En Sang fra det Høie,

forfattet in loco 1790 8/19,da Capitain Kühle, Lieutenant Castberg, og Forfatteren vare paa Bjerget Lyderhorn

Var nu min Tanke saa fri som mit Øie
Vilde den hæves til Stjernerne op;
Men - ak til Dalen den sank fra det Høie,
Og Lyderhorn bær ikkun min Krop.
Naar vi saa højt, som vi kunne, opstige,
Grændse tilsidst dog for Veien er sat.
Siig da: hvad er det, hvorefter vi hige?
Hvi klavres op paa hvert Bjerg, som er brat?

Mennesket vil til de høiere Steder,
Dette var Sagen, og Sagen er skjøn;
Udsigten voxer hvert Trin, som man træder,
Nordiske Klippe ophøier sin Søn.
Vætten han favner, som kneiser deroppe;
Skulde den brænde, da tænker han saa:
Siig da: hvad er det, hvorefter vi hige?
I skulde Føde til Fiskene faae.

Kühle og Castberg og Nordahl var oppe
paa Lyderhorn, og Dagen var blid,
Bergen og Havet og Klippernes Toppe
Saae vi rundt om os, den Udsigt var vid.
Lidet var vores af det vi fik skue;
Men om alt dette og vores nu var,
Skulde vi mere for Fienden grue,
Men om alt dette og vores nu var,

Vi trende Nordmænd drak Skaaler ved Vætten,
Ønskte hver Uven, som truer vort Land:
Gid han maa værgeløs ligge paa Sletten!
Helst dog: Gid Vætten ei komme i Brand!
Derpaa hverandre vi Broderskab svore,
Ønskte hverandre tilkommende Held,
Til vi blandt Nordmænder bleve saa store,
Som Lyderhorn blandt nordiske Fjeld.

Johan Nordahl Bruns Mindre Digte. 2. Udg. 1818, S. 301.

Brev fra Carl Kühle til Officererne af den nordfjordske Bataillon, da han var udnævnt til Major ved Bataillonen:

Nytaarsaften 1799.

 Seent at have modtaget en Charge, der udfordrer saa megen Munterhed, Indsigt og Vigueur, som en Bataillons Chef bør besidde Selvfølelse, at alt dette med Alderen mere og mere declinerer, ville gjort mig modløs at antage den betroede Post, naar jeg ikke forud havde den Lykke at kjende Nordfjord Bataillons værdige Corps af Officierer, og da en Militair i vore fredelige Tider ikke kan se sig forfremmet i de højere Charger, før Kummer, Strabatser og Alder har graanet hans Haar, vovede jeg at modtage Bataillonen i den ful­de Forvisning deri at finde edeltænkende Folk, som upaamindet opfylde sine Pligter.

Jeg vil saaledes have mig anbefalet Bataillonens Venskab og Overbærelse, forsikrende om fra min Side aldrig at tilsidesætte Agtelse og Gjentjeneste, saa ofte Leilighed gives.

H. J. Barstad: Bergens Forsvar i 1801 og l807-14, Bergen 1887 S. 33f.

Afskedsbrev fra Carl Kühle til nordfjordske Bataillon, da han var udnævnt til Oberstløjtnant i Jylland:

 Kjøbenhavn 24. Juni 1803.

 Mine Herrer!

 Den ved Deres Godhed og besynderlige Forekommenhed angenem gjorte Pligt at besøge Dem aarlig er da forbi. Med Vemod siger jeg Dem Farvel og ønsker stedse, at erfare enhver Officiers Velgaaende og Lykkes Forfremmelse!

Lettelig vil M' Hrr. faa en dueligere og mere vigilant Chef, men sjelden nogen, der havde mere ønsket for at se Kongens Tjeneste opfyldt med Lethed, med mulig Agrement ved den haarde og trættende MilitairStræben, med gjørlig Bidrag at se hvert Individ glad, og dog tør jeg med Dristighed sige, at aldrig blev nogen Pligt hos os forsømt, indbyrdes Kappelyst var hos os almindelig - med Virksomhed. Aldrig vil jeg kunne glemme den Glæde, jeg nød ved f. A.' s Samlinger inden den nordenfjordske Bataillons Grænser, og aldrig vil jeg kunne værdig nok takke M' Hrr. for Deres ædle Bestræbelser. Jeg havde ønsket, at Hs. Exeell. Hr. Generallieutn. Hesselberg, en Mand, der skjønner, hvad som er godt, havde seet Kompagnierne - jeg tvivler ingenlunde om, at han havde bevidnet dem sin Tilfredshed.

Tillad, mine Herrer, at jeg maa anbefale mig i Deres venskabelige Erindring og at De ved næste samling i Efteråret ville takke Underofficererne og Kompagnierne for den Hørsomhed og Flid, de have vist i Hs. Maj.'s Tjeneste, med Ønske, at blidere Ti­der maa formilde de sørgelige Følger af det forgangne haarde Aar. Søndag Aften reiser jeg alene til Horsens, hvor jeg er bleven To1d- og Consumtions-Kasserer og Oberstlieutenant i det 2det østerjydske Landværns-Regiment.

H. J. Barstad: Bergens Forsvar i 1801 og 1807-14. Bergen 1887, S.34.

Hyldestdigt til Kronprinsen

Kühle havde ogsaa i sine sidste Leveaar  Interesse for Skuespilkunst. Det fremgaar af nogle Uddrag fra "Aahuus Stiftstidende":

11. Febr. 1807. I Anledning af Hs. Kongelige Majestæts og Hs. Kongelige Højhed Kronprindsens Fødselsdag, forsamlede sig paa Horsens Raadstue en talrig Forsamling af Byens og Omegnens Beboere, for højtideligt at bevidne deres Taknemmeligheds Følelser, for vores dyrebare Regierings vise Omsorg.

Af den her ved det 2. østre Jydske Landværns Regiment staaende Oberstlieutnant von Kyhle, var følgende udtænkt, forfattet og ordnet.

I Salen var anbragt en smagfuld Decoration, forestillende et Fredens tempel af norsk Marmor, paa en Forhøining af Bornholmsk Sand­steen; i Templet, et Alter med Transparent C 7 og F.; paa samme en Urne hvori Offerilden brændte, omkring Alteret stod: Offerpræsten, Præstinden, Vestaler og de 4 Stænder, hver i sin udmærkede Dragt.

Ved hendes høifyrstelige Durchlauchtighed Prindsessen af Brunsvigs Ankomst, aabnedes Tempelportene; Offerpræsten traadde frem paa Forhøiningen og holdt en paa Dagen passende kort Tale, som blev afbrudt, i det Gudinden Freya lod sig see, tømmende sit Fyldhorn ved Alterfoden og ophøiede alles Glæde ved en høitidelig Sang:

Aria

Første stemme: Ei slavisk Frygt, for herskesyg Tyran,
Anden stemme:Ei nedrig Træls fremtvungne vilde Glæder,
Tredie stemme: Vanhellige Din Dag vor Christian! 
To stemmer: Til dette Sted os hellig Varme leder.

Duet::     Din Kierlighed et Tempel bygget har,
              Som vore Hierter stedse for Dig bar.

 Ved Krandsningen af Myrte og Eeg.               

Recitativ.

Offerpræsten: Lev Christian! Dit Folkes Held og Hæder:
Vestalerne:  En Myrtekrands vi offre Dig.
Præstinden: Og Frederich Du (Begge) som kroner vore Glæder: Nyd varig Held: vær lykkelig:
De 4 Stænder: Modtag den Krands, o prinds: med Velbehag;
                        Af Eeg (Vestalerne falde ind) og Myrte vi dig bandt i Dag,
Chor: Skiøn er den Krands! med Velbehag, O elskte Prinds: modtag Du den i Dag!!!

Tempeldørene lukkedes, og Dandsen begyndte. Under Maaltidet blev afsjunget Sange, som andre Barder,  passende til Dagens Høitid havde forfattet, og de Høie Personers Skaale under Glædesraab tømmede.

19. Aug. 1807. Aarhuus.

Byens Forsvars Anstalter paadrives med mueligste Hurtighed og Orden; 2de Batailloner af Landeværnet, ere under Commando af Hr Oberst-Lieutenant v Kyhle, som Commandoen i denne Bye er overdraget, i Gaar indrykkede, Byens talrige borgerlige Militaire, Kyst-Milicen, der overalt er i Bevægelse og det svære Artillerie Skyts, hvormed Byen er forsynet, sikkrer den for ethvert fiendtligt Angreb, ligesom Mod og Iver for Kongen, for Danmarks Frederik og for det elskte Fædreland, besieler hver Mands Bryst og giver det bedste Haab om den store Kamps heldige Udfald.

 

22, Okt. 1807. Aarhuus.

Det forenede dramatiske Selskab her i Byen gav i forrige Uge en ligesaa skiøn som rørende Opmuntrings-Høitidelighed for de bevæbnede Fædrelandsmænd af 1ste jydske Infanterieregiment, det borgerlige Militaire-Landeværnet og Kystforsvarerne, som opholde sig i Aarhuus Byens elskede Stiftamtmand og alle Cheferne vare forud af Selskabets Direction skriftlig indbudne til at bivaane - tilligemed de dem underordnede Officerer og Krigere tilsammen omtrent 900 Mand - opførelsen af Fædrenelandsstykket: Niels Ebbesen. Da Rummet ikke tillod at modtage alle Tilskuerne paa en Aften blev Stykket givet 4 forskiellige Gange.

Følelsen ved at see Niels Ebbesen kiæmpe saa modigen mod Landets mægtige Fiender, virkede, under Fædrenelandets nuværende lignende Stilling, stærkt paa det forsamlede Folk, og Enthusiasmen, at vove alt for Konge og Fædreneland forstærkedes end mere, da Oberstlieutenant v. Kühle Byens hæderværdige Kommandant, efter Selskabets Anmodning ved Stykkets Ende traadte frem og holdt en kort og kraft fuld Opmuntringstale til de forsamlede Krigere. Til Slutning blev afsiunget et Vers af en Krigssang og Stykket endtes med et enthusiastisk Udraab: Leve Kongen! Leve Kronprindsen: som ledsagedes af et tredobbelt Hurra.

Anbefaling fra Gyldencrone til Hr. Oberstlieutenant von Kühle, Battaillons Commandeur.

Aarhuus den 12te Aug. 1808.

Endskiønt Deres Høyvelbaarenheds Handlinger Som øverbefalende i det District, som siden Krigens Udbrud har været Dem betroet, allene staar under Deres Militaire Foresattes Bedømmelse, saa opfylder jeg dog een for mig behagelig Pligt, naar jeg skriftlig bevidner Dem min Erkiendtlighed for den Iver og Nidkiærhed, med hvilken De, i bemelte Tid har fremmet de Forsvars Foranstaltninger, som De for Byen og dens Omegn har anseet fornødne og gavnlige, og hvorved Deres Øyemed til at betrygge samme mod fiendtlig Overfald tør ventes opnaaet, ligesom man stedse med Taknemmelighed vil paaskiønne den ufortrødne Velvillighed, og Virksomhed, hvormed De ved forefaldne Leyligheder har vaaget for denne Egns Sikkerhed, og Forsvar. ­

I den Dem af hans Mayestæts allernaadigst anvisende nye Virkekreds, Øndskes Deres Høyvelbaarenhed alt mueligt Held og Lykke, og den Tilfredshed ofte at skienkes Leylighed, til at vise Staten de væsentlige Tienester, som kunne ventes af Deres Hengivenhed og Kiærlighed for Konge og Fædreneland.

/ S. T. /

 Gyldencrone

Carl Kühles tale til sin søn Anthon Kühle ved overrækkelsen af Dannebrogskorset 28. januar 1709.

Brev til Schobart, Generalindtendant i Italien, gammel soldaterkammerat
på Baronesse Louise Gyldencrones fødselsdag fra Carl von Kühle

26. august 1709

Cantonnements Qvtr. Middelfarth

                 Baronesse Louise (Knuths) Frue Guldencrones Geb.Dag.

 

Modtagelsen af Deres Brev af 4de dennes gav mig sand Glæde, og ved Gienemlæsningen, indgiøds Ungdoms-Ild i de gamle Aarer - alle glade Erindringer kom tilbage - det fortroelige Haand i Haand paa Slotspladsen, medens vi ventede paa Afmarchen og ei ønskede at see paa vor Capitains snusede Næse - vi søgte sammen, saa ofte vi kunde paa Land og Vand - selv vor Sejljolle, hvor ofte morede ikke den, naar v:i. kastede Garder Chabraquet og :i. Selskab med Knuth giorde en Tour - nogle enkelte Gange har jeg truffet ham siden. I hele Garden findes nu ikke et eneste Individ fra vor Tid ­ undtagen Sergeant Larsen, som er Justice Gevaltiger ­v.d. Lühe og Normann vare de sidste - N. har nu 3die Jydske Regiment. Roepsdorff er død, Haxthauen ligesaa, Undall har og recomanderet s:i.g, Romling er endnu i Eutin, Lowzow har et Regiment i Norge, Schrodersee søger endnu Pigerne og lader Munden løbe, Kardorff har en Batl. Skarpskyttere, Moltke er endnu i Ribe, Schu­lenburg har Marine-Kbhavns Infanterie Regiment og er Overfører for Drabant Corpset, Staffeldt som studerede Jura og vilde den civile Vej, er GeneralMajor og Chef for det Norske Jæger Corps. Gyldenskiold død og Rantzou Søe og Land Krigs Commissair i Holsteen. Om Forladelse! Capt. Beck - Gener.Major og Chef for Norske Liv-Regt. - jeg meener at have erindret dem alle.

Vor Bane, har været meget forskiællig - Det skiønne Italien og det barske Norge! hvilke Contraster!saaledes og vor Skiæbne - min Kone har haft 23 Børn, De ingen, men jeg har og maattet træde mangt et tungt Fied i Selskab med min gode Birgithe, som troelig hialp mig at bære svare Byrder, uden hvis Ledsagelse jeg havde siunket - Deres Kaar have været milde, bliide - en Schubart fortiente dem. Efter ønske slap De af det Militaire, jeg har endnu 4 Maaneder tilbage, saa er jeg 50 Aar - deri. Saavidt Samligning!

No.1.
Tak! Tusinde Tak for min Carl! Denne raske Gut ville jeg ønske bliidere Skiæbne - Krigen har stoppet ham i hans Fart, at ligge 2 Aar med et Skib paa fremmed Plads uden Rhederes Assistance er haardt. Kan min Ungdoms Ven som General-Handels-Intendant være ham nyttig i hans Vej, er jeg overbeviist om, at De giør det. Deres ædle Hierte er mig Borgen derfor.

2. Datter Caroline er hiemme og har den sieldne skiøndt byrdefulde Lykke at passe gamle Bedstefader - Capt. Solberg, som er contract paa venstre Side i 5 Aar ­ min Kone kom i rette Tid og reddede ham fra Bombardementet, en engelsk Bombe faldt siden ned, just paa det Sted hans Seng stoed, i dette Foraar blev han meget syg, og denne Sygdom har saaledes afkræftet ham, at han endnu bestandig ligger og ikke taaler at være oppe l Qvarteer ad Gangen, ellers er han munter og glad.

3. Agnesa Margretha er gift i Paris med en Direeteu Henrion.

                              4. Anthon er premier Lieutenant i min Bataillon af Fyenske Inf. Regiment , blev ved 3de Skud i venstre Arm contraet 1803 (sic) i
                                Claussens-Have, han faldt efter at have sendt 14 Modstriidende i den anden Verden.

5. Fritz Henrieh er Artillerie Officeer og comanderer paa 3 Kroners Batterie.

6,. Christian er Land-Cadet.

7. E:mma er hjemme

8. Charlotte er hjemme

9. Gustav er hjemme

10. Friderich Wilhelm er hjemme

De øvrige er alle døde.

Hidtil har jeg været heldig med mine Børn, jeg har ingen Sorg, at de ved slet Opførsel have skiændet sig, hvilket jeg anseer for en Belønning, for det usigelige Meget, jeg i en uendelig trang Forfatning, har udstaaet med dem.

Allbestyreren tilstoed Dem gode Ven ingen Børn; men Deres interessante, ædelsindede med Kundskaber og Behageligheder udrustede Dame, i hvis Yndest jeg beder mig anbefalet, vil erstatte Dem Tabet eller rettere savnet af Arvinger.

Min Kone er til min Held endnu munter, og har efter alt det Udstandne end taaleligt Helbred, hun er det sieldne Fruentimmer, Som med ualmindeligt Mod og  Kiekhed, veed at modstaae og formilde Gienvordigheder. Jeg er nu gammel, men man bruger mig end.

Her er efter venskabelig og forekommende Anmodning aflagt fuldkommen Beretning over mig og Mine.

Min Birgithe forbeholder sig den tredie Side, og jeg udbeder mig det Venskab fortsat, som 1774 blev stiftet, omfavnende Dem af Hiertet, som Landsmand, Ven og gamel Krigskamerat.

                                            .              Kühle .

Anbefaling fra Generalmajor Sames
Aarhuus den 24de January 1810 

Efter Hr Oberstlieutenant von K ü h l e s Anmodning, at erholde mit Vidnesbyrd om hans Militaire Forhold under den Tiid, bemelte Hr Oberstlieutenanten haver staaet under min Commando nemlig fra. lste aug. 1808 - til 19de febr 1809, bevidner ieg med Sandhed, at Hr Oberstlieutenanten i bemelte Tiid som Bataillions Commandeur, og især under den Tiid han haver ført sit Commando i Ebbeltoft og Omegn, haver stedse viist megen Tienesteiver, Kundskab, og Activitet; samt opfyldt sine Pligter til min fuldkomne Tilfredshed.

Ved S p e c i e l R e v u e n , som blev afholdt den l5de September 1808 -, over 3die Bataillon Fyenske Infanterie Regiment, udmærkede sig denne Bataillon fortrinligen ved dens gode militaire Anstand, Færdighed i Excercisen, samt gode Orden og Raskhed, hvorved Evolutionerne blev commanderet, udført og ved hvilken Leylighed Hr Oberstlieutenanten haver fortient den commanderende Generals Bifald; og tillige erhvervede sig ved denne Leylighed min særdeles Anbefaling for hans udviiste Fliid og Duelighed. ­

Da den Plan og Tegning Hr Oberstlieutenant v. Kühle haver indsendt, til den saa nødvendige Forandring og Forbedring af Ebbeltofts faste Batterie, hvilken uagtet de ringe Midler og store Vanskeligheder, blev saa vel, og hældig udført, og hvorved dette Batterie, er nu dannet til et Regelmæssig, stærkt og nyttigt militairt Anlæg, er en Prøve paa Kundskaber, og Virksomhed, saa fortiener dette Batterie ikke mindre at blive erindret ved denne Leylighed, Hr Oberstlieutenanten til Ære ­

Som herved bekræftes ved min Underskrift i

C. E. Sames, General Major og Comandeur for No 7 Nordre Commando District. ­

Carl Kühles brev til sønnen Anthons forlovede Wilhelmine Sophie Schmidt
3. april 1711.

Han er død, ia Han er død! af J. L. Sandberg.
Horsens, 21de August 1812. i Iversens fyenske Avis 31. august 1812

Ak! en talrig Familie beklager, han er ei mere, den redelige Mand, den kjerligste Fader, sin Konge troe, Fædrelandet hengiven, saaledes var han Carl Nicolaj Christian v, Kühle, Oberst Lieutenant og Toldkasserer i Horsens.

Kuns sielden findes disse Dyder forenet; men at Du havde disse Dyder med flere, kan Dine Fiender, om Du havde nogle, ikke nægte Dig. Betragte vi Dig som Embeds-Mand. Hvem tør maale sig med Dig i Redelighed? Salige Henfarne, Din Familie-Forfatning viser, Du aldrig sveg Din Konge, skjønt der ofte gaves leilighed i sligt et Embede - ja med Varme talte Du altid mod Embeds-Svig. Da Din Konge bød Dig at følge Ærens Fane, hvor besielet blev Du da for Din Konge og Land.

Dyre Tider, og ubetydelige Indkomster ved sit Embede - var Du dog aldrig den knorvorne og misfornøjet Mand og Fader, nei ædle Henfarne, Du var den ømme Ægtefælle, den gode og kjerlig Fader. derfor vædes ogsaa Taarer ved Din Grav, og denne Trøst! vi samles hisset. Fred omsvæve Din Urne. 

K ü h l e s Minde-Epilog fremsagt i det dramatiske Selskab i Bergen

d. 25.Febr. 1813.

Scenen forestillede en norsk Fjældegn. I Midten var rejst et bekranset Monument med Indskriften: KÜHLE, og paa Soklen stod: 25. FEBR. 1794, det dramatiske Selskabs Stiftelsesdag.

Fr. Bøschen traadte frem og fremsagde først: 

Paa denne Dag vi kalde glad i Minde
En Rad af mange blidt hensvundne Aar;
Held os! naar Livets Vaarsol monne svinde,
Erindrings stjerne venligen opgaaer.
Paa mangen Blomst saa inderlig den smiler,
Som Vennehaand i Fordumstid os gav,
Og stundom trøstelig dens Straale hviler
i Dødens tause Have paa en Grav.
Hist staaer et Monument  - og Hjertets Stemme
Os siger: det vor ædle KÜHLES er ­
O! Kunde ham en større Kreds forglemme,
Hans Navn skal dog med Ømhed nævnes her.

Ham skylde vi saa mangen ædel Glæde,
Som ved Thalias Alter her vi fandt,
Den første Led i vores Samfunds-Kjæde,
Den første Krands til Alteret han bandt.
Han var min Ven - men Avind selv skal sande,
At uden Kunst han Hjerter til sig drog,
Saa aabent var hans Hjerte som hans pande,
Hans Tanke Liv, og Ynde var hans Sprog.

Ham elskede den Ringe, som den Høie,
Thi mandig, jevn, godmodig var hans Færd;
Den Arme saae en Taare i hans 0ie,
Den havde meer end Guld for Hjertet Værd.
Saa mangen Storm i Støvets Dal sig hæver,
Ak! tit han stod i den, men stod som Mand.
Tilsidst han sank - o nei -den Ædle lever
I Fredens lyse lykkelige Land.
Fred med hans støv! og Hæder om hans Minde!
Hans Hjerte, som saa ofte miskjendt leed,
Det kjendte vi - thi skal vort Selskab binde
Den Krands, som Sandhed ei vil blive ved.

 Derefter sang et Kor af Mænd og Kvinder:

Ei ved hans Grav vor Sang kan tone,
I fjerne Egn den dølger sig;
Omsnoet af Skjæbnens Tidselkrone
staaer Urnen der saa sørgelig.
Ei paa hans støv et Blomster lever
Fra Fjeldet i hans Fædreland;
Men her hans Bautasteen sig hæver
I Skyggen af den ranke Gran.

See Kunstens hulde Musa binder
En Krands af Granbær eviggrøn,
Og sukker, medens Taaren rinder:
Fred med dit Støv min Yndlingssøn!
Frem Norrigs djærve Kjæmpe stander
Sig lænende paa trofast Sværd;
Med hendes han sin Taare blander ­
O! den forhøier Krandsens Værd.

Til dem en Huldgudinde træder;
Hun flætter de Kjærminder blaa ­
Det Venskab er - saa rørt hun græder,
og monne dem tiltale saa:
I Eders Krands og Taare tindre
Hans lyse Aand, hans Heltemod;
Min Krands skal Vandreren erindre,
At han var vennesæl og god.

De tvende Krandse tæt sig klynged`
Omkring den stolte Bautasteen;
De i hinanden huld sig slynged',
og nu blev begge Krandse een.
I den har Kraft og Venskabs Dyder,
Og Musers Blidhed sig foreent;
Bi nogen Mindesteen der pryder
En Krands, som mere var fortjent.

 

"Det dramatiske Selskab i Bergen 1794-1894", Bergen 1894, S. 58f..