Skrevet af Harald Kühle.
Da jeg som ungt menneske besøgte min bedstemor og vi en søndag
eftermiddag sad hyggeligt sammen, fortalte hun om sin Rejse i
Krigens tid.
I efteråret 1863, da vi havde en gård ved Ølgod, fik Bedstefar
tilbud om en stilling som Stationsleder ved en hestebane fra Fakse
til Fakse Ladeplads og ville gerne derover. En betingelse var dog,
at han skulle tiltræde straks, og da vore naboer hjalp med salget af
gården, kom han hurtigt afsted, og jeg skulle så følge efter til
foråret med børnene.
Men så kom krigen i januar, og da jeg hørte at Dannevirke var
rømmet, besluttede jeg at rejse med det samme, skønt det var midt om
vinteren. Jeg havde beholdt to små heste og en vogn, hvorpå jeg fik
læsset en kiste med vore sager og en kuffert med de ting, vi skulle
bruge undervejs. Så var der vore 4 børn, hvoraf den ældste var 6 år
og den yngste knap ½ og endelig vor store hund, en dejlig New
Foundlænder. Vi kørte så hurtigt som muligt for at komme over til
Fyn ved Snoghøj, men da vi kom i nærheden af Kolding, blev vi
standset og beordret tilbage, for der stod en fægtning ved Kolding.
Jeg var ked af det, men der var ikke andet at gøre end køre tilbage
til Ølgod. Så begyndte jeg at spekulere på om jeg ikke kunne komme
en anden vej, og da vore soldater drog gennem Ølgod nord på,
besluttede jeg at køre med.
Det blev en drøj tur i vinterens mørke og kulde, men både
beboerne og soldaterne hjalp mig, og når jeg skulle ind på en gård
for at købe mælk til børnene eller søge natlogis, passede vor
dejlige hund, som børnene elskede, på, at der ikke skete noget. Et
stykke af vejen havde jeg 2 soldater med ømme fødder oppe at køre,
og de passede så hestene, mens jeg tog mig af børnene. Vi kom da
også til Oddesund, men der måtte jeg vente, for soldaterne skulle
først over, men endelig fik vi lov at komme med, men der var ikke
plads til hestene og vognen før næste gang. Der blev ingen næste
gang, for da vi kom over, så vi tyskernes Pikkelhuer blinke oppe i
Humlum Bakker, og så kunne der ikke sejles mere. Så var vor
befordring og gods tabt, men vi blev hjulpet op til Hvidbjerg, hvor
postmesteren tog sig af os, og de overnattede vi. Næste dag skaffede
han os plads i Postvognen til Vestervig, men selv om folk var rare,
kunne vi jo heller ikke blive, og så korte vi med forskellige vogne
over Hørdum til Thisted. Her hvilede vi ud i 3 dage, og jeg fik
vasket og gjort børnene i stand. Så fik vi plads i dagvognen til
Nørresundby og om morgenen stillede vi på torvet, og jeg fik børnene
ind, men kusken ville ikke have hunden med, skønt jeg forklarede
ham, at den var så rolig. Så måtte den løbe bagefter, og vi så den
mange gange og talte med den. I Fjerritslev blev der skiftet heste,
men hunden var ikke med. Den var så trofast, at jeg er sikker på, at
den var fulgt med, hvis den kunne, men enten kunne den ikke klare
turen, eller også var den blevet indfanget. Børnene var utrøstelige,
men vognen skulle videre, og vi så den aldrig mere.
I Nørresundby havde jeg ventet, at kunne komme med skib til
København, men jeg var igen kommet for sent, for tyskerne var
allerede syd for Fjorden, og der gik ikke flere skibe, men måske
kunne jeg komme med fra Frederikshavn. Så måtte vi igen ud på
landevejen, og på et langt stykke kørte vi på læsset af en
pottemager, og vi kom da også til Frederikshavn og ind til havnen.
Her fik jeg at vide, at det godt kunne vare en måned inden der var
skib til København. Jeg var helt slået ud og satte mig med børnene
omkring mig på trappen foran en kro for at tænke. Ikke et menneske
kendte jeg, og pengene rullede, måske der ikke engang blev nok til
billetten når skibet engang kom. Så kom der en stor skipper og ville
ind, og han sagde: "Hvad sidder du dér og tuder over, Lillemor?" Jo,
vi skulle jo til Sjælland, men der går ingen skib. "Ja, så må I jo
vente!", men det kunne vi jo ikke, og så fik han hele historien. Han
kløede sig i nakken og sagde, at han godt nok skulle til Korsør
næste morgen med smør, men hans lille skib egnede sig jo ikke til
passagerer, men det gjorde ikke noget, når bare vi kunne komme med.
Så gave skipperen os sin kahyt, og tidligt om morgenen sejlede vi.
Det blev en forfærdelig tur, der varede mange dage, og vi var
allesammen søsyge.
Da vi kom til Korsør, følte vi os halvdøde, men nogle venlige
folk tog sig af os, så vi kom til kræfter og kunne komme videre, og
en mørk aften kl. 11 kom vi til Fakse. Heldigvis var der en flink
ung mand, der kendte bedstefar, og han tog kufferten i den ene hånd
og en dreng i den anden, og så gik han foran til Banens pakhus, hvis
bedstefar boede. Han bankede på vinduet og råbte: "Din kone er her!"
men bedstefar brummede: "Sikke noget sludder, hun sidder ovre i
Ølgod!", men da jeg råbte til ham, fik han hurtigt tændt lys og
bukser på og lukket op, og så var der stor gensynsglæde. Da vi havde
fået børnene til køjs med hvad vi kunne finde, måtte jeg fortælle om
vor store rejse, og det gjorde slet ikke noget, at vi havde mistet
alle vore sager og de fleste penge, for bedstefar sagde, at vi nok
skulle klare os, og det er da også gået godt siden.
Man kan ikke andet end beundre den vilje og det mod, hvormed
bedstemor i vinterens kulde begav sig ud på den vovelige tur og
gennemførte den, ganske vist med store materielle tab, men med sine
4 børn i god behold.
