til Sommer have isinde at lyksaliggjøre Eder med deres Besøg; for Moder kan det vel ingenlunde være behageligt paa længere Tid at see Fremmede tærende paa den ringe Indtægt. Ludvig var forleden hjemme. Et Middagsblund har jeg netop haft, hvilende paa det bekvemmeste Meubel, Huset dertil kan fremvise, nemlig en Dragkiste. Mit Soveværelse er af en meget bizar Smag, som jeg ei før har seet det; Gulvet forraadnet, saa man er udsat for Beenbrud, Ruderne udslaaede i Karmen Hullet nok til at Rotter kunne krybe igjennem og Ydervægen, ved hvilken jeg ligger i et 2 Alen langt Skab gjennemsigtigt, saa at jeg, hvis jeg skulde plages af Varme, ei behøver at bruge Vifte.

Og Emilie har for en Tid ombyttet med Landlivet Kjøbstadens skumle Atmosphære, der trives man ogsaa ei heller saa godt. At lille Bo fører Husholdningen hjemme, har jeg erfaret paa Drikken, thi uagtet hendes Anstrængelser opnaaede denne kun en flau Smag, og dog paastaaer hun at lave ligesaa godt som Emilie; iøvrigt det ei ilde at hun har Smag for Sparen. ­

Niels Holst ligger nu i Middelfart, hvor jeg paa Gjennemreisen besøgte ham; han kjeder sig betydeligt, men har dog været saa heldig at faae det eneste Kwarteer i Byen, hvor man for gode Ord og Penge kan faae varm Drikke. Naar Tropperne samles kunde Berthelsen gjøre en lille Afstikker herover og glæde Seier og mig ved sin Nærværelse. Nu lev vel min kjære Antoinette. Hils kjærligst Berthelsen, Louise og Emilie, Anthon - Plesners og Ravens

Din hengivne Broder

 Wilhelm

Skulde man engang finde sig oplagt til at tilstille mig nogle Linier, da er min Adresse ved 2den Forstærknings Bataillon 4de Kompagnie.

Brev fra Wilhelm søsteren Antoinette fra Mummark på Als

Til Madamme Antoinette Berthelsen paa Hellerup

Mummemark, den 20de Februar 1850.

Min kjære Søster_

Vel er jeg ei stiv i at skrive Lykønskningsbreve, men jeg mindes derfor stedse mine Kjære. Din Fødselsdag stunder imidlertid til, og ved Tanken derom, føler jeg mig særligen oplagt til at tilskrive Dig, da Du jo holder en stor Klat af mig, og altsaa vel vil glæie Dig ved at see nogle Linier fra mig. Nei da min kjære Antoinette vær glad paa din Fødselsdag, og gid Du fremtidig stedse maatte følges af inderlig Tilfredshed, som hidføres ved Mandens Kjærlighed og Smaaungernes elskværdige Plagerier. - Var jeg endnu ved min gamle Bataillon der ligger i Nyborg, da vilde jeg haft den Glæde at være samlet med Eder; men mit Opholdssted er nu engang det saa kaldte yndige Als, fra hvilket jeg kun kan sende Eder min broderlige Hilsen. I skulle vel have stor Challads. Skulde ikke Onkel Warberg komme og tage en behagelig Adspredelse udenfor Huset? Nu lille Louise; hvad skal vi da have til Middag? bruun Suppe, nygtern Kalvestei, nei det er jo for simpelt; - godt vi skyde et Dyr; - Fisk, thi da jeg kun skjød een Gjede forgangne Sommer, vil vel endnu nogle være blevne tilbage; - nu da Svoger, send Bud til Herregaarden efter Fiskegarnet, thi Du har vel intet selv anskaffet? - videre Kage med Skumvæsen; - men, hvordan skulle vi dog faae Æg, lille Antoinette; nu, lad mig raade, tael med Meiersken og lad hende trykke Hønerne. Men, ak: Jomfru Meierske er nok afreist, og bleven den store Faarehøvdings Hoved. Nu lille Berthelsen Vinen paa Bordet og en Punschebowle om Aftenen, at vi kunne drikke Gjesterne paa Bordet; nei kjære Søster, jeg mener under Bordet; thi ellers kunde man let antage dem for en Ret, vel en usædvanlig, men dog mindre indbydende. - Naa, kjære Tonne, af alt denne Vrøvl antage I vel, at man bliver ret kaad her paa Øen; ak Herre Gud! - som de gamle Matroner sige, - nei, det er langt fra. Det er kun en gal paraxysme, stammende fra Længsel efter Huus og Hjem. Efter Omstændighederne, det vil sige, da jeg nu engang er paa Als, har jeg det endda ret godt paa Mummark Færgegaard. God Mad, som jeg rigtignok ikke smager, da jeg føler betydelig Længsel efter Kone og Barn; - smuk Bolig, som stedse minder mig om, hvor godt jeg kunde leve med min Kone; - og Strandbredden hvor jeg kan vandre for at afkjø1e Blodet efter et mismodigt Øieblik. Vel er jeg nu ikke kjedsommeligt stemt og mismodig, fordi jeg overhovedet ligger her, men fordi jeg ikke har min Marie og den lille Unge hos mig. En snarlig og god Ende paa Forholdene for Fædrenelandet er jo Hovedsagen; men den længes jeg og meget efter. Marie befinder sig ganske vel, og den lille er lutter Liv; hun løber stadigen med Brev fra Mama til Pa po Als. Den Gamle siger, at hvis der kommer mange af den Slags, saa veed hun ikke, hvorledes hun skal kunne udholde det i Huset. Blandt Bekjendte i Kjbhn staaer det ved det Gamle. Carl skrev mig, at han og Berthelsen vilde besøgt mig, hvilket vilde foraarsage mig stor Glæde; beed ham, at bringe Ideen til Udførelse, hvis jeg endnu til Foraaret skulde ligge her. Hils Kammerraadens og Ravens; Warberg og Onkel Ludvigs, naar I see dem og Theisens. Hils nu min kjære Antoinette kjærligst Din gode Berthelsen, de Smaae, min kjære Louise! og glæd snarligen ved Brev fra Eder Din hengivne Broder

 

Wilhelm.

 

 

 Capitain Ved Wilhelm Savdak Kühles Jordefærd paa Assens Kirkegaard d: 21. September 1850.

 Carst: Schou.

Ikke med de sædvanlige trende Skuffer Jord indvier jeg her Dit Støv til Gravens Hvile. Kirkens betydningsfulde Ord: "af Jord est Du kommet!" "til Jord skal Du blive!" "men af Jorden skal Du igjen opstaae!"  ere alt udsagde over Dig hist i Nærheden af det Sted, hvor Dit ædle Blod maatte rinde, og Fædrelandets Tak for det Offer, som Du bragte paa dets Alter, er der udtalte. Det var et Ønske hos kjærlige Slægtninge, at denne tappre Fædrelandets Søn: Capitain W i l h e l m S a v d a k K ü h l e , der ved sit Blod beseglede sin Kjærlighed til det Land, der fødte ham, skulde føres hid for at hvile hos den forud hedengangne Fader, der ogsaa i sin Ungdoms Dage kjæmpede mod fjendtligt Overfald og saaredes i denne Strid, at han maatte hvile ved Siden af den Søster, hvis tidlige Bortgang han saa meget begræd, at ogsaa Gravens Gjemme skulde samle saa nær som muligt til hverandre dem, hvis hele Liv bare Vidnesbyrd om, hvorledes Slægtskabs Baand kan knytte en Familie saa nøie og inderligt til sammen. ­

Fra Barndom af var Vaabenleeg hans Lyst; selv nærmede han sig dengang DANMARKS Fyrste og bad, at Krigerens Virksomhed maatte blive hans Kald, at han dertil maatte dannes og opdrages. Da lovede han at ville tjene sin Konge og sit Fædreland tro, og Løftet har han holdt. Hist i Oprørets Hjem levede han i flere Aar,og vistnok har det ikke manglet paa dem, der ved Rænker søgte at forlokke ham til at svige Eed og Pligt; men trofast fulgte han den vise Syracks Opfordring (Syr.4.30): forsvar Sandheden indtil Døden, saa skal Gud Herren stride for Dig.

Agtet og æret af Alle, elsket af sine Kammerader og Undergivne, opfyldte han tro det Kald, hvorfor han stedse havde yttret Ønske, og som han ogsaa viiste, at han var voxen, Sandheden forsvarede han mod Rænker og Løgn indtil Døden, og da han, truffet af et fjendtligt Skud, sank døende til Jorden, mistede  DANMARK en kjæk og nidkjær Stridsmand. Derfor savnes han af saa mange, der kjæmpede ved hans Side; derfor fulgtes han histovre til Jorden af saamangen Kriger, der beklagede ei mere at have ham til sin Befalingsmand, derfor saaes Taaren blinke i Øiet paa saamangen barsk og hærdet Kriger, der stedse villig havde fulgt hans Bud, som han forstod at give saavel med Mildhed som med Bestemthed. - Dog hvad Fædrelandet tabte, er vistnok omtalt dengang, da i den store Kreds af Stridsmænd Fredens Ord om Gravens Ro og Opstandelsens Salighed udsagdes saavel over ham som over de mange Offre, som nu atter Kampen for Fædrelandets retfærdige Sag har krævet; her i Fredens Hjem, hvorhen ikkun de svage Drøn af Kampens fjerne Bulder have kunnet naae, her græde som Propheten (Es.37.7) siger, Fredens Engle bittert; her dvæle vi ved, hvad Hustrue, Børn, Moder og Sødskende have tabt i ham. - En øm og elsket Hustrue savner nu den milde kjærlighedfulde Forsørger, ene staaer hun tilbage til at vaage over de tvende Smaa, hvis Fader aldrig skulde skue den Enes spæde Aasyn; med sin svage alderstegne Moder begræder hun den Mand, der for dem begge var det bedste paa denne Jord. En kjærlig Moder, der ofte prøvede saamangen ublid Skjæbnes Tilskikkelse, klager over, at atter et nyt Led er udrevet af den Kjæde, som Kjærlighedens Baand saa fast omslyngede. Søstre og Brødre fælde Taarer over den Broder, der stedse mindedes dem i sin Tanke og sine Breve, der aldrig glemte dem i sine Bønner og altid savnede dem i sin Fraværelse. - Kun en Broder savne vi her, i samme hæderlige Stand som han hvis jordiske støv vi her have overgivet til Gravens Fred, vaager han ved Landets Grændser for for at beskytte det mod fjendtlig overfald; det er hans Kalds Pligter der hindre ham fra her at kunne møde; men skjøndt fraværende dvæle dog hans Tanker i denne Stund i veemodig Medfølelse ved det Hjem, hvortil ogsaa han er knyttet med saa inderlige Baand. - Dog skulle vi ikkun fængsles ved Sorgen over, hvad der tabtes? Da var jo Frelserens Ord og hans Læres Aand langt borte fra os. Som han saae til Enken af Nain, ynkedes inderligt over hende og sagde; græd ikke! saaledes seer han ogsaa i Medlidenhed ned til dem, som sørge og tilraaber dem: græder ikke! Hans Ord gyde Trøst i de Bedrøve­des Hjerter, Hans lære vækker hos dem Haabets Opmuntring; hans hele Virksomhed bestyrker hos dem Troens Kraft og kalder atter Glæden til live i deres Bryst, thi han er ikke død, ikke udslettet af Erindringen, men ligesom hans Minde lever hæderligt blandt Slægt og Venner, blandt Fædrelandets trofaste Forsvarere, der i ham saae et Mønster paa en ægte Kriger, ligesom dette Minde bevares kjærligt af de Mange, der stode i Forbindelse med ham, saaledes er ogsaa hans sande Væsen ikke dødt, men lever i en bedre Verden. Hiinsides Graven oprinder en herlig Morgenrøde! Guds hellige Engleskarer modtage der de Fromme, der her var tro over det Lidet, og føre dem til ham, der vil sætte dem over Mere! Fjernet fra denne Verdens Ængstelser og Sorger mødes de der med alle Kjære og fryde sig i Haabet atter at forenes med dem, de efterlod sørgende paa denne Jord. Blandt disse Salige er Du nu ganget ind og nyder Lønnen for Din Sandhedskjærlighed, Din Kjækhed, Trofasthed og Fromhed! Og vi som staae tilbage, vi bøie os ydmygt under den Alvises Tilskikkelser! salighedens Himmel, vore Kjæres fremtidige evige Hjem, skue vi dunkelt gjennem Haabets Skyer, og Troen paa Herrens Forjættelse om evig Glæde og evig Forening forsoner os med Sorgens bittre Kummer!

Styrk os alle, kjærlige Fader! i dette Haab! Velsign os med Din Trøst! Bevar i os Troen paa de Ord, der lød fra Himmelen (Joh.Aab.14.l3): Salige ere de Døde, som døe i Herren!

A m e.n !

 

Guldtryk:
Med Højagtelse og Taknemmelighed
fra Underkorporaler og Menige af 7. Bataljon 2. Kompagni

Nu bosatte i Hosens som mindes vores kjække Fører 1848, 49 og 50

 

 

 

 

 

 

 

Digt af E.P.Kjær efter Wilhelms død

Capitain W. Kühle falden ved Midsunde den l2te September 1850.

 

Saa ogsaa du, du Danmarks gjæve Søn,
For Fjendehaand i Døden maatte segne,
Din Bane var kun kort, men dog saa skjøn,
Du stred jo kjækt for Fædreland at hegne;
Du saae i Oprørets. Brand, du blandt dem stod,
Som dig til Svig og Meened vilde tvinge,
Men du stod fast, dig ei forføre lod,
Din Arm, dit Sværd du vilde Danmark bringe.

Det bragte du, ja meer du end har bragt,
Du offrede dit Liv for Danmarks Ære,
I Kampens Ild der var du uforsagt,
I Farens Stund der først du vilde være.
Men midt paa Ærens Vei Dødsenglen stod
Og kaldte dig, lig forudgangne Helte,
Til Himlens Hjem, der bedre end vor Jord
Kan ædel Daad og Tapperhed gjengjælde.

Paa hjemlig Kyst, hvor først din Vugge stod,
Der venlig Haand skal nu din Gravhøi smykke,
Og yngre Slægter prise vil din Daad,
Og Danmark til sit Moderbryst dig trykke.
Og I, hans Kjære! som tilbage staae.
See, Fædrelandet deler Eders Smerte,
Slyng I med Taarer en Kjærminde blaa
Omkring hans Navn, belyst af Sagas Kjerte.

Vestfyenske Avis 20. Septbr, 1850 (senere optrykt i Smaadigte af E. P. Kjær. l866).

- Forfatteren af Digtet (f.18l0, død 1865) var Lærer i Assens i 30 Aar.

 

Om Wilhelms Begravelse meddeles 22. September 1850 i Vest­fyenske Avis:

Det meget talrige Følge af alle Stænder samlede sig ved Kirken, i hvis Vaabenhus den Afdøde var hensat, og da Toget derpaa i Procession og med Dannebrog i Spidsen satte sig i Bevægelse gjennem de med Dannebroge og Blomster smykkede Gader, sluttede en Skare af omtrent 30 sørgeklædte unge Piger sig til Toget og fulgte foran Kisten, der paa begge Sider omgiven af Militære, blev baaren af en del unge Mænd fra Byen, til Graven. Her holdt Catechet Schou en smuk og hjertelig Tale, og skildrede med Varme og Følelse hvad Fædrelandet og Familien havde mistet i den Afdøde, der var trofast og kjæk i Striden, venlig mod Undergivne, kjærlig og øm mod Familie og Venner. Medens de unge Piger derpaa nedlagde deres Blomsterkrandse ved Graven sluttede Højtideligheden ved Affyringen af 12 Kanonskud.

Digt af "V.T" efter Wilhelms død i Vestfyenske Avis

Capitain W : S: v Kiihle.

Af ønsker har Helten hellige tre,
De ere hans Tankers Lyst;
Opfyldes de, da har hans Higen Fred
Og Ro hans svulmende Bryst.

Det første han Ønsker i Hjertets Løn
Er den Bevidsthed sød,
At Kampens hærdede modige Søn
Ham vil elske og for ham døe.

Det andet Ønske, dybt i hans Sjæl,
Det gjælder hans Konge og Land;
For den Førstes Ære, det sidstes Vel
At kjæmpe, saalænge han kan.

Men det tredie, - o, det klinger saa smukt,
Det viser det ædle Blod,
At hvile, naar Øiet i Kampen er lukt,
paa det Sted, hvor hans Vugge stod.

Han fik dem opfyldte alle paa Stand,
Sine Tankers svulmende Lyst: ­
En Krigsmands Taare; en Død for sit Land,
Og en Grav paa sin Fædrenekyst:

V. T.

Vestfyenske Avis 22. Septbr. 1850.

 

 

Uddrag af Breve fra Olaf Rye til Hustruen Elisa født Schultz. (Det kgl. Bibliotek).

Olaf Rye (1791-1849) var - som nævnt - Wilhelm Kühles Svoger, eftersom han i sine to første Ægteskaber var gift med Caroline (1801-24) og Jacobine Krabbe(1808 -33). Ogsaa til den tredie Søster, Marie (1817-80), skal han have friet; men hun var da allerede forlovet med Kühle; og Rye ægtede derefter i 1842 Elisa Schultz(18l7 -82), med hvem han havde Sønnen Heinrich (1843-1921).

Da Kühle i 1848 rejste fra Rendsborg over Assens til København, traf han Rye paa Sjælland, og efter hans anmodning tog Marie Kühle i nogle Maaneder Ophold i Ryes Hjem i Store Kongensgade, indtil hun flyttede sammen med Manden, der da havde Bopæl i Landemærket, men Aaret efter flyttede til Fiolstræde. Her kom ogsaa Maiorinde Krabbe til; og hun døde hos Datteren i 1851.

Kühles Svogre, Kaptajnerne Just og Karl Krabbe, som omtales i Brevene, sluttede sig til Oprørerne og boede senere i Udlandet.

Marie Kühle var ikke afholdt i Familien; men man maa i den Forbindelse tænke paa de trange Kaar og de fremmede Forhold, hvorunder hun kom til at leve.

Baade hun, hendes Moder og Døtrene blev begravet paa Garnisons Kirkegaard tæt ved Olaf Rye; men Gravstedet er nu sløjfet.

 

Onsdag (29. Marts 1848?).

Du vil undre dig over atter at faa en Depeche fra mig, men det er fordi Løjtnant. Kühle, Marie Krabbes Mand, har forladt Rendsborg med Kone og Barn, som bægge er efterladt paa Fyen, for at rejse til Kjøbenhavn og melde sig i Krigsministeriet; men da han har givet sit Æresord paa ikke at tjene imod Slesvigholstenerne, rnaa han blive i Kjøbenhavn.

Jeg fik i Aftes ved Estafet Ordre til en Dag før at drage til Korsør for i Aften eller i Nat at gaa ombord. Du vil af Kühle høre, at, saavidt han ved, er Insurrektionen ikke saa slem, og at det maaske altsammen vil forløbe godt, hvis Prøjserne ikke blander sig deri.

Nu noget andet. Jeg vilde gærne have, at du skulde gøre noget for Kühle og Marie, hvis det kunde ske med Maner og maaske til din egen Beroligelse. Skulde du ikke have Lyst til at tage Marie til dig for denne korte Tid? Hun er vant til en tarvelig Levevis; du kan for hendes Skyld gaa i Selskab om Aftenen og lade hende blive hjemme uden at genere dig, det er tilmed en Beroligelse for Heinrichs Skyld. Naar hun kom, maatte du selv lede Husholdningen, men hun kunde hjælpe dig paa mange Maader, da hun er vant til at føre Husholdning for 3½ Person uden Pige for 30 Rdlr. maanedlig, Lys og Brændsel, alt medregnet. At Marie er der, vil heller ikke afholde dig fra at gaa til Oxholms; og skulde det se broget ud i København, kan hun enten rejse tilbage til Assens (der er hun hos sin Svigemoder, som ikke sidder i de bedste Kaar, men gærne vil have hende) eller blive i Huset hos sin Mand; men forhaabentlig vil det ikke komme saa vidt. - Eller vil du, til du beslutter dig til noget andet, tilbyde Kühle vort Gæsteværelse for at have en Mandsperson i Huset, saa vilde den eneste Gene derved være den, at du om Morgenen maatte sende en Kop Kaffe og et 2 Skillings Franskbrød ind til ham. ­

Gør nu, hvad du vil, men gener dig ikke paa Grund af Omkostningerne; det vil ikke vare længe, og jeg behøver jo her saa lidt, at det intet betyder.

 

Haderslev

2. April 1848.

Jeg vil i Aften skrive til Marie Krabbe eller Kühle i Assens. Jeg vilde Ønske, at du vilde indbyde hende til at komme til dig, hvis du tror, at hun ikke generer for meget.

 

3. April 1848.

Det glæder mig meget, at du har indbudt Marie Krabbe. Jeg har netop skrevet til hende i Aftes og har sagt hende, at hvis hun af en eller anden Aarsag ikke modtager din Indbydelse, maa hun skrive det straks.

 

18. April 1848.

Det gør mig ondt, at Gnidninger mellem dig og  Marie Kühle indtræder for Heinrichs Skyld; men jeg beder dig indtrængende om at være taalmodig og skaansom - enhver Venlighed og Overbærenhed, du viser hende, er en Godhed, som du viser mig og for hvilken jeg takker dig. Jeg ved, hvor vanskeligt det ofte er, men jeg tænker stadig paa min gamle Svigermoder, hvilket Arbejde og hvilke Ofre, hun har ydet mig og mine, og hvor ulykkelig den gamle Kvinde nu maa være, da jeg og Kühle staar paa den ene og hægge hendes Sønner paa den anden Side; og naar det gaar godt med os, er hendes Sønners hele Eksi­stens i Fare, og de og deres Familie bringes til Tiggerstaven.

 

Als - 4. Maj1848.

Gud være lovet, at Marie Kühle er borte paa en pæn Maade. Jeg takker dig for den Godhed, du derved har vist mig. Jeg er min gamle Svigermoder i Rendsborg saa megen Tak skyldig, at jeg gærne vilde afbetale noget derpaa; og nu har du, min Engel, der jo er en Del af mig selv, gjort det. Jeg vilde gærne vide, om Marie Kühle har brugt den Kredit, som jeg aabnede for hende hos Hannibal i Assens; og hvormeget hun har brugt, saa jeg kunde betale det tilbage.

 

Ulkebøl 10. Maj 1848.

Marie Kühle har skrevet mig til og ieg har idag svaret hende. Hun beder om vor lille Barnevogn som io nu ikke bruges mere af os, og ieg har tilsagt hende den, Du er vel saa god at bede Smidt tage den ned af Loftet og saa give hende den naar de sende Bud derefter.

 

Ulkebøl  4.(?) Juni 1848.

Det giør mig ondt at Du slet ikke kan staae Dig med Marie Kühle: Undgaae hende saa meget mueligt, men for min Skyld vær venlig imod hende naar Du møder hende og lad som Intet var eller havde været imellem Eder. En vis Sladderagtighed har ieg altid kiendt hos hende som ogsaa hendes Moder har, men for denne hendes Moders Skyld og hendes afdøde Søstres Skyld er det ieg lader enhver af Marie's Feiler ubeagtet, skulle hun ogsaa ved Uforsigtighed eller selv ved Ondskab saare eller skade mig, ieg vil strax glemme det og stedse behandle  hende som om hun kun havde viist mig det ømmeste Venskab. Jeg har intet Brev faaet fra hende at besørge til hendes Moder og faaer sikkerlig heller Intet nu, thi ieg haaber om kun kort Tid gaae vi frem og saa ere vi i 2-3 Dage foran Rendsborg og hvis ogsaa Forbundstropperne gaae bort som det heder, uden Sværdslag i Rendsborg. ­

 

10. Juni 1848.

Ieg ved at Du altid er venlig mod Marie Kühle især naar ieg beder dig derom, og derfor er ieg ogsaa overbevist om, at hvis Forholdet mellem eder skulle blive mindre godt er det hendes og ikke din Skyld.

 

Kolding 4.(?) Dec. 1848.

Lieutenant Kühle meldte sig hos mig igaar, han staaer ved Krabbe's Bataillon - han er allerede kommen sig betydeligt siden ieg saae ham i Kiøbenhavn. Det var og virkeligt absolut nødvendigt for ham at komme lidt ud hvis han ikke aldeles skulle gaae til Grunde.