|
BIOGRAFI:
Pauls historier:
Paul dannede sig sine egne meninger og
havde sine meningers mod ofte modsat både regeringer og vores familie.
Han udbredte sig også gerne om dem ud fra noget han havde set og oplevet
i sit internationale liv. Han var tilhænger af Mao i Kina og Castro på
Cuba og palæstinensere i Israel. Man husker øjeblikke i familiens skød,
hvor der blev så tavst og alvorligt. Paul
udtalte sig i et interview, da han blev 80 år, at det var en ejendommelig
måde at være forældre på, at sætte børn i verden og så drage af sted
til et fjernt land for at tage sig af andre mennesker. Paul
var også den, der i 1961-62, da man drøftede olieudvinding i Nordsøen
og prisen A.P.Møller skulle betale, gik til Statsminister Kampmann og
forklarede ham, at der geologisk logisk var meget mere olie end man sagde
dengang, og at betalingen for den var sat alt for lavt. Dansk-amerikansk
ingeniør på besøg i Kolding 1977 var med til at lancere fidus på
Chevrolet i USA
Hvis civilingeniør Paul C. Vyff,
dansk-amerikaner, havde fået blot en brøkdel af indtægten for en
opfindelse han har gjort, ville han i dag være en holden mand.
Men dagen efter den store opdagelse
blev han smidt på gaden af direktionen i det firma, han arbejdede i
dengang. Siden har firmaet tjent styrtende med penge på opfindelsen.
- Jeg arbejdede på en
varmepumpefabrik i Tecumseh, USA. Jeg opfandt og konstruerede en helt ny,
lille air-conditioner til udluftning og regulering af rumtemperaturer i
almindelige hjem, fortæller Paul C, Vyff.
- Apparatet er ikke større end det
kan installeres i et vindue, og derfor blev det meget udbredt. Da det
samtidig er billigt, blev det hurtigt en folkemodel, der bruges utrolig
mange steder.
- Min luft-conditioner er en af de
mest energislugende opfindelser ikke på grund af det enkelte apparat, men
fordi de er så udbredt. Den strøm- afbrydelse, som for nylig skabte stor
kaos i New York skyldtes min opfindelse. El-nettet var ganske enkelt
overbelastet.
Vietnamesisk stolthed
- I Saigon mødte jeg den imponerende
ånd, som man tit finder blandt folk i østen. En vietnameser drev selv en
lille fabrik. På knap 200 kvadratmeter producerede han alt fra små
skibsmaskiner til floddampere.
- Ejeren af fabrikken kunne have
tjent langt mere ved at gå i tjeneste hos franskmændene, som dengang
besad landet. Men han ville være selvstændig og ikke tjene fremmede
herrer.
- Jeg tror, det er den ånd, der har
gjort, at Vietnam nu er et selvstændigt land. For ganske få år siden
skulle man jo som amerikaner passe på med at rose vietnameserne. Den
slags var ikke populært.
- Men jeg er overbevist om, at
Vietnam snart er oven på igen, og alt tyder da på, at sejrherrerne ikke
farer frem med blodig hånd.
Manchuriet
Fra Saigon fortsatte vi til Andung,
en lille by på grænsen mellem Korea og Manchuriet. I denne by var mine
forældre missionærer.
Gennem mine otte måneder i landet
lærte jeg visse sider af det godt at kende. Jeg besøgte forskellige
virksomheder og beundrede befolkningens evne til at få næsten alt ud af
næsten intet.
- En lille virksomhed fremstillede
søm af spærrepigtrid fra første verdenskrig. En lille dreng klippede
pigtråden i passende længder og rettede det ud.
- Nummer to varmede tråden op,
nummer tre lavede en spids på. Nummer fire varmede det op igen og endelig
slog den femte i produktionsleddet hoved på sømmet.
I Kina var det nødvendigt at have et
visitkort. På den ene side var mit danske navn, og på den anden side mit
kinesiske. På kinesisk skulle mit navn læses på højkant fra neden og
opefter.
Jeg fik tildelt et navn, som jeg
altid har haft svært ved at leve op til. Først kom min fars navn. Så
fulgte mit barnenavn, "Himlens gave« og så mit voksennavn »som
følger Himlens veje".
Skrot til granater
- Da jeg tre år senere
arbejdede på General Motors Chevrolet-fabrik i Detroit. Michigan.
forsøgte jeg at drage nytte af erfaringerne fra Kina.
- Jeg kendte kinesernes evne til at
få meget ud af lidt, og jeg foreslog ledelsen af Chevrolet, at sende
brugte biler til Kina. De kinesiske arbejdere ville helt sikkert få gode
køretøjer ud af de brugte biler. De kunne bygge dem om til specielle
lokale forhold. Det ville være nødvendigt at bygge veje og en udvikling
ville komme i gang.
- Desværre hørte jeg aldrig fra
Chevrolets direktør, William S. Knudsen. som var dansker. I sædet blev
bilerne lavet om til skrot. Skrotten blev sendt til Japan og under anden
verdens. krig kom skrotten tilbage mod os som granater.
Vi slog Ford T ud
På Chevrolet var jeg med til at
bygge den model. som slog Ford T ud. Mens Ford gjorde alt muligt for at
bilerne skulle blive billigere og billigere og kun havde en model,
konstruerede vi en vogn, som tiltalte en mere kræsen smag.
Den slog helt T-modellen af markedet,
og Ford måtte konstruere en ny model. Det tog hen mod ni måneder inden
man vendte tilbage på markedet, og Chevrolet bevarede førestillingen.
På Chevrolet indførte jeg brugen af
et kneb, som lige siden er blevet anvendt på samtlige bilfabrikker i
verden.
Dengang brugte man at montere for- og
bagskærme på karrosseriet, hvor man i dag laver delene ud i et stykke.
Problemet var, at man kunne se, at skærmene var af tyndt blik. Det så
ikke ret holdbart ud, og jeg foreslog, at vi bøjede den kant på
skærmen, som vender ud mod beskueren.
- Nu så det pludselig ud, som om
skærmen var lavet af en meget sværere metalplade, og alle troede, at
bilen var mere holdbar .
- Og det var såmænd bare et lille
trick. jeg havde lært af direktør Obbekjær, som havde Ribe
Jernstøberi.
. Forstår du, landmanden vil have
kram. Derfor bøjer vi kanten på metallet til landbrugs- maskinerne. Så
tror han virkelig det er kram", sagde Obbekjær til mig.
Når det regner på præsten. . .
Poul C. Vyff er gift for anden gang.
Han traf sin nuværende kone i Florida. Hun er også dansk.
Helga Vyff hed Moe, da hun traf Poul
Vyff i begyndelsen af halvtredsserne. Hun er ejendomshandler, og det var
gennem en annonce at de to traf hinanden.
Men det var ikke nogen almindelig
kontaktannonce. Helga Moe skulle have solgt nogle huse i Florida, og hun
annoncerede med husene i den danske avis.
»Når det regner på præsten,
drypper det på degnen. Men i Florida skinner solen på hele menigheden«,
stod der i annoncen.
Poul Vyff blev nysgerrig. Han
opsøgte Helga Moe, for at finde ud af, om hun var ud af den familie Moe,
som han i sin tid havde kendt i Ribe. Det var hun ikke, men et nyt
bekendtskab blev stiftet, og i 1955 giftede Poul og Helga Vyff sig.
Florida og København
Om vinteren bor familien Vyff i
Florida, hvor de har et dejligt hus. Der mangler intet. De bor i Fort
Lauderdale ikke ret langt fra Miami. Om sommeren bor de i København,
nærmere bestemt i Reverdilsgade.
- Det er et meget folkeligt kvarter
ikke langt fra Istedgade.
Men det er pæne mennesker, der bor i
ejendommen. Lejligheden er ganske spartansk. Der er indlagt koldt vand og
træk- og slip, fortæller Helga og Poul Vyff.
I 1961 måtte Vyff rejse til Danmark.
Han blev ansat på Teknologisk institut og efter et års forløb gik han
på pension.
- Jeg var blevet forfærdelig
upopulær i Fort Lauderdale. Dels var jeg meget opsat på at få afsløret
en korruptionssag mod en politiker. Dels var jeg positivt indstillet over
for Fidel Castros nye styre på Cuba, fortæller Vyff.
Begge dele var meget upopulært, og
til sidst kunne jeg ikke være i byen mere. Et halvt år efter
revolutionen på Cuba blev jeg inviteret på en rejse til øen af Cubas
turistminister. Jeg havde flere gange foreslået, at USA skulle lade åbne
en skibsrute til Cuba.
- En sådan rute ville medføre mange
fordele. Vi ville kunne handle med øen og få et godt forhold til det ny
styre, som jeg fandt var betydeligt bedre end det gamle, hårde diktatur.
- Dengang var det et ugleset
standpunkt, men jeg tror ikke, at jeg så fejl. En af vore gamle
præsidenter, Harry S, Truman, sagde engang, at hvis han havde været
præsident, da revolutionen fandt sted, ville han havde ringet til Castro
dagen efter magtovertagelsen.
Han ville havde ønsket ham til lykke
og sagt, at det ikke var et minut for tidligt, at der kom et nyt
styre.
(kjær i søndag den 28.august 1977 i
Jydske, Kolding)
|
