Adelsslægter i Holsten opstod i Begyndelsen af det 13. Aarhundrede under Stridigheder mellem Greverne og andre Stormænd og er udgaaet af Bondestanden. Det gælder Slægterne Ahlefeldt, Rantzau, Brockdorff, Reventlow, Krummendick, Kule, Pogwisch o.m.a. En Del af disse Slægter bevarede deres Godser og fik en Opblomstring i det 16. og 17. Aarhundrede, hvorimod andre - deriblandt Slægten Kule, der i Begyndelsen hørte til de mest betydende - enten uddøde eller afstod deres Godser og derved mistede de gamle Rettigheder.

Hvor Navnet Kule er opstaaet er uvist. Maaske stammer det fra Godset Kuhlen N.V. for Segeberg; men noget sikkert kan ikke fastslaas. Kule betyder Vandgrav, og flere Lokaliteter har Navn derefter. Slægtens Vaaben var to i Andreaskors lagte Køller eller Morgenstjerner. Fra 1333 og fremefter findes det talrige Gange paa offentlige Dokumenters Segl. Vaabnet er sikkert formet efter Navnet, ikke om­vendt, idet næsten alle gamle holstenske Adelsnavne er Stednavne.

Den første af Navnet Kule var Markvard Kule, der 1237 var Vidne til, at Byen Perselyn af Hertug Wartislaw af Pommern blev overdraget til Klostret Reinfeld. 1242 var han Vidne til, at Hertug Barnim overgav Byerne Garz og Caseburg til Klostret Dargun. I 1238 omtales det, at han og hans Fæller havde foretaget røveriske Over­fald paa Handelsmænd fra Lübeck. Men hvor han boede, faar man ikke at vide.

Den næste var Ridder Erenfridus Kule, der var i de holstenske Grevers Tjeneste. Han nævnes 1253 og var 1257-61 Foged (advocatus) i Itzehoe. Han var sikkert identisk med Erenfridus de Welle, der nævnes 1247. (Godset Welle eller Welna laa ved Münsterdorf mellem Itzehoe og Krempe.

Efter den Tid havde Slægten Godser forskellige Steder, bl. a. i Mecklenburg og ved Hamburg. Desuden har en Del Medlemmer været Fogder (eller Høvedsmænd) i Harnburg, paa Aalholm, Gottorp, Flensborg, Ratzeburg og Schwabstedt. Den mest betydende Mand var Ridder Kersten Kule til Aalholm, Hertug Christophers Hovmester. Han har underskrevet næsten alle vigtige Dokumenter under Valdemar Atterdags Regering, og under Kongens Fraværelse afslog han Hanse­stædernes Angreb.

En Del var imidlertid stadig knyttet til Elbmarsken. I 1416 solgte Ridder Johan Kules Sønner, Væbnerne Henrik og Borchard deres Arv, nemlig Godset Kronsmoor ved Itzehoe med Len og Greve­skat fra Neuenbrook, Grevenkop, Suderau, Retwisch og Stellau. Rime­ligvis er det den samme Væbner Henrik Kule, som solgte Byerne Soh­ren og Steinbek til Klostret i Segeberg. Hans Søn Væbner Nicolaus Kule, der nævnes 1457 som Ejer af Godset Nutschau ved Oldeslohe, solgte til sin Svoger Ridder Nicolaus Brockdorff Byen Warnow ved Preetz og nævnes endnu 1481.

Elbmarsken bestaar nu af frodige Engstrækninger; men det har kostet Aarhundreders Arbejde at skabe de nuværende Tilstande. Naar de gamle Historikere nedskrev deres Beretninger, bestod de væsentlig i at fortælle om de Oversvømmelser, der havde bragt Ulykke ind over Landet. At sikre sig mod saadanne Katastrofer blev tidligt en af de vigtigste Opgaver for Landets Befolkning. Man indkaldte i det 13. Aarhundrede Hollændere, der byggede Sluser, Diger og Grøfter; men alligevel hører man stadig om ny Tragedier. Til Ophjælpning af Egnen bidrog de schauenburgske Grever, de adelige Godser og Klostrene og ikke mindst en Del Byer (Itzehoe Wilster og Krempe), som trods Vandløbenes Ubetydelighed fik en ret omfattende Sejlads. Den voksende Velstand førte imidlertid med sig, at der blev paalagt Befolkningen forskellige Skattebyrder, og lige fra den Tid, da de danske Konger overtog Herredømmet, har vi udmærkede Skattelister, der giver os Underretning om Egnens Befolkning.

Bl.a. vil vi finde, at Navnet Kule er bevaret i Suderau og Krempe, hvor Slægten har levet som Bønder og Borgere. I Steinburg Amts Regnskaber og andre Papirer vil man f. Eks. finde følgende: Laurens Kule i Grevenkop 1499-1511 og hans Broder Gert i Elskop 1496-1518, og i Suderau Hermann 1462, Johann 1492-1518, Claus 1494­1524, Peter og Borehard 1500, Hartich 1500-1541, Claus 1535-64, Claus 1587-1642 og Peter 1592-1647. (Den største Ejendom var en Bondegaard paa 25 Morgen Land = 26 ha.)

Til Dels er det de samme Personer, som nævnes i Krempes Skattelister og Überfrageprotokoller m.m., hvori man finder Navnene: Claus Kule 1489, Laurens (Raadmand) 1494-1533, Hans 1510-34, Hartich 1531­41, Jasper (Borgmester) 1537-71, Laurens (Søn af Hartich) 1560-77, Claus 1566-1607 og Jasper 1585-86. (Efterhaanden forandredes Stavemaaden fra Kule til Kuele, Küle og Kühle.)

I 1507 stiftede Vikar (senere Dekan) i Stade Gert Kule og hans førnævnte Fætre Gert og Laurens et Vikariat ved Petri Kirke i Krempe. I 1513 og 16 skyldte Hans Kule et Beløb til Vikariatet. Den sidste Abbed i Klostret Reinfeld Johan Kule år født i Krempe ca 1540 og døde efter 1620. De sidste af Familien, der boede i Byen, var Claus og Peter Kühle; men i 1610 solgte Claus Kühle sit Hus, og i 1635 solgte hans Søn Peter Kühle sin Ejendom; men begge havde dog endnu Jord i Süderau.

Krempe blev befæstet i 1533, men særlig Christian IV, der flere Gange var der som Gæst, forstærkede de omliggende Forsvarsværker. Under Trediveaarskrigen, da Befolkningen var haardt tynget af Skatter, flygtede mange, men til Gengæld kom et stort Antal Bønder ind til Byen, der blev belejret af de kejserlige Tropper 1627-28. Da Fæst­ningen overgav sig, var 169 Huse ødelagt, og der fortælles, at da Wallenstein red ind, hilste han Obersten Jürgen Ahlefeldt og roste Forsvarerne for deres Heltemod. Saa traadte Obersten frem. Han holdt i sin Haand Fjerdingen af en stegt Rotte, og saa sagde han: "Herre, havde vi haft mere, saa havde vi ikke staaet saadan i Dag, som vi gør.” Borgerne, som var tilbage, havde forsvaret deres By til det yderste.

Det er allerede omtalt, at Gert Kule i 1507 var Vikar i Byen Stade, hvor han 1527-30 var Dekan. I 1558 nævnes Claus Kuele som medlem af Antonii Broderskab. Maaske er han ogsaa fra Krempe. Nu i de vanskelige Aar kom desuden Claus og Peter Kühle over paa den sydlige Side af Elben. Men ogsaa Stade led haardt under Tredive­aarskrigen, og Forholdene var i den følgende Tid ikke mindre urolige. I 1625 blev Bremens stift besat af Christian IV. Efter Slaget ved Lutter am Barenberge trak han sig tilbage til Stade og Omegn og i 1628 maatte hans Tropper kapitulere overfor Tilly. Dog varede den tyske Besættelse kun til 1632; da maatte Pappenheim vige for Svenskerne, som imidlertid overlod Regeringen til Christian IVs yngste Søn Frederik (III), der blev Ærkebiskop af Bremen, hvad han vedblev at være til kort Tid, før han besteg Tronen. Men 1643 erklærede Svenskerne Krig overfor Danmark. Stade kapitulerede 1645, og Hertugdømmerne Bremen og Verden var saa efter Freden i Westfalen under svensk styre 1648-1712 og fik Regeringssæde i Stade. Derefter blev der atter Krig, Byen blev bombarderet med gloende Kugler af den danske Hær, og 1712-15 var Hertugdømmerne under dansk Regering for endelig at blive afstaaet til Kurfyrstendømmet Hannover, hvis første Regent var Kong Georg I af England.

Det er i store Træk Beretning om Krigene; men dermed er ikke alt sagt. Mens Svenskerne i 1659 i Byens Omegn førte Krig mod danske og brandenburgske Tropper udbrød en Brand, der ødelagde 700 Huse eller omtrent to Trediedele af byen, og det varede mange Aar, inden den var genopbygget. Fra den Tid stammer Raadhuset, der over Portalen bærer det svenske Vaaben, Provianthuset og Tøjhuset, der over Indgangen har Carl XIIs Navnetræk. Ogsaa de endnu bestaaende Volde og Fæstningsværker stammer fra den Tid og har svenske Navne

(Gyldenstern-, Königsmark- og Wrangelbastionerne og Gustav Adolf Ravelinen).